Speaking of…

Det med jul og pynt.
Måske husker I, at jeg sidste år aldrig fik fat i et kalenderlys. Arj, det husker I sikkert ikke, og hvorfor skulle I dog det. Men det var altså sådan, at det i starten af december sidste år, var umuligt at opdrive et kalenderlys, som ikke var pimpet med glitterpis. I hvert fald på vesterbro. Jaja. Det er muligt at jeg ikke ledte grundigt nok, men min netto og min føtex var rippet for pæne lys i december 2011.
Fuck mand. Denne her forklaring er allerede blevet for lang. Det er et kalenderlys for helvede.
Det må I også undskylde. Det er bare fordi at jeg blev vækket af et barn (mit eget vistnok) klokken 4:20, så jeg er træt og overgearet. Har udover at vrøvle om kalenderlys, lige grint at en skæv pære. -Det er på det niveau.
Nå, pointe coming right up. Tror jeg.
I år var jeg i god tid kalenderlysmæssigt (eller… min mor var. Tak mor).
Men det flabede lortelys har nu brændt i 8-9 timer og er stadigvæk ikke engang nået ned til den 1.
Photobucket Pictures, Images and Photos

Men ok, man kan jo være optimistisk (ha) og se på det sådan at hvis det her stædige idiotlys fortsætter i samme tempo, behøver jeg slet ikke købe et nyt til næste år.
… Voila.

Hvem? Hvad?

Jaer! Blib blob!
Mit liv og min hjerne ser pt således ud.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Barnet klæder sig selv på.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Mit bidrag til 24 timer til på torsdag, ser indtil videre sådan ud

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Og jeg har en skildpadde på næsen.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Såååøøøhm. Vi ses lige på den anden side.

Blogflytning og lidt om sarkasme

Jeg fik i sidste uge taget nye billeder, af det nye hår, til den nye blog. Det tekniske er også så småt på plads (vistnok) og det hele sker snart, som i næste uge. Og jeg glæder mig. Fandme. Det håber jeg også at I gør, og så håber jeg eddermame at der er forståelse for at Sneglcille er som Sneglcille er, med sarkasme og bandeord smurt udover det hele. For gæt hvad? Sådan er jeg faktisk, og det sidste jeg gider, er at skabe et eller andet falskt billede af min person og mit liv. Så havde bloggen heddet noget andet og handlet om sko og porcelæn, eller kæledyr.
Jeg lytter til jer, jeg læser jeres kommentarer og mails, og er desuden stor tilhænger af konstruktiv kritik, men at man synes jeg er negativ og whiny/har et lorteliv/ formulerer mig råddent/ er en sucky mor etc. er sgu ikke konstruktivt, det er bare troll’et og tarveligt, og er det ens holdning, kan man jo faktisk trykke på krydset i hjørnet af browservinduet, eller taste noget andet i adresselinien, skidesmart det der internet altså. Og tænk engang at jeg bliver nødt til at skrive det her, men:
Jeg er glad for mit liv og jeg elsker min søn, det lille røvhul, højere end noget andet. Også imellem 16 og 18. Punktum.

Ja, jeg ævler her, ved det godt og egentlig ville jeg bare lade det være, ignorere det og fortsætte, men det kan jeg sgu ikke og vil gerne en gang for alle slå fast, at Sneglcille er en kloak, min kloak, hvor jeg smider alle mine lortetanker. Det har de fleste af jer heldigvis forståelse for. Og tak for det.

C

Photobucket Pictures, Images and Photos

Get in shape, for hælvød!!

Mine løbesko håner mig! De peger og griner når jeg går forbi dem i min entre, de små røvhuller. 
Jeg har opsagt mit medlemsskab i fitnesscenteret. Det var for dyrt, taget i betragtning af hvor sjældent mine lår og jeg fik taget os sammen til at møde op, tiden var ikke til det og til sidst blev det bare pinligt. De der træningsapps jeg har på min telefon, bruger jeg faktisk stadigvæk og jeg kan klart se en forskel, på min mave især. Men. Jeg kan eddermame godt mærke at min krop trænger til at komme i form igen. Jeg har ondt i ryggen og jeg er ked af mine lår. Jeg har bare det problem at jeg hader motion. Virkelig inderligt. Jeg har prøvet det meste og det siger mig intet. Og nu da jeg på grund af dovenskab kulde og blæst ikke cykler de 7 kilometer til og fra arbejde længere, må det være nu jeg skal komme igang med noget andet, inden mine lår bliver til risengrød. 
Så hjælp! Jeg skal ikke tabe mig, jeg vil bare gerne i form. Helst med det samme. Tak.
Sjove og effektive træningsmetoder efterlyses (I.dont.do.zumba! Som i SLET ikke).

Photobucket Pictures, Images and Photos

Skilsmissetanker

Fulgte I med da DR havde skilsmisse tema?
Jeg gjorde. Med ondt i maven og tårer i øjnene.
Det er et følsomt emne for mig stadigvæk. At Otto er skilsmissebarn. Eller delebarn.
Jeg er om nogen fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børns skyld og jeg ved at det oftest er bedst for alle parter at leve hver for sig. Mine egne forældre er et bevis på dette, præcis ligesom jeg selv er det. MEN jeg forstår virkelig godt dem, som prøver til det sidste. Flover mig selv engang imellem over at vi ikke kæmpede for det, dengang. Jeg trøster mig med at Otto ikke kender til andet. – At jeg er gladere nu end jeg ville være i et forhold med hans far, at vi samarbejder som forældre og begge har rum, tid og overskud til Otto, når vi har ham hver især.
Jeg har det godt. Det har Otto også. Han er glad, sej og tryg.
Men når han ser på mig med sine store blanke grønne øjne, og spørger mig hvorfor hans far bor et andet sted, går jeg lidt i stykker hver gang og har lyst til at kramme ham og aldrig give slip.

Jeg ved at det for børnene, er en svær virkelighed og her er Otto ingen undtagelse. Det gør ondt på mig.

5:20

sagde uret, da jeg blev vækket med en fod i siden af meget vågen dreng. Det er ved at være længe siden at jeg er stået så tidligt op på en søndag, for Otto er langt om længe blevet glad for at sove længe. Engang imellem til klokken 9!! Det har min krop hurtigt vænnet sig til, så det var med sammenbidt mine at jeg stod op med ham og smed en gryde havregrød på blusset. Og ja, selvfølgelig skyldes det vintertid og klokken-er-jo-i-virkeligheden-en-time-mere…. fuck-nu-af. Når uret viser mindre end 7 på en søndag, bliver jeg gnaven. Period.

Om jeg blev træt langt inde i knoglerne, da jeg opdagede at jeg kun havde nok kaffe til en halv kop? – Ja.
Hvor mange gange vi har set kungfu panda her klokken lidt i 9? – To.
Skal jeg bruge resten af dagen på at rydde op i bombet soveværelse? – Mja.
Gør jeg det? – …..
Blev jeg nogensinde færdig, med at skrive det jeg pev over i fredags? – Hell motherfucking yes!

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Hvis ide var det overhovedet med de åndssvage vodkasmoothies?!

-Nårhja. Samme idiot som døbte den: The Felix (som i Baumgartner).
Og ja. Det var mig, der var den idiot.
For det straffede min krop sig selv. Hele natten til i går og det meste af dagen med. Jeg gætter også på at det var i det tidsrum at mit immunforsvar bukkede under, stak mig en fuckfinger og inviterede den forkølelse som jeg vågnede med i morges indenfor, sammen med dens gode ven: brændende ondt i halsen.
Om jeg glæder mig til den 9 timers arbejdsdag jeg har foran mig . Og til rengøring af klam lejlighed, som jeg elegant har udskudt hele weekenden?
Ikke rigtigt vel.

Nok ynk (for nu), jeg kigger lige ind senere med en lille lyn give away til jyderne. Nærmere bestemt århusianerne.
God dag

Det uundgåelige.

Det er alt for tidligt overhovedet at nævne ordet, jeg ved det godt. Skyd mig ikke. Men det er det med jul. Ja. Juleaften. (Seriøst, skyd mig ikke.) Om 2 måneder.

Jeg står i et dilemma. Og nu går der måske lidt Mads & monopolet i den. Men jeg er totalt splittet.
I år har jeg ikke Otto. Vræl! Det har jeg prøvet før og det er sgu ikke sjovt.  Jeg havde oprindelig tænkt at jeg bare ville være hjemme juleaften. Alene. Med pizza, rødvin, dyner og film. Agtigt.
Men… Flere af dem jeg har luftet det for, bliver ligblege i hovederne og siger at det lyder som en vildt dårlig ide, at jeg nok skal regne med at føle mig ensom, og at jeg nok bør genoverveje og lave en eller anden form for planer …. Jeg ved ikke om jeg er enig. Men jeg ved at jeg højest sandsynligt bliver mere ked af det til en familiejuleaften, med andre børn og ingen Otto. Desuden er ensomhed heller ikke en følelse, der skræmmer mig længere, jeg har efterhånden taget min share hvad det angår. – Og da juleaften seriøst siger mig absolut ingenting og jeg kun er interesseret i at gøre noget ud af det for Otto’s skyld, nårhja og så er der al marcipanen og rødvinen, ser jeg ikke det store issue.
Jeg har nu foreslået min mor og stedfar at vi laver noget, sammen med mine søskende. God mad, vin og bare os 5. Det gad jeg faktisk rigtig godt. Men de har vist lovet sig selv ud.
Så, jeg er ret sikker på at jeg holder fast i min oprindelige plan. Altså et brag af en juleaften med Otto d. 23 og ingen planer d. 24. Men jeg er alligevel kommet i tvivl. Jeg kan jo sagtens tage med mine forældre til stor juleaften hos familien. Jeg er sikkert også velkommen hos min rigtige far og hans kone, som jeg faktisk kun har holdt jul med 1 gang før. Men gør jeg det så i virkeligheden kun for at lukke munden på alle dem, som er bekymrede for om der går Bridget Jones i den (noget med rødvin og Celine Dion)?! Jeg er helt på bar bund. Og jeg vil vildt gerne høre jeres mening og er åben for forslag. Altså ikke at I skal invitere mig på and. Jeg mener bare, er jeg vanvittig når jeg overhovedet overvejer at blive hjemme alene?

Årrh. Det er præcis situationer som denne, der gør at jeg ind imellem bander deleordninger og skilsmisse langt væk. Og jeg har endda en velfungerende af slagsen.  At dele sine børn er seriøst det vildeste pis! Jeg har lyst til at skrige højt indtil det går væk. Øv mand.
– Må jeg her lige sende en helvedes masse kram og highfives til jer, hvor det ikke fungerer og I alligevel gør det, uden at gå ned med flaget. Fuck hvor er I seje.

Merry fucking christmas.

Kunne skrive

– om alt det feber og sygdom vi har været ramt af siden i torsdags, hvor børnehaven ringede Otto hjem.

– om hvor ondt jeg har haft af mig selv, da jeg natten til fredag stod alene med vagtlægeopkald, en møgsyg dreng og et termometer der sagde 40,9.

– om hvor dårlig samvittighed jeg har over at jeg til min bedste venindes fødselsdag i fredags, var ved at falde ned af stolen af elendighed pga manglende søvn og dårlig samvittighed den anden vej, over at have “efterladt” feberramt dreng hos mine forældre og derfor måtte gå tidligt hjem. Og lige snuppe endnu en nat med feberdreng. Havde seriøst glemt hvor skrækkeligt det er ikke at sove om natten.

– om hvor spændt jeg var da redbull tossen sprang i dag. Jeg sværger at jeg glemte at trække vejret ind imellem.

– om at vinderen af Fuhrmanns bog “Min mor” aldrig har svaret på min mail og derfor skal gøre det nu agtigt, for ellers udtrækker jeg en ny vinder. Snart.

…. Men jeg vil i stedet gå i seng. For jeg er færdig og træt! Ovenstående punkter forklarer dette fint, men jeg er også mættet og glad
– fordi at Otto er frisk igen og vi i dag har haft en af de dage, som helst ikke måtte stoppe, trods regn, rod og vasketøj.

Godnat
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Og så var der 2…

Jeg elsker jo ellers at shoppe. Virkelig meget faktisk. Men. Vintertøj til børn? Fuck mand! En pæn og varm flyverdragt er dyr, umulig at opdrive og ofte dekoreret med pels, hvilket jeg ikke bryder mig om. Oveni det har jeg en søn, som går i udflytter og har sygt meget krudt i røven og derfor slider sit tøj dobbelt så meget som andre børn.  Den største udfordring er dog, at han i høj grad har en mening om hvad han har på.  Han er f.eks. især glad for ternede skjorter og syntetiske fodboldtrøjer, begge beklædningsdele som jeg synes er grænseløst grimme.
NÅ. Tilbage til de der lortedragter. For ja, de skal købes nu! Dette erfarede jeg da han allerførste gang skulle have en flyverdragt og en virkelig stram ekspedient grinte af mig da jeg i slutningen af oktober måned spurgte efter en dragt i str. 86.
For de var udsolgt. “Selvfølgelig”, som hun sagde.

Jeg har nu købt en fantastisk, grøn Ej sikke Lej flyverdragt, med ugler på ærmerne. Oh the drama! Barnet er IKKE tilfreds. Det er hvad det er, jeg skulle sgu nok få ham i den, hvis jeg da bare havde købt den i den rigtige størrelse… Ja. Jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på. Men den er for stor.
Så jeg har nu købt en grå sag i stedet. Den ligger på et posthus ude på østerbro et sted (but why?), så den skal jeg have hentet snart og så håber jeg at den falder i den kræsne skideriks smag.

Næste udfordring: Vinterstøvler. Hviiiin! Der skal noget hård sprut til i den proces. Siger det bare.

– Og hey! Er du interesseret i en armygrøn ej sikke lej flyverdragt, med neongrøn lynlås og uglereflekser på ærmerne, i str 110? Så send mig lige en mail.