Gider faktisk ikke skændes over pandekager … Endnu.

/14 Kommentarer/i , , , , , , /af

Jeg tog mig selv i at få helt vildt ondt af mig selv, da jeg tidligere i dag småløb igennem Fakta, mens jeg skovlede ostepops, kakaomælk og dronningemandler ned i min indkøbskurv, til endnu en aften alene (bu-effin-hu!).
Jeg så kærestepar over det hele, som hånd i hånd gjorde klar til en aften med lækker mad og sweet sweet lovin’ og det gad jeg faktisk overhovedet ikke at have stukket op i ansigtet, så nej jeg havde det faktisk ikke skidefedt lige der. Præcis som jeg har prøvet det hundrede gange før, det er bare ved at være så længe siden sidst, at jeg nær havde glemt den stikkende øv-fornemmelse. Men lige midt i mit selvpineri, overhørte jeg et par diskutere heftigt (!) om madpandekager … På den der “Iiih fuuuuck hvor er du irriterende at du ikke forstår at jeg IKKE mener en durumrulle” -måden. Og af en eller anden grund gjorde det, at min aften faktisk tegnede rigtigt godt. Mest fordi at jeg kom i tanke om at det ikke altid er lyserødt og fantastisk, det der med at dele sit liv med en anden. Har nemlig en slem slem tendens til at tro at alle andre har det ih og åh så perfekt, mens jeg render rundt og fucker alting op, med mine store størrelse 40 fødder lige midt i lagkagen… Eller… Ja, det der med metaforer skal jeg måske skrue lidt ned for. Nåmen gæt hvad?! Jeg har haft en vildt god aften. Spiste hjemmelavet pizza i sofaen, i nattøj, under dynen. Sammen med verdens lækreste dreng, som var vildt sent oppe og underholdte ved at spille luftguitar til MGP. Ved halv ti tiden bad han om at komme i seng og gik ud som et lys, nu har jeg kastet mig over føromtalte lørdagssnacks og har det fint med at det bare er mig. Ingen brokker sig over at jeg ser crap i fjerneren, at jeg ikke har lagt vasketøjet sammen og at jeg har vådt hår lige midt på sofapuden.

Alletiders! Sgu helvede.
SMILEY!

The lights are on but nobody’s home…..

/1 Kommentar/i , , , , , , /af

Biiiiiiiiiip……….. Minus hjerneaktivitet………….

Barnet er afleveret… 7 dages adskillelse starteeeer … Nu…
Jeg har endnu ikke hylet. Men han er også stadigvæk i landet, hvilket jeg mistænker at være grunden. I aften skal jeg ud og spise med de tykke og jeg satser på at drikke et par drinks og vræle lidt ned i dem. Nu vil jeg kravle op på min plads og fordybe mig i noget arbejde……

………..Over and out……… Biiiiiiiiiiiip……………

Ensomhed

/13 Kommentarer/i , /af

Da jeg for et par dage siden gik søgningerne igennem, stødte jeg på ord som “ensomhed”, ´”forladt”, “enlig”, “ensom” og “alene”. Det er jo et emne som jeg har skrevet rigtig meget om, rigtig rigtig meget. Har faktisk en etiket, som hedder ensomhed. For ja, jeg er pisseensom. Da jeg var på barsel var det endnu værre, der var nogle dage, hvor jeg var alene med Otto fra vi stod op og til vi gik i seng. Og av for helvede hvor var det svært. Det føltes ofte som om at jeg var den eneste i verden, der havde det på den måde, hvilket også var en af grundene til at jeg startede med at blogge i sin tid. Det har klart hjulpet at jeg er begyndt på arbejde igen, det har absolut også hjulpet at læse jeres mails og kommentarer, som bare bekræfter at jeg ikke er den eneste, der har haft den satans ensomhed helt tæt på livet. Den rammer stadigvæk. Ensomheden. På en anden måde end før. Jeg har vænnet mig til at vi spiser aftensmad alene. Hver dag. Jeg har også vænnet mig til at få det bedste ud af vores fredag aftener, og søndagene (gys og gru! Søndagene er de værste.) Det har i høj grad også noget at gøre med at Otto er blevet sjovere at være sammen med, there I said it. Vi leger og fjoller og læser og ser tegnefilm. Det er fedt. Før var han jo bare en klump, som var super cute og dejlig, men han sov cirka hele tiden (bare ikke om natten) og når han var vågen gylpede han og gloede på alt og alle med nysgerrige lækre øjne. Det var rent ud sagt skidekedeligt og dagene var lange. Så der havde jeg virkelig tid, til at sidde og have ondt af mig selv og tænke over livets gang. Og oveni var det røvfucking svært, at vænne sig til at være nogens mor, vænne sig til afbrudt nattesøvn og samtidigt være et hormonelt vrag, jeg havde kronisk PMS cirka 6 måneder efter fødslen, jeg tudede virkelig meget i den periode, både af vrede, tristhed, irritation og af glæde. Det kunne komme når som helst. Jeg kan huske at jeg en aften sad i min sofa, med Otto i mine arme, han var vel 3-4 uger gammel på det tidspunkt og for første gang nogensinde blev jeg ramt af den vildeste kærligheds følelse, det tog fuldstændig røven på mig, at det lige der gik op for mig hvor viiiildt det var at jeg havde fået et barn og hvor latterlig lækker han var, lige der i mine arme. Jeg tudede og tudede og tudede med et kæmpe smil plastret på mit ansigt. Og et minut efter græd jeg endnu hårdere, fordi det samtidigt gik op for mig at jeg var alene. 
Otto bliver 2 til August og jeg bliver stadigvæk ramt af både: hold-kæft-hvor-jeg-elsker-dig-tudeanfald og af buhu-jeg-er-helt-alene-og-ingen-kan-lide-mig-anfald, men på en anden måde end i barselsperioden. Måske er det bare fordi at jeg har vænnet mig til min situation eller også er det fordi at jeg er vokset med opgaven, men ihvertfald slår det ikke lige så hårdt som før og knap så ofte, halle-freakin-luja!
Så kære dig som googler “ensom under barsel”, sådan er det og det er ok, og ja det bliver bedre. Jeg lover det.
…

“Kom an!”

/9 Kommentarer/i , , , , /af

I går var det præcis 2 år siden at jeg, med Otto i maven, rykkede alle mine egendele ud af freelancers (og mit) hjem og for første gang låste mig ind i minlejlighed. Det tog cirka 3 timer at flytte alt og jeg rørte ikke en finger, et hold af freelancers og mine venner kom og klarede det hele, jeg sørgede for opmuntrende tilråb og hentede pizza og øl. Rachel var med som støtte og det var mine forældre også. Jeg tror at de havde regnet med en helvedes masse gråd (og det havde jeg faktisk også selv), men faktisk var jeg bare lettet og skideglad for endelig at kunne komme rigtig ud og væk og ikke mindst starte på en frisk. Jeg sov på en madras i køkkenet den nat og det var første gang at jeg var alene i 2 måneder, jeg havde været mandsopdækket OG havde boet hos mine forældre i al den tid. Hold kæft det var skræmmende, men fedt. Helt vildt! Jeg vågnede dagen efter med en hel ny følelse i kroppen, og samme morgen skrev jeg denne post-it.

Den har ligget i min kalender lige siden og ja, det er bare et fjollet stykke papir, men for mig er det symbolet på et nyt kapitel. Og selvom det er gået ned for mig mange gange siden og at jeg har skulle kæmpe og råbe og skrige og sluge nogle motherfucking store kameler, er det en reminder på at det for pokker nok skal gå.

…

TGIF

/3 Kommentarer/i , , , /af

Njaah…. Fredag er da alletiders. Meeen jeg er hjemme med Otto, som er syg (igen). så ingen fredagstradition til os i aften, og så lige til finalen, but of course. Nåh hm!
Det må blive noget med takeout i sofaen, og pigerne på SMS.

(Og med ham her ved siden af mig selvfølgelig)

Det gælder jo ikke ! Ps. Jo, det gør!

/4 Kommentarer/i , , , , , , /af

Det er Februar… Jeg hader virkelig Februar!
Det er måneden som markerer årsdagen for the big break i mellem freelancer og mig. 2 år er der gået.
Og februar rammer mig fortsat med al for høj fart, lige i mellemgulvet. Av og øv!

Noget helt andet, som jeg har bidt mærke i, og vil adressere i dag, da jeg egentlig finder det ret sjovt, som i komisk er, at de flestes, eller i hvert fald virkelig manges, kommentar til at jeg har været single i 2 år er: “Nååårh men det gælder jo ikke, du var jo gravid indtil august, og så var der også lige månederne efter du havde født, så egentlig har du jo kun været på singlemarkedet i et års tid”.
Ahem!
Ok.

Dyb indånding. Altså. For det første, inden jeg kommer til at lyde sur: Jeg forstår godt budskabet. Det gør jeg. Tror jeg. MEN men men, undskyld mig, er det ikke værre, at være single når man er gravid og på ingen måde kan dyrke det sjove ved at være det. Faktisk føles den singleperiode dobbelt så lang som den gør her efterfølgende.
Lad mig remse det op og skære det ud i en slags pap:
ingen alkohol
ingen random sex
ingen dating
ingen fester.

Til gengæld, rigtig meget kage.
Væske i kroppen – HELE kroppen.
Hormoner.
Sorg
ET BARN INDE I MAVEN

Ja, der er ikke ligefrem noget af det, der får mændene til at sværmes om en, så på den måde, kan vi da godt blive enige om, at det ikke gælder og man på mange måder er slået hjem i den periode. Men lad lige være med at negliger det.

Det er altså ikke for at dvæle i min sorg fra dengang. Faktisk handler det slet ikke om mig, men er måske mere bare en opsang til jer, der tænker, at det er en trøst, at sige til eventuelt single gravide i jeres liv, at de ikke gælder.
Det gælder! Man er i den grad single, og det er, eller kan være, så ensomt, at I ikke nogensinde kommer til at forså det.

Beklager. Men tror bare altid, at februar kommer til at gøre mig ekstra gnaven, og i dag var det lige følelsen af at blive umenneskeliggjort, der pressede på.

Hvæs!

/9 Kommentarer/i , , , /af

Jeg har i noget tid været ved at køre død i bloggen.

Som jeg skrev for nyligt, savner jeg det og har en masse kladder, men der sker ligesom bare ikke rigtig noget. Jeg tror både det er fordi at jeg er goddamn træt og lige skal vænne mig til at være workin’-single-mom og så er der det dårlige vejr, den åndssvage ensomhed og mange andre undskyldninger. Jeg føler jeg er pisse negativ hele tiden og hvem fanden gider læse om det?! MEN i min julefrokost brandert lørdag nat tjekkede jeg mine mails og her lå den bedste mail jeg nogensinde har fået. Og lige der kom lysten til at blogge igen. Og så kan det godt være at jeg er negativ og jeg “udleverer” mig selv på en måde som ikke alle forstår, men det er jo min blog og mig der bestemmer. Det havde jeg lige glemt. Så tak til K, for at minde mig om det.
Så hør bare her, jeg er lige gået op i timer på arbejdet, hvilket vil sige at Otto har nogle virkelig lange dage i vuggestuen. Det er bare eneste mulighed lige nu, da jeg bogstavlig talt ingen penge har. Overhovedet. Som i nul og niks. Ingen julegaver, ingen vinterstøvler, pasta hver eneste fucking dag osv. Jeg har røvdårlig samvittighed og føler mig utilstrækkelig.
Weekenden har stået på julefrokost, tømmermænd og dårligt humør. I går aftes fik jeg nærmest klaustrofobi og måtte ringe efter freelancer, så han kunne være hos Otto mens jeg gik en lang tur, stortudende og med en kæmpe pose slik under armen.
Og nu siger jeg det bare lige ud, jeg føler mig som den største fiasko nogensinde. Jeg bliver kvalt i dårlig samvittighed over manglende overskud og manglende tid. Oveni hatten føler jeg mig misforstået. Og så er jeg hammer dårlig til at bede om hjælp. Så jeg skubber folk væk i stedet for og hvæser af dem når de prøver at trøste. Hvem sagde selvdestruktiv?!
………………..

Kan.Ikke.Mere

/5 Kommentarer/i , , /af

Jeg ved godt at jeg har sagt det før, men TUUUUUCK (gider ikke rette T’et til F. Tuck det!) hvor er det lortepissefuckingnedern ! Alt alt alt.
Jeg er træt, jeg ligner lort, jeg roder, jeg har ingen penge, jeg har ingen tid.

Ensomhed?

/6 Kommentarer/i , , /af

Den opmærksomme læser har måske bemærket, at jeg for noget tid siden, postede et indlæg om ensomhed, min ensomhed. Indlægget slettede jeg få timer efter. Det blev skrevet på min telefon, midt om natten i et følsomt øjeblik.
Jeg slettede det af flere grunde: Det var ikke uddybende nok og var ærlig talt lidt mere depressivt end det var ment og man kunne næsten høre violinerne og regnvejret. Men emnet og følelsen som fylder så vanvittigt meget, er noget jeg har brug for at fortælle om, for jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, som går med de tanker. Så, here goes.

Da stormen kom, min storm; i form af at blive forladt. Forladt af hvad jeg troede var mit livs kærlighed, lige midt i en graviditet var smerten ubærlig. I måneder græd jeg og følte mig kvast. Jeg var i smerte.
Jeg har fortrængt den, smerten. Den person, det ødelagte lille menneske jeg var på det tidspunkt er en anden i dag. Faktisk et helt andet menneske. Åhmand, det gør ondt helt ind i hjertekuglen at skulle tale om det. At finde tilbage til det sted i mit liv, som gjorde så ondt og som når man tænker over det jo faktisk også kun er lidt mere end et år siden. Det er ikke rart at tænke tilbage. Men det er en nødvendighed. For det var ikke en anden, det var mig og det ER mig. Jeg kæmpede mig igennem det, og kæmper nok stadigvæk. Selve mor-rollen føler jeg mig ret stærk i. Ikke fordi at den er faldet mig specielt naturlig egentlig. Jeg synes tværtimod det var helt skræmmende og overvældende og meget mere hårdt end jeg havde forestillet mig det. I starten i hvert fald. Sådan har jeg det ikke længere. Nu er jeg ret vild med det der ‘mor’, og med den der Otto, selvfølgelig. Men kvinden, altså når mor etiketten er taget af, er sgu stadigvæk ret såret, vaklende og usikker, og på ingen måde hel. Hun føler sig ensom, uelsket og utilstrækkelig.

Jeg står vel på en eller anden måde nu et sted i mit liv, hvor jeg skal genfinde mig selv, på alle fronter. Og det er fucking scary! Jeg aner ikke hvordan jeg skal genvinde troen på mig selv og det er fandme en skræmmende kendsgerning. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, kan andre så ?!

Dårlig stemning

/1 Kommentar/i , , /af

Jeg har grædt og jeg har råbt og jeg har kastet en pakke kiks efter freelancer. Han var dum og jeg var dum og det hele kulminerede i et kæmpe skænderi. Hørte mig selv råbe ting som : “statsamtet” og “jeg hader dig” og “skriiiiid”…
Han var irriterende rolig, men vred og såret , og fik da også sagt et par uheldige ting. Vi snakker forbi hinanden og har ingen forståelse for den situation vi hver især står i. Vi har med andre ord begge to ret ondt af os selv. Og alt det kombineret med et sygt barn og søvnmangel, resulterer åbenbart i ovenstående, altså gråd og dumme gloser.

Han gik for 5 minutter siden i stilhed (vrede vil jeg tro) Min lejlighed sitrer nærmest af dårlig stemning og luften er klam og tung.

Jeg er træt… træt af alt.