40+5 – Hysteri og mistet selvironi

…. Jeg har ikke født, og jeg har nu ramt en væg af frustration. I går aftes hylede jeg i en time, på den grimme måde, hvor tårer og snot og rablende ord fik frit løb, fordi jeg ikke magter tanken om potentielt at skulle gå 10 dage længere. Freelancer kæmpede for ikke at komme til at grine, og jeg forstår ham godt, det ER lidt noget pjat at blive slået ud af, men jeg kan ikke gøre for det, der er meget lidt humor og selvironi tilbage i mig, hvilket er fuldstændig latterligt når man tænker over det. Hun skal jo nok komme. Men lige nu synes jeg bare slet ikke at det er sjovt. Særligt fordi det nu med garanti kommer til at ramle sammen med Ottos skift fra børnehave til fritidshjem.

Kommentarer som ‘Hun kommer når hun kommer’, ‘De har nok bare beregnet terminsdagen forkert’ og ‘Hun kommer på sin fødselsdag’ orker jeg ikke flere af. Selvom jeg godt ved, at folk bare forsøger at være søde. Vil hellere bare have et medstemmende ‘Det er sgu da også noget lort, hva’, eller bare stilhed.

Jeg forsøger stadigvæk at få det allerbedste ud af ventetiden. Spiser god mad, går lange ture, laver aftaler i det omfang jeg magter (og forsøger ikke at bide hovedet af folk, der kommenterer på babys forsinkelse), men når aftenen kommer og der ingen tegn på fødsel er, udover de plukveer, der har snydt mig de sidste 2 uger, bliver jeg nedtrykt og skuffet. En følelse, der kun bliver værre dag for dag.

Kan jeg godt selv høre, hvor absurd det lyder? JA. For helvede ja. Venter jo på noget ret optur, og når hun først er her kan det jo være ligemeget om det skete i lørdags eller om en uge (piiiv!) – Men ikke desto mindre er det sådan jeg har det.

Jeg håbede sådan da jeg gik i seng i går at jeg ville vågne med godt humør og et tålmodighedsboost. Det gjorde jeg ikke.

 photo 0d40b0487e7fd13228d56785bc1f81e6_zpsxli9n8wx.jpg

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

Otto på moderedaktionen og en ny grå teint

Jeg sagde vist noget med at det gik ret godt og at hverdagen kørte fint, selvom vi var alene hjemme… Well, det var i sidste uge – Klip til i går og i dag, hvor jeg med en hudfarve, der bedst kan sammenlignes med pålæg, der har ligget lidt for længe ude, og et mat udtryk i øjnene, er ved at bryde sammen hver gang nogen spørger mig, hvordan jeg har det.

Det kan godt være at jeg var enlig mor i små fem år, men når man smider en graviditet i den pulje, er 12 dage fuldstændigt uudholdeligt.
Om 2 døgn kommer han hjem og selvom det ikke lyder af meget, har jeg det som om at der er en hel livstid til.

Otto er også begyndt at reagere på sin fars fravær, og det er nok det, der påvirker mig allermest. Han er utidig og bliver nemt ked af det, præcis som han var det i perioder, da han stadigvæk var delebarn. I går gik han i opløsning på vej i børnehave, og da vi stod nede i garderoben og de små hænder knugede sig til mig, mens han hulkende nægtede at skulle være i børnehave, tog jeg en hurtig beslutning og skrabede ham sammen, sagde pænt farvel til pædagogerne og tog ham med på arbejde.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-25kl194026_zps78e94e14.png

Det blev en god dag, og i morges var han genopladt og klar til børnehave og hverdag. Hans mor til gengæld, not so much. Kom nu torsdag.

Fuldmåne, eller bare straight up bitchin’?

Åååårrrrhmand! Jeg er en hvæsende og sur forvokset teenager i dag. Intet går rigtigt, jeg er en nar, alle andre er også nogle idioter, mit liv er forfærdeligt og jeg sværger, at jeg næsten begyndte at græde, da det gik op for mig at jeg var kommet til at spise alle mine marcipanbrød. Heldigvis bor der en voksen og fornuftig type indeni mit hoved, sammen med den sure teenager (og en hel flok andre… På en ikke skizofren måde naturligvis),  som kunne minde mig om, at jeg faktisk er ret optur det meste af tiden, at der også findes gode mennesker, at mit liv er helt udmærket og at jeg jo havde gemt en af de der Simply Caramel sataner i et skab, til dage som i dag… Det hjalp. At der også findes en mand i mit liv, der er løsningsorienteret as fuck og som siger en masse mandeagtige ‘det fikser vi’ ting, hjælper også. Altså bagefter, når jeg er færdig med at mukke – For midt i det, er det muligvis det mest irriterende jeg kan komme i tanke om. Jeg er nem på den måde.

I skrivende stund er  jeg stadigvæk touchy og irritabel, og kan ikke lade være med at tænke på, at jeg sgu da lå og stirrede op i noget fuldmåne i går. Måske der er noget om det der med månesyge. En slags astrologisk PMS  … ??! JA! Jeg er klart fortaler for at stikke månen skylden.

Og hey, hvis nogen så meget som tænker på at foreslå graviditet som værende en mulighed, så det’ UD! Jeg brækker mig når jeg er gravid, tuder sgu ikke.

 

‘Men du er jo HELE tiden syg’ …

Ja, ja jeg er. Og nu er den der igen. Jeg hoster mine lunger op, nyser 30-40 gange i timen (seriøst!), har feber og er i det hele taget bare mega sølle, bleg og syg.  Min aftensmad i dag bestod af en chokolademad og verdens største romtoddy og jeg satser på at gå kold indenfor ganske kort tid. Men hvorfor bliver jeg syg hele tiden? Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg er presset. Psyko presset!
Løber stærkt for at nå alt og alle, banker mig selv oveni hovedet med den førnævnte lede stemme, og når jeg så et øjeblik tillader mig at slappe af, eller lave planer af den sjove og hyggelige slags, så kommer den, sygdommen og tvinger mig i knæ (var på nippet til at smide en frisk blowjob-joke ind her, men det er vist rommen der snakker). Og så starter det hele forfra. Det er rimelig uholdbart, men jeg er ret sikker på, at når jeg er kommet ordenligt på plads i min nye lejlighed, så bliver alting nemmere og bedre og sygdommen dropper helt at slå lejr i min stressede krop og dertilhørende sind. Jo, det tror jeg faktisk. Lad os aftale det!
Og så skal jeg nok også lige huske at lukke jakken, når jeg cykler, samt sove lidt mere om natten. Bevares!
Men først bunder jeg lige det sidste af den der toddy og ser et afsnit The Walking Dead, som FYI giver nogle rimelig vanvittige feberdrømme.

Pausefisk.

Jeg kan ikke alting på samme tid. Desværre. Gad ellers virkelig godt. Og lige nu er det blandt andet bloggen, der må lide.

Indtil jeg har fundet mit overskud, som muligvis ligger i bunden af den bunke tøj, der ligger draperet over størstedelen af min lejlighed, er her en masse photoboothbilleder. Jaaaah.

Hilsen Narcisisten.

Fotografi den 23-05-13 kl. 18.05 #5 Fotografi den 12-05-13 kl. 18.22 Fotografi den 20-05-13 kl. 11.05 #2 Fotografi den 24-12-12 kl. 14.03 #3 Fotografi den 26-05-13 kl. 13.48 #6 Fotografi den 26-05-13 kl. 13.52

Lukker lige døren.

Den er der endnu.
Lige for tiden taler den højere, end nogensinde før.
Den der røvede stemme, der bor inde i mit hovede, sammen med alle ordene, tankeskralden, en del sjofle vittigheder og de løse skruer.
Den, som fnyser af mig og ryster på hovedet, mens den buh-er og kaster ting efter mig.
Jeg hader den. Hader.

Jeg er god til at sætte den på plads. Men først når den har fået mig helt i knæ, først da kan jeg rejse mig, børste mig af og stikke den en flad. Ikke at den holder kæft af den grund, jeg ignorerer den bare. Fik engang at vide at det var sådan man skulle gøre. Lukke døren for de negative tanker og lade de positive strømme til. Øh.

Så det øver jeg mig lige i.
Ligesom at jeg øver mig på, ikke at lade ting, som jeg ikke selv har kontrollen over, få mig ned med nakken.
– Det går skidegodt pt…
Nej. Det er løgn – derfor dette indlæg.
Jeg starter fraaaaaa nu. Nu er døren lukket.

Lukker lige døren.

Den er der endnu.
Lige for tiden taler den højere, end nogensinde før.
Den der røvede stemme, der bor inde i mit hovede, sammen med alle ordene, tankeskralden, en del sjofle vittigheder og de løse skruer.
Den, som fnyser af mig og ryster på hovedet, mens den buh-er og kaster ting efter mig.
Jeg hader den. Hader.

Jeg er god til at sætte den på plads. Men først når den har fået mig helt i knæ, først da kan jeg rejse mig, børste mig af og stikke den en flad. Ikke at den holder kæft af den grund, jeg ignorerer den bare. Fik engang at vide at det var sådan man skulle gøre. Lukke døren for de negative tanker og lade de positive strømme til. Øh.

Så det øver jeg mig lige i.
Ligesom at jeg øver mig på, ikke at lade ting, som jeg ikke selv har kontrollen over, få mig ned med nakken.
– Det går skidegodt pt…
Nej. Det er løgn – derfor dette indlæg.
Jeg starter fraaaaaa nu. Nu er døren lukket.

Tabte indlæg og andet rod

Det er gået op for mig at jeg har mistet en forfærdelig masse indlæg i alt flytteriet. Av av. Indlæg som jeg nu savner, og fortryder at jeg ikke på en eller anden måde gemte et sikkert sted. En masse inaktive links ligger her også og i det hele taget roder her en hel del. Det er i øvrigt ikke kun bloggen, der roder, – hjerne er mindst lige så rodet, men det er et helt andet indlæg.

Jeg vil forsøge at få styr på det. Altså de forsvundne indlæg kan jeg ikke gøre så meget ved, er jeg bange for. Ligesom at hjerne vist også forbliver filtret. Men jeg kan få ryddet op og ud i alt det andet på bloggen, sådan at jer der går tilbage i arkiverne ikke går forgæves og rammer sider som denne:
 photo B1388BEF-94E5-4365-B201-DFB3EA2BD7E0-28685-00000CDA57B03887_zpsb1013f4b.jpg

Det bliver ordnet. Jeg lover det.
(Og ja, jeg siger det højt herinde, for at holde mig selv i ørerne)…

Tabte indlæg og andet rod

Det er gået op for mig at jeg har mistet en forfærdelig masse indlæg i alt flytteriet. Av av. Indlæg som jeg nu savner, og fortryder at jeg ikke på en eller anden måde gemte et sikkert sted. En masse inaktive links ligger her også og i det hele taget roder her en hel del. Det er i øvrigt ikke kun bloggen, der roder, – hjerne er mindst lige så rodet, men det er et helt andet indlæg.

Jeg vil forsøge at få styr på det. Altså de forsvundne indlæg kan jeg ikke gøre så meget ved, er jeg bange for. Ligesom at hjerne vist også forbliver filtret. Men jeg kan få ryddet op og ud i alt det andet på bloggen, sådan at jer der går tilbage i arkiverne ikke går forgæves og rammer sider som denne:
 photo B1388BEF-94E5-4365-B201-DFB3EA2BD7E0-28685-00000CDA57B03887_zpsb1013f4b.jpg

Det bliver ordnet. Jeg lover det.
(Og ja, jeg siger det højt herinde, for at holde mig selv i ørerne)…