40+5 – Hysteri og mistet selvironi

…. Jeg har ikke født, og jeg har nu ramt en væg af frustration. I går aftes hylede jeg i en time, på den grimme måde, hvor tårer og snot og rablende ord fik frit løb, fordi jeg ikke magter tanken om potentielt at skulle gå 10 dage længere. Freelancer kæmpede for ikke at komme til at grine, og jeg forstår ham godt, det ER lidt noget pjat at blive slået ud af, men jeg kan ikke gøre for det, der er meget lidt humor og selvironi tilbage i mig, hvilket er fuldstændig latterligt når man tænker over det. Hun skal jo nok komme. Men lige nu synes jeg bare slet ikke at det er sjovt. Særligt fordi det nu med garanti kommer til at ramle sammen med Ottos skift fra børnehave til fritidshjem.

Kommentarer som ‘Hun kommer når hun kommer’, ‘De har nok bare beregnet terminsdagen forkert’ og ‘Hun kommer på sin fødselsdag’ orker jeg ikke flere af. Selvom jeg godt ved, at folk bare forsøger at være søde. Vil hellere bare have et medstemmende ‘Det er sgu da også noget lort, hva’, eller bare stilhed.

Jeg forsøger stadigvæk at få det allerbedste ud af ventetiden. Spiser god mad, går lange ture, laver aftaler i det omfang jeg magter (og forsøger ikke at bide hovedet af folk, der kommenterer på babys forsinkelse), men når aftenen kommer og der ingen tegn på fødsel er, udover de plukveer, der har snydt mig de sidste 2 uger, bliver jeg nedtrykt og skuffet. En følelse, der kun bliver værre dag for dag.

Kan jeg godt selv høre, hvor absurd det lyder? JA. For helvede ja. Venter jo på noget ret optur, og når hun først er her kan det jo være ligemeget om det skete i lørdags eller om en uge (piiiv!) – Men ikke desto mindre er det sådan jeg har det.

Jeg håbede sådan da jeg gik i seng i går at jeg ville vågne med godt humør og et tålmodighedsboost. Det gjorde jeg ikke.

 photo 0d40b0487e7fd13228d56785bc1f81e6_zpsxli9n8wx.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

I øvrigt #18

  • Forstår jeg ikke, hvorfor der findes tøj med Hello Kitty og My little pony til nyfødte? Troede det var noget man med kvalme måske købte til sine børn når de selv bad om det.
  • Er jeg også forundret over hvor mange dragter og bukser i str. 50-62, der har fødder. Jeg husker det som værende virkelig upraktisk.
  • Har jeg endelig fået nye sofaborde. I marmor og kork som jeg ønskede mig. Mega praktisk med små børn (det passer ikke, men de er flotte, så hvad fanden).
  • Er jeg blevet svært glad for pizza-sandwich med skinke, ost og dressing, og skal virkelig være efter mig selv for ikke liiiige at smutte forbi pizzeriaet længere nede af gaden på alle tider af døgnet. Har kun spist to… på en uge.
  • Har jeg lakeret mine tånegle, hvilket nærmest var en workout.
  • Overfortolker jeg ALT hvad min krop gør og har flere gange været overbevist om at NU føder jeg.
  • Har jeg i løbet af denne graviditet købt intet mindre end ni jakker. Ikke fordi jeg mangler, det er nemlig min last i forvejen, men det er den type tøj, der redder flest tøjkriser, særligt når man er tyk i det og kun går i sort.
  • Kan jeg ikke holde ud at jeg (nok) når den tid jeg har hos jordemoderen i morgen. Skulle sgu da for helvede føde inden! Tænkte jeg i hvert fald da jeg fik tiden. Lort.
  • Er jeg så træt af mavesyre, der vælter ud af mit spiserør i tide og utide.
  • Ved jeg sgu da godt at hvidt brød og dressing ikke ligefrem nedsætter ovenstående.
  • Har jeg opdaget en ny pissegod shampoo, der er fri for alt det forbudte, men dufter forbudt. Den er fra Windle & Moodie.
  • Kommer jeg virkelig til at savne mit graviditetshår. Det ryger jo for helvede af når man har født.
  • Kunne jeg faktisk godt spise noget med ristede løg lige nu.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-13 kl. 21.47.52_zpseybjx2gi.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

40+2 – Dramatik og rastløshed

Man hører ofte om hvordan gravide kvinder går rengøringsamok og skrubber hele huset ned. Noget som jeg aldrig har fattet, lige indtil i dag. Redebygger? Nahnej, rastløshed.

Vågnede til et hjem der flød efter en weekend uden det store overskud, samt, åh gru og fucking pine, en ødelagt opvaskemaskine. ØDELAGT! Så jeg har brugt dagen på at vaske op i hånden (!), vaske vores skabe ned, støvsuge, vaske gulv og støve alle flader af. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke har været så grundig med en klud her i huset siden jeg flyttede ind sidste år. Ergo er det et år siden at lejligheden er blevet vasket sådan ordentligt i bund. At der skulle +20 kilos overvægt og en helvedes masse utålmodighed til, havde jeg ikke gættet på.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-13 kl. 17.47.38_zpsmwldrjyt.png

Opvaskemaskinen er død og begravet og smidt til storskrald. Nu sender jeg onde øjne til alle i hustanden, der overvejer at bruge mere end ét glas, og har vist været en anelse truende i mit ønske om at vi holder lejligheden pæn i hvert fald i nogle dage. … Jeg ved sgu da godt at jeg er den der roder mest.

Åh, og i morgen skrider vi direkte i Skousen og køber en ny opvaskemaskine. Mine hænder er nærmest i opløsning og det samme er mit velbefindende (og parforhold), hvis jeg skal undvære en opvaskemaskine. Dramatisk much? Ja, og first world problem og alt det der, men sådan er det.

Speaking of dramatisk, har jeg i øvrigt accepteret at jeg skal være gravid for evigt. Det er på en eller anden måde nemmere sådan, i stedet for hver eneste dag at vågne med skuffelse og irritation over stadigvæk at være med rogn. Når det så er sagt synes jeg faktisk at d. 14. er en flot dato, og d. 15. har min mor fødselsdag, så det kunne også være virkelig fint. Altså, hvis nu det ikke var fordi, at jeg skal være gravid for evigt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-13 kl. 17.47.20_zpsjyjmxclx.png

40+0

Dagen vi har talt ned til er her, faktisk er den snart ovre. Min terminsdag. Den har været ret så fin. – Først en sukkerholdig morgenmad i solen med min kæreste, så en lang gåtur, frokost i vores gård, nu sofahygge med den fem-årige og senere Ben & Jerrys i mit eget tykke selskab.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.09.33_zpsiogpagwo.png

Otto blev i går aftes afsat hos mine forældre, da vi skulle have været ude og spise, freelancer og jeg. En middag, der desværre gik i vasken, da tykke her ikke havde fået klikket ‘Bekræft’ på vores booking hos Early Bird, og vi derfor ikke havde noget bord alligevel. Og efter en spadsertur gennem Vesterbro på årets første rigtige solskinsdag, hvor der var dømt fyraftensøl og solliderlighed for fuld smadder, måtte vi hurtigt sande, at det ville være et næsten umuligt projekt at finde pladser et decent sted. Så vi fandt noget halv-tarveligt takeout på vejen hjem, blandede for små 100 kroner slik, smed os på sofaen, fandt Netflix frem og så serier indtil det blev mørkt. Ikke helt hvad jeg havde planlagt, men virkelig virkelig hyggeligt. Da vi vågnede i morges var jeg en anelse skuffet over ikke at have født i løbet af natten, men hankede op i mig selv og gik ned for at købe morgenmad. Spiste denne på altanen i solstråler med den flotte freelancer, inden vi skrabede os sammen og begav os ud på en lang gåtur med kaffe, fingerfletning og en masse pitstops på grund af min minimale og ret klemte blære. Efter at have hentet Otto spiste vi frokost i vores gård, og nu er freelancer sendt til fødselsdagsfest, mens Otto og jeg hænger på sofaen med Shrek på skærmen og pastaskruer med ketchup i skålene foran os. Når nu det ikke kunne blive til en baby i dag, er alt ovenstående sgu en ok kompensation.

Men jo, jeg er sgu utålmodig nu. Og klar. Virkelig klar, og jeg klynger mig til hver eneste plukve med håbet om at den bider sig fast og bliver uudholdelig.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.10.05_zpsvishkbsl.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

39+4 – Natteroderi og utålmodighed

Jeg sover ikke. Ikke nok i hvert fald. Går i gulvet allersenest klokken 23, oftest op af min mand, mens vi ser discovery (gerne noget med natur, overlevelse og dyr. It’s very sexy) og så vågner jeg ved 1 tiden, helt frisk. Indenfor en time eller tre kommer Otto ind og ligger hos os, jeg er ude for at tisse en t0-tre(hundrede) gange, kæmper for at finde en måde at ligge på uden at få kramper i benene, og med en baby der kvitterer med solide spark i diverse organer, hvis jeg vover at finde en behagelig position at ligge i.  Det er hyggeligt.

I nat fik jeg yderme puffet den sovende fem-årige ud af sengen med min store vom. Bang! Så lå han der på gulvet og rodede rundt i malkepude og dyner. Og så kunne jeg faktisk ikke sove længere.

Drømme om veer og fødsel har sat ind og når jeg vågner om morgenen er det med en blanding af skuffelse og lettelse i kroppen over at det bare var en drøm. Håber vist at det sker om dagen, da det vil være enormt praktisk.

Jeg er klar til at møde hende nu og utålmodigheden begynder så småt at vise sit ansigt. Går gerne til termin på lørdag uden at brokke mig (det er ikke helt rigtigt, jeg brokker mig en del og er ved at gå amok når folk konstaterer at det da er lige oppe over. No shit Sherlock!). Men da jeg nægter at blive sat i gang medicinsk, begynder jeg fra på mandag at overveje alternative metoder, altså udover sex, hindbærblade og ananas, hvilket jeg pt tager alt hvad jeg kan få af. Fra mandag hedder det: Zoneterapi, hindeløsning, akupunktur, massage, alt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-08 kl. 13.58.49_zps3bicfowm.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

 

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

Graviditetstømmermænd

I de sidste mange uger har min veninde Nanna og jeg planlagt polterabend for vores Rachel, der jo skal giftes om en måned (har skrevet lidt om den uundgåelige tøjkrise til formålet HER), og i går gik det løs. Det var et heldagsprojekt, hvor vi dog havde været snedige og flette et fysisk arrangement ind midt på dagen som jeg ikke kunne deltage i, og derved havde mulighed for at gå hjem og smide benene op i en times tid, inden jeg skulle mødes med dem igen. Alligevel måtte jeg hyle lidt da jeg klokken 22:30 trådte hjem i min stue, efter en lang og sej dag og fire timer på en højstol, der havde udfordret min i forvejen besværede krop og gjorde det at pille mine nylonstrømper af til et uoverskueligt projekt. Men det var det hele værd. Min elskede smukke veninde var lykkelig, det var en fest uden lige og jeg tager gerne straffen i dag, hvor jeg føler at jeg har tømmermænd, jeg er tung i hoved og krop, mit bækken knager og brager, mine øjne svier, jeg er tørstig og kunne snildt spise en burgermenu. Graviditetstømmermænd.

Min mand har taget drengene med på påskevisit hos sin mor og jeg planlægger at bruge dagen på langs. Der er ikke mere der skal nås, ikke flere fester, eller aftaler og ikke mere planlægning. Nu er der kun tilbage at vente på SneglLille, der er færdigbagt og som kan komme når som helst. I morgen er der nemlig kun en uge til termin. Jeg har på fornemmelsen at jeg føder dagen efter termin (d. 12.), men min krop sender virkelig mange miksede signaler, så jeg bliver hverken overrasket hvis jeg føder i morgen eller om to uger. Lige nu nyder jeg bare at have en tom lejlighed helt for mig selv for måske sidste gang meget længe…

 photo foto4_zpsx8skhrzj.jpg

 

 

I øvrigt #17

  • Gjorde et lille døgns fravær på Instagram, at flere troede at jeg var gået i fødsel. Jeg holdte bare ferie med barnet.
  • Holder vi påskeferie, Otto og jeg. Det er hyggeligt. Også selvom jeg er tung og træt. Kan mærke at jeg suger det til mig. Tiden med ham. TÆNK at det bliver sidste gang længe at han og jeg har tre dage sammen helt alene. Gisp.
  • Er mit bækken begyndt at brokke sig over al den ekstra vægt, og jeg sender så meget respekt ud til dem, der døjer med bækkenløsning. Hold kæft det er et ubehageligt sted at have ondt. Og mit er altså bare lidt ømhed og følelsen af ikke rigtigt at sidde ordentligt sammen i bækkenet, og kun sidst på dagen.
  • Er jeg ret ok med al den ekstra vægt på min krop. Men for helvede jeg er træt af den modbydelige dobbelthage, der polstrer min hals i disse dage. Skrid!
  • Brækker jeg mig snart over strømpebukser. Jeg vil have jeans og bukser på!
  • Er jeg ret glad for, at jeg ikke er modeblogger i disse dage (se de to ovenstående punkter)
  • Har vi købt en babyalarm, der kan alt! Vibrere, måle temperatur og en masse ting jeg ikke ved hvad betyder. Indtil videre er den bare pænt underholdende for den fem årige (og hans mor), der bruger den som walkie talkie.
  • Kommer del 2 af navneføljetonen online senere i dag.
  • Tager jeg gerne imod anbefalinger af andre blogs med gravide damer bag. Følger allerede troligt Blogsbjerg, og selvfølgelig Dines (funfact: Dines har termin dagen efter mig. Faktisk kan vi risikere, at kunne highfive på Hvidovre). Men der må da være flere?
  • Junker jeg fødselsberetninger i stor stil. Hold kæft det er spændende mand.
  • Er jeg stået af på House of Cards. Ikke at den ikke er fantastisk. Jeg kan bare ikke holde fokus. Prøver igen når jeg ikke har en baby ud af begge ører.
  • Synes jeg at programmet ‘Skrål!’ på Ramasjang er tæt på det mest irriterende jeg i mit liv har oplevet. Skarpt efterfulgt af bamsen Sofus og dennes intro melodi. Sofus Sofus Soooofuuuus. Stop.
  • Elsker jeg vores nye kæmpestore Ikea-møbel, som tog Freelancer hele søndagen at samle. Min indre loppefunds-DIY-elskende-design-snob hader at indrømme det, men det er sandt. Nu er der styr på drengenes værelse og min hjerne er ikke ved at kortslutte hver gang jeg kigger derind.
  • Brygger jeg på et indlæg med mande-instagrammere man skal følge… It’s a tough job, men altså.
  • Er jeg ret glad for at jeg ikke er den eneste der freaker over æggestrenge. Behøver vel ikke engang at sige, at jeg også har det pænt stramt med æggehud. Altså den der hinde, der er rundt om et kogt æg. Ørl!
  • Er jeg, efter et par ellers rimelig fornuftige uger, igen hormonel og har i de sidste dage både grædt over at Otto snart skal dele mig med en baby, da han slog sit knæ, når jeg læser førnævnte fødselsberetninger, ser nyheder og da freelancer havde købt en kanelsnegl med hjem helt uden at jeg havde spurgt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-31 kl. 17.02.56_zpslsjibies.png

Barsel = For meget tid?

Som det nok allerede er blevet gjort klart, er jeg lige nu på barsel. Halvanden uge er gået og jeg nyder det. Elsker al den tid jeg har fået. At jeg kan ordne alt muligt praktisk inden klokken har slået 10 og stadigvæk har tid til at læse i mine blade, se serier, sove til middag, skrive, opdatere Instagram og bloggen. Nyder det særligt meget fordi jeg godt kan huske, hvordan ens hjerne og hverdag bliver til en klistret masse når der pludselig dumper en baby ned i ens liv. Så at kunne smide benene op, kværne noget Kåre Sand produceret (yes, jeg fik afspilleren til at virke, efter kyndig support fra en medarbejder hos Nutv), læse i en bog eller gå igang med at læse mails og ikke mindst afmelde sig alle de nyhedsbreve, der på en eller anden måde har fået ophobet sig i mailboxen i den tid man havde fuldtidsjob og ikke kunne overskue at glo på sin egen gode gamle Gmail, sætter jeg virkelig pris på. Manner! Det er fedt.

Og så er der også pludselig tid til at tænke en hel masse. Hvilket når man er udstyret med et sind som mit, både bringer godt og ondt med sig. Jeg har for lang tid siden besluttet at jeg ikke vil gå op i, hvad andre tænker om mig, mit liv og mine valg. Men når man lever i et land som vores og ovenikøbet har valgt at have en blog, hvor man som her både deler tanker, vaner, godt og skidt, i en redigeret udgave naturligvis, bliver man alligevel tvunget til at forholde sig til andres opfattelse af en. Og for første gang længe mærkede jeg i går et snert af den der ‘Skulle jeg lige skrue ned for aktiviteten på Instagram’ da jeg om aftenen postede, hvad der var mit fjerde billede den dag. Men så pillede jeg hovedet ud af egen røv og konstaterede at selvom jeg har loyale opturs-følgere, med kun ganske få trolls imellem, er der nok ikke nogen, der seriøst lader sig genere af at sneglen har fået lidt (meget! meget mere) tid til at være endnu mere synlig på de sociale medier. Og skulle der ryge nogle følgere fra på den bekostning, så går det nok også. Ikke at jeg kunne finde på at tjekke op på den slags, tjekker som sagt ALDRIG hvem der smutter, eller hvornår, for jeg lever bedst i naiv uvidenhed. Smart.

Lige en sidste ting inden jeg smutter tilbage til al den tid jeg har (og nutellamaden på min tallerken) – Tak for de fine kommentarer, likes og mails I sender i min retning for tiden. Det er overvældende, og jeg bliver endnu mere varm og glad indeni end jeg er i forvejen.

 photo foto 13_zpsebuqr1af.jpg