Skuffeskriv: Er god nok overhovedet godt nok?

I kølvandet på nogle af de følelser jeg har været ramt af on and off de seneste måneder (øh, prøv med et år), tænker jeg at et skuffeskriv der matcher den sindstilstand, er på sin plads. Egentlig har jeg længe undgået netop dette skuffeskriv. For det er faktisk ikke så gammelt som de skuffeskriv jeg normalt udgiver er, og så er det langt mere diffust end hvad jeg normalt udgiver.
Jeg ved egentlig godt, hvad jeg mener med ordene, men jeg har svært ved at færdig-formulere dem, og det er en ny følelse. Jeg plejer nemlig ikke at have svært ved at formulere mig, særligt ikke på skrift, men noget spænder ben. Følelsen af at være god nok, men ikke GOD nok er langt fra altoverskyggende, og i virkeligheden meget sekundær, og ikke konstant hæmmende (heldigvis da). Hvis den slet ikke var der, ville jeg måske have en større ro i de ting jeg gør, siger og er. Men omvendt ville det ændre en masse og måske fjerne den nerve, sårbarhed og skrøbelighed som jeg har lært at acceptere og holde af. Fornuften, og den har jeg heldigvis, ved at der langt hen af vejen er tale om en øjebliksfølelse, præcis ligesom lykke også kan være det.
Inspirationen skal nok komme igen, og skylle det ukonstruktive vrøvl væk, og fordi jeg for det meste ved, hvad det bunder i og hvor det stammer fra, gør det det nemmere at overkomme, fordi jeg har accepteret, at jeg ikke kan ændre det. Præcis som min psykolog fortalte mig mange år tilbage i forhold til de svigt og den chikane jeg har oplevet som ung, og at jeg nok aldrig kommer over det, men kan lære at leve med det.
Sådan er det også med følelsen af ikke at fortjene sin succes, og at tro på at andre er langt bedre end en selv altid.

Skuffeskriveriet kommer her:

Er god nok overhovedet godt nok?

Jeg bliver aldrig den bedste, den flotteste, den sjoveste eller den dygtigste. Og jeg ved slet ikke om det er det jeg stiler efter. For hvem er overhovedet alle de ting, og når alt kommer til alt kan man aldrig nogensinde vinde alt og alle – det skal man heller ikke. Jeg skal ikke.

Jeg bliver til stadighed overrasket, når jeg modtager rosende ord, og inderst inde tror jeg sjældent på det. Men omvendt higer jeg efter den. Bekræftelsen. Anerkendelsen. Eller faktisk bare alt andet end det modsatte.
Glem mig ikke. Had mig ikke. Ydmyg mig ikke.

Ordene: Du er god nok som du er, har jeg hørt, tænkt, og garanteret også sagt. Til mig selv. Måske til andre.

Men er god nok, godt nok? Af en eller anden årsag gemmer der sig en næsten negativ undertone i “god nok”, som om at man ikke har gjort sig umage, ikke er tilstrækkelig, eller i hvert fald som minimum kan blive bedre. I hvert fald i mine ører, og måske er det lige præcis dem, der skal omstilles til at høre det som mere end rigeligt. God nok er mere end godt nok.

 

 

12 replies
  1. Signe says:

    Lige et indspark til det med at ‘komme over det’, der tænker jeg altså også, at man i så fald ikke blot har accepteret det skete, men også på en eller anden måde fået en forståelse af, hvor andre gjorde, som de gjorde. Og selvom de måske har haft egne usikkerheder og utilstrækkeligheder, kommer man nok aldrig til rigtig at forstå det. Og det behøver man heller ikke, når man aldrig selv kunne finde på at behandle andre, som du blev behandlet (af hvad der er muligt at læse sig til)… og det kan måske ikke være anderledes, så defor kan man kun forsøge at leve med det. Giver det mening?

    Svar
  2. Julie says:

    I mit forsøg på at hjælpe min datter til at vokse op med et selvværd, der støtter hende frem for at hæmme hende, har jeg en sætning der går igen og igen og igen – grænsende til det mantralignende: “du er lige, som du skal være”. Jeg fortæller hende aldrig, at hun er perfekt eller bedre eller mere speciel end alle andre – men at dét og den hun er, er lige præcis som hun skal være.
    Jeg ved ikke om det giver mening for andre, når jeg nu skriver det til dit indlæg her. Men pointen er, at det ikke skal handle så meget om at være “god nok”. Til hvad? Til at være os selv? Det er vi altid. Det handler om, at vi er lige præcis som vi skal være. Det er du også, og det kan aldrig være IKKE godt nok.
    Jeg ved ikke, om det lyder for banalt eller for tyndt eller for nemt. Men jeg håber min datter altid vil tage det med sig og huske på det, for jeg – og så mange andre kvinder jeg kender – har haft en rigtig ærgerlig vane med at glemme det. Jeg håber også, du vil huske det om dig selv. ❤️

    Svar
  3. Anonym says:

    Min tætteste veninde gennem mere end 20 år slog op med mig for 2 år siden eller sagde hun ville have en pause fra mig. Jeg krævede for meget. Jeg har rakt ud løbende, sagt undskyld osv. osv., men det er helt tydeligt; Jeg er ikke hvad hun har brug for mere. Jeg kæmper meget med ikke at føle mig god nok og at føle mig forkert. Og jeg har haft svært ved at acceptere tingenes tilstand. Og jo mere jeg har “kæmpet imod” jo mere forkert har jeg følt mig. Ikke god nok til hende. Er jeg så en god nok mor eller søster eller kone? Og jeg er som jeg altid har været. Hvorfor er det ikke længere godt nok? Min plan er at ACCEPTERE tingene tilstand og bare være i sorgen. Ikke kæmpe imod længere. Vores venskab er slut (for nu i hvert fald) og jeg skal lige op ad den der stige igen og mærke, at selvfølgelig er jeg god nok. Jeg skal finde den selvtillid igen, som det venskab i den grad gav mig. Livet gør sørme ondt nogen gange…

    Svar
    • Mikala says:

      ❤️❤️❤️ til dig. Det er hårdt. Hvis ikke hun har brug for dig, er det bestemt hendes tab. Ved godt det er en kliché, men det mener jeg. Har selv prøvet det, og fandt senere hen ud af, at jeg egentlig havde haft det godt uden hende også. Men det troede jeg ikke i starten. Det føltes klart som sorg og som hjertesorg- lidt a la kæreste sorg. Håber du er ok.

      Svar
      • Anonym says:

        Tak fordi du tog dig tid til at skrive. Jeg er ok. Men er helt klart i sorg. Savner min søde, dejlige, kloge, smukke og sjove veninde, som jeg blev voksen sammen med og senere fik vi mænd og børn. I hvert fald savner jeg den hun var, indtil hun langsomt men sikkert trak sig det sidste år af vores venskab. Jeg delte ALT med hende, så av..

        Svar
  4. Matilde says:

    En af mine kolleger sagde engang noget som gjorde indtryk og som jeg kom til at tænke på da jeg læste dette indlæg. “Jeg tror det bedste står i vejen for det gode”. På den måde at forstå at hvis vi altid har blikket rettet mod det bedste, så opdager vi ikke alt det gode vi gør. Det tænker jeg ofte på.

    Svar
  5. Kristina says:

    Jeg kom til at tænke på “Carrie Bradshaw”, da jeg læste dit dette fine skriv❤️ Du ved, dér sidst i afsnittene, hvor hun (i min verden), lige skriver og speaker hendes skønne skriblerier/artikler højt til seeren. Cecilie… Du er vist min danske Carrie Bradshaw❤️

    Svar
  6. Tine says:

    Udviklingspsykolog Winnicott har et kendt begreb om “good enough mothering”, som han mener er alt der skal til for at opfostre sunde børn i balance. I den sammenhæng er det altså godt nok at være god nok.

    Svar
  7. Inger Grubbe says:

    Efter en fødselsdepression (og et efterfølgende dårligt selvværd som mor) fik jeg tilbudt et forløb af kommunen hos familierådgivningen. Efter de fem gratis gange var jeg langt fra ovenpå igen, men jeg kan huske at vi rundede af med konklusionen at “god nok er godt nok”. I den her sammenhæng at “være en god nok mor er godt nok”. Og den sætning har bare været super vigtig for mig efterfølgende. Og jeg tager da også mig selv i at sige den til andre fortvivlede mødre jeg møder på min vej. Jeg siger sætningen langsomt og højtideligt, som var det det 11. bud givet af Gud til Moses. For nogen er det måske lidt banalt, men for mig en åbenbaring 🙂

    Svar
  8. Marianne says:

    Kære Sneglcille. Jeg læste din post i aftes og fik lyst til at skrive her, hvad jeg tænkte… for hvis der er noget, du er mere end god nok til, så er det at være lige præcis dig!
    Jeg har læst med i alle 11 år og fulgt dit livs ups and downs. Og uanset hvem du sammenligner dig med, hvad du drømmer at kunne eller være, hvem eller hvad du gerne vil vinde – så er der noget, du allerede er ekspert i og den aller, allerbedste til. Nemlig at være den Sneglcille, der ærligt og sårbart og dygtigt og nærværende har inviteret os andre med indenfor, så vi kunne spejle os og se vores eget liv med en lille smule andre øjne. Og tak for det ❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *