Noget om mænd.

“Hvor er Cecilies mand?”
– Spurgte min venindes søn hende, henover spisebordet i går eftermiddags, da vi drak kaffe.
“Cecilie har mange mænd. 100!” svarede min veninde kækt (Tak Nanna).
Ikke længe efter, kiggede han på mig og spurgte så igen
“Men HVOR er din mand? Er du ikke ked af det?”
Øøøøøhmmmbøøøhm, fedt at blive sat on-the-spot af en fire årig.
Men nej Arthur, jeg er ikke ked af det. Frustreret måske. Men kun engang imellem.
Og lidt forvirret også.
Sandheden er jo, at det vrimler med søde mænd (har jeg hørt), men jeg ser det ikke.
Har heller ikke tid.

Desuden er de jo pisseirriterende.

Rettelse:
 photo null_zps5f7ecf55.png

Lukker lige døren.

Den er der endnu.
Lige for tiden taler den højere, end nogensinde før.
Den der røvede stemme, der bor inde i mit hovede, sammen med alle ordene, tankeskralden, en del sjofle vittigheder og de løse skruer.
Den, som fnyser af mig og ryster på hovedet, mens den buh-er og kaster ting efter mig.
Jeg hader den. Hader.

Jeg er god til at sætte den på plads. Men først når den har fået mig helt i knæ, først da kan jeg rejse mig, børste mig af og stikke den en flad. Ikke at den holder kæft af den grund, jeg ignorerer den bare. Fik engang at vide at det var sådan man skulle gøre. Lukke døren for de negative tanker og lade de positive strømme til. Øh.

Så det øver jeg mig lige i.
Ligesom at jeg øver mig på, ikke at lade ting, som jeg ikke selv har kontrollen over, få mig ned med nakken.
– Det går skidegodt pt…
Nej. Det er løgn – derfor dette indlæg.
Jeg starter fraaaaaa nu. Nu er døren lukket.

Tilgivelse, eller accept? – og en afsløring.

Jeg får oftere og oftere mails og breve fra kvinder og mænd, som står i brud, skilsmisser, kampe og/eller sorg, både med og uden børn. Spørgsmål som “Hvordan kommer man videre?” , “Hvordan tilgiver man?” og “Hvornår holder det op med at gøre ondt?” går igen og igen.
Jeg er ingen ekspert på området, og så alligevel lidt, for jeg har gennemgået de følelser, og den process, som er så hård at man tror man skal dø, bogstavlig talt.
Min egen måde at komme videre på, har været en blanding af en enorm støtte fra venner og familie, timevis af gråd og råben, terapi, tusindvis af nedskrevne ord, og et sæt grønne øjne, på ham, der hedder Otto.

Alle de ord, som jeg har skrevet siden den februar aften i 2009, hvor hele lortet væltede, frem til i dag, har jeg gennemgået, redigeret, rettet og klippe/klistret, hvilket har været lige dele hårdt, udfordrende og interessant, og er nu sat således sammen, at jeg pludselig har noget jeg tør kalde en næsten-færdig bog. En bog, som der desværre ikke er et forlag, der har sat sig på, men som jeg udgiver ligegyldigt hvad. Selv. Og ja, som mange af jer allerede har gættet, er det præcis det, der har været mit “hemmelige” skriveprojekt, og hvor ville jeg dog ønske at dette indlæg var et “Tadaaah, den er færdig – køb den her!” af slagsen, for det var sådan jeg havde planlagt det og forestillet mig det. Men som med så meget andet, har jeg indset at det er sjældent, tingene bliver som forventet, hvilket sjovt nok også er det, bogen handler om. Der er ikke grænser for hvilke forhindringer jeg er stødt på de sidste mange måneder  (øh år) og de bliver ved med at dukke op, så selvom jeg er så tæt på nu, at jeg kan dufte de trykte sider og fornemme lettelsen brede sig, ved jeg endnu ikke hvornår, eller hvordan bogen lander i mine og jeres hænder. Men det skal nok ske.
Indtil da, er her et lille bitte mini preview. Kald det et indblik i mine tanker, som måske kan give en slags svar på de tre spørgsmål: “Hvordan kommer man videre?” , “Hvordan tilgiver man?” og “Hvornår holder det op med at gøre ondt?”, som netop er et af formålene med bogen.

For længe siden tog jeg en beslutning om ikke at dvæle i ting, som jeg ikke kan lave om på. Det er spild af kræfter og energi.

Bruddet og sorgen deraf har lært mig at se fremad og fokusere på det positive. Og det er jeg taknemmelig for og stolt af. Jeg kunne sagtens bruge rigtig mange kræfter og oceaner af tid på at gennemgå hver eneste detalje fra dengang. Jeg kunne pille det fra hinanden og analysere hvert eneste stykke, hvilket jeg også har gjort før i tiden. Men det gør ikke andet end ondt.
Jeg må fokusere på det, der tæller. Min søn. Vores søn.

Lige meget hvad hans far og jeg har været igennem, og lige meget hvor meget vi peger fingre af hinanden, er der kun en eneste ting, som gælder.

Otto.

Jeg er med andre ord meget passioneret omkring at sætte fokus på, at vi som forældre bliver nødt til at gøre, hvad der er bedst for vores børn. I alle henseender. Jeg er ikke perfekt. Langt fra. Det er min søns far heller ikke.
Men vi kæmper begge for at få opbygget nogle sunde rammer for vores dreng, som lige nu lever i en anden hverdag end mange af hans jævnaldrende.
Han har to hjem. Det er ikke mors hjem og fars hjem. Det er Ottos hjem.

Det sidste jeg vil er at være en, man har ondt af, eller at sætte min eks i et dårligt lys. Han er en fantastisk far, og det er alt, jeg ser nu.
Jeg vil til gengæld rigtig gerne, at andre skilsmisseforældre, som har været igennem et turbulent brud, gad arbejde lidt hårdere for en tålelig kommunikation. Selvfølgelig er der tilfælde, hvor det ikke er muligt, og jeg er ikke ude på at gøre mig bedre end andre, for det er jeg ikke.

Jeg ønsker blot at opfordre folk til at prøve. Prøve igen og igen. For derefter prøve lidt hårdere. Man kan ikke ændre hinanden, men man kan starte med at se indad og ændre sit eget tankemønster. Der skal sluges nogle kameler i processen, og bitterheden skal kæmpes ned, men det bliver nemmere, og det er det hele værd.

 

 

Den lever.

Jeg er her stadigvæk. Agtigt.
Den sidste uge har være decideret sær og jeg har været ramt af den gode gamle “lyset er tændt, men der er ingen hjemme” følelse, mentalt. Påskedagene fik vendt op og ned på en hel masse, og jeg har sejlet rundt i ugedagene og næsten glemt mit eget navn (distræt much?). Havde f.eks. nærmest kun lige nået at få Otto hjem fra et kort påskevisit hos hans farmor, før jeg skulle sende ham afsted igen. Denne gang på forlænget weekend hos hans far. Som planlagt, og intet usædvanligt i det, men det kom alligevel bag på mig, så meget at jeg stort set ingen planer har haft de sidste fire dage. Plejer jo ellers at fylde godt på med aftaler, for ikke at søbe i savn og rastløshed. Men ikke denne gang.Prøvede virkelig at vende det til noget positivt, og  har aktivt gjort alt for ikke at hoppe på selvynks-bussen,  og det har da heller været sådan at et  par spontane aftaler, samt marcipanbrød og netflix ikke har kunne fixe den værste rastløshed. Nu er dagene gået  og jeg er mere end klar til at få barnet hjem igen om et par timer, og dermed også min hjerne.
I øvrigt har jeg ikke glemt at jeg skylder et af de her indlæg. Det er in the making.
God søndag.

Blogflytning og lidt om sarkasme

Jeg fik i sidste uge taget nye billeder, af det nye hår, til den nye blog. Det tekniske er også så småt på plads (vistnok) og det hele sker snart, som i næste uge. Og jeg glæder mig. Fandme. Det håber jeg også at I gør, og så håber jeg eddermame at der er forståelse for at Sneglcille er som Sneglcille er, med sarkasme og bandeord smurt udover det hele. For gæt hvad? Sådan er jeg faktisk, og det sidste jeg gider, er at skabe et eller andet falskt billede af min person og mit liv. Så havde bloggen heddet noget andet og handlet om sko og porcelæn, eller kæledyr.
Jeg lytter til jer, jeg læser jeres kommentarer og mails, og er desuden stor tilhænger af konstruktiv kritik, men at man synes jeg er negativ og whiny/har et lorteliv/ formulerer mig råddent/ er en sucky mor etc. er sgu ikke konstruktivt, det er bare troll’et og tarveligt, og er det ens holdning, kan man jo faktisk trykke på krydset i hjørnet af browservinduet, eller taste noget andet i adresselinien, skidesmart det der internet altså. Og tænk engang at jeg bliver nødt til at skrive det her, men:
Jeg er glad for mit liv og jeg elsker min søn, det lille røvhul, højere end noget andet. Også imellem 16 og 18. Punktum.

Ja, jeg ævler her, ved det godt og egentlig ville jeg bare lade det være, ignorere det og fortsætte, men det kan jeg sgu ikke og vil gerne en gang for alle slå fast, at Sneglcille er en kloak, min kloak, hvor jeg smider alle mine lortetanker. Det har de fleste af jer heldigvis forståelse for. Og tak for det.

C

Photobucket Pictures, Images and Photos

Skilsmissetanker

Fulgte I med da DR havde skilsmisse tema?
Jeg gjorde. Med ondt i maven og tårer i øjnene.
Det er et følsomt emne for mig stadigvæk. At Otto er skilsmissebarn. Eller delebarn.
Jeg er om nogen fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børns skyld og jeg ved at det oftest er bedst for alle parter at leve hver for sig. Mine egne forældre er et bevis på dette, præcis ligesom jeg selv er det. MEN jeg forstår virkelig godt dem, som prøver til det sidste. Flover mig selv engang imellem over at vi ikke kæmpede for det, dengang. Jeg trøster mig med at Otto ikke kender til andet. – At jeg er gladere nu end jeg ville være i et forhold med hans far, at vi samarbejder som forældre og begge har rum, tid og overskud til Otto, når vi har ham hver især.
Jeg har det godt. Det har Otto også. Han er glad, sej og tryg.
Men når han ser på mig med sine store blanke grønne øjne, og spørger mig hvorfor hans far bor et andet sted, går jeg lidt i stykker hver gang og har lyst til at kramme ham og aldrig give slip.

Jeg ved at det for børnene, er en svær virkelighed og her er Otto ingen undtagelse. Det gør ondt på mig.

Det uundgåelige.

Det er alt for tidligt overhovedet at nævne ordet, jeg ved det godt. Skyd mig ikke. Men det er det med jul. Ja. Juleaften. (Seriøst, skyd mig ikke.) Om 2 måneder.

Jeg står i et dilemma. Og nu går der måske lidt Mads & monopolet i den. Men jeg er totalt splittet.
I år har jeg ikke Otto. Vræl! Det har jeg prøvet før og det er sgu ikke sjovt.  Jeg havde oprindelig tænkt at jeg bare ville være hjemme juleaften. Alene. Med pizza, rødvin, dyner og film. Agtigt.
Men… Flere af dem jeg har luftet det for, bliver ligblege i hovederne og siger at det lyder som en vildt dårlig ide, at jeg nok skal regne med at føle mig ensom, og at jeg nok bør genoverveje og lave en eller anden form for planer …. Jeg ved ikke om jeg er enig. Men jeg ved at jeg højest sandsynligt bliver mere ked af det til en familiejuleaften, med andre børn og ingen Otto. Desuden er ensomhed heller ikke en følelse, der skræmmer mig længere, jeg har efterhånden taget min share hvad det angår. – Og da juleaften seriøst siger mig absolut ingenting og jeg kun er interesseret i at gøre noget ud af det for Otto’s skyld, nårhja og så er der al marcipanen og rødvinen, ser jeg ikke det store issue.
Jeg har nu foreslået min mor og stedfar at vi laver noget, sammen med mine søskende. God mad, vin og bare os 5. Det gad jeg faktisk rigtig godt. Men de har vist lovet sig selv ud.
Så, jeg er ret sikker på at jeg holder fast i min oprindelige plan. Altså et brag af en juleaften med Otto d. 23 og ingen planer d. 24. Men jeg er alligevel kommet i tvivl. Jeg kan jo sagtens tage med mine forældre til stor juleaften hos familien. Jeg er sikkert også velkommen hos min rigtige far og hans kone, som jeg faktisk kun har holdt jul med 1 gang før. Men gør jeg det så i virkeligheden kun for at lukke munden på alle dem, som er bekymrede for om der går Bridget Jones i den (noget med rødvin og Celine Dion)?! Jeg er helt på bar bund. Og jeg vil vildt gerne høre jeres mening og er åben for forslag. Altså ikke at I skal invitere mig på and. Jeg mener bare, er jeg vanvittig når jeg overhovedet overvejer at blive hjemme alene?

Årrh. Det er præcis situationer som denne, der gør at jeg ind imellem bander deleordninger og skilsmisse langt væk. Og jeg har endda en velfungerende af slagsen.  At dele sine børn er seriøst det vildeste pis! Jeg har lyst til at skrige højt indtil det går væk. Øv mand.
– Må jeg her lige sende en helvedes masse kram og highfives til jer, hvor det ikke fungerer og I alligevel gør det, uden at gå ned med flaget. Fuck hvor er I seje.

Merry fucking christmas.

Kunne skrive

– om alt det feber og sygdom vi har været ramt af siden i torsdags, hvor børnehaven ringede Otto hjem.

– om hvor ondt jeg har haft af mig selv, da jeg natten til fredag stod alene med vagtlægeopkald, en møgsyg dreng og et termometer der sagde 40,9.

– om hvor dårlig samvittighed jeg har over at jeg til min bedste venindes fødselsdag i fredags, var ved at falde ned af stolen af elendighed pga manglende søvn og dårlig samvittighed den anden vej, over at have “efterladt” feberramt dreng hos mine forældre og derfor måtte gå tidligt hjem. Og lige snuppe endnu en nat med feberdreng. Havde seriøst glemt hvor skrækkeligt det er ikke at sove om natten.

– om hvor spændt jeg var da redbull tossen sprang i dag. Jeg sværger at jeg glemte at trække vejret ind imellem.

– om at vinderen af Fuhrmanns bog “Min mor” aldrig har svaret på min mail og derfor skal gøre det nu agtigt, for ellers udtrækker jeg en ny vinder. Snart.

…. Men jeg vil i stedet gå i seng. For jeg er færdig og træt! Ovenstående punkter forklarer dette fint, men jeg er også mættet og glad
– fordi at Otto er frisk igen og vi i dag har haft en af de dage, som helst ikke måtte stoppe, trods regn, rod og vasketøj.

Godnat
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Det har jeg altså aldrig sagt

Jeg er i Alt for damerne denne uge. I et interview fortæller jeg sammen med 3 andre damer om hvordan det er at bo alene. Det er et fint interview, som jeg har haft til gennemlæsning og det kom derfor også bag på mig at der pludselig stod noget ala “min kæreste valgte simpelthen at smutte”, ord som jeg aldrig har sagt og som jeg med røde bogstaver i en mail, bad dem om at fjerne eller omskrive. Hmpf.
Nå, men bortset fra den lille ting, som i virkeligheden nok kun er mig, som lægger noget negativt i, nårhja og måske “smutteren” himself, så er det fint. Very. Og jeg håber I har lyst til at læse det.
I kan nå at købe bladet endnu. Side 28. Afstiafsted.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Vil lige understrege at Tilde, som har lavet interviewet, er skidedygtig og på ingen måde har haft noget med fejlen at gøre. For det er en fejl.  

Livet med børn 2

I sidste uge fik jeg en kommentar på “livet med børn” indlægget, som jeg gerne vil fremhæve. Synes nemlig den satte gang i nogle gode tanker hos mig selv og det var fint med en lille reminder på hvor røvet barselslivet indimellem var, særligt da jeg pt er så skruk at min æggestokke synger højt i falset, hver gang jeg passerer en barnevogn.

Kommentaren lød således:
Gad altså bare godt at høre dine tanker om det, som hende Amira med tvillinger siger om at være mor i den her serie: (sex, kaos og bekendelser) http://www.dr.dk/nu/player/#/sex-kaos-og-bekendelser/37017
Det er meget livsbekræftende at læse om, at du synes det er fedt at være mor. Men hvorfor synes nogen at det er fedt og andre synes det er noget, der bare fucker livet op???

Det bunder i at jeg selv er bange for hvad det kommer til at betyde for mig om kort tid at blive forælder! Ved ikke om jeg bliver en, der elsker den nye rolle eller bare ønske mit gamle liv tilbage.

Mit svar til dette, kom til at lyde sådan:

Nu har jeg fået det set. Jeg hører det mest som at Amira er skidetræt af at være på barsel (hvilket er forståeligt, for det er virkelig røvsygt nogle dage). Hendes ordvalg er måske ikke det heldigste, men jeg kan faktisk godt sætte mig ind i det.
Da jeg selv var på barsel havde jeg bestemt også dage hvor det hele var noget røv (man skal ikke langt tilbage i blogarkivet for at læse om netop de dage). Jeg var seriøst ved at blive sindssyg til sidst.

Jeg tror mange (hvis ikke alle) får et chok når de får børn, for man kan ikke forberede sig på det, man aner jo ikke hvilket barn man får og man ved af samme grund heller ikke hvilken slags mor man bliver. Jeg tror det er pissevigtigt at skrue helt ned for forventningerne, særligt til sig selv.
Der vil for alle være dage hvor man savner sit gamle liv og dage hvor man er så træt at man ikke kan andet end at tude og være sur, men tilgengæld er de gode dage opvejende for alt lorten. Det er min mening.

Hvad siger I? Gør/gjorde I jer mange tanker hvilken slags forælder I vil/ville være, og blev I overraskede? Positivt/negativt? Og vigtigst: Er det ok at sige højt, når man synes det er røvet og kedeligt og fucking nedern?
eller skal folk som Amira (og jeg selv, for den sags skyld) bare flette næbbet?
Håber I har lyst til at byde ind.

Photobucket