Klar til fødsel?

Min jordemoder spurgte i går om jeg er klar til at føde… Svaret skulle nok have været et rungende JA! eftersom at jeg nu er 37 uger henne, og dermed kan føde når som helst fra nu og den næste måned. Men sandheden er bare, at det er jeg slet ikke. Endnu. Jeg glæder mig til at møde hende, til at kunne sove om natten (HA!), til at kunne snuppe et glas vin, til at kunne binde mine egne snørebånd og ja, til at blive mor igen. Men jeg er ikke utålmodig endnu, jeg kan sagtens holde til et par uger eller fire mere, hvor jeg kan nyde det stille tempo, tiden til min kæreste og til Otto. Desuden havde jeg en hel aften med veer for nogle dage siden. Ikke rigtige hvadfandenforegårder-veer, men sådan heftige plukveer, der tog pusten fra mig og mindede mig om hvordan veer føles (fuck), og der kunne jeg mærke, at jeg ikke er helt klar endnu, og jeg var langt fra skuffet da de gik i sig selv igen.
Jeg bliver klar. Det bliver jeg, også hvis det sker i morgen, men jeg tager altså gerne et par uger mere i ego-barselsland, hvor det kun er mine behov, der skal dækkes og der både er varm kaffe i koppen og det kun er mine egne pletter på tøjet …

… Jeg er dog gået i heftig Anja Bay træning og øver både vejrtrækning og læser om krop og smerte på livet løs, så jeg er forberedt på det hele. Og selvom jeg lidt hånligt har sagt og ment mit om at pakke den famøse ‘hospitalstaske’ i for god tid, er jeg faktisk begyndt at tænke over hvad vi skal have i den, og den bliver altså gjort klar inden længe, og bliver ikke ‘bare lige ordnet når de første veer kommer’ som jeg ellers har ytret at jeg ville. Godt nok skal jeg, om alt går godt (det gør det!) føde ambulant, men det ville sgu være ærgerligt at glemme noget midt i smerter og laboro vejrtrækning.

Jeg bliver klar. Snart.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-20 kl. 15.07.38_zpsbgaywugl.jpg

Om hjemvendt mand, malkepuden og røv i ribbenene

Her går det godt… Freelancer er hjemvendt fra Israel, og vi har brugt weekenden på at være sammen, finde hinanden og vores rytme igen. Forstået på den måde, at det jo ryster posen lidt de gange han er væk. Otto og jeg falder hurtigt ind i vores rutiner, og Freelancer er i arbejdsmode og kommer hjem med oplevelser i bagagen, og med en blanding af fornyet overskud, men også udmattelse af indtryk og lange arbejdsdage, samt brug for total afslapning, og det har han fået. Det har vi alle tre. Vi har gået ture, snakket, besøgt familie, holdt i hånd og gabt en masse, for vi føler os kørt over, i hvert fald de to ældste af os. På hver sin måde.

Om mindre end to uger går jeg på barsel og selvom det stadigvæk skræmmer mig en smule at skulle væk fra mit arbejde, er min krop mere end klar. Fysisk tager det ret hårdt på mig at være gravid denne gang, i hvert fald nu i sidste etape, og at sidde på en kontorstol 8 timer om dagen er ikke rart, slet ikke eftersom at det barn jeg bærer rundt på, foretrækker at presse måsen godt op i mine ribben, mens, hvad jeg går ud fra er hendes ben, stemmer imod mit maveskind i siderne, hvilket sætter gang i en lavine af plukveer og ubehag. Noget siger mig at det bliver noget nemmere at holde ud, når jeg har mulighed for at ligge mig ned i løbet af dagen, gerne iført blødt tøj.

Apropos det der med at ligge ned. Flere har spurgt ind til den pude jeg sover med om natten som jeg nævnte i et tidligere indlæg. Det er en Theraline ammepude, og den er mere en genial, så ja, tøv ikke med at klik den hjem. Jeg ved ikke om den findes i nogle fysiske butikker, men google viser en del webshops der har den, og den er ikke særlig dyr. Min kæreste, der har givet den navnet ‘Malkepuden’, hader den inderligt, men har på trods af at den fylder det meste af vores seng (og så put lige mig +15 kilo oveni) accepteret den, vistnok fordi den gør at jeg sover om natten og jeg dermed er lidt mildere at have med at gøre.

I løbet af denne uge kommer der et indlæg om den og en række andre ting, der har været et must i min graviditet, men indtil da: Ja, den er fantastisk!

 

Noget om en tøjkrise og et vigtigt bryllup

Rachel, der er en af mine bedste veninder, skal giftes tre uger efter min termin. Et bryllup jeg ser frem til og som jeg er sikker på kun kan blive en fest man sent vil glemme, da både Rachel og manden hun gifter sig med, er nogle særlige mennesker, der kan feste som få andre. Med mig har jeg freelancer, der har kendt Rachels kommende husbond længere end Rachel har (ja, vi tager æren for at de to mødte hinanden), og så selvfølgelig baby, der på det tidspunkt kan være alt fra få dage gammel til en måneds tid. Gisp!
Logistisk skal det nok gå op. Vi er to, vi udruster os med babyalarm, overskud og store ja-hatte, det hele skal nok gå.
Men en udfordring, der til gengæld allerede nu begynder at melde sig, er det uundgåelige; Hvad fuck skal jeg have på?! Som sagt har jeg lige født og vil derfor være indehaver af et stykke løsthængende mavehud og overdimensionerede bryster, og jeg tvivler på at min røv og hage vil have tabt de ekstra kilo som 9 måneders babyrugning (og remonce-spisning) har forårsaget… Jeg ved også, at jeg bliver nødt til at have outfittet parat inden jeg føder, for det der med at gå på shopping med en nyfødt og en masse ekstra hud på slæb er ikke optimalt. Hvad gør jeg så? Det ideelle ville være en kjole. Det er sgu da nemt, det er pænt og kan tilmed skjule de værste folder og buler.
Jo, men jeg ved også at jeg nok ikke har lyst til at vise mine ben frem, og de kjoler jeg føler mig tilpas i er ikke ligefrem amme-venlige, og noget siger mig derfor at bukser er vejen frem. Et suit, et sæt, en buksedragt, noget i den boldgade.

Jeg har masser af sko, så det bliver det mindste problem (dermed ikke sagt, at jeg ikke køber nogle nye alligevel når tiden nærmer sig. Jeg er jo bare menneske), men at finde det rigtige sæt tøj, i den rigtige størrelse, og tilmed holde fast i det helt frem til d. 2. maj, uden at ændre mening, det bliver måske nok i virkeligheden den egentlige udfordring.

I min virtuelle indkøbskurv har jeg lige nu et lyseblåt suit bestående af bukser og jakke fra ASOS, som jeg vil parre med en hvid silketop (åh modigt med min motorik, og en nyfødt som date), et smuuuukt sæt fra Stine Goya (skjorte og buks), en mørkeblå buksedragt med wrap lukning (så jeg kan pakke brysterne frem nogenlunde diskret) fra Reiss, som vil se fantastisk ud med mine metalliske Louboutins, der står på min reol og tigger om at komme i brug igen (desværre er mine fødder også gravide).

So far , so good. Der er god tid endnu. Men jeg skal helst have besluttet mig og klikket noget hjem inden beboeren i min mave melder sin ankomst, for derefter bliver min hjerne til en grødet masse i en rum tid. Det gjorde den sidst i et par uger (år?) – og jeg tror ikke det bliver muligt for mig at sammensætte eller tage stilling til tøj på det tidspunkt. Har i hvert fald ikke tænkt mig at tage chancen.

… Der kommer billeder af ovenstående kluns, det gør der. Men i skrivende stund kører photoshop noget attitude af på mig som jeg ikke magter. Starter på en frisk i morgen.

Indtil da, et billede af the bride to be og undertegnede til et andet bryllup. Lidt sløret, men sådan skal det være til bryllupper …

 photo 1255513_10151828570755399_803461970_n_zpssyzg0wwt.jpg

Forestilling Vs virkelighed

Man kender dem godt. De gravide, der ubesværet, med en lille perfekt mave, vimser rundt i stiletter og overskud, mens de balancerer job, graviditet, pilates-timer og skinny jeans, og oser af den der pregnancy glow (som jeg stadigvæk venter på).
Indrømmet, jeg troede måske jeg ville blive en af dem. Sådan så det ud i min fantasi om hvordan en graviditet uden hjertesorg ville tage sig ud. Sandheden er bare, at sådan blev det ikke helt.

Der er hverken yoga eller svømning på tapetet, for jeg prioriterer det ikke, mit overskud er minimalt, og i dag blev jeg overrumplet af følelsen af at have lyst til at træde ud af min egen krop, og ind i en ny. Sådan en krop, der kan se sine fødder uden at få overbalance, som må få rødvin og nikotin, og som ikke hiver efter vejret efter en tur i netto (eller fra stuen og ud i køkkenet).

Jeg ved godt at jeg langt fra er den første i verden, der har det sådan, og at den førstnævnte ‘perfekte gravide’ er uhyre sjælden, og at det er relativt nemt at bilde omverdenen ind at alt er lutter solhilsner og glowy-ness. Hell, jeg ved da også godt, at jeg måske endda selv fremstår som en version af hende på diverse sociale medier (hurra for instagram-filtre), men jeg har altså lår i skoene, strækmærker, og bevægelser som en hvalros på land.

Og for at understrege min pointe:

 photo foto1_zpsyfdaxc1q.jpg

….Gæt selv, hvordan jeg ser ud 99% af tiden.

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

I øvrigt #14

  • Er kvinder seriøst nogle dramatiske røvbananer. Har to gange på en uge fået viderefortalt hvordan jeg er blevet bagtalt på det groveste. Røvhulsagtigt, både af bagtalerne og af budbringeren. Pas nu jeres egen biks og hold kæft.
  • Har jeg klippet mit barn, med maskine, og er nu pludselig mor til en nærmest voksen dreng. Af udseende.
  • Spiller vi så meget billedlotteri herhjemme for tiden, at jeg drømmer om små kartonbrikker med billeder på.
  • Tror jeg at min baby har vendt sig på tværs af min mave, og overhovedet ikke har hovedet nedad længere, så drømme om kejsersnit og vendingsforsøg, samt sprukkent maveskind hersker også ind imellem de fredelige kartonbrikker med isvafler på.
  • Har jeg nu taget imponerende 15 kilo på.
  • Er mit hår til gengæld blevet langt, fyldigt og krøllet.
  • Leger vi at mit hår ikke falder af når jeg har født.
  • Skal Otto starte på fritidshjem om mindre end TO måneder. HVAR?! Jojo! April bliver en vild måned.
  • Har jeg flirtet med tricolore isen nede i diverse supermarkeder igennem et par uger nu. Tror snart den bliver inviteret med hjem. Måske jeg også byder en pandekage med ind i selskabet… Menage a trois?
  • Har jeg fået en ny sengemakker. Det er en 150 cm lang pude, fyldt med skaller af en art og den svøber sig om min gravide krop på nærmest guddommelig vis. Og jeg er nu sådan en, der sover de fleste nætter.
  • Kom jeg den anden dag i tanke om, hvor sindssygt forfærdelig ondt jeg synes det gør at amme i starten. Pludselig er det ikke veer, der skræmmer mig mest længere.
  • Er vi gået i stå i forhold til baby-navne, og Ottos forslag som Kastanje Monsterblod og Lisa Skraldespand er pludselig slet ikke dårlige.
  • Er det næsten uhyggeligt så meget den fem årige ligner mig….

 photo 10998898_10153009342265399_6856102904771563878_n_zpsc0047d6a.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Status 30+

Jeg nærmer mig 32. uge og er dermed godt inde i det de kalder tredje trimester, altså allersidste etape. Og ved I hvad?! Det går sgu meget godt. Har haft nogle dage ind imellem, hvor kvalmen generobrede min krop for fuld hammer og jeg måtte hældes ind på sofaen rullet ind i dyner, med æbler og kakaomælk indenfor rækkevidde, i det sekund jeg kom hjem fra arbejde. Men det er gudskelov gået over for nu, og jeg kan nøjes med igen at være konstant forpustet, en anelse besværet på det fysiske plan (min kæreste kalder mig ‘billen’, fordi jeg ligner et væltet insekt, når jeg forsøger at rejse mig fra sofaen) og ramt af massiv søvnmangel, da jeg ikke kan finde ro om natten, overhovedet!  Både på grund af halsbrand, uro i benene og en udbryderbaby, der danser urytmisk under mit maveskind natten lang (åh, baare det var mig. Savner at danse. På Bakken i Kødbyen. Urytmisk. Til den lyse morgen).

Jeg har fem uger tilbage på arbejdet, som i 26 arbejdsdage, og selvom jeg godt ved og kan mærke, at det fysisk er en virkelig god ide det der barsel (plus det med at der jo kommer en baby, og hun nok ikke passer så godt ind på redaktionen), og at jeg om fem uger uden tvivl er totalt klar til at råbe PIK og skride, er jeg på nuværende tidspunkt virkelig skræmt og usikker over at skulle forlade min pind på Havneholmen, også selvom den snart er for lille til mig.

Det er selvfølgelig ikke kun mig der vokser sig større, også beboeren i min mave er allerede nu stærk og stor, og vi får begge rosende kommentarer hos både læge og jordemoder, så alt i alt skal jeg ikke klage, det gør jeg selvfølgelig alligevel, men på papiret, og i forhold til hvordan det kan være at gro et barn kører det sgu ret godt.

Jeg glæder mig til at møde hende om 2 måneder, men jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg er utålmodig. Hygger mig meget godt med at gå og være lidt tyk. Trods ovenstående skavanker. Men lad os tales ved om et par uger…

 photo Skaeligrmbillede2015-02-05kl224604_zpsa6384dcb.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Ude godt, hjemme helt klart bedst

I går vendte vi hjem fra Berlin, mætte, trætte og glade. På under to døgn har vi vandret Berlin rundt, spist dejlig mad, fået den bedste kaffe (! Stedet hedder Gipfeltreffen, og du skal bestille kaffe (vi prøvede både en latte, en capuccino og en macchiato, alt var perfekt!) og deres pandekager), haft lange samtaler om alt og intet, grinet, shoppet, været på museum, sovet i ske, flettet fingre og været kærester.

 photo foto5_zps8d4357c0.jpg

 photo Skaeligrmbillede2015-02-01kl095543_zps342c0d57.png

Det kan virkelig anbefales med sådan en tur! At ryste posen og tvinge sig ud af sin dagligdag kan gøre underværker, åbenbart.

Om 10 ugers tid kommer der et lille menneske, der vil vende alting på hovedet, og jeg er SÅ glad for at vi kom afsted inden. Vi havde egentlig hverken tid, råd eller overskud til at gøre det nu, men vi prioriterede det alligevel, og gæt hvad? Vasketøjsbunkerne er lige så store som før vi tog afsted, ruderne fedtede, der er støv i hjørnerne, tallet på kontoen er deprimerende lavt og inboxen er fyldt med arbejde, men verden står endnu, og det var det hele værd. Og at det er vores bunker, vores støv og vores bekymringer, sammen, gør det lidt mere udholdeligt, særligt efter to dage på den lyserøde måde.

Hverdag, liv, baby – Kom an.

 photo foto1_zpsa8dc6d4e.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

I øvrigt #13

  • Savner jeg at kunne trække vejret i bund. Hvilket nok først kommer til at ske engang i april, da mine lunger er mast sammen med mine andre organer ovenpå en baby og hendes expandable et-værelses.
  • Elsker jeg at Superheltemor er begyndt at blogge igen.
  • Kalder Otto mig ‘Hr Tyk’sen’. Det er ret bedårende egentlig. Men jeg så den anden dag et billede af mig selv taget nedefra, hvilket var knap så bedårende, og jeg forstår nu  fuldt ud, hvordan kælenavnet opstod.
  • Kan jeg ikke engang købe agurker uden at fnise, så at flere af jer så en pik på dette billede, uden at jeg gjorde (og stadigvæk ikke riiigtigt gør) vidner om at I er mere beskidte end jeg giver jer credit for. Jeg kan godt lide jer!
  • Har jeg spist så mange æbler de sidste par dage at mine tænder gør ondt. Mine cravings er ellers overraskende få. Lidt kedeligt.
  • Gad jeg godt at have nået at være med på Tinder-bølgen i mine single dage.
  • Læser jeg nok lige rigeligt mange fødselsberetninger for tiden.
  • Går jeg på barsel om 6 uger. SEKS! Det er snart. Jeg glæder mig, og frygter det på samme tid.
  • Skal Aarstiderne lige slappe lidt af med al den blegselleri (bladselleri?) de bringer hjem til mig for tiden. HVEM kan lide de bitre stængler, sådan rigtigt?! Uden tomatjuice og vodka that is.
  • Er jeg igen begyndt at flirte med tanken om at få pandehår. Det skal jeg holde op med.
  • Forstår jeg ikke at hud kan strække sig så meget som den KAN uden at gå mere i stykker. Og jeg har jo prøvet det før, så jeg ved godt at det bliver meget vildere (og at jeg i tiden efter kommer til at have et gardin af huddej som mave) .. Og at det nok skal blive pænt igen. Jo det skal.
  • Ditcher jeg modeugen og rejser i stedet til Berlin – om et øjeblik!

 photo Skaeligrmbillede2015-01-29kl095247_zpscef12faa.png

Voksensnyd

Som nogle af jer måske så på Instagram i går aftes, havde jeg snørret Otto og hans lillebror til at gå i seng en time tidligere end normalt på en fredag. Efter en lidt hård periode, hvor Freelancer og jeg skiftevis har arbejdet til sent, og ikke har haft meget tid sammen, trængte vi til at hænge ud, og ikke bare tilfældigt støde på hinanden under tandbørstning og opvaskemaskine-opfyldning, så mens han var på arbejde i går, lavede jeg mad til ungerne allerede klokken 17, smed dem i bad, dækkede op med fredagsslik og fandt noget Disney på Netflix, og da klokken slog 19.00 og deres far satte nøglen i hoveddøren, lå de i deres senge klar til at sove, hvilket betød at vi, de voksne, kunne se X-factor og spise marcipanbrød, arm i arm, i stearinlysets skær. Det er sgu da smart?!

Det kan altså anbefales! Jeg holdt mig vågen helt indtil ved 22-tiden, hvor jeg  faldt i søvn på savlemåden til noget Denzel Washington action. Det er der ikke noget nyt i, men dog gjorde det ikke det store, da vi jo havde haft knap tre hele timer, hvor det bare var os.

Længe leve Netflix, snedige voksne og børn, der ikke kan klokken.

Tippet er hermed givet videre.

 photo Skaeligrmbillede2015-01-24kl144429_zpsf4b4ed9c.png

Noget mere om navne…

Jeg synes det er tæt på umuligt at finde pigenavne jeg kan lide.
Navnet var egentlig så godt som på plads, vi var ret enige (mest mig, dog, men det er også mig der er tykkest, og som skal presse hende ud af mig, det skal der være lidt fordele ved. Det sidste ord for eksempel og det største stykke cheesecake) men så sneg navnet sig ind på denne liste, og det gider jeg altså ikke. Det er fjollet, jeg ved det godt. Men, sådan har jeg det. Og vi har fra starten af aftalt at vi ikke ønsker et top 50 navn. At det potentielt kan komme derop når vi har navngivet vores børn, kan vi ikke helgardere os imod (har på fornemmelsen at Otto kommer på listen inden for de næste par år), men det er da et forsøg værd.

Egentlig skal det helst ikke være et specielt navn som sådan, men som indehaver af et navn, der før har ligget højt på toplisten igennem et helt årti ved jeg, hvordan det er at få kælenavne, eller bare smidt et bogstav i enden af sit fornavn, fordi der er 3-5 andre i klassen/ på arbejdet, der hedder det samme. Og min mand, Michael, kender sjovt nok til det samme, så det vil vi gerne forsøge at undgå så vidt det er muligt. Og det er så nu at jeg tænker tilbage på min første dag i mødregruppen tilbage i 2009, hvor der var hele tre babyer med navnet Otto, ud af syv børn.

Speaking of Otto … Jeg kan finde på et hav af drengenavne som er helt perfekte. Men det nytter jo ikke noget, når det er en lille pige, der blopper rundt derinde.

Vi har nogle andre navne vi smager lidt på, og den rare freelancer har jo altså også et favoritnavn (det var mit, der kom med på toplisten, hans svømmer stadigvæk rundt lidt længere væk fra smertegrænsen), der stadigvæk er på tegnebrættet. Og så kan jeg ikke helt slippe det oprindelige navn, selvom det er blevet populært, og som min veninde skrev ‘man kan jo vælge at være ligeglad’. Det er jeg bare ikke.

 photo cr_zps113ff6e7.jpg