39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

39+4 – Natteroderi og utålmodighed

Jeg sover ikke. Ikke nok i hvert fald. Går i gulvet allersenest klokken 23, oftest op af min mand, mens vi ser discovery (gerne noget med natur, overlevelse og dyr. It’s very sexy) og så vågner jeg ved 1 tiden, helt frisk. Indenfor en time eller tre kommer Otto ind og ligger hos os, jeg er ude for at tisse en t0-tre(hundrede) gange, kæmper for at finde en måde at ligge på uden at få kramper i benene, og med en baby der kvitterer med solide spark i diverse organer, hvis jeg vover at finde en behagelig position at ligge i.  Det er hyggeligt.

I nat fik jeg yderme puffet den sovende fem-årige ud af sengen med min store vom. Bang! Så lå han der på gulvet og rodede rundt i malkepude og dyner. Og så kunne jeg faktisk ikke sove længere.

Drømme om veer og fødsel har sat ind og når jeg vågner om morgenen er det med en blanding af skuffelse og lettelse i kroppen over at det bare var en drøm. Håber vist at det sker om dagen, da det vil være enormt praktisk.

Jeg er klar til at møde hende nu og utålmodigheden begynder så småt at vise sit ansigt. Går gerne til termin på lørdag uden at brokke mig (det er ikke helt rigtigt, jeg brokker mig en del og er ved at gå amok når folk konstaterer at det da er lige oppe over. No shit Sherlock!). Men da jeg nægter at blive sat i gang medicinsk, begynder jeg fra på mandag at overveje alternative metoder, altså udover sex, hindbærblade og ananas, hvilket jeg pt tager alt hvad jeg kan få af. Fra mandag hedder det: Zoneterapi, hindeløsning, akupunktur, massage, alt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-08 kl. 13.58.49_zps3bicfowm.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

 

Barsel = For meget tid?

Som det nok allerede er blevet gjort klart, er jeg lige nu på barsel. Halvanden uge er gået og jeg nyder det. Elsker al den tid jeg har fået. At jeg kan ordne alt muligt praktisk inden klokken har slået 10 og stadigvæk har tid til at læse i mine blade, se serier, sove til middag, skrive, opdatere Instagram og bloggen. Nyder det særligt meget fordi jeg godt kan huske, hvordan ens hjerne og hverdag bliver til en klistret masse når der pludselig dumper en baby ned i ens liv. Så at kunne smide benene op, kværne noget Kåre Sand produceret (yes, jeg fik afspilleren til at virke, efter kyndig support fra en medarbejder hos Nutv), læse i en bog eller gå igang med at læse mails og ikke mindst afmelde sig alle de nyhedsbreve, der på en eller anden måde har fået ophobet sig i mailboxen i den tid man havde fuldtidsjob og ikke kunne overskue at glo på sin egen gode gamle Gmail, sætter jeg virkelig pris på. Manner! Det er fedt.

Og så er der også pludselig tid til at tænke en hel masse. Hvilket når man er udstyret med et sind som mit, både bringer godt og ondt med sig. Jeg har for lang tid siden besluttet at jeg ikke vil gå op i, hvad andre tænker om mig, mit liv og mine valg. Men når man lever i et land som vores og ovenikøbet har valgt at have en blog, hvor man som her både deler tanker, vaner, godt og skidt, i en redigeret udgave naturligvis, bliver man alligevel tvunget til at forholde sig til andres opfattelse af en. Og for første gang længe mærkede jeg i går et snert af den der ‘Skulle jeg lige skrue ned for aktiviteten på Instagram’ da jeg om aftenen postede, hvad der var mit fjerde billede den dag. Men så pillede jeg hovedet ud af egen røv og konstaterede at selvom jeg har loyale opturs-følgere, med kun ganske få trolls imellem, er der nok ikke nogen, der seriøst lader sig genere af at sneglen har fået lidt (meget! meget mere) tid til at være endnu mere synlig på de sociale medier. Og skulle der ryge nogle følgere fra på den bekostning, så går det nok også. Ikke at jeg kunne finde på at tjekke op på den slags, tjekker som sagt ALDRIG hvem der smutter, eller hvornår, for jeg lever bedst i naiv uvidenhed. Smart.

Lige en sidste ting inden jeg smutter tilbage til al den tid jeg har (og nutellamaden på min tallerken) – Tak for de fine kommentarer, likes og mails I sender i min retning for tiden. Det er overvældende, og jeg bliver endnu mere varm og glad indeni end jeg er i forvejen.

 photo foto 13_zpsebuqr1af.jpg

Klar til fødsel?

Min jordemoder spurgte i går om jeg er klar til at føde… Svaret skulle nok have været et rungende JA! eftersom at jeg nu er 37 uger henne, og dermed kan føde når som helst fra nu og den næste måned. Men sandheden er bare, at det er jeg slet ikke. Endnu. Jeg glæder mig til at møde hende, til at kunne sove om natten (HA!), til at kunne snuppe et glas vin, til at kunne binde mine egne snørebånd og ja, til at blive mor igen. Men jeg er ikke utålmodig endnu, jeg kan sagtens holde til et par uger eller fire mere, hvor jeg kan nyde det stille tempo, tiden til min kæreste og til Otto. Desuden havde jeg en hel aften med veer for nogle dage siden. Ikke rigtige hvadfandenforegårder-veer, men sådan heftige plukveer, der tog pusten fra mig og mindede mig om hvordan veer føles (fuck), og der kunne jeg mærke, at jeg ikke er helt klar endnu, og jeg var langt fra skuffet da de gik i sig selv igen.
Jeg bliver klar. Det bliver jeg, også hvis det sker i morgen, men jeg tager altså gerne et par uger mere i ego-barselsland, hvor det kun er mine behov, der skal dækkes og der både er varm kaffe i koppen og det kun er mine egne pletter på tøjet …

… Jeg er dog gået i heftig Anja Bay træning og øver både vejrtrækning og læser om krop og smerte på livet løs, så jeg er forberedt på det hele. Og selvom jeg lidt hånligt har sagt og ment mit om at pakke den famøse ‘hospitalstaske’ i for god tid, er jeg faktisk begyndt at tænke over hvad vi skal have i den, og den bliver altså gjort klar inden længe, og bliver ikke ‘bare lige ordnet når de første veer kommer’ som jeg ellers har ytret at jeg ville. Godt nok skal jeg, om alt går godt (det gør det!) føde ambulant, men det ville sgu være ærgerligt at glemme noget midt i smerter og laboro vejrtrækning.

Jeg bliver klar. Snart.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-20 kl. 15.07.38_zpsbgaywugl.jpg

Status 30+

Jeg nærmer mig 32. uge og er dermed godt inde i det de kalder tredje trimester, altså allersidste etape. Og ved I hvad?! Det går sgu meget godt. Har haft nogle dage ind imellem, hvor kvalmen generobrede min krop for fuld hammer og jeg måtte hældes ind på sofaen rullet ind i dyner, med æbler og kakaomælk indenfor rækkevidde, i det sekund jeg kom hjem fra arbejde. Men det er gudskelov gået over for nu, og jeg kan nøjes med igen at være konstant forpustet, en anelse besværet på det fysiske plan (min kæreste kalder mig ‘billen’, fordi jeg ligner et væltet insekt, når jeg forsøger at rejse mig fra sofaen) og ramt af massiv søvnmangel, da jeg ikke kan finde ro om natten, overhovedet!  Både på grund af halsbrand, uro i benene og en udbryderbaby, der danser urytmisk under mit maveskind natten lang (åh, baare det var mig. Savner at danse. På Bakken i Kødbyen. Urytmisk. Til den lyse morgen).

Jeg har fem uger tilbage på arbejdet, som i 26 arbejdsdage, og selvom jeg godt ved og kan mærke, at det fysisk er en virkelig god ide det der barsel (plus det med at der jo kommer en baby, og hun nok ikke passer så godt ind på redaktionen), og at jeg om fem uger uden tvivl er totalt klar til at råbe PIK og skride, er jeg på nuværende tidspunkt virkelig skræmt og usikker over at skulle forlade min pind på Havneholmen, også selvom den snart er for lille til mig.

Det er selvfølgelig ikke kun mig der vokser sig større, også beboeren i min mave er allerede nu stærk og stor, og vi får begge rosende kommentarer hos både læge og jordemoder, så alt i alt skal jeg ikke klage, det gør jeg selvfølgelig alligevel, men på papiret, og i forhold til hvordan det kan være at gro et barn kører det sgu ret godt.

Jeg glæder mig til at møde hende om 2 måneder, men jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg er utålmodig. Hygger mig meget godt med at gå og være lidt tyk. Trods ovenstående skavanker. Men lad os tales ved om et par uger…

 photo Skaeligrmbillede2015-02-05kl224604_zpsa6384dcb.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

Kold kaffe

Det er interessant hvordan dufte og smage kan smide én tilbage til forskellige situationer og perioder.
Lugten af skraldeskakt (og istedgade søndag morgen, kartoffel-kartoffel) bringer mig altid tilbage til Roskilde festival anno 2002, hvilket har været det eneste år hvor jeg boede på pladsen alle 5 dage. Solen skinnede hele ugen og der stank af skrald og tis. Oh the memories.
Duften af parfumen sunflower minder mig om min barndom, det samme gør smagen af bagte rødbeder og hyldeblomst saft. Og så er der kold kaffe, som bringer mig nogle år tilbage.  Nemlig til min barsel.  Hvor jeg konsekvent drak kold kaffe – Og spiste kold mad. Det var som om at den der lille øgle jeg gik og passede havde en indbygget chip, som hver eneste f**king gang jeg skulle til at tage en tår eller en bid af noget opfangede det og straks gik i gang med at hyle. Nok derfor jeg var så tynd i samme periode. Varm kaffe var en luksus og jeg kan huske hvor fedt det var at komme tilbage på arbejde, til varm kaffe, frokost, som kunne indtages i fred og kun have selvforskyldte pletter på tøjet.
I denne weekend har jeg drukket kold kaffe igen, ikke pga Otto, men fordi jeg har været igang med føromtalte boligprojekt. Som sagt virkelig dårlig timet, da det clashede med både suttestop og noget sygdom (ja igen). Mere om det på et senere tidspunkt. Det hele gik og jeg skriver dette i min nye stue/soveværelse. Jeg har været så optaget af at rykke rundt, sortere og slæbe at jeg gang på gang har glemt at drikke min kaffe mens den var varm. Normale mennesker ville nok lave en ny kop, eller i det mindste hælde kaffen ud. Not me. Jeg drak hver eneste kop og blev hver gang mentalt kastet tilbage til en periode i zombietilværelsen barsel.  Endda på en helt idyllisk måde og jeg savnede det næsten. Altså ikke kaffen, som var kold, men tiden og barslen. Selvom jeg godt ved at det langt fra var rosenrødt, med mindre babylort, afbrudt søvn og fedtet hår er noget man forbinder med idyl.

Livet med børn 2

I sidste uge fik jeg en kommentar på “livet med børn” indlægget, som jeg gerne vil fremhæve. Synes nemlig den satte gang i nogle gode tanker hos mig selv og det var fint med en lille reminder på hvor røvet barselslivet indimellem var, særligt da jeg pt er så skruk at min æggestokke synger højt i falset, hver gang jeg passerer en barnevogn.

Kommentaren lød således:
Gad altså bare godt at høre dine tanker om det, som hende Amira med tvillinger siger om at være mor i den her serie: (sex, kaos og bekendelser) http://www.dr.dk/nu/player/#/sex-kaos-og-bekendelser/37017
Det er meget livsbekræftende at læse om, at du synes det er fedt at være mor. Men hvorfor synes nogen at det er fedt og andre synes det er noget, der bare fucker livet op???

Det bunder i at jeg selv er bange for hvad det kommer til at betyde for mig om kort tid at blive forælder! Ved ikke om jeg bliver en, der elsker den nye rolle eller bare ønske mit gamle liv tilbage.

Mit svar til dette, kom til at lyde sådan:

Nu har jeg fået det set. Jeg hører det mest som at Amira er skidetræt af at være på barsel (hvilket er forståeligt, for det er virkelig røvsygt nogle dage). Hendes ordvalg er måske ikke det heldigste, men jeg kan faktisk godt sætte mig ind i det.
Da jeg selv var på barsel havde jeg bestemt også dage hvor det hele var noget røv (man skal ikke langt tilbage i blogarkivet for at læse om netop de dage). Jeg var seriøst ved at blive sindssyg til sidst.

Jeg tror mange (hvis ikke alle) får et chok når de får børn, for man kan ikke forberede sig på det, man aner jo ikke hvilket barn man får og man ved af samme grund heller ikke hvilken slags mor man bliver. Jeg tror det er pissevigtigt at skrue helt ned for forventningerne, særligt til sig selv.
Der vil for alle være dage hvor man savner sit gamle liv og dage hvor man er så træt at man ikke kan andet end at tude og være sur, men tilgengæld er de gode dage opvejende for alt lorten. Det er min mening.

Hvad siger I? Gør/gjorde I jer mange tanker hvilken slags forælder I vil/ville være, og blev I overraskede? Positivt/negativt? Og vigtigst: Er det ok at sige højt, når man synes det er røvet og kedeligt og fucking nedern?
eller skal folk som Amira (og jeg selv, for den sags skyld) bare flette næbbet?
Håber I har lyst til at byde ind.

Photobucket

Hvad skal vi lave?

Hvad skal vi lave, når det er koldt???

Photobucket

Jeg synes dælme weekenderne med Otto kan være lange. Særligt når vi ingen aftaler har og når det er koldt ude. For det meste slår vi tiden ihjel med legepladsbesøg og lange ture før og efter middagsluren. Men igen den der skide kulde gør at man ikke orker at være ude særlig længe, selvom to-go kaffe kan gøre meget. At være hjemme er også hyggeligt, men det er begrænset hvor mange tegninger man kan tegne, lege der kan leges og dvd’er man kan se (ja, hjemme hos os ser vi fjernsyn fyfy!) i løbet af en weekend. Derfor prøver jeg virkelig at finde på alverdens ting her i kulden (biograf, svømmehal, indendørs legepladser, Danmarks akvarium etc). Det er ikke blevet til så meget endnu. Men tænkte at jeg lige ville beskrive/anmelde vores biograftur, som jeg slet ikke kan huske om jeg allerede har skrevet om (?), men før jul var vi afsted med Nanna og hendes dreng. Mener det hedder “Film for de mindste”, som er den sidste lørdag i måneden i palads og falkoner. Genialt koncept egentlig. Det koster 40 kroner pr. næse, filmene varer max 1 ½ time og det er tilladt at bevæge sig rundt, snakke og lege under filmen. Jeg tog som sagt Otto, Nanna og Arthur under armen, en kold lørdag i November og travede ind i Palads, 10 minutter i filmstart. Efter en del baksen med flyverdragter og børn der løb i hver sin retning (=storsvedende mødre), lykkedes det at finde frem til vores pladser. Væbnet med juicebrikker, æbler og popcorn satte vi os til rette og Thomas tog dukkede kort efter op på skærmen til stor glæde for det unge publikum. Det gik overraskende godt med at få de små til at blive siddende på deres farvede plastiksæder (dem kan I godt huske, ikke?! De findes endnu), selvom der var en del uro de sidste 20 minutter, men det er vel hvad man kan forvente når man tager i biffen med to 2 årige no?! Filmen varede 1½ time og da den var slut, var der fri leg i salen. Der blev løbet om kap på trapperne, og scenen foran lærredet blev besteget. Ved ikke hvad der var sjovest for de små, biografsalen i sig selv eller filmen (?!). Ligemeget hvad, havde vi ihvertfald en dejlig formiddag og det er klart et besøg værd, min egen og Nanna’s dreng var begge mere end begejstrede, så det det er bestemt ikke sidste gang at vi skal i biffen med dem. Seriøst Do it! Jeg vil dog anbefale at tage afsted nogle stykker. Lidt voksenselskab er slet slet ikke dårligt under (og efter) 1½ time i selskab med fucking Povl Dissing Thomas tog……

I øvrigt tager jeg herregerne imod ideer til andre indendørsaktiviteter. Især hvis det ikke er ting, som koster en million.

Tankeskrald fra en gravid #1

Photobucket
Nej nej nej, ro på! Jeg er da ikke gravid nu! Men det var jeg jo engang. Dengang skrev jeg også, bare ikke på en blog, men i en lille notesbog. Noterne blev skrevet med henblik på at starte en blog. Altså sneglcille.dk … Men jeg fik kolde fødder gang på gang og startede den derfor først da Otto var blevet født. Derfor blev det aldrig udgivet. Før nu that is. For jeg fandt notesbogen i mit sorteringsvanvid for nogle uger siden. Her er et lille uddrag af nogle halvskøre preggo tanker, fra en tid hvor kvalme, hormoner og cravings fyldte en del:

  • Kastede op i bussen i morges. Folk skal fandme holde op med at gå i læder. Det pissestinker.
  • Ja excuse me, men hvorfor tager folk deres mænd med til jordemoder??! Tror jeg fandme ikke at jeg gad. Hvis jeg havde en. Mand. Næh!
  • En dreng….. Det er en dreng. I min mave.  En dreng!
  • Kung fu is!!! Skal fandeme ha’ en kung fu is! …
  • Man lærer nye ord konstant i dette graviditetsmareridt.. Ødemer f.eks…. Hvad fanden altså. Ødemer?! Som FYI betyder vand i kroppen… Lyder fandme åndssvagt. Men det har jeg altså… Ødemer. Det skvulper nærmest når jeg går og min fodhud (?) vælter ud over mine sandaler. Gladiatorsandaler = dååårlig ide!
  • Altså…. Jeg ved ikke om det er sommervarmen eller hormoner, men jeg føler mig sådan ret øøøøhm … Horny… Ja, der er ingen pæn måde at sige det på. Men hvem fanden gider lægge røv (diller?) til en opsvulmet gravid liderbuks?! Nemlig. Ingen! Nå. Jeg kører ned efter en jordbærtærte i stedet.
  • Naaarjnej nej for helvede nej!! Hvad skuer mit øje?! Et goddamn strækmærke. 20 dage før termin. En skinnende brændemærkelignende motherfucker henover navlen.. Arhmen selvfølgelig! Så må jeg eddermame gerne spise den sidste mælkesnitte.
  • Note to self: Køb flere mælkesnitter….. Og blåbær! !
  • Er netop hjemvendt fra glukosebelastning. Sad i rum med 7 andre tyksakker. En af dem brækkede sig i en skraldespand… Havde en sær trang til at highfive hende, for det kunne lige så godt have været mig. Men jeg nøjedes med at smile forstående og række hende en vådserviet.
  • Er stoppet med at se nyhederne. Bryder sammen over de mindste ting. F.eks var et indslag om kyllinger, der blev kasseret (slået ihjel og smidt i en spand!) for meget for mig. Jeg hulkegræd i små 10 minutter.

Graviditet(er)

Som det fremgår af gæsteindlægget, er det faktisk ikke kun Rachel som er gravid… Nanna er også. Hun venter nummer 2, med termin i start December (knap 2 uger efter Rachel). Det er skønt ! og ret syret at de begge to er gravide samtidigt og skal barsle den sammen. Det bliver to heldige babyer skulle jeg lige hilse at sige, med lækre mødre og seje fædre … og en stiv “tante” (yours truly).
Om jeg er jaloux?! Njajooneej, altså det kunne da være SÅ hyggeligt at følges ad med veninder. Og jeg føler mig da en lille bitte bitte bitte smule udenfor indimellem. Men nej, jeg gad ikke være gravid. Lige nu. En dag, helt bestemt. Måske.Men ikke nu. (Mangler lissom’ også noget, ikk?!) Såååh… Nej. Jeg nyder at følge med i deres graviditeter og jeg glæder mig heeelt vildt til at komme på barselsbesøg på Nørrebro, hvor jeg skal snuse til deres nyfødte bebser (indtil jeg bliver bedt om at lade være) og sikkert bliver meeega skruk.