Romantik?

Jeg er klart mere en hverdagsromantiker, end en røde roser og diamanter romantiker. Forstå mig ret, diamanter og fyldte chokolader er altid velkomne, men jeg vil faktisk hellere have serveret en neskaffe med mælk på sengen, eller få stukket en pose clickmix i tasken af min udkårne, uden jeg opdager det, end jeg vil have et håndskrevet digt på et leje af rosenblade.

Det er derfor også ret heldigt at jeg har fundet mig en mand, der heller ikke er romantisk anlagt. Ikke at han ikke er betænksom, eller sød, det er han bestemt, og jeg ved at når han har købt Seabands med hjem til mig, fordi han har læst at de hjælper på graviditetskvalme, drøner forbi med en latte til mig fra yndlingskaffebaren når jeg arbejder hjemme, eller ser Den store bagedyst med mig, selvom han er ret så ligeglad med bagning, så betyder det faktisk noget, og det sætter jeg pris på. Da ovenstående er lig med romantik i vores forhold,  bliver jeg også ret rundt på gulvet når der så pludselig ligger en diamantørering i julegaven, når der er bestilt en rejse til Barcelona, eller når jeg åbner det magasin jeg selv arbejder på og ser at manden giver mig en rimelig offentlig kærlighedserklæring.
 photo foto2_zps5e4a5b4b.jpg

… Og så er han endda også pæn.

 

2015 – Nedtælling til alt det nye.

Det er d. 2. januar 2015, og dermed årets første rigtige dag (1. januar gælder som bekendt ikke). Jeg ligger i min seng, og selvom mit vækkeur har ringet, og påstår, at en ny dag er startet, er det stadigvæk mørkt udenfor. Det er svært for mig at stå op, da der ved siden af mig ligger en lille forkølet dreng, som har været vågen et hav af gange i nat og desperat forsøgt at pudse sin stoppede næse, uden held. Han er varm og han lugter sødt af sygdom og snot. Han har heldigvis lidt mere ferie at se til, så jeg lader ham sove snotrusen ud. Men jeg skal på arbejde, nu, hvilket er virkelig mærkeligt. Ikke bare fordi det er første arbejdsdag i det nye år, efter knap 2 ugers ferie, som har været fuldstændig fantastisk og proppet med gode dage, men særligt fordi at det markerer en nedtælling, en ambivalent en af slagsen, til min sidste arbejdsdag på 6. sal i drivhuset på Havneholmen. Om lige præcis 10 uger siger jeg farvel, til nogle af de bedste og dygtigste mennesker jeg kender, og vender ryggen til et job jeg virkelig elsker, helt uden at vide om jeg nogensinde kommer igen. Kvælende, spændende og skræmmende på samme tid. Dagen om 10 uger markerer både slutningen på en fantastisk rejse og begyndelsen på et nyt kapitel, som jeg i den grad også ser frem til at skrive og læse.

10 uger, fra nu. … Men først kaffe.

Den er hjemme! (Og jeg ligner ikke pålæg længere)

Sent torsdag eftermiddag tog Otto og jeg toget ud mod lufthavnen for at hente vores yndlings mand. Vi var i god tid og placerede os helt spændte og utålmodige ved et bord på Starbucks, hvor vi delte en overpriced cookie, ditto vand og noget kaffe med smag (kan ikke styre det, når der er noget med flødeskum og sirup skal jeg have det). Efter en lille times tid var det endelig tid til den store genforening, Otto faldt straks sin far om halsen og jeg kæmpede et øjeblik med en bævrende underlæbe, både grundet gensynet med den flotteste mand i verden og synet af mine to favoritter i en omfavnelse, hvor det var tydeligt at de hverken så eller hørte andet end hinanden. Fandeme sødt.

Fredag havde jeg taget fri fra arbejde, egentlig for at få slappet af, men sådan blev det ikke helt. Vi startede dagen med scanning af mave og baby, der stadigvæk er en pige, en livlig af slagsen, og alt ser fint og rigtigt ud, så nu er der ikke så meget andet for end at vente 19 ugers tid til hun er færdigbagt og klar til at komme ud. Kæft, jeg glæder mig!

 photo Skaeligrmbillede2014-11-30kl195020_zpsc0118c5b.png

Samme dag var jeg igen i lufthavnen, denne gang for at udvælge gaver til adventskalenderen, og dernæst tog jeg til møde i børnehaven for at snakke om skolestart (!), Ottos udvikling og trivsel. Simpelthen syret at være en person, der har et stort skoleklart barn, og som går til forældremøde og taler sproglig udvikling m.m. med de voksne fra børnehaven. Heldigvis beskrev de den dreng jeg kender og knuselsker, og han fik både ros for sit ordensgen (det ønsker jeg mig også), sit kammeratskab og gode humør. Plus at de fortalte at de kunne mærke en TYDELIG forskel på hans humør og personlighed igennem de sidste 8-10 måneder, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er kommet ro på herhjemme. Op-tur!

Mit humør, overskud og hudfarve er med andre ord kommet igen gange 10 efter freelance-pomfritten er kommet hjem, og jeg er ovenpå efter mit dyk i sidste uge, hvor jeg var klar til at skride fra det hele. I det hele taget er det ret meget sådan med mig for tiden, fra den ene yderlighed til den anden… Heldigvis ikke noget lidt søvn, et knald og et skud mælkechokolade ikke kan klare.

Otto på moderedaktionen og en ny grå teint

Jeg sagde vist noget med at det gik ret godt og at hverdagen kørte fint, selvom vi var alene hjemme… Well, det var i sidste uge – Klip til i går og i dag, hvor jeg med en hudfarve, der bedst kan sammenlignes med pålæg, der har ligget lidt for længe ude, og et mat udtryk i øjnene, er ved at bryde sammen hver gang nogen spørger mig, hvordan jeg har det.

Det kan godt være at jeg var enlig mor i små fem år, men når man smider en graviditet i den pulje, er 12 dage fuldstændigt uudholdeligt.
Om 2 døgn kommer han hjem og selvom det ikke lyder af meget, har jeg det som om at der er en hel livstid til.

Otto er også begyndt at reagere på sin fars fravær, og det er nok det, der påvirker mig allermest. Han er utidig og bliver nemt ked af det, præcis som han var det i perioder, da han stadigvæk var delebarn. I går gik han i opløsning på vej i børnehave, og da vi stod nede i garderoben og de små hænder knugede sig til mig, mens han hulkende nægtede at skulle være i børnehave, tog jeg en hurtig beslutning og skrabede ham sammen, sagde pænt farvel til pædagogerne og tog ham med på arbejde.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-25kl194026_zps78e94e14.png

Det blev en god dag, og i morges var han genopladt og klar til børnehave og hverdag. Hans mor til gengæld, not so much. Kom nu torsdag.

Fem år om fem dage

På lørdag bliver Otto 5 år, og præcis som alle de andre år er jeg allerede nu ved at gå i stykker over, hvordan tiden er fløjet. Der er ingen tvivl om, at de sidste 5-6 år har været de mest begivenhedsrige so far, på godt og ondt. Jeg tror jeg beskriver det hvert eneste år, hvordan at det føles som om at han har været her altid, men alligevel som om at han lige har ligget i min mave. Det er fuldstændig ubegribeligt, at den lille 3 kilos orm, jeg med nød og næppe pressede ud af min krop for fem år siden, nu er et selvstændigt individ, der kan skrive sit eget navn og fortælle røverhistorier som ingen anden jeg kender. Det er lige til at tude over.

Vi kører hard core fødselsdagsweekend, med fuldt program og gæster både på dagen (lørdag) og igen søndag, så jeg er i fuld gang med at google ‘Batman kage’ ‘ninja pynt’ og ’spiderman kageform’ (temaet er med andre ord, eller faktisk bare Ottos ord: ‘noget sejt, med ninja, batman, spiderman og æblekage’). Jeg har som altid lidt for høje ambitioner til egen kunnen, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ret godt lide det der med at gå all in når det kommer til hans dag. Det er trods alt kun en gang om året, så kan vi fyre op for noget shake N bake og måltidskasser alle de andre dage.

Sidste år blev der lavet en film til Superbrugsen på hans dag, og selvom det endnu ikke er lykkes mig at se den med lyd (på grund af tåkrumning over egen stemme), elsker jeg den alligevel. Se eller gense den her:

Barcelona … Hvor skal vi bo?

Som mange af jer ved, boede jeg i Barcelona dengang jeg mødte Ottos far, og har lige siden drømt om at komme tilbage. Om lidt mere end en uge går det ønske i opfyldelse, når vi skrider til Barcelona i 3 dage, uden børn.

Dog er det gået op for os, at det er ubehageligt dyrt at finde bare et nogenlunde hotel at bo på. Vi vil jo helst bruge vores penge på tapas og shopping, men er heller ikke friske på at dele badeværelse med en flok andre turister. Med andre ord er Hostels et absolut no go. Vi har luret lidt på Airbnb, men vores humør lige på denne tur, er nok mere til hotel. Så derfor spørger jeg nu dig, der sidder på den anden side af skærmen og som har været i Barca for nyligt. Hvilket hotel skal vi bo på? Jeg drømmer om at bo i Eixample-distriktet, da jeg kan finde rundt der. Men er efterhånden åben for det meste, særligt hvis vi kan slippe under 2500 for de tre nætter vi er der. Håber der sidder nogen derude, der kan smide et hotelnavn og en URL efter os. Tak.

Opdateret: Vi har nu booket et fint lille hotelværelse med balkon (og bad) … Tusind tak for jeres hjælp!

 photo barca_zpsb2267e7c.jpg

Barcelona 2007

 

Don’t try this at home – Om hjemmeklip og snobberi

Ottos hår var blevet så langt, at det både generede hans udsyn og dermed også dækkede hans ualmindelige (hvis jeg selv skal sige det) smukke grønne øjne. I nakken var det heller ikke helt godt og i virkeligheden var det bare blevet noget værre rod med den frisure. Jeg har altid svoret kun at få ham klippet hos en frisør, fordi jeg er en snob, der synes at hjemmeklip er for dem, der køber buræg, holder ferie i Lalandia og går på Jensens bøfhus (shallow much?). Dog faldt dråben, da Otto i morges måtte røre i havregrøden med den ene hånd og med den anden holde hans lange lokker til siden for overhovedet at se noget.

‘Du skal klippes i dag’ blev returneret med et skeptisk blik og kommentaren ‘Hos Dorte ikke? … Dorte er Ottos frisør, som desværre har en del ventetid, og da planlægning for tiden lidt går op i hat og briller herhjemme, er det ikke lykkedes mig at få en tid til ham hos Dorte.

Så efter lidt overtalelse, noget ninjaturtles på Netflix og et løfte om ’sejt ninja-far-hår-der-stritter-lidt-til-siden’ og tanken om at vi altid kunne gå maskinklip-vejen igen, gik jeg igang med at klippe mit stakkels barn. …

Og… Bortset fra et par ujævnheder her og der (jeg vælger at kalde det tekstur) synes jeg faktisk, at jeg er sluppet ok fra det (ved ikke om Dorte eller nogen anden med en uddannelse indenfor faget er enige), min indre snob har ikke taget skade og barnet virker ret tilfreds med resultatet, hvilket må siges at være det vigtigste.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-16kl143511_zpsa51dcb91.png

Jojo, et semester på frisørskolen ude i Nordvest tilbage i 2001 er ikke spildt …

Alt før klokken seks er tortur! (Hvis man ikke er stiv)

Otto vågner gerne mellem klokken 6 og 7 i weekenderne, hvilket er fucking tidligt, særligt når jeg ikke kan finde ud af at gå i seng før engang ved 1 tiden, jeg har jo weeeekend for pokker. Dog er jeg egentlig ok til at stå tidligt op, da jeg aldrig har haft behov for særlig meget søvn, og vist er det der kaldes et C-menneske, eller også lider jeg bare af seriøs FOMO (Fear of missing out). – Jeg går helst sent i seng og står gerne tidligt op. Der er dog grænser! Og da O i morges satte sig op og med bestemt røst sagde at nu var det morgen, kunne jeg ud fra himlens pastel-farvede skær godt se at det var en stor fed løgn. 05:09 sagde uret. Dette satte gang i en længere diskussion om, hvor vidt det ville blive en god dag med godt humør, når man står op så tidligt på en søndag. Efter en del piveri (primært fra min side) gav jeg mig, og klokken 05:40 satte jeg kaffe over og joinede morgentypen i sofaen og så Ramasjang sove. Nu er klokken snart 7 og jeg er så småt begyndt at blive et menneske. Tænk sig, at dette var hverdagskost for bare få år siden. Seriøst, Otto vågnede mellem 4 og 5 de første tre år at sit liv, et tidspunkt, der virkelig ikke er værd at være vågen på, ved mindre det foregår på Guldregn i en brandert.

Hatten af for jer, der lige nu gennemlever det med morgenfriske idioter børn på daglig basis. Det er tortur og bør forbydes.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-10kl065855_zps827e2b08.png

Tortellini og romantik på film

Jeg er alene hjemme i de her dage, hvilket betyder, at jeg arbejder til sent, hvorefter jeg spiser fyldt pasta fra yndlings italieneren (Spaghetteria på Frederiksberg) og ser romantiske komedier på Netflix, som jeg skyller ned med rødvin og chokolade skildpadder.

Det er sgu egentlig meget rart. Ikke at jeg har savnet det med at være alene og undvære, for det har jeg sørme ikke. Ofte føles hverdagen lidt som noget vi leger, nok primært fordi det er så nyt, og jeg jo altså har været delemor i over 4 år, så det tager lidt tid at vænne sig til, at vi er her allesammen. – Og fordi jeg stadigvæk ikke helt har vænnet mig til at vi bor her alle tre (fire, hver anden weekend) føles alene-tiden som den, jeg oplever i de her dage heller ikke så fremmed og så alligevel, for det er alligevel bare noget helt andet, når det ikke er ufrivillig alenetid som jeg følte det dengang med de modbydelige onsdage.

Jeg nyder det lidt endnu, og glæder mig til at blive forenet med banden, min bande, på fredag.

 photo Skaeligrmbillede2014-07-30kl213504_zps4644c587.png

Hverdag: Voksenindkøring og bland-selv slik

Min ferie er slut og i dag vendte jeg tilbage på min pind i det store glashus på Havneholmen. Den kan jeg godt lide, men det er som om, at mit sind og min krop stadigvæk holder ferie. I hvert fald kunne jeg knap huske hvilken etage jeg sidder på og hvilke programmer det er jeg bruger på min computer, og det er altså på trods af, at jeg kun har holdt en enkelt uges ferie. Jeg kunne også mærke hvordan mit blodsukker brokkede sig over ikke at blive holdt lige så højt som i den forgangne uge. Og da der var gået 8 timer følte jeg at det mindst måtte være onsdag allerede. Jeg blev enig med min kollega om, at der burde være en indkøringsordning for voksne, der kommer tilbage fra ferie. Fuldstændig som når man starter i institution. Et par timer om dagen i en langsom optrapning og med en voksen som selskab.

Drengene i mit liv holder fortsat ferie, så jeg kom hjem til tre solbrune typer i alderen 3 til 32, der var i færd med at lege cirkus og spise sodavandsis, lige der drømte jeg om et par uger mere i badetøj, med sand i hovedbunden. Men på den anden side er jeg ret glad for det der job, så jeg tror sgu jeg vender tilbage i morgen og lader drengene passe manegen lidt endnu.

Nu har jeg smidt tøjet og er hoppet op i den grå voksensofa med et glas rødvin og en heftig omgang bland-selv slik og lidt mørk chokolade (antioxidanter er skide sunde!) og den største af drengene i fodenden (kan man sige det om en sofa?) – Her planlægger jeg at blive siddende lige indtil min seng kalder på mig.

 photo Skaeligrmbillede2014-07-28kl213641_zps7187b96c.png

God aften!

Følg mig på Instagram @sneglcille
og på Facebook – HER