Uge ? … Flydende dage

Det er mandag. IGEN. Tid er det mærkeligste for tiden. Sikkert på grund af den der forbandede verdenssituation og min egen situation. Alt flyder ligesom sammen og jeg har svært ved at navigere i dage og tidspunkter. Mit ældstebarn er fortsat i hjemmeskole og klarer det som en stjerne. De små har for længst vænnet sig til afstand, legezoner, bobler og alt det andet absurde, der nu bare er deres hverdag. Hvilket jo både er virkelig fint, men også lidt skræmmende.

I weekenden holdte vi en børnefødselsdag for Loulou, for det lovede vi jo sidste år at hun kunne i år. Pis altså. Men altså, det var med en enkelt gæst. Og det var perfekt og jeg tror ærlig talt ikke at hun bemærkede det mærkelige i at, der ikke var en hel flok af børn og at aktiviteten var begrænset – Hun havde en fest, så det havde vi også. Børn er de sejeste små mennesker altså, og jeg håber sådan at de alle kommer helskindet ud i et mere normalt liv, hvor smittetal og isolation ikke er normalen. Men ja, hun blev sgu fire år i sidste uge, min yngste. En af mine yndlingsaldre i øvrigt. En finurlig, nuttet og helt fantastisk æra, som jeg slet ikke kan få nok af. Det er ret vildt, at vi ikke længere har små-små børn. En lettelse og en lille bitte sorg, for jeg nyder virkelig også når de er helt små. Tiden går hurtigt helt generelt og særligt lige nu (og alligevel går det laaaaangsomt. Dagene i hvert fald). Vi renoverer hus på livet løs. Eller vi gjorde. For vi er færdige nu. Det blev vi i går. Færdige! Huset er efter tre år og tre måneder done, finito, færdigt. Og det er flot, hold kæft det er flot, og vurderet højere end vi turde håbe på, og nu skal vi så bare lige (ha!) lægge en plan for, hvad der skal ske herfra. En proces jeg måske en dag deler, men ikke nu. Det vil og kan jeg simpelthen ikke.

I denne uge har jeg børnetjansen de første par dage, der bare står på hverdagstrummerum, vasketøj og aftensmad, og så har jeg et par dage i københavn senere på ugen, hvor jeg har besluttet mig for at gå på en slags skrive-retreat. Bare mig, min computer, en masse kaffe, og et par indskudte vinaftalen her og der, når skrivefingrene og sindet skal have en pause. Og så er det påskeferie fra på fredag, hvor vi skal være sammen allesammen, på påskeægsjagt, og i haven for at rydde de sidste murbrokker væk og måske få plantet de der krydderurter vi engang drømte om at få lagt i jorden (ja, det er sikkert for koldt og for tidligt, men det er der så meget der er).

Jeg har desuden taget mig den frihed at holde mig fra de sociale medier i nogle dage, og det kan simpelthen bare virkelig godt anbefales. Jeg fik mig en solid overdosis i sidste uge, og besluttede at lukke ned, eller i hvert fald begrænse det en hel del og det har gjort mig godt. Jeg eeeelsker at dele derinde, at scrolle løs i fine firkanter, men engang imellem tror jeg det er sundt lige at løfte hovedet og se sig omkring uden filtre og captions. Også selvom man har et influencer-mærkat siddende på sig. Jeg tror ærlig talt slet ikke, at mit fravær har været bemærket, hvilket både er virkelig rart, men også sætter en del tanker i gang. Dermed ikke sagt at I, der færdes på the gram, slipper for mine små hverdagsklip og mange billeder, for jeg må jo bare erkende, at jeg sgu faktisk virkelig godt kan lide at være der. Med måde.

Jeg har nu et telefonmøde (kæft, hvor er jeg træt af dem! Dem kommer jeg ikke til at savne) og derefter noget vasketøj, der, hvis det altså er blevet tørt ude i den lige lovligt friske forårsvind, skal tages ind og burde lægges sammen, men som nok ender i en Ikeapose i vores skab, for sådan er overskuet bare lige nu. Og faktisk altid.

Jeg håber jeres mandag er genial. Og jeg fristes til endnu engang at sige kæmpe tak for omsorg, dejlige kommentarer og mails. Jeg vil så gerne svare, og en dag håber jeg at overskuddet til at gøre det kommer dryssende. Men jeg ser og læser alt og jeg føler det dybt inde i mit hjerte. Virkelig. Tak for støtten.

 

En håndfuld svar

Jeg trak mig lige. Det fik jeg brug for, og blev nødt til.

Men i dag fik jeg lyst til at tjekke ind.

Jeg har igennem det seneste år frabedt mig personlige spørgsmål og kommentarer omkring mit privatliv, og jeg er simpelthen så taknemmelig for, at det langt henad vejen er blevet respekteret i den grad det er. Jeg tror jeg havde forventet langt mere modgang og meget mere snagen end hvad tilfældet er. Den smule, der har været, har gjort ondt og føltes meget altoverskyggende, men sammenlignet med mængden af kærlighed, forståelse og respekt er det virkelig minimalt. Tak.

Jeg har ikke helt kunne undgå spørgsmål, og det er meget de samme, der går igen, og jeg har ikke som sådan haft lyst til at gå ind i det, ikke engang med mine nærmeste, men jeg ved også godt, at det for mange handler om mere end bare nysgerrighed, og da jeg selv læser ALT jeg kan finde, der minder lidt om min egen situation, vil jeg gerne være med til at dele. I går lavede jeg en af de famøse spørgerunder på Instagram og også her var det mange af de samme spørgsmål, så nu forsøger jeg at svare overordnet ….

Savner du København?
Hver eneste dag. I en periode var det meget smertefuldt og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle blive glad i vores nye omgivelser. Jeg skammede mig helt enormt over det, og gjorde alt for at nedtrykke det, men det var først da jeg turde sige det højt og tillade savnet og sorgen komme frem, at jeg kunne bearbejde det og acceptere skiftet. Nu kan jeg sagtens være i savnet og se værdien i vores flytning, og jeg har både fået nogle livsvigtige venskaber heroppe, som jeg på ingen måde ville have været foruden, jeg er blevet voldsomt afhængig af at være tæt på hav og skov, og jeg kan bruge savnet til storbyen konstruktivt. Det meste af tiden. Jeg tror stadigvæk, at jeg på et eller andet tidspunkt vender tilbage til København. Måske ikke fuldtid, men med en base og så med et ben og lidt af mit hjerte i Hornbæk – Eller omvendt. Jeg ved det ikke med sikkerhed endnu. Men ja, jeg savner i den grad København.

Hvad gør I med jeres hus?
Huset skal laves færdigt, eller så tæt på færdigt som vi har overskud til. Og vi er seriøst lige ved at være der… Det er kæmpe fedt! Vi er stadigvæk lidt vævende omkring hvorvidt det skal sælges, eller om vi på en eller anden måde skal prøve at beholde det. Enten sammen, eller en af os. Detaljerne omkring alt det er en af de ting jeg ikke har lyst til at dele, da der er virkelig meget privat og både følelsesmæssige, praktiske og økonomiske faktorer, der spiller ind. Det vigtigste for os begge i den her proces har hele tiden været at børnene har en base indtil vi har en helt klar plan. En plan, der konstant ændrer sig, både på grund af verdenssituationen, vores økonomi og en masse andet jeg ikke ønsker at komme nærmere ind på. Det har været vanvittigt hårdt, ingen tvivl om det, og jeg ved, at vi begge et eller andet sted, på skift, har haft lyst til at få afviklet hele lortet asap, koste hvad det ville, men af en eller anden grund har vi hele tiden formået at slå koldt vand i blodet og holde øjnene på bolden – Altså børnene, huset og vores relation. Det har været og er benhårdt, men jeg tror og håber, at det er en af de ting, vi kommer til at se tilbage på som en god ting. Men vi er lige nu i dialog med flere mæglere, og det ser ud til at vi sætter det til salg snart. Hvad der så skal ske derfra, aner jeg simpelthen ikke.

Hvordan holder I jer gode venner?
At sige at det altid er nemt og gnidningsfrit, ville være en direkte løgn. Vi har i den grad haft vores skænderier, uenigheder og konflikter. Nogle gange så store, at jeg har haft svært ved at se en ende på det. MEN fordi vi kender hinanden så godt som vi gør, og på trods af vores forskelligheder er enige i mange ting, i særdeleshed de vigtige, formår vi altid at finde hinanden igen og få løst det, der måtte være, på en ordentlig og respektfuld måde. Jeg tror respekt og kærlighed er vejen frem, for selvom vi ikke er sammen længere, har vi jo stadigvæk valgt hinanden, resten af livet, i kraft af at vi har fået børn sammen. Heldigvis. Jeg kan ikke forestille mig en bedre far til mine børn, og der er ingen andre i hele verden som jeg stoler mere på end ham, og jeg ved at han tænker det samme den anden vej. Så når alt brænder på og bølgerne går højt, forsøger jeg at huske på det. Og så har vi faktisk besluttet os for at tage et par timer i terapi sammen over den næste tid.

Hvordan holder du humøret oppe? 
Det gør jeg ikke, er det korte svar. Jeg er ked af det på en måde, jeg sjældent har været før. Jeg føler mig som en fiasko langt henad vejen og det er noget jeg arbejder med og på. For jeg er jo ikke en fiasko. Overhovedet. Men mine handlinger har konsekvenser og dem bliver jeg nødt til at håndtere, selvom det ikke er rart. Jeg har snakket med en psykolog, hvilket er benhårdt, men godt. Jeg prøver at fylde mine dage med gode ting, også når det føles uoverskueligt, og når jeg kan, fokuserer jeg på lyset for enden af den meget lange vej jeg er på. Men der er klart flere dårlige end gode dage stadigvæk, hvor humøret bestemt ikke er oppe. Der er mange ofre lige nu og jeg føler mig skyldig i dem. Har dage hvor jeg skammer mig inderligt over at have sat min familie og i særdeleshed mine børn i denne her situation – For selvom skilsmissen var en fælles beslutning, er der ingen tvivl om at jeg var og er vægten på beslutningen, og også sidenhen har stået med den endelige beslutning, selvom den startede med at være fælles. Og den er skyld i mange knuste hjerter. Men jeg prøver at holde hovedet højt, alt det jeg kan, og tager dagene en af gangen. Der er ikke andet at gøre, og på de dårlige dage, minder jeg mig selv om, at i morgen måske bliver bedre.