En håndfuld svar

Jeg trak mig lige. Det fik jeg brug for, og blev nødt til.

Men i dag fik jeg lyst til at tjekke ind.

Jeg har igennem det seneste år frabedt mig personlige spørgsmål og kommentarer omkring mit privatliv, og jeg er simpelthen så taknemmelig for, at det langt henad vejen er blevet respekteret i den grad det er. Jeg tror jeg havde forventet langt mere modgang og meget mere snagen end hvad tilfældet er. Den smule, der har været, har gjort ondt og føltes meget altoverskyggende, men sammenlignet med mængden af kærlighed, forståelse og respekt er det virkelig minimalt. Tak.

Jeg har ikke helt kunne undgå spørgsmål, og det er meget de samme, der går igen, og jeg har ikke som sådan haft lyst til at gå ind i det, ikke engang med mine nærmeste, men jeg ved også godt, at det for mange handler om mere end bare nysgerrighed, og da jeg selv læser ALT jeg kan finde, der minder lidt om min egen situation, vil jeg gerne være med til at dele. I går lavede jeg en af de famøse spørgerunder på Instagram og også her var det mange af de samme spørgsmål, så nu forsøger jeg at svare overordnet ….

Savner du København?
Hver eneste dag. I en periode var det meget smertefuldt og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle blive glad i vores nye omgivelser. Jeg skammede mig helt enormt over det, og gjorde alt for at nedtrykke det, men det var først da jeg turde sige det højt og tillade savnet og sorgen komme frem, at jeg kunne bearbejde det og acceptere skiftet. Nu kan jeg sagtens være i savnet og se værdien i vores flytning, og jeg har både fået nogle livsvigtige venskaber heroppe, som jeg på ingen måde ville have været foruden, jeg er blevet voldsomt afhængig af at være tæt på hav og skov, og jeg kan bruge savnet til storbyen konstruktivt. Det meste af tiden. Jeg tror stadigvæk, at jeg på et eller andet tidspunkt vender tilbage til København. Måske ikke fuldtid, men med en base og så med et ben og lidt af mit hjerte i Hornbæk – Eller omvendt. Jeg ved det ikke med sikkerhed endnu. Men ja, jeg savner i den grad København.

Hvad gør I med jeres hus?
Huset skal laves færdigt, eller så tæt på færdigt som vi har overskud til. Og vi er seriøst lige ved at være der… Det er kæmpe fedt! Vi er stadigvæk lidt vævende omkring hvorvidt det skal sælges, eller om vi på en eller anden måde skal prøve at beholde det. Enten sammen, eller en af os. Detaljerne omkring alt det er en af de ting jeg ikke har lyst til at dele, da der er virkelig meget privat og både følelsesmæssige, praktiske og økonomiske faktorer, der spiller ind. Det vigtigste for os begge i den her proces har hele tiden været at børnene har en base indtil vi har en helt klar plan. En plan, der konstant ændrer sig, både på grund af verdenssituationen, vores økonomi og en masse andet jeg ikke ønsker at komme nærmere ind på. Det har været vanvittigt hårdt, ingen tvivl om det, og jeg ved, at vi begge et eller andet sted, på skift, har haft lyst til at få afviklet hele lortet asap, koste hvad det ville, men af en eller anden grund har vi hele tiden formået at slå koldt vand i blodet og holde øjnene på bolden – Altså børnene, huset og vores relation. Det har været og er benhårdt, men jeg tror og håber, at det er en af de ting, vi kommer til at se tilbage på som en god ting. Men vi er lige nu i dialog med flere mæglere, og det ser ud til at vi sætter det til salg snart. Hvad der så skal ske derfra, aner jeg simpelthen ikke.

Hvordan holder I jer gode venner?
At sige at det altid er nemt og gnidningsfrit, ville være en direkte løgn. Vi har i den grad haft vores skænderier, uenigheder og konflikter. Nogle gange så store, at jeg har haft svært ved at se en ende på det. MEN fordi vi kender hinanden så godt som vi gør, og på trods af vores forskelligheder er enige i mange ting, i særdeleshed de vigtige, formår vi altid at finde hinanden igen og få løst det, der måtte være, på en ordentlig og respektfuld måde. Jeg tror respekt og kærlighed er vejen frem, for selvom vi ikke er sammen længere, har vi jo stadigvæk valgt hinanden, resten af livet, i kraft af at vi har fået børn sammen. Heldigvis. Jeg kan ikke forestille mig en bedre far til mine børn, og der er ingen andre i hele verden som jeg stoler mere på end ham, og jeg ved at han tænker det samme den anden vej. Så når alt brænder på og bølgerne går højt, forsøger jeg at huske på det. Og så har vi faktisk besluttet os for at tage et par timer i terapi sammen over den næste tid.

Hvordan holder du humøret oppe? 
Det gør jeg ikke, er det korte svar. Jeg er ked af det på en måde, jeg sjældent har været før. Jeg føler mig som en fiasko langt henad vejen og det er noget jeg arbejder med og på. For jeg er jo ikke en fiasko. Overhovedet. Men mine handlinger har konsekvenser og dem bliver jeg nødt til at håndtere, selvom det ikke er rart. Jeg har snakket med en psykolog, hvilket er benhårdt, men godt. Jeg prøver at fylde mine dage med gode ting, også når det føles uoverskueligt, og når jeg kan, fokuserer jeg på lyset for enden af den meget lange vej jeg er på. Men der er klart flere dårlige end gode dage stadigvæk, hvor humøret bestemt ikke er oppe. Der er mange ofre lige nu og jeg føler mig skyldig i dem. Har dage hvor jeg skammer mig inderligt over at have sat min familie og i særdeleshed mine børn i denne her situation – For selvom skilsmissen var en fælles beslutning, er der ingen tvivl om at jeg var og er vægten på beslutningen, og også sidenhen har stået med den endelige beslutning, selvom den startede med at være fælles. Og den er skyld i mange knuste hjerter. Men jeg prøver at holde hovedet højt, alt det jeg kan, og tager dagene en af gangen. Der er ikke andet at gøre, og på de dårlige dage, minder jeg mig selv om, at i morgen måske bliver bedre.

36 replies
  1. Katrine says:

    <3 bliver helt rørt. Tak for at dele ud af noget så privat og svært. Det er inspirerende. Vi har kun et liv og vi gør det alle sammen så godt vi kan. <3
    Og noget helt andet: jeres hus er uanset hvad bare blevet SÅ lækkert ser det ud til – virkelig flot! Tænk at have evnerne og overblikket til en sådan transformation! Det er beundringsværdigt også 🙂

    Svar
  2. Louise says:

    Åh har savnet dine skriv !
    Håber sådan I finder den perfekte løsning for jer, hvad end det så er ❤️

    Svar
  3. A says:

    Du er på engang den mest private, men mest personlige blogger i verden. Du balancerer det så smukt, og enhver, der synes du “skylder” at fortælle noget som helst ekstra, burde skamme sig. Jeg kender dig ikke, og alligevel har jeg lyst til at tage telefonen og ringe til dig, for at spørge, hvordan du har det, og om du har lyst til at ses til en kop kaffe, hvor vi kan sludre om alt lige fra vejret til vores inderste følelser. Du er v i d u n d e r l i g ! Og du fortjener alt det bedste i hele verden ❤️

    Svar
  4. Anonym says:

    Tak for alt, du deler.
    Jeg står selv i den sværeste tid i mit liv. Ikke bare et brud efter 12 år, men et brud og et knust hjerte, som man kun kan forstå, hvis man har prøvet det. Jeg græder hver dag, og jeg kan ikke se mig selv ud af det – og jeg er netop én af dem, der søger information og hjælp alle steder. Så tak. Tak fordi du deler.

    Svar
  5. Alexandra says:

    Jeg tilslutter mig koret om, at du formår at balancere mellem privat og personlig & ærlig på en så elegant måde. Selv i din værste stund formår du at stå så stærkt og knivskarpt overfor en gruppe fremmede mennesker på internettet. Du gør det aldrig “glamourøst” og martyr-agtigt, når du deler dine problemer og svagheder. Bare ærligt og som en man kan spejle sig med alle sine egne uperfektheder, usikkerheder og problemer. Og når det går dig godt, så bliver det aldrig med det der lag af falsk Instagram-perfekthed, bare en stor glæde og stolthed som skinner igennem til os læsere, der som konsekvens ikke kan andet end at ønske dig det bedste og være glade på dine vegne.
    Tak for åbenhjertigheden, håber selvtilliden og roen inderst inde kommer lidt igen, så vi udenfor kan få glæde af flere smukke skriv fra din side ❤️

    Svar
    • Rikke says:

      Er så enig i det Alexandra skriver ❤️ Tak for dig og der du har lyst til at dele. Jeg håber og ønsker for dig og din familie at det snart lysner lidt og at de gode dage kommer i overtal ❤️❤️❤️

      Svar
  6. M says:

    Det er så gode, kloge ord, det her. Og de løfter mig. Tak for at du deler dine refleksioner. Kh én der også føler sig som en fiasko, men som nu kan se, at jeg ikke er det. Overhovedet❤️

    “Jeg føler mig som en fiasko langt henad vejen og det er noget jeg arbejder med og på. For jeg er jo ikke en fiasko. Overhovedet. Men mine handlinger har konsekvenser og dem bliver jeg nødt til at håndtere, selvom det ikke er rart.”

    Svar
  7. Anonym says:

    Hvis du får overskud, så del gerne, hvor du læser om det, der minder om egen situation. Ville ønske, at man kunne tale meget mere om det svære det i parforholdsrelationer og at jeg havde flere at spejle mig i. Samtidig med at jeg har stor forståelse for, at det er et privat og følsomt emne, som gør det svært at tale om med andre end sine næreste. Ønsker dig alt det bedste.

    Svar
  8. Laura says:

    Du er simpelthen helt utrolig sej, og jeg ønsker dig og jer alt det bedste!
    Det var dejligt at høre fra dig, og jeg håber, du snart får mere overskud – til alt det, du gerne vil og fortjener <3

    Svar
  9. Maria says:

    Hvor er du sej og stærk ❤️ Dejligt du havde lydt til at dele en lille smule herinde igen. Vi er mange som ønsker dig og jeres lille familie det allerbedste. I virker det at klare det så beundringsværdigt flot – også selvom det indimellem gør ondt. Tanker og kram til dig ❤️

    Svar
  10. Lisbet says:

    Hvor skriver du (stadig) smukt og gribende og hvor er jeres hus blevet smukt. Jeg ville ønske for jer, at I kunne beholde det, men forstår selvfølgelig, at det hverken nødvendigvis er muligt eller for det bedste. Men sikken en opvisning i kreativitet og æstetik ❤️ Den præstation og erfaring, som det er at have skabt det sted, bærer I jo med jer videre i livet.

    Talenter beskytter ikke mod hjertesorg, men kan alligevel være et løfte om muligheder i fremtiden. Alt det bedste til jer.

    Svar
  11. Christina says:

    Av hvor skriver du fint og ægte, man mærker dig 100% og får bare lyst til at sende alt kærlighed i verden og at løfte bare lidt af byrden af dine skuldre

    Svar
  12. Tina says:

    Hvor er du sej og tak for din ærlighed. Jeg er selv midt i en skilsmisse, og jeg forstår fuldt ud din skyldfølelse over for især børnene ❤️ Jeg ville ønske at flere kunne dele alle de følelser der er forbundet med en skilsmisse, så man ikke skal føle sig så alene, hvis ham er den eneste i sin venindeflok, der er skilt. Sender dig varme tanker ❤️

    Svar
  13. Anonym says:

    Tak, af hjertetntak for at dele så åbent, sårbart og fandens smukt på én gang ❤️ Jeg kan se, at andre herinde spørger efter steder, hvor andre deler deres historier. Jeg er selv for nyligt blevet forladt og har fået et kæmpe chok. Det har været så råt! Og er stadig vanvittig råt. Jeg faldt i min søgen efter lignende situationer over denne serie af podcasts på nrk: https://radio.nrk.no/podkast/mellom_oss/sesong/havarikommissionen Den vil jeg meget gerne anbefale ❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *