Noget om mænd.

“Hvor er Cecilies mand?”
– Spurgte min venindes søn hende, henover spisebordet i går eftermiddags, da vi drak kaffe.
“Cecilie har mange mænd. 100!” svarede min veninde kækt (Tak Nanna).
Ikke længe efter, kiggede han på mig og spurgte så igen
“Men HVOR er din mand? Er du ikke ked af det?”
Øøøøøhmmmbøøøhm, fedt at blive sat on-the-spot af en fire årig.
Men nej Arthur, jeg er ikke ked af det. Frustreret måske. Men kun engang imellem.
Og lidt forvirret også.
Sandheden er jo, at det vrimler med søde mænd (har jeg hørt), men jeg ser det ikke.
Har heller ikke tid.

Desuden er de jo pisseirriterende.

Rettelse:
 photo null_zps5f7ecf55.png

Nattehjerne

Nåh hej hjerne. Der var du igen?!
Jeg overvejede for et par timer siden, om jeg ikke lige skulle lave en kop kaffe, for det havde jeg lyst til. Men så kom jeg i tanke om, at jeg i forvejen er decideret dårlig til at komme ordentlig tid i seng, og så er et skud koffein klokken 21, umiddelbart en virkelig dårlig ide. Aha. Jeg droppede da også det med kaffen, men alligevel er jeg nu vågen. Som i VÅGEN. Der sker et eller andet når klokken slår 23. Det er som om at der bliver tændt for en knap, inde i mit hovede. Knappen lukker ned og vinker farvel til træthed og hiver fyrværkeriet frem og siger højlydt goddag til al tankeskraldet. Har skrevet om det før og vil egentlig ikke uddybe yderligere. Men det er sgu da åndssvagt. Hva? Så kan jeg ligge her og spekulere, planlægge og overveje en milliard ting,som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved nu. Og som om det ikke er nok, skal jeg i dagens anledning sørme samtidigt have voksen noia på.
Ja, voksen-noia. Som er noget min hjerne også er ekspert i. Sådan noget med at forestille sig uhyggelige ting. Den stol med tøj på, som Otto bad mig fjerne tidligere, for eksempel. Han ville gerne have at jeg tog den ud af hans værelse, fordi han bliver bange for den om natten. I mørket.
Det forstår jeg faktisk godt. Nu.
Kæft, det er åndssvagt.

Samme hjerne elsker at minde mig om gyserfilm og spøgelseshistorier vi har set og hørt for flere år siden. Tak . Bare tak.

Upædagogisk brownie

Det var en ulykkelig tre årig, jeg hentede fra børnehave i dag. Da han kom gående ud af bussen, så han ud som om at hans verden var væltet, og et sekund troede jeg at der var sket noget frygteligt.
Det var der sådan set også, i følge ham selv.

Han havde tabt sin ene vante i bussen…

Jeg kom til at grine lidt, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Tilbød ham derefter den ene af mine handsker, til den kolde hånd. Det hjalp heller ikke, men var derimod ekstra benzin på hans bål. Den var nemlig både for stor og til piger. At hans ansigt blev vådt af tårer var også katastrofalt, og at hans hue kradsede på hans øre, var heller ikke optimalt. Med andre ord var det ikke en succesfuld eftermiddag, når man hed Otto.
Jeg fik ondt af staklen og fandt hurtigt på en løsning, som hjælper når jeg selv er i det humør (det sker faktisk. Relativt ofte). Vi parkerede cyklen på Enghave plads, og trykkede næserne mod ruden hos “Brød”, som er en virkelig god bager. Otto besluttede hurtigt at det var brownies, der skulle til for at gøre dagen bedre – Jeg har tydeligvis opdraget ham stærkt og klogt.
Og sådan skete det at vi spiste urimelig god kage, på en helt urimelig torsdag.
Inden aftensmaden.
Den aftensmad, som kom til at bestå af spejlæg og ristet rugbrød, og som blev indtaget i sofaen, med ramasjang som underholdning.
Det var bare en af de dage…

 photo 3613C638-0FA1-46D5-A348-3D201B58C739-20502-000008CDE33E39BA_zps923e34cc.jpg

Den lever.

Jeg er her stadigvæk. Agtigt.
Den sidste uge har være decideret sær og jeg har været ramt af den gode gamle “lyset er tændt, men der er ingen hjemme” følelse, mentalt. Påskedagene fik vendt op og ned på en hel masse, og jeg har sejlet rundt i ugedagene og næsten glemt mit eget navn (distræt much?). Havde f.eks. nærmest kun lige nået at få Otto hjem fra et kort påskevisit hos hans farmor, før jeg skulle sende ham afsted igen. Denne gang på forlænget weekend hos hans far. Som planlagt, og intet usædvanligt i det, men det kom alligevel bag på mig, så meget at jeg stort set ingen planer har haft de sidste fire dage. Plejer jo ellers at fylde godt på med aftaler, for ikke at søbe i savn og rastløshed. Men ikke denne gang.Prøvede virkelig at vende det til noget positivt, og  har aktivt gjort alt for ikke at hoppe på selvynks-bussen,  og det har da heller været sådan at et  par spontane aftaler, samt marcipanbrød og netflix ikke har kunne fixe den værste rastløshed. Nu er dagene gået  og jeg er mere end klar til at få barnet hjem igen om et par timer, og dermed også min hjerne.
I øvrigt har jeg ikke glemt at jeg skylder et af de her indlæg. Det er in the making.
God søndag.

Man kan ikke vinde dem alle

Er det ikke sådan? Men jeg gad fandme godt.

Ord som “Grim”, “dum” og “irriterende”  tikker ind imellem ind i min mailbox og i kommentarfeltet, og de rammer mig faktisk ikke, for jeg er egentlig bedøvende ligeglad om det er nogens mening. Grim er jeg faktisk ikke, heller ikke dum, og hvis man finder mig irriterende, kan jeg ikke gøre noget ved det – til gengæld er der et kryds i toppen af din browser, hvor man kan lukke ned for mig. Smart smart.
Mens ord som “sjusket”, “uambitiøs” og “uprofessionel” går lige i tårekanalen, netop fordi det er usandt. Jeg får lyst til at stille mig på en stol og børnetude og råbe højt:”Jeg knokler for helvede! I kender mig ikke!”.
Jeg er arbejdsnarkoman, jeg er mere end ambitiøs og tænker konstant i skrift, og jeg udgiver aldrig noget, som jeg ikke kan stå inde for. Aldrig. Så da min seneste klumme modtog en del kritik, med beskyldninger om dovenhed, blev jeg faktisk descideret ked af det. For det var sgu ikke dovent. Tværtimod, var det et udtryk for at jeg netop ønsker, at alt skal være perfekt og i orden, men at mine ambitioner og høje krav kan sætte en dæmper på inspirationen. Og da jeg foretrækker at være ærlig i mine tekster, føltes det rigtigt at sætte ord på den følelse. Jeg er også typen, der svarer ærligt, hvis du spørger hvordan jeg har det. Jeg siger aldrig “fint”. Jeg uddyber, hvad end det er godt eller skidt.

Ligemeget hvad, har jeg i hvert fald forsøgt at besvare kritikken i dette kommentarfelt, med følgende svar:
Jeg er ked af hvis I læser det som sjusket og/eller uprofessionelt. Jeg er både ambitiøs og seriøs i alt hvad jeg gør. Men også dybt selvkritisk,hvilket spænder ben for mig selv i virkelig mange aspekter. Også her, hvor det blandet med noget sarkasme, godt kan tolkes anderledes end ment. Det ser jeg. 
Jeg havde behov for at sætte ord på den der følelse af ikke at kunne slå til, og istedet for at udgive det indlæg jeg oprindeligt havde skrevet om børnesang, blev det til ovenstående.
Heldigvis har lige dette indlæg bragt en masse godt med sig og min mavefornemmelse om at udgive dét, og ikke ?Synge? indlægget betalte sig.
Selvom jeg bliver ked af at I og sikkert et par tusind andre er uenige.

Sådan er det desværre engang imellem og jeg kan ikke tilfredsstille alle hver gang. Men jeg står selv ved det. 

/C

Fredagsævl og god musik

Jeg er ved at have udfiltret de værste ender og har nået rigtig meget i denne uge.
Jeg har stadigvæk ikke fået svar på, om jobbet er mit, og for hver dag der går, bliver jeg mere og mere usikker, det er lang tid siden at jeg har villet noget så meget og det er en sær følelse.
Jeg drømmer om det om natten og tænker skiftevis at jeg selvfølgelig får det, og at jeg er håbløs og at de ikke vil have mig. – Jeg er god på den måde.
Derfor har jeg i dag brug for at give slip og abstrahere mig selv og mine tanker.
Chancerne fo,r at jeg hører noget fra dem i dag, er alligevel minimale.
SÅ. I aften skal jeg ud og spise med mine forældre og søskende. Bare os fem.
Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket, men er ret sikker på at det var engang i slut 90’erne , derefter kunne jeg forestille mig at jeg vil finde nogle store øl og gøre en ende på dem.

Fredagsnummeret  matcher den sindstilstand perfekt. Det er Eaggerstunn,, der står for mit smil i dag. Igen er det et af mine yndlingsnumre, som har fået sig en video, i klippe klistre stil.

Værsågod.

I øvrigt kan motiverne fra videoen, der er tegnet af Snarf, købes på Lauritz.com 

 

 

utroskab af den værste slags. Måske.

Ja ja, jeg ved godt jeg har ævlet løs om det ovre på facebook allerede.
Og som jeg også skrev derinde, er det et typisk first world problem.
Det handler om mit hår. (ja igen)

Suk. Alt er galt hårmæssigt pt.
Min ellers så (synes jeg selv) smarte nøddebrune frisure, er efter 5 måneder nu en katastrofe.
No shit Sherlock. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så dårlig til at huske at holde det ved lige. Men situationen er følgende: Farven er sær, længden er også sær, sådan for langt til at være kort, og for kort til at kalde langt. Og så er der altså grå hår i min udgroning. Whaaat? Jeg er fandme ikke engang 30 endnu. Men then again, jeg har lige kaldt min frisure for “smart”, og i sidste uge cravede jeg Werthers Echte, så jeg skal måske bare være glad for, at jeg ikke skal ud og investere i et gangstativ også.

Her kommer den egentlige krise: Min elskede frisør har syv ugers ventetid. 7.
Og jeg har af gode grunde svoret ingen hjemmehårfarvning, nogensinde (igen altså).
Hvad gør man så?
Man er utro.
Det er arrangeret i morgen. Klokken 13. Hos meget meget sød og tålmodig frisør, som normalt klipper min søn og som jeg har en god fornemmelse med.
Håber det bliver godt. Håber håber.
Vi får se…..
Tænk på mig klokken 13 i morgen og send gode hår-vibes. Tak. Jeg er nemlig en kælling når det kommer til mit hår, og er skidebange for frisører.

Kære inspiration, bare kom, jeg er klar.

Har sgu været ude og løbe. Det var koldt og jeg lignede en idiot, og kunne ikke finde ud af at trække vejret ordentligt. Så jeg vendte om, gik hjem og drak tre kopper kaffe.
Så Beyonce fyre den af iført læder. – Bemærk det larmende blanke stykke papir. Ikke engang ordspil og kruseduller er det blevet til. Pik.
 photo B038DDC3-468F-4775-AA5E-33A2576CE7DF-11849-000006A487D22DA7_zpsb8eb4083.jpg

Skruede derefter virkelig højt op for noget Jay Z og forsøgte at psyke mig selv til at finde på en masse kreativt og være awesome.
Det virkede ikke.

Jeg skrev også på mit spejl.
 photo CCEE953B-1FA3-4086-B152-6B46A5C80E68-11849-000006A48564E3C8_zps9edee9b6.jpg

Det virkede heller ikke.
Så nu ringer jeg til drømmearbejdspladsen og tigger et job.
Jo jeg gør.

AV

“Mor, når du får en kæreste, hvor skal jeg så bo?” …

Av. Av. Fuck av.

“Hos mig! Altid! Du er nummer et.” – næsten panikhvinede jeg, mens jeg løftede ham op.

Og lige siden har kvalmen siddet i mig, som en fedtet og ulækker følelse i maven, der ikke går væk. At han overhovedet kan spørge sådan, gør mig ondt, og jeg bliver vred på mig selv, eller ked af det i hvert fald. På den anden side forstår jeg godt hvad han mener, for det har jo altid bare været os og jeg har endda sagt til ham op til flere gange, at vores lejlighed passer perfekt til ham og jeg, når han har spurgt hvorfor det bare er os. Det, kombineret med at hverken hans far eller jeg har været i seriøse nu-flytter-vi-fandme-sammen-forhold siden hinanden, har åbenbart givet ham indtrykket af at det er ham eller en ny kæreste.
Kvalme-kvalme-mere kvalme. Tror lige jeg skal have gang i noget damage control.

 photo 63511814-5305-49DD-9D3B-F015F0DE7AA5-2114-00000109BBD01051.jpg

AV

“Mor, når du får en kæreste, hvor skal jeg så bo?” …

Av. Av. Fuck av.

“Hos mig! Altid! Du er nummer et.” – næsten panikhvinede jeg, mens jeg løftede ham op.

Og lige siden har kvalmen siddet i mig, som en fedtet og ulækker følelse i maven, der ikke går væk. At han overhovedet kan spørge sådan, gør mig ondt, og jeg bliver vred på mig selv, eller ked af det i hvert fald. På den anden side forstår jeg godt hvad han mener, for det har jo altid bare været os og jeg har endda sagt til ham op til flere gange, at vores lejlighed passer perfekt til ham og jeg, når han har spurgt hvorfor det bare er os. Det, kombineret med at hverken hans far eller jeg har været i seriøse nu-flytter-vi-fandme-sammen-forhold siden hinanden, har åbenbart givet ham indtrykket af at det er ham eller en ny kæreste.
Kvalme-kvalme-mere kvalme. Tror lige jeg skal have gang i noget damage control.

 photo 63511814-5305-49DD-9D3B-F015F0DE7AA5-2114-00000109BBD01051.jpg