Kontraster

Det her barselsliv bliver hurtigt det samme trummerum – Nåja, lige afbrudt af en druktur i ny og næ. Men i dag har været en skæg blandning af mit nye og mit gamle liv, plus en indblik i det liv, som kommer efter barsel. Dagen startede med mødregruppe og gåtur, og i eftermiddags trak jeg så i gylpefrit tøj og høje sko og blev kørt ud til et stort fotostudie i nordvest, hvor jeg skulle til møde vedr. noget arbejdsrelateret, med rigtige voksne mennesker (som ikke lige har født). Jeg snakkede en masse om arbejde, drak kaffe, grinede, var tjekket, fik ros og nævnte ikke Otto en eneste gang (ikke helt rigtigt, men tæt på ik!)
Det resulterede i en mærkelig blandet følelse af savn til mit før-barsels liv, og en skræk for nogensinde at skulle tilbage på arbejde sådan for real. ELSKER at være på barsel, men elsker også mit job – men ved tilgengæld at det ikke bliver det samme som før, da det er for tidskrævende og for ustabilt. Har også planer om at begynde at læse, og så er det pludselig tre ting der skal spille. PYYYYH… Tager lige en tår vand og en breather inden jeg skriver videre.

Efter 1 times telefon snak med min Guru (ej sådan en har jeg slet ikke, det er såmænd bare min veninde Rachel ude på nørrebro) er jeg nået frem til at jeg vist lige skal klappe hesten og nyde nuet. Det bliver aldrig det samme som før, og gudskelov for det. For det har vist aldrig været så rosenrødt som jeg lige huskede det.

Det der udsalg…

Vi er nu sidst i januar og jeg har endnu ikke været på udsalg. Det må mildest talt siges at være atypisk mig. Ikke engang net-a-porters udsalg har jeg benyttet mig af (!!!)
I morgen går turen til Magasin eller lignende og så skal der edderbadulmene (ja, det er et ord) købes tøj til MIG og støvler (nu da mine beloved Miu Miu støvler er blevet hugget). Bliver næsten en smule opstemt af at tænke på det (altså shoppingen, ikke støvle bortførelsen).

Yummy mummy?

Jeg prøver, det gør jeg virkelig…
Da jeg var gravid lovede jeg mig selv at jeg stadigvæk ville gå op i mit udseende på den anden side af fødslen.. Og det går faktisk ok, noget af tiden. Engang imellem glipper det, som f.eks. for et par dage siden. Jeg fik øje på mig selv i et spejl nede i føtex, der stod jeg: i gummistøvler, med virkelig filtret hår i en knold midt ovenpå hovedet og ingen makeup (jo altså lidt rester fra dagen før)…. og med favnen fuld af smør og juice. Det var hverken morgen eller søndag og jeg havde ikke tømmermænd. Tværtimod var klokken tæt på 17 og jeg havde på det tidspunkt været oppe i knap 11 timer – Altså ingen undskyldning (udover the fact at jeg er enlig mor selvfølgelig). Den går ikke, jeg bliver nødt til at gøre en indsats, udseendes mæssigt, for min egen skyld. Føler mig nemlig på ingen måde yummy for tiden, og det gør det bestemt ikke bedre at jeg altså heller ikke har en mand, til at lyve og fortælle mig at jeg stadigvæk er lækker med de mørke render og al den ekstra hud… Det er jo egentlig lidt meningen, når man lige har slæbt rundt på et styks baby inden i sig i 9 måneder.

Nyt år, nyt hår??

Min naturlige (og nuværende) hårfarve er blond, eller mellemblond er nok den rigtige betegnelse. Jeg har før været både helt lysblond og helt mørkhåret, og en enkelt gang orange med tisgul i toppen, men det var altså ikke med vilje. For nyligt blev jeg klippet og fik lavet pandehår, af min nye frisør (som er i min mødregruppe), hun vidste præcis hvad jeg mente da jeg forklarede hvad jeg ville ha lavet, dette er en sjældenhed blandt frisører, så hende holder jeg altså fast i. Nå, tilbage til hårfarven- Jeg sad i går og kiggede på billeder af mig fra sidste sommer. Helt slank, solbrun og mørkhåret. Og så var det jo at jeg med det samme tænkte at det skal jeg da være igen, altså mørkhåret (også gerne det andet, men det kan Garnier nok ikke klare i et snuptag) men så kiggede jeg lidt videre og fandt billederne med det lyse hår… Hmmm også pænt. Hvad gør man så??? Tror det bliver det mørke igen … Ellers beholder jeg bare det lyse… Ej jeg farver det sgu … Måske.

Stilhed …

Jeg er alene, helt alene!
Kaffen er varm, fjernsynet er slukket og her er helt stille.
Otto’s far er ude og gå med barnevogn. Det er fedt og underligt på samme tid. Om 30 minutter kommer de tilbage og jeg skal være voksen og ansvarlig igen. Det kan jeg også godt og jeg glæder mig faktisk, for jeg savner ham (altså Otto).
Men lige nu nyder jeg mig-tiden og vil bare sidde her lidt, med min kaffe og nyde stilheden ….

Mission accomplished …

Så er fister Otto afleveret hos min mor, han hvinede og skreg (på den gode måde) da han så hende og faldt så i søvn kort tid efter.
Jeg ved at han er i de bedste hænder og at han er tryg og glad. MEN alligevel sneg den dårlige samvittighed sig frem, det begyndte allerede på cykelturen hjem. Jeg var faktisk ved at vende om et par gange.
Jeg gjorde det altså ikke og sidder nu i min lejlighed, med vådt hår og en åben juleøl. Der er 2 styks veninder på vej med forsyninger og høje hæle. Det skal nok blive godt …

Nu make-up….

Planlagt spontanitet

Jeg har simpelthen sådan lyst til at gå ud… Ikke noget fancy, bare et par timer i godt selskab og gerne med store kolde øl.
Sådan en god spontan bytur… Men hov! Det går bare ikke, det er nemlig rimelig svært at være spontan når man er nogens mor. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, altså næsten alt. Men samtidigt er det bare nærmest umuligt at planlægge noget som helst med sådan en lille størrelse. For hvis Otto har en dårlig dag og jeg har planer, jamen så er det bare ærgeligt.
Jeg kom sjældent for sent til noget før Otto, men nu kommer jeg altid for sent, og det er ligemeget hvor god tid vi er i. Den er sikker hver gang, når vi er på vej ud af døren er der enten en lille mand der skider igennem ble og tøj, eller en lille mand der gylper på sin mor, eller en stor dame som har glemt noget vigtigt (vådservietter, bleer, modermælkserstatning m.v.) og derfor må vende om.

Nå, tilbage til den spontane byturs feeling som sidder i min mave. Otto’s far kan ikke passe ham i aften, han skal arbejde hele natten, øv!
Min mor er til julefrokost med hendes svigerfamilie og er nok pænt baldret når hun kommer hjem, og jeg kan derfor næsten ikke lide at spørge hende, om hun er frisk på en spontan pasning af lækkert barnebarn. Og hvordan skal man spørg?!
Skal man trække pitty kortet : “snøft snøft, det er SÅ hårdt og jeg er helt alene, har virkelig brug for det her”,
eller teenage metoden: “ARJ helt ærligt! Pleeeeeaaaassseee moooaaar, jeg looooover at jeg kommer tidligt hjem og selv tager ham i morgen tidligt.. Koooom nuuuu”
Kunne jo også bare spørge helt normalt, det er faktisk nok det der virker bedst og det er jo egentlig fjollet at jeg gennemtænker det sådan, for hun elsker jo at være sammen med ham.
Jeg gør det sgu… lige om lidt.

FOMO #2

Efter mit tidligere indlæg omhandlende FOMO, fik jeg en kærlig repremante af min kære veninde Rachel. Anyways. Repremanten bundede i at hun havde glædet sig til at læse om min FOMO, ikke om Otto’s. Alle børn lider jo af FOMO, så det mente hun ikke havde ordentlig nyhedsværdi… Og det skal hun da have helt ret i (hun er meget klog).

Så here goes: Mit navn er Cecilie og jeg lider af Fear of missing out-syndrom AKA FOMO.
Eksempel #1 – Før Otto, kunne jeg finde på at tage til fest med feber og snot løbende ud af tuden, i høje sko og lårkort (og minusgrader). Jeg er taget til receptioner og ferniseringer efter 5 timer langer flyrejser. Skiftede da bare tøj i lufthavnen og så afsti afsted.
Eksempel #2 – I sommer, med kæmpe gravid mave og væske i benene, en Turborg light i hånden og så til fest. Jeg var til gadefester, pladereceptioner, arbejdsmiddage – the works. Dog med få undtagelser, da fulde mennesker og gravid mave er en virkelig dårlig kombi. Folk vil enormt gerne røre. Meget.
Eksempel #3 og #4.
Som nævt i tidligere blogindlæg, jeg sover ALDRIG til middag ( og det er på trods af at jeg er nybagt enlig mor og i snit er oppe 3 gange pr nat). Hellere være megatræt og nærmest ikke kunne hænge sammen, end at gå glip af noget. Noget helt andet er når weekenderne nærmer sig, der er jeg altid lidt ekstra bitter og jumpy, jeg er nemlig sikker på at ALLE er ude til fede middage, sjove fester, fashionable receptioner m.v. Mens jeg bare sidder derhjemme på barsel, og skifter lortebleer, ser re-runs af ugens programmer og spiser kage(r).

Og hvad kan man så lære af det ?! Ingenting. Jo altså, jeg går jo slet ikke glip af noget, og det ved jeg da godt. Og jeg har en skøn dejlig lille dreng, som jeg er vild med. Men græsset ER altså bare grønnere hos alle de andre.

Friaften !

I fredags var jeg til koncert. Det var en fed fornemmelse at være ude, med nyvasket hår og uden gylp på tøjet. Jeg drak fadøl og snakkede om voksenting. Jeg flirtede og dansede. Og spiste fedtet mad på istedgade midt om natten.
Jeg savnede Otto heeeeeeelt vildt meget, men på en rar måde. Og jeg tror virkelig at det var sundt. Altså at savne.
Og selvom jeg havde en anelse ondt i håret lørdag og næsten kun tænkte i cola og fritter, var jeg propfuld af overskud, energi og kærlighed. Og er det faktisk endnu, og så på en grå mandag 🙂

Succes!!

Jeg har mine før-gravid jeans på!! Jaja bevares, de strammer- men de er på ! Hip hip hurra. Dagene med leggins, strømpebukser og graviditets bukser er hermed ovre.
Og i aften skal jeg ud og drikke øller og høre dejlig musik. Men først mødregrupppe…
God dag ! 🙂