Metamorfose

Jeg har efterhånden delt alverdens afskygninger af ord omkring min identitets/midtlivs krise, og dette er endnu et – Og ja,  der kommer nok mange flere. Jeg har ramt bunden et par gange over det seneste år, og jeg tror ikke jeg er færdig med at styrte endnu, desværre, men jeg håber inderligt at jeg lærer noget og bliver stærkere med hvert fald. At det hele er en del af den kæmpemæssige udvikling jeg er ved at gå igennem. Det er en konstant bølgegang af følelser, tanker, kriser, valg, beslutninger og praktik, der kvaser mig fuldstændigt og andre gange løfter mig. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg føler, at jeg står med fødderne på et springbræt og bare skal sætte af og flyve, men jeg bliver ved med at træde ned, tælle forfra, og så forsigtigt liste mig derop igen – Uden anelse om hvad jeg springer ud i og hen i mod. Der er SÅ meget der skal afvikles, beslutninger der skal træffes, ting der er trukket i langdrag på grund af både en håbløs verdenssituation, følelsesmæssige hårdknuder og frygten for at ødelægge mere end nødvendigt, og jeg har allermest lyst til at shippe den tomme skal jeg efterhånden er blevet ud på noget solskinsferie og overlade alle beslutninger, alle pengeproblemer, alle følelser, det hele til en værge. “Her er mit NEM id og mit liv, fix det! Find mig på Mallorca.”
Det kan man ikke, det skal jeg ikke, men for fanden hvor har jeg bare nul føling med noget som helst det meste af tiden. Jeg hader det, samtidigt med at jeg forsøger at se det som en gave, en rejse, en udvikling. Nok står vi midt i en pandemi, der smadrer os alle på forskellige måder, men det har omvendt givet en ro og en fælles pause, som måske på bagkant kan noget godt. Det håber jeg. Jeg ved at alt løser sig, at alt bliver godt igen, jeg ved bare hverken hvornår eller hvordan. Men nu stiller jeg mig snart helt ud på kanten og springer, forhåbentlig lander jeg blødt.

Jeg er beriget med virkelig mange dejlige mennesker i mit liv, der elsker mig betingelsesløst, også selvom jeg har trukket mig, klappet i, været stille, urimelig og taget meget mere end jeg har givet. Alligevel står de klar med sikkerhedsnet og åbne arme. Igen og igen. Jeg glæder mig til jeg igen kan rumme det hele og vise min taknemmelighed. I ved hvem I er. Tak for helvede.

9 replies
  1. Jannie says:

    Kære Cille.
    Ja, lige nu tager du mere end du giver dine omgivelser, men så er der jo andre tidspunkter, hvor du giver mere end du tager❤️ På den måde kommer der en form for balance, men oftest “overskud i puljen”, når alle byder ind på skift.
    Du er både modig og sej, håber du selv ser det på et tidspunkt.
    Varme tanker Jannie

    Svar
  2. Anonym says:

    Du har nok ret i det med pandemien, der i bagklogskabens lys giver meget mere end vi mærker lige nu, men er du gal jeg synes den er hård lige i disse uger. Det har været tolerabelt indtil nu, men nu hvor andre ting i livet virkelig udfordrer mig og jeg har virkelig svært ved at have det godt savner jeg sådan noget at glæde mig til. Jeg har brug for en rejse ude i horisonten eller en mulighed for at flygte lidt fra det der gør ondt. Jeg har så stor respekt for dig, som jeg er overbevist om stadig formår at være en god mor og veninde i alt det her, og samtidig deler af det der gør ondt, så vi andre ved at vi ikke er alene.

    Svar
  3. Marianne says:

    TAK! Cecilie, for at dele alt det svære!
    Som Anonym skriver, er det en kæmpe hjælp til os alle, hvor vi så ved, at vi ikke står alene med vores følelser og tanker, især i denne tid.
    Alt Godt til dig – og et skridt ad gangen – nogle gange to 😀
    Det vil lykkes for dig at komme igennem alt dette – og skønt at du har din dejlige familie og venner – det er guld værd!
    Kærligst,
    Marianne

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *