Status fra 1665 crappiness

Otto er syg (ja, igen) han hoster og pjevser og er varm. Hans lille stemme er hæs og hans øjne blanke. Ævbæv! Jeg har givet ham børnepanodil og kamillethe, og sunget sange om påfugle og elefanter, puttet ham med tusindvis af kys og bamser og tæpper… i min seng
Og nu sover han …
Aaaaah RO!

Mit/vores liv har været temmelig turbulent den sidste tid, jeg håber og tror ikke at Otto har bemærket det. Men hans mor er træt ! Som i mother fucking TRÆT. Otto sover ret fint om natten (når han da ikke lige er syg), men det gør jeg absolut ikke. Jeg vender og drejer mig, og spekulerer alt alt for meget, på ting som jeg slet ikke skal tænke på. Den anden dag faldt jeg i søvn (rettelse: jeg kollapsede) sammen med Otto kl 19:45, vågnede dagen efter og var stadigvæk TRÆT …

Havde faktisk besluttet mig for at skrive herinde hvad “det store chok” går ud på, men har altså ombestemt mig… Jeg er ikke klar til at dele det, her i blogland (ååårhJaaer, slaap af ! Hvor mange læsere tror du lige du har?!)

Jeg kan love så meget, at jeg bliver bedre til at skrive på bloggen, for hvor har jeg dog savnet det 🙂 HELT VILDT!

Ku det blive værre?!

Ja, åbenbart ….
Lige nu er jeg i chok,
jeg er så meget i chok at jeg endnu ikke har reageret, sådan rigtigt.
Jeg har skrevet 3 forskellige blogindlæg som jeg ikke har udgivet, for jeg er ikke klar. Jeg raser og mit hjerte bløder, igen. Men der er ingenting, ingen følelser, ingen respekt. Bare ligegyldighed

1 januars ynk

… 2009 var en led kælling, det absolut hårdeste år i mit liv, nogensinde ! Det var året hvor jeg fandt ud af at jeg ventede Otto, året hvor jeg mistede min bedste ven, som også var min kæreste, året med en psyko hård graviditet, med stress oveni hatten, og en lang udmattende fødsel med av på, og ikke mindst året hvor jeg startede mit nye liv i min nye lejlighed, med min nye baby.

I dag er så den første dag i det nye år. 2010. Hele landet har tømmermænd og propper sig med pizza, blockbuster film, panodiler og bland-selv-slik. Det gør jeg da også, men det virker nærmere ynkeligt frem for hyggeligt og virkelig ensomt at ligge her med dyner og pizza, og så er det som om at savnet og følelsen af svigt stikker lidt dybere i dag. Måske er det tømmermændene der snakker (har altså også kun sovet 3 timer), men jeg er helt tude-øv-agtig, og synes allerede at 2010 sucks. Det er måske nu at jeg skal nævne at et af mine “nytårsforsæt” er at jeg ska være mere positiv… Det går jo allerede skide godt frøken tudeprinsesse. NÅ, er af den overbevisning at 1 januar ikke gælder som en rigtig dag, så året starter altså først i morgen. Og SÅ skal jeg edderdælme være miss positive, og så var der vist også noget med nogle flere grøntsager og kraftig nedskæring på sukkerforbruget, sagde kvinden med den tomme pizzabakke og carte d’or isen (ikke tom endnu, men arbejder på det).

Aftenen i går blev brugt med to gode venner, babyen og babyens far. De to sidstnævnte gik i seng, mens jeg fik drukket lidt rigeligt champagne i selskab med min veninde. Tiltrængt.

En ny fase ?

Jeg har haft en lorte uge. Altså ikke fordi der er sket dårlige ting, tværtimod. Det er bare en konstant tyngende følelse jeg render rundt med. Jeg har haft det underligt. Jeg ved godt hvorfor, også selvom jeg forsøger at bilder mig selv og andre ind, at det godt nok er underligt at jeg går og er så mut. I know, mand – I know. Det der er, er: Jeg synes pludselig at jeg savner “hamduvednok”. Savner.
Mit had til ham er stille og roligt ved at forsvinde, og så alligevel ikke, for hver gang jeg tænker på alt hvad der er sket, har jeg lyst til at skrige og smadre løs på ham, den store lort!. Men på den anden side er jeg begyndt at drive væk fra had-følelsen, og i stedet kan jeg på en måde se logikken i, hvad der skete. Ja, gu var det et kikset stunt, det med at han forelskede sig i en anden, og valgte at gå fra mig, uden så meget som at overveje at lappe det. Men det er så småt ved at gå op for mig at vi kvalte hinanden. Vi havde det ikke godt. Jeg var sårbar, usikker og pisseirriterende, han var presset, sikkert bange for alle de samme ting som mig, og fandt en udvej.
Jeg kan godt selv høre det. At det lyder som om, at jeg gør hans handlinger acceptable og mindre fucked up end de var. Sådan er det nu ikke, for jeg synes nu stadigvæk at han opførte sig som en lort, uanset grund.
Men jeg indrømmer gerne at det fylder mindre, og at jeg af og til glemmer det, og ser alle de ting som jeg var vild med. Som jeg måske er ved at blive vild med igen.
Måske er det fordi at han virkelig har strammet op, tager ansvar, lader til virkelig at respektere mig, og bare er en virkelig virkelig god far. Det er han. Den bedste.
Eller også har jeg fået en hjerneblødning. Manden har jo for hulan revet mit hjerte ud, pisset på det og kylet det af helgolands til. Vågn dog op kvinde-Og kom videre, helt ærlig! Ikk.

Jeg luftede det for mødregruppen i dag, altså det med at jeg har haft en dårlig uge, og oveni det måske er begyndt at få nogle glemte følelser tilbage. Jeg nævnte kun flygtigt det med følelserne. For jeg tror måske at de vil rive hovedet af mig, hvis jeg siger hvor dybt den del af det stikker.

En af damerne havde alligevel en rigtig god pointe, som jegvirkelig  kan bruge, hun sagde noget i retning af at jeg er nået en ny fase. En fase hvor jeg opdager en masse nye ting om mig selv. Altså .. vi har “før Otto-Cecilie”, “gravide-hormon-Cecilie” og nu “Mor-Cecilie”, og jeg skal så til at finde ud af hvem hun er, altså mor-Cecilien. Udover at være MOR, hvem er hun så?
Og nu begynder der jo så (måske) at dukke en masse dumme dumme følelser op, som jeg ellers havde begravet så fint. Det GØR det altså ikke nemt at finde ud af hvem hun er, hende der Ottos mor … Måske er det slet ikke glemte følelser, måske er det bare fascination af noget genkenkendelse. I don’t know, men jeg orker det ikke!
Lad det please please please bare være hormoner eller et tilfælde af momentary insanity. Jeg magter ikke at være hende der aldrig kom videre og bare dvælede i sorg og savn … og pis.

Det sker ind imellem at mit “overskudsbarometer” når nul..

– Det står først og blinker lidt, hvor jeg er irritabel og småsur. Og så knækker filmen, og det er her at tårerne og mavepinen kommer.
Det skete i dag, jeg havde været oppe siden kl 4:30 og Otto græd og det hele blev bare for meget, og så græd jeg også, lige foran Otto’s far, jeg slog det hen og forklarede snøftende at jeg bare var smadder træt, og med hovedpine. Den er også god nok, jeg ER træt og jeg HAR hovedpine, bare blandet godt op med had, jalousi, savn og ensomhed. Men det får jeg altså bare ikke noget ud af at fortælle ham.

Nu har jeg fået grædt ud og det hele ser lidt lysere ud, Otto sover og jeg har æbleskiver i ovnen.
Og i aften skal jeg ud i snestormen med gode mennesker og se Malk de koijn på rådhuspladsen….

Weekend

Så tog fredag røven på mig igen… Det er sjovt hvordan dagene flyder sammen, fredag kunne lige så godt være tirsdag. MEN alligevel er fredag (og lørdag) bare en tand mere ensom end resten af ugen, når man er på barsel altså. Og alene oveni.

I aften står den på chokoladekiks og serier, og jeg glæder mig faktisk. Min “spontane” tur i sidste uge har virkelig givet lidt ekstra energi, og det er ok at jeg ikke har planer i aften. Vi har været i mødregruppe idag og det er rigeligt adventure for en dag 🙂

Otto ligger og øffer inde i sengen, han er blevet en del bedre til det der med at falde i søvn selv, det er dejligt for det giver lige en time eller to hvor jeg bare kan flade ud og være mig selv. For bare en uge siden var det et lidt andet billede, og når jeg endelig efter 2 timers kamp listede mig ud i stuen med lysfølsomme øjne og sved på panden, var aftenen ligesom gået.

Så nu skal det nydes, jeg har allerede smidt mig i Fatboy’en og ser (for en gangs skyld) frem til en fredag aften alene, UDEN sure miner (fra min side, nu må vi se med ham robOTTO)

Glædelig fredag !

FOMO #2

Efter mit tidligere indlæg omhandlende FOMO, fik jeg en kærlig repremante af min kære veninde Rachel. Anyways. Repremanten bundede i at hun havde glædet sig til at læse om min FOMO, ikke om Otto’s. Alle børn lider jo af FOMO, så det mente hun ikke havde ordentlig nyhedsværdi… Og det skal hun da have helt ret i (hun er meget klog).

Så here goes: Mit navn er Cecilie og jeg lider af Fear of missing out-syndrom AKA FOMO.
Eksempel #1 – Før Otto, kunne jeg finde på at tage til fest med feber og snot løbende ud af tuden, i høje sko og lårkort (og minusgrader). Jeg er taget til receptioner og ferniseringer efter 5 timer langer flyrejser. Skiftede da bare tøj i lufthavnen og så afsti afsted.
Eksempel #2 – I sommer, med kæmpe gravid mave og væske i benene, en Turborg light i hånden og så til fest. Jeg var til gadefester, pladereceptioner, arbejdsmiddage – the works. Dog med få undtagelser, da fulde mennesker og gravid mave er en virkelig dårlig kombi. Folk vil enormt gerne røre. Meget.
Eksempel #3 og #4.
Som nævt i tidligere blogindlæg, jeg sover ALDRIG til middag ( og det er på trods af at jeg er nybagt enlig mor og i snit er oppe 3 gange pr nat). Hellere være megatræt og nærmest ikke kunne hænge sammen, end at gå glip af noget. Noget helt andet er når weekenderne nærmer sig, der er jeg altid lidt ekstra bitter og jumpy, jeg er nemlig sikker på at ALLE er ude til fede middage, sjove fester, fashionable receptioner m.v. Mens jeg bare sidder derhjemme på barsel, og skifter lortebleer, ser re-runs af ugens programmer og spiser kage(r).

Og hvad kan man så lære af det ?! Ingenting. Jo altså, jeg går jo slet ikke glip af noget, og det ved jeg da godt. Og jeg har en skøn dejlig lille dreng, som jeg er vild med. Men græsset ER altså bare grønnere hos alle de andre.

Rise and shine

klokken er nu 5.45, vi har været vågne i knap 40 minutter (rettelse: Otto er vågen, ved ikke helt hvad jeg er) Zzzzzzzzzzzzzzzzzz!

Der er lige blevet tændt lys i en af lejlighederne på den anden side af gaden, det gør mig glad! Jeg er ikke alene længere.

Rødvin, kærlighed og honningsnitter

I går havde jeg besøg af en god kollega og ven, han er en af de slags mænd som går fra kvinde til kvinde (det ved jeg da jeg for mange år siden var en af kvinderne, men det er en længere historie). Vi drak vin til sent ud på aftenen og snakkede om kærlighed, forhold og forventninger. Da han var gået sad jeg i mørket og nød stilheden, en masse spørgsmål og tanker dukkede op, finder jeg nogensinde kærlighed igen, altså forelskelse på den der rundtossede sindssyge “jeg dør uden dig” måde. Jeg har kun prøvet det een gang og det var med Otto’s far – og det gik jo rigtig godt hø hø!
Bliver jeg nogensinde klar til at åbne op og lukke en mand ind i min verden, og tør jeg overhovedet?! Jeg har i den grad brændt nallerne på det der kærlighed, og kan den slags ar på sjælen hele, eller er jeg arret for life?!

I dag ser jeg lidt lysere på det, måske er det fordi at rødvinsbuzzen er ovre og ikke mindst fordi at verdens smukkeste dreng ligger og pludrer på gulvet, mens jeg drikker kaffe og spiser honningsnitter. Who knows. Konklusionen må være at jeg allerede har fundet manden i mit liv, (hell! Jeg har selv lavet ham) Og hvis der en dag kommer et dejligt og ordentligt mandfolk og slår benene væk under mig, tager vi det med og så er han mere end velkommen i vores kærlighedsboble.
<3