Uge ? … Flydende dage

Det er mandag. IGEN. Tid er det mærkeligste for tiden. Sikkert på grund af den der forbandede verdenssituation og min egen situation. Alt flyder ligesom sammen og jeg har svært ved at navigere i dage og tidspunkter. Mit ældstebarn er fortsat i hjemmeskole og klarer det som en stjerne. De små har for længst vænnet sig til afstand, legezoner, bobler og alt det andet absurde, der nu bare er deres hverdag. Hvilket jo både er virkelig fint, men også lidt skræmmende.

I weekenden holdte vi en børnefødselsdag for Loulou, for det lovede vi jo sidste år at hun kunne i år. Pis altså. Men altså, det var med en enkelt gæst. Og det var perfekt og jeg tror ærlig talt ikke at hun bemærkede det mærkelige i at, der ikke var en hel flok af børn og at aktiviteten var begrænset – Hun havde en fest, så det havde vi også. Børn er de sejeste små mennesker altså, og jeg håber sådan at de alle kommer helskindet ud i et mere normalt liv, hvor smittetal og isolation ikke er normalen. Men ja, hun blev sgu fire år i sidste uge, min yngste. En af mine yndlingsaldre i øvrigt. En finurlig, nuttet og helt fantastisk æra, som jeg slet ikke kan få nok af. Det er ret vildt, at vi ikke længere har små-små børn. En lettelse og en lille bitte sorg, for jeg nyder virkelig også når de er helt små. Tiden går hurtigt helt generelt og særligt lige nu (og alligevel går det laaaaangsomt. Dagene i hvert fald). Vi renoverer hus på livet løs. Eller vi gjorde. For vi er færdige nu. Det blev vi i går. Færdige! Huset er efter tre år og tre måneder done, finito, færdigt. Og det er flot, hold kæft det er flot, og vurderet højere end vi turde håbe på, og nu skal vi så bare lige (ha!) lægge en plan for, hvad der skal ske herfra. En proces jeg måske en dag deler, men ikke nu. Det vil og kan jeg simpelthen ikke.

I denne uge har jeg børnetjansen de første par dage, der bare står på hverdagstrummerum, vasketøj og aftensmad, og så har jeg et par dage i københavn senere på ugen, hvor jeg har besluttet mig for at gå på en slags skrive-retreat. Bare mig, min computer, en masse kaffe, og et par indskudte vinaftalen her og der, når skrivefingrene og sindet skal have en pause. Og så er det påskeferie fra på fredag, hvor vi skal være sammen allesammen, på påskeægsjagt, og i haven for at rydde de sidste murbrokker væk og måske få plantet de der krydderurter vi engang drømte om at få lagt i jorden (ja, det er sikkert for koldt og for tidligt, men det er der så meget der er).

Jeg har desuden taget mig den frihed at holde mig fra de sociale medier i nogle dage, og det kan simpelthen bare virkelig godt anbefales. Jeg fik mig en solid overdosis i sidste uge, og besluttede at lukke ned, eller i hvert fald begrænse det en hel del og det har gjort mig godt. Jeg eeeelsker at dele derinde, at scrolle løs i fine firkanter, men engang imellem tror jeg det er sundt lige at løfte hovedet og se sig omkring uden filtre og captions. Også selvom man har et influencer-mærkat siddende på sig. Jeg tror ærlig talt slet ikke, at mit fravær har været bemærket, hvilket både er virkelig rart, men også sætter en del tanker i gang. Dermed ikke sagt at I, der færdes på the gram, slipper for mine små hverdagsklip og mange billeder, for jeg må jo bare erkende, at jeg sgu faktisk virkelig godt kan lide at være der. Med måde.

Jeg har nu et telefonmøde (kæft, hvor er jeg træt af dem! Dem kommer jeg ikke til at savne) og derefter noget vasketøj, der, hvis det altså er blevet tørt ude i den lige lovligt friske forårsvind, skal tages ind og burde lægges sammen, men som nok ender i en Ikeapose i vores skab, for sådan er overskuet bare lige nu. Og faktisk altid.

Jeg håber jeres mandag er genial. Og jeg fristes til endnu engang at sige kæmpe tak for omsorg, dejlige kommentarer og mails. Jeg vil så gerne svare, og en dag håber jeg at overskuddet til at gøre det kommer dryssende. Men jeg ser og læser alt og jeg føler det dybt inde i mit hjerte. Virkelig. Tak for støtten.

 

3 replies
  1. Signe says:

    Jeg lægger altså mærke til, når du er væk. Her og på insta, men det er for det første fuldt forståeligt, for det andet har vi ikke ‘krav’ på, du er på hele tiden. Så det er bare dejligt, når der er nyt fra dig 🌸

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *