Teknisk retarderet

Teknisk snilde er ikke noget jeg ejer.

Måske har I bemærket mit fravær de sidste dage, måske har I ikke. Jeg har jo ævlet på facebook (om fødende mænd blandt andet) en del, så måske er I bare skidetrætte af mig. MEN. Jeg kan godt lide at tro på at I selvfølgelig klart har bemærket at her har været stille Måske har I endda været bekymrede.

Hvor jeg har været spørger I så måske?
Johmen, altså! Der har været knas her på siden de sidste par dage.
Og hvis det ikke var for min helt cykelrytteren havde jeg sikkert siddet og kigget panisk ind i skærmen endnu. Og grædt.
For der skete det at jeg for et par dage siden pludselig intet kunne gøre blogmæssigt.- Kunne ikke skrive indlæg, ikke se mine indlæg, ingenting. Når jeg loggede ind, så det helt forkert ud. Oh the drama! Da jeg opdagede det. Blodet forsvandt fra mit ansigt og jeg blev træt. Men nu ! NU kan jeg igen skrive. Hurra.
Måske har I også undret jer over at mit seneste indlæg, om hvad jeg skal nå i det nye år er væk, det er helt rigtigt. Væk er det. Men føromtalte cykelhelt har lovet at prøve at grave det frem. Bless him! Helt op i stjernene.

Indtil da, kan jeg da tilføje at endnu en af de ting jeg skal gøre i 2013 er at blive bedre til at backe mine indlæg the fuck up…

Og at der bør være grænser for hvor meget jeg må bruge ordet måske i et indlæg…

 

Bloggis

Tiden nærmer sig så småt, hvor jeg skal sige pænt farvel til Bloggers Delight.
De seneste uger er der blevet skrevet mange mails frem og tilbage, der er blevet tænkt så det knager, blevet aftalt møder, drukket kaffe og tænkt lidt mere.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Jeg glæder mig til at invitere jer indenfor og vise hvad jeg har fundet på. I starten vil det sikkert rode en smule og der vil måske være lidt tekniske fejl når jeg sidst på måneden rykker, men det hele skal nok blive godt. 

Reklamer slipper I ikke for, ej heller sponsorerede indlæg. Førstnævnte bliver i væsentlig mindre omfang end nu, de sponsorerede indlæg bliver hverken mere eller mindre end det har været indtil videre og igen bliver jeg nødt til at pointere at jeg siger nej til en del ting og kun accepterer det spons jeg kan stå inde for og hvor jeg selv kan styre indhold og tekst.

Bloggens indhold rører jeg ikke ved. Som jeg allerede har nævnt flere gange tidligere, er sneglcille min legeplads, mit frirum og der hvor jeg kan råbe pik udover det hele. Det bliver jeg ved med.  

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Det var bare lige en update på blogfronten. Jeg glæder mig til at vise jer det nye om en måneds tid, det bliver godt kan jeg mærke.

Hva’ så Råååskildøøøøøøh!

Nej gu er jeg da ej på Roskilde. Men gad fandme godt. Trods regnvejr.
Jeg har kun været der 4 gange, men det har altid været skideskægt.
Første gang jeg var afsted var i 2003, jeg var lige flyttet hjemmefra og mit liv var virkelig problemfrit (er ikke sikker på at 18 årige mig er helt enig). Lejren jeg boede i var en fest og vi var fulde og skæve fra morgen til aften, tror nærmest ikke jeg fik noget mad i den uge. Lunken øl mætter forbløffende godt.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Året efter, arbejdede jeg i en sandwichbar med min veninde Charlotte. Vi hadede at være der, så der gik sport i at drikke tequilashots inden vi skulle møde på arbejde (også klokken 7 om morgenen) og vi gjorde alt for at gøre vores hæslige bordeaux farvede uniformer endnu grimmere (sådan et par jogginbukser i XL, kan trækkes virkelig langt op på maven). On the bright side havde vi nogle søde kollegaer og trodt 24 timers sandwichhelvede var det en fed festival. Hvorfor der ikke findes billeder derfra er mig en gåde (Charlotte hvis du har nogle liggende, så send dem lige min vej )

Næste gang jeg var afsted var i 2007, jeg var lige kommet hjem fra et længere ophold i Barcelona, havde lige mødt freelancer og var forelsket til op over begge ører. Jeg var kun afsted den første og den sidste dag, vejret var nemlig et røvhul det år. Men det var tilgengæld den fedeste søndag. Cykelrytterven og jeg tog sammen derud, helt rene og overskudsagtige, drak os fulde og havde en fest. Billedet her fanger stemningen temmelig godt:
Uploaded from the Photobucket iPhone App

I 2010 var jeg afsted en enkelt dag med min veninde Sofie. Det var min første og indtil videre eneste gang som mor og som rødhåret (aldrig fucking mere!). Det var en noget anden oplevelse end de andre år, men det var en sjov dag og jeg kunne snildt være frisk på at hoppe på en endagsbillet en anden gang også…
c8991854

I år bliver det ikke til noget, selvom jeg SÅ gerne vil se The Roots i morgen. Øv.
Men næste år du ! Så er det min tur!

Ungdomsdisk

Efter fødselsdagsfesten i fredags var vi et par stykker, som trængte til noget luftforandring (TS bliver tydeligvis aldrig min kop the), noget popmusik, nogle store øl, dansegulv og røgmaskiner. Da jeg, som dem jeg fulgtes med, er bodegamenneske og på ingen måde går på diskotek, blev vi enige om bare at gå samme sted hen, som vi ville have gjort det, for små 10 år siden. Og nu falder du sikkert ned af stolen, vi tog fandme på A-bar i vestergade. Vi havde grineflip den første time, blandt andet over kontrollen i døren, som var noget med billed-id, fingeraftryk og webcam. Da vi spurgte hvorfor kontrollen var så striks, svarede den meget unge mand i døren promte at “folk slår hinanden ihjel derinde!” Javel! Vi kom ind og dansede amok, havde forsat grineflip, drak flade fadøl og dansede lidt mere. Flygtede fra meget unge danseglade drenge (roterende underliv på en 20 årig stiv sunny beach type er ikke sådan rigtig frækt), lige indtil de lukkede klokken 5. Derefter slingrede vi hver til sit. Jeg ville ønske jeg havde fået foreviget oplevelsen med et enkelt billede, for jeg tvivler på at jeg sætter mine ben der lige foreløbigt (as in never).

?

Bliver nødt til at dele dette faaantastiske billede, som cykelrytteren tog tidligere i dag. HA!
Sushi, Prince, Smirnoff og …Vagttårnet?  Jamen selvfølgelig!?

De glemte indlæg #1

“På bloggen med det”
Som I allerede ved, deler jeg rigtig meget ud af mig selv her på bloggen. Sikkert mere end mange andre kunne finde på. Og jo, det er ret grænseoverskridende en gang i mellem, men jeg ved at der er mange af jer som læser med, som også føler sig alene af den ene eller anden grund og jeg bliver glad for de mails jeg får, når jeg har udgivet de indlæg som gør ondt, for så bliver jeg også bekræftet i at jeg er ikke er alene.  I spørgerunden for hundrede år siden, spurgte flere ind til det der med hvordan fa’en jeg kan “udstille” mig selv og skrive om alt det jeg gør. Jeg var kort inde på det i min video. Og udover ovenstående forklaring, kan jeg som sagt simpelthen ikke lade være.
Men igen, Sneglcille er jo kun en lille del af den rigtige Cecilie (man kunne kalde hende IRL-Cecilie, men jeg lader være, fordi…. well, jeg er ikke 14), ok, faktisk en ret stor del, men der er jo stadigvæk alt det som I ikke ser, og det er så her at mine veninder råber i kor: ” PÅÅÅ BLOOOOGGGGEEEEN!”, men nej! Der er stadigvæk nogle (få) ting jeg gerne vil holde for mig selv. Hvis det f.eks. kan såre nogen mere end højest nødvendigt, mine egne og andres hemmeligheder kommer heller aldrig på skrift, og så selvfølgelig de “sjove” ting, (og det er for det meste her at veninderne råber) som når jeg en sjælden gang i mellem (med tryk på sjælden) tror at jeg er in låååve (i en mand, ikke sko og den slags), kiksede knald (igen noget med mænd) og alt det andet som hører med når man er single.

Når det så er sagt, så har jeg faktisk en ret sjov date historie, som jeg vil dele med jer snart. Det er en af de historier, som er blevet fortalt igen og igen. Især cykelrytterven er glad for at fortælle den videre. Og det er efterhånden så mange år siden, at jeg er med på at den skal foreviges. Her på bloggis. Snart. Ikk!

Torsdag = Sneglcilledag

Om torsdagen henter freelancer Otto fra vuggestue og tager ham med hjem, til aftensmad og overnatning.
Hvilket altså vil sige at jeg om torsdagen er barnefri (når freelancer ikke lige er udenlands naturligvis). Jeg har før brugt mine torsdage på at arbejde til sent for så at komme hjem og falde i søvn på sofaen, hvilket tit er resulteret i at jeg har været banket helt i bund, om fredagen når jeg har hentet Otto hjem igen. Dårlig samvittighed? Det tror jeg nok. Desuden er mit sociale behov steget helt vildt på det seneste, forår perhaps?! (- Ignorer lige snevejret udenfor). Så cafebesøg, selvforkælelse og gode venner bliver priorteret lidt højere end pdf.filer og tv-serier. Sidste torsdag var jeg hos frisøren og bagefter på Plenum med Rachel og cykelrytter Ask. Og i aften skal jeg spise på Biomio med min gaaamle folkeskole veninde.
Ikke nok med at jeg kommer ud og ser folk og har det dejligt, jeg ved også at humøret forsætter og at jeg derfor er en pissegod (og glad) mor i morgen, når jeg henter Otto. Dobbelt win !

Picture time

Som lovet er der her lidt billeder fra dagene uden ham der Otto banditten ….

Phantastisk fredag

Vupti! Så blev det eddemame fredag. Og jeg er uden barn indtil mandag (lige bortset fra et kaffearrangement i vuggestuen i eftermiddag). 

I weekenden skal jeg drikke en helvedes masse øl, spise god mad og råhygge med dejlige mennesker. Altså når jeg lige har overstået en arbejdsdag og lidt rengøring.
Freelancer hentede Otto i går, så jeg tyvstartede lidt og mødtes med Rachel og cykelrytteren til et par glas rødvin, efter min klipning.

Det bliver en god weekend, ka’ I mærke det?!
God fredag derude ! 

Status

2010 har været et røvhårdt år. Jeg behøver vist ikke gå i detaljer. 2009 var faktisk også noget lort, men samtidigt har begge år også været enormt vigtige for mig, Jeg fik Otto, hvilket selvfølgelig er det vildeste og det bedste der nogensinde er sket, han er det jeg er allermest stolt af, og hvis det ikke var for ham, tør jeg slet ikke tænke på hvor jeg ville være i dag.

Jeg er blevet 1 milliard gange stærkere og klogere de sidste to år. Jeg har indset hvor heldig jeg er, jeg har de sejeste forældre og de bedste veninder (og en cykelrytter) som altid er der til at samle mig op, når lortet vælter.
Så selvom 2010 har været en stor blanding af overraskelser og crap, vil jeg også se tilbage på det som det år hvor jeg lærte mig selv at kende, som menneske og ikke mindst som mor.
Jeg glæder mig til at se hvad 2011 har at byde på, men jeg satser på at der må gemme sig noget godt… Det er vist ved at være på tide. Ikk?!!

Godt nytår !