Jeg er jo lige her

Ja hej. Der gik så lige et par uger uden nyt på bloggen. Igen. Der har været fart over feltet, krydret med en omgang selvisolation, hjemsendte børn, nye arbejdsopgaver, regnskabskaos, og manglende overskud. Sådan har det været ret tit det seneste års tid. At bloggen er blevet voldsomt forsømt. I know.

Jeg har på en eller anden måde, denne gang formået, at tage den med ro over det, og ikke tæve mig selv over den manglende lyst og ditto behov for at logge ind på mit ellers elskede WordPress.
Sneglcille. Mit alterego. Mit univers. Mit fristed. Bloggen der pt er på sit 12. leveår, som jeg lidt for mange gange de sidste par år har overvejet at lukke ned. Ikke fordi jeg ikke stadigvæk elsker(!!) at skrive, dele og have et online frirum, men fordi jeg har været i tvivl om det var mavepinen værd. Mavepine over dårlig samvittighed over at jeg burde prioritere den meget mere, mavepine over ikke at turde dele bestemte ting af frygt for at blive misforstået, mavepine over ikke at gøre det godt nok. Mavepine over forventningerne, mine egne og jeres. Mavepinen over følelsen af at skulle forklare, undskylde og skamme mig. Dårlig dårlig blogger.
Men nej. Sådan skal det satme ikke være. Meget HAR ændret sig. Og det er ok. Både for mig, for jer, for mediet, for verden. Intet er det samme. Heldigvis og lidt desværre. Nostalgikeren i mig, har det altid med at se tilbage, savne og længes efter “dengang”.

Mit liv har taget nogle voldsomme drejninger de seneste år. Og jeg har haft jer med i de fleste sving. Men ikke alle, og det er, hvad der føles mest rigtigt. Og sådan skal det være. Det skal føles rigtigt. Derfor kommer jeg hellere ikke til at gå ind i en længere forklaring omkring, hvorfor min energi er rykket andre steder hen. I hvert fald ikke lige nu. Og det er altså ikke en ”der sker SÅ mange spændende ting – Jeg kan bare ikke tale om det” – Slet ikke. Det er primært helt basic hverdag og nye arbejdsopgaver (der ikke har med hverken mig eller Sneglcille at gøre) som kræver min tid og energi, og så en form for selvudvikling I guess. Det hele er en balance, jeg lige skal lære at navigere i – ved siden af at jeg forsøger at få ryddet op i mit liv og lægge en solid plan for min og vores fremtid.

Vigtigst af alt; Jeg har det faktisk ret godt. Jeg er glad nede i maven på en måde som jeg havde glemt var muligt. Hvilket, som jeg også har sat ord på herinde før, er en sær følelse når alt omkring en er noget rod og man gennemgår en kæmpe krise midt i en global krisetid.

Det blev endnu engang en let rodet omgang tankeskrald, præcis som det plejer, men jeg har sådan haft lyst til at pippe bare lidt op om min online tilstedeværelse og mangel på samme. Jeg er klart mest aktiv på Instagram, da det er nemmere og mere umiddelbart, men det betyder ikke at bloggen er glemt, gemt og begravet. Slet ikke. Jeg skal bare lige summe lidt over, hvad der skal ske med den og med mig.

Tvivl dog ikke på at jeg til stadighed sætter kæmpe pris på jeres engagement, beskeder, hep og bare det, at I stadigvæk følger med. Både her og på Instagram. Mange er faldet fra, og det forstår jeg sådan set godt, og jeg vil til hver en tid foretrække et ”unfollow” end at blive fulgt af nogen, der ikke bryder sig om mig eller mit univers længere. Dermed ikke sagt at det ikke bidrager til en følelse af utilstrækkelighed – Jeg er jo bare et menneske (med et kæmpe behov for anerkendelse) og præcis den følelse øver jeg mig på at rumme. Både at det er i orden at gå op i at være vellidt, men også at det ikke skal fylde for meget og have en direkte sammenhæng med mit selvværd.
Jeg sætter uendeligt pris på jer, der fortsat hænger i. Også når det brænder på. Nu mere end nogensinde. Tak.