At savne

I forlængelse af dette indlæg

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser, han går igennem, når han savner. Det gør mig faktisk stolt, at han i en alder af tre år, er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan, og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud. Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting, han skal gå igennem.

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet, når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar, han kan forstå, når han igen spørger, hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for, hvor meget han skal indblandes, er hårfin.
Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde, skal føle sig skyldig i, at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, “Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven”

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på, når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt, også selvom det kan være svært at rumme for mig.  Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begge prioriterer højt, men som har taget tid at nå frem til at kunne. Men Otto skal se og opleve, at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for, at det forvirrer vores søn mere end det gavner (jeg kan til tider selv blive forvirret og rundt på gulvet af det) men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det. Og det er trods alt det vigtigste, selvom jeg ville ønske situationen var anderledes, for den sorg og det savn han (og jeg, og sikkert også hans far) føler, bliver aldrig nemt at skulle kapere. Det er hvad det er, og vi skal have det bedste ud af det. For Ottos skyld.

Skilsmissetanker

Fulgte I med da DR havde skilsmisse tema?
Jeg gjorde. Med ondt i maven og tårer i øjnene.
Det er et følsomt emne for mig stadigvæk. At Otto er skilsmissebarn. Eller delebarn.
Jeg er om nogen fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børns skyld og jeg ved at det oftest er bedst for alle parter at leve hver for sig. Mine egne forældre er et bevis på dette, præcis ligesom jeg selv er det. MEN jeg forstår virkelig godt dem, som prøver til det sidste. Flover mig selv engang imellem over at vi ikke kæmpede for det, dengang. Jeg trøster mig med at Otto ikke kender til andet. – At jeg er gladere nu end jeg ville være i et forhold med hans far, at vi samarbejder som forældre og begge har rum, tid og overskud til Otto, når vi har ham hver især.
Jeg har det godt. Det har Otto også. Han er glad, sej og tryg.
Men når han ser på mig med sine store blanke grønne øjne, og spørger mig hvorfor hans far bor et andet sted, går jeg lidt i stykker hver gang og har lyst til at kramme ham og aldrig give slip.

Jeg ved at det for børnene, er en svær virkelighed og her er Otto ingen undtagelse. Det gør ondt på mig.

Nu er der snart nogen som skal holde kæft med det der kernefamilie!

“Jamen drømmer du ikke om sådan en rigtig kernefamilie??” Blev jeg spurgt om for nylig… Hmmmm. Hæng lige på et øjeblik:

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En kernefamilie er et udtryk, der bruges om en familie-enhed, som består af far, mor og et eller flere børn. Kernefamilien er et fællesskab, hvor parterne er afhængige af hinanden.

Nåååårh hvor fint hva?!
….
Ved I hvad jeg læser det som?! Røv og nøgler! Så nej, jeg gider ikke have en rigtig kernefamilie. Nej tak. Det kan jeg heller ikke rigtigt, skal man tro på ovenstående beskrivelse, ligesom at de homoseksuelle par jeg kender, både med og uden børn heller ikke kan være en kernefamilie.
Men jeg har heldigvis noget meget bedre: Min familie. Ingen kerner her og jeg springer også over på spelten tak. Otto har en far og en mor, som taler sammen hver eneste dag og som begge vil stå på hovedet for at få det til at fungere, sådan at Otto skal have det bedst. Otto er forvirret, selvfølgelig er han det, for det er da svært at mor og far ikke bor sammen, MEN der er sgu ikke noget at gøre ved det, andet end at få det bedste ud af virkeligheden. Og skal jeg være helt helt ærlig, jaja jeg brokker mig og det er hårdt at løbe så stærkt som jeg til tider gør, når man også lige skal være nogens mor, men jeg vil hellere have min hverdag, måske med et par timer ekstra i døgnet, end være i et forhold som ikke fungerer, eller i en goddamn “kernefamilie”, med mor og far og et eller flere børn, karbonader og onsdagssex. Don’t get me wrong, jeg vil gerne være i et forhold på et tidspunkt, og have en større familie, på et tidspunkt. Det er udtrykket “kernefamilie”, som får det hele til at stritte på mig. Jeg kender mange par, med børn og INGEN af dem vil jeg kategorisere som værende kernefamilier, det ville være en fornærmelse. Det er forhold og familier med kærlighed og samvær, varme og forståelse, nårhja og skænderier. Præcis ligesom min familie.
Så! Ordet bør slettes, sammen med “enlig mor” og “svømmepøl”. Det lyder grimt. Få det væk!

“Jeg har min mor, jeg har min far, vi har hinanden…” – Otto, 3 år

Når man græder på chefen

Jeg kan gå rigtigt længe og bilde mig selv og andre ind at jeg har det fint, at det hele kører og at der er spelt i skuffen. Sådan er det bare sjældent. I stedet for at stoppe op og lige briefe min omgangskreds om at det sejler, tier jeg det ihjel, mens jeg smiler og joker. Det er her jeg for det meste bliver hamret i bund af noget sygdom, denne gang er ingen undtagelse. Hej influenza! Men det skal ikke få mig ned med nakken sgu. Så jeg går på arbejde og er mor og fortsætter trods feber og kaos, og så er det at min hjerne giver op. Og det eneste der skal til for at udløse tuderiet, er et “hvordan går det?”. I går gik det ud over min chef. Lige der midt i kontorlandskabet tudede jeg igennem min influenza og blev efter en peptalk bedt om at gå hjem. 
Så det gjorde jeg. 
Allerede i morges havde jeg det bedre. Søvnen, gråden og de mange liter ingefærte havde gjort mig godt. Instant lettelse.
Så vendte jeg mig i sengen og fik øje på min søn, som kæmpede med at åbne sit højre øje. Evil, thy name is øjenbetændelse.
Ingen børnehave ugen ud, var lægens dom. Stressfølelsen begynder så småt at gribe fat i mig nu kan jeg mærke. For jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal få det til at gå op. Lortepuslespillet, de kalder livet.
Jeg skal sidde i en flyver mod Stockholm klokken 9 i morgen, og på fredag skal jeg på arbejde. Heldigvis har barnets far mulighed for at tage ham hele dagen i morgen -og har endda tilbudt at hente mig i lufthavnen om aftenen. Score! Så det er på plads.
Fredag, ved jeg simpelthen ikke hvad vi gør, men noget siger mig at Otto må komme med på kontoret, selvom det nok er begrænset hvor længe en iPad og en håndfuld mariekiks kan holde ham i ro.
Wish me luck, og send mere sprut.

Søndagsudflugt med sneglen, barnet, eksen og lillebror

I går pakkede freelancer bilen med begge børn og mig.
Turen gik til Ballerup (eller var det Taastrup?).
Vi skulle i cirkus.

Dyb indånding.

Taget i betragtning at jeg havde drukket lidt for mange dark and stormy aftenen forinden, at det pissede ned og at konstallationen var noget speciel, var det faktisk en succes. Otto synes det var skidefedt, cirkusset, han klappede og dansede og pegede. Hans lillebror så ikke så meget af forestillingen, da han sad med hovedet i en slikpose det meste af tiden. Men de hyggede sig. Dog måtte jeg smide håndklædet i ringen, nok på en lidt vrissende måde, da regnen blev for meget og sulten indtraf. Så i pausen, søgte vi læ i bilen og SÅ tog vi en halvdårlig beslutning og kørte på Mcdonalds. Eller “Mac Dong” som drengene glade råbte hele vejen hjem. Så fik vi lært dem det. Skide godt. Hvis lillebrors mor ikke hadede mig i forvejen, så har hun en grund nu.

Da jeg låste mig ind i min lejlighed kl. 20 i går aftes, gennemblødt og træt var det med lige dele lettelse over at kunne ligge ned, uden at have klistrede børn kravlende på mig og med et kæmpe savn og nedtrykthed over ikke at skulle putte Otto den aften.
Skilsmisse og deleordning kan være en forvirret utaknemmelig kælling.

Photobucket Pictures, Images and Photos
Photobucket Pictures, Images and Photos
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Hva’ så Råååskildøøøøøøh!

Nej gu er jeg da ej på Roskilde. Men gad fandme godt. Trods regnvejr.
Jeg har kun været der 4 gange, men det har altid været skideskægt.
Første gang jeg var afsted var i 2003, jeg var lige flyttet hjemmefra og mit liv var virkelig problemfrit (er ikke sikker på at 18 årige mig er helt enig). Lejren jeg boede i var en fest og vi var fulde og skæve fra morgen til aften, tror nærmest ikke jeg fik noget mad i den uge. Lunken øl mætter forbløffende godt.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Året efter, arbejdede jeg i en sandwichbar med min veninde Charlotte. Vi hadede at være der, så der gik sport i at drikke tequilashots inden vi skulle møde på arbejde (også klokken 7 om morgenen) og vi gjorde alt for at gøre vores hæslige bordeaux farvede uniformer endnu grimmere (sådan et par jogginbukser i XL, kan trækkes virkelig langt op på maven). On the bright side havde vi nogle søde kollegaer og trodt 24 timers sandwichhelvede var det en fed festival. Hvorfor der ikke findes billeder derfra er mig en gåde (Charlotte hvis du har nogle liggende, så send dem lige min vej )

Næste gang jeg var afsted var i 2007, jeg var lige kommet hjem fra et længere ophold i Barcelona, havde lige mødt freelancer og var forelsket til op over begge ører. Jeg var kun afsted den første og den sidste dag, vejret var nemlig et røvhul det år. Men det var tilgengæld den fedeste søndag. Cykelrytterven og jeg tog sammen derud, helt rene og overskudsagtige, drak os fulde og havde en fest. Billedet her fanger stemningen temmelig godt:
Uploaded from the Photobucket iPhone App

I 2010 var jeg afsted en enkelt dag med min veninde Sofie. Det var min første og indtil videre eneste gang som mor og som rødhåret (aldrig fucking mere!). Det var en noget anden oplevelse end de andre år, men det var en sjov dag og jeg kunne snildt være frisk på at hoppe på en endagsbillet en anden gang også…
c8991854

I år bliver det ikke til noget, selvom jeg SÅ gerne vil se The Roots i morgen. Øv.
Men næste år du ! Så er det min tur!

Spontan strandtur (billedstorm)

Da vejret var skidedejligt i går og jeg blev tidligt færdigt med et møde, allierede jeg mig med freelancer, som lige er kommet hjem fra USA, og tog ud i udflytteren. Otto sad i et træ og grinede da vi kom (så fedt at se ham i aktion, helt fjollet og glad) og vi kørte så alle 3 til Amager strand, hvor vi brugte resten af dagen. Vildt fedt! Otto elskede det og vi fik dyppet tæerne i det iskolde vand, spiste is, rørte ved en vandmand og løb stærkt henover broerne. Dagen sluttede vi med pizza og hyldeblomst/æble saft fra Ych! (pizzeria på enghave plads).
… Når jeg ser ud af vinduet i dag, på det grå og rent ud sagt lortesyge vejr (hvad helvede er meningen?!), er jeg glad for at vi fik det bedste ud af sommeren i går.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Panik, rødvin, bloggertræf og tømmermænd

Min weekend har budt på lidt af det hele.
I går eftermiddags skete en af de ting som jeg flere gange har frygtet.
Jeg blev smækket ude, af Otto. Lort, virkelig lort! Jeg var gået ud af lejligheden for at tage imod Otto og freelancer og da jeg gik ned for at hjælpe med at bære nogle ting, løb Otto forbi mig på trappen, ind i lejligheden og smækkede døren. BANG! Mine nøgler, de lå på køkkenbordet.
De første 30 sekunder panikkede jeg fuldstændigt og da freelancer sagde ordene “du skulle da vist have slået låsen fra” med et kækt smil, måtte jeg hvæse en smule, dog fik jeg rimelig hurtigt stemmelejet ned og placeret mig foran brevsprækken, her forsøgte jeg at guide Otto hen til mine nøgler. Men han kunne ikke nå dem, så den plan røg rimelig hurtigt i vasken.
Nogen var så venlig at tage et billede af brevsprækkekommunikationen:
Uploaded from the Photobucket iPhone AppTilgengæld kom vi efter hvad der føltes som lang tid, i tanke om at Otto selv har lært at at åbne glasdøren ud imod gården (gudskelov for at jeg endnu ikke har fået børnesikret den), så freelancer hoppede ud af et åbent vindue i opgangen og om i gården, hvor Otto åbnede døren. Jeg kom ind, ingen nåede at panikke, altså kun mig. Happy ending (in a non handjobby kinda way).

Kort tid efter sprang jeg på cyklen med lidt godt i kurven
Uploaded from the Photobucket iPhone Appog kørte hjem til hende her, hvor jeg var inviteret til mad, sammen med Nadia og Rikke.
Det blev til en hel del af det her:
Uploaded from the Photobucket iPhone AppKlokken cirka 4 (!) sejlede jeg hjem og satte nøglen i døren på vesterbro
Uploaded from the Photobucket iPhone App
I dag har jeg haft tømmermænd fra helvede, så udover at sove det meste af formiddagen væk, har det cirka set således ud:

Uploaded from the Photobucket iPhone AppJeg fik besøg af søde Mie i min gård tidligere i dag og eftermiddagen blev altså brugt under dynen, desværre. Men det der rødvins show i går var tydeligvis lidt for meget af det gode…. I morgen tidlig, der skal jeg i biografen. Alene. Mere om det senere på ugen. Nu godnat!

Forårsfornemmelser ish

Jeg synes der er blevet ævlet om forår i virkelig lang tid, flere er hoppet i ballerinaskoene og har smidt vinterjakken allerede for flere uger siden. Personligt pissefryser jeg hele tiden og har ingen planer om at smide støvlerne lige foreløbigt, dog er termosålerne fjernet for længst (ja jeg går med termosåler. Sexet). Kun ganske få gange i løbet af de sidste par uger har jeg fået den der følelse af forår. I søndags var en af de gange… Jeg lånte Otto, som ellers var på weekend hos sin far, og tog i frederiksberg have. Senere kom freelancer forbi med hans kamera og skød nogle fine billeder.
Åh idyl (ha!).

Photobucket
Photobucket
Photobucket
Photobucket
Photobucket

Hej hverdag!

Alt er ved det gamle. Jeg er på arbejde. Otto i vuggestue. Vi er raske agtige. Og så er freelanceren i øvrigt kommet hjem fra Afrika, han var forbi i går. Otto er lykkelig. Alt er godt.
Vores sidste sygedag blev brugt på at slappe på sofaen, en kort gåtur, og ikke mindst: fastelavnsbollebagning. Jeg kan afsløre at det er pænt dumt at lave 15 fastelavnsboller fyldt med marcipan og flødeskum, til 3 mennesker, hvoraf den ene er under 1 meter høj. Knap halvdelen røg i skraldespanden i går aftes. Øv. Men det var hyggeligt. Havde undervurderet den 2 åriges madlavningsevner. Det gik fandme godt.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Jeg satser på at kigge ind senere, med et “rigtigt indlæg”. Ikke mere af det her blah … “I dag gik vi en tur punktum…. Vi mødte en lille hund… Og bagte så en skør en kage….snoooork!”

Happy tuesday til jer.
Later!