Gider faktisk ikke skændes over pandekager … Endnu.
Jeg tog mig selv i at få helt vildt ondt af mig selv, da jeg tidligere i dag småløb igennem Fakta, mens jeg skovlede ostepops, kakaomælk og dronningemandler ned i min indkøbskurv, til endnu en aften alene (bu-effin-hu!).
Jeg så kærestepar over det hele, som hånd i hånd gjorde klar til en aften med lækker mad og sweet sweet lovin’ og det gad jeg faktisk overhovedet ikke at have stukket op i ansigtet, så nej jeg havde det faktisk ikke skidefedt lige der. Præcis som jeg har prøvet det hundrede gange før, det er bare ved at være så længe siden sidst, at jeg nær havde glemt den stikkende øv-fornemmelse. Men lige midt i mit selvpineri, overhørte jeg et par diskutere heftigt (!) om madpandekager … På den der “Iiih fuuuuck hvor er du irriterende at du ikke forstår at jeg IKKE mener en durumrulle” -måden. Og af en eller anden grund gjorde det, at min aften faktisk tegnede rigtigt godt. Mest fordi at jeg kom i tanke om at det ikke altid er lyserødt og fantastisk, det der med at dele sit liv med en anden. Har nemlig en slem slem tendens til at tro at alle andre har det ih og åh så perfekt, mens jeg render rundt og fucker alting op, med mine store størrelse 40 fødder lige midt i lagkagen… Eller… Ja, det der med metaforer skal jeg måske skrue lidt ned for. Nåmen gæt hvad?! Jeg har haft en vildt god aften. Spiste hjemmelavet pizza i sofaen, i nattøj, under dynen. Sammen med verdens lækreste dreng, som var vildt sent oppe og underholdte ved at spille luftguitar til MGP. Ved halv ti tiden bad han om at komme i seng og gik ud som et lys, nu har jeg kastet mig over føromtalte lørdagssnacks og har det fint med at det bare er mig. Ingen brokker sig over at jeg ser crap i fjerneren, at jeg ikke har lagt vasketøjet sammen og at jeg har vådt hår lige midt på sofapuden.
Alletiders! Sgu helvede.
SMILEY!