Mandag uge 40: Ikke min dag.

Seriøst.
Denne her dag.
Suk.

Jeg prøvede (og prøver) at holde hovedet højt, pytte det hele, smide glimmer på, og alt det der. For værre er det virkelig ikke. Men for helva’ ! Jeg tror nu nærmere en stor drink og en ordentlig tuder til at nulstille, er mere vejen frem. Det prøver jeg nok lidt senere.
Det er primært små, men irriterende ting, der nager. Og så en stendød computer. Sten-død, der gør mit arbejde så godt som umuligt at udføre. En corona-ramt økonomi og en ret heftig termin om få dage. En nu tre dage lang hovedpine i halvdelen af ansigtet som intet hjælper på. Regnvejr, våde sko, et glemt møde (pinligt!), aflyste jobs og aftaler, hverdagslogistik, det ikke kan gå op, dårlig samvittighed, manglende søvn, stressramt hud og en gabende tom slikskuffe.
Det ser fjollet ud. Når jeg sådan læser det opremset her. Styr dig, der er værre ting, og det skal nok gå. Men for pokker, hvor har jeg sjældent haft mere lyst til at checke ud og lige give roret videre, værsågod, bare et øjeblik, eller året ud.

Nå, MEN, udover en lidt øffet start på ugen, ser det sådan set ud til at blive en god en af slagsen. Jeg har børnene alene til og med næste mandag, da deres far er på job i Jylland og derefter tager til Sverige, hvor nogle af vores venner skal giftes. Eller hans venner, er det vel. Det er noget mærkeligt noget, hvordan en skilsmisse pludselig betyder, at mennesker man har kendt i over et årti pludselig ikke længere er lige så meget en del af ens liv. Naturligt, men bizart.
Jeg havde planlagt to skrivedage, i dag og i morgen, men på grund af tidligere nævnt døde computer (og ja, den har givet mange advarsler tidligere, så jeg kunne nok have sagt mig selv at det var lige oppe over) har jeg ændret min plan en smule. Jeg laver, hvad jeg kan fra min telefon, og får stablet en lånecomputer på benene asap. Jeg har møder onsdag og fredag, i København, og så skal jeg optage en dummy til en ny podcast jeg (Forhåbentlig) skal til at lave. Weekenden står på diverse arrangementer og fødselsdage med børnene, som indtil videre ikke er aflyst, og så var den uge væk.

Jeg håber jeres mandag og uge er pissegod, og at humør og overskud er bedre end her. Jeg vender tilbage med forhåbentlig lysere sind og et ægte tastatur i løbet af de næste par dage.

8 replies
  1. Jannie says:

    Kære Cille.
    Selvom jeg jo ikke kender dig, så ville jeg ønske, at jeg kunne hjælpe. På en eller anden måde gøre tingene nemmere for dig, følelsesmæssigt, praktisk eller økonomisk – det kan desværre bare ikke. Håber, at det er et lille plaster på såret, at jeg hepper på dig og sender lidt medvind i din retning. Synes ærlig talt, at du fortjener det❤ Håber det løser sig med eller uden glimmer og drinks. Knus Jannie

    Svar
  2. Louise S says:

    Øv, snegl. Min uge starter også temmelig åndssvagt med en dumpet køreprøve og en masse deadlines, der ånder mig kraftigt i nakken. Så hvis det er nogen trøst, har du da selskab i lorte-båden 🤷🏻‍♀️

    Svar
  3. Nana says:

    Kæmpe kram til dig! Min mandag startede heller ikke for godt: jeg er kommet i isolation og er blevet podet for at se, om jeg har covid-19, så alle planer denne uge er indtil videre aflyst. Det er fandme øv. Jeg krydser VIRKELIG fingre for, at den test er negativ.
    Jeg krydser også fingre for, at din uge bliver god, at du får fundet en lånecomputer, og at du på søndag kan se tilbage på en uge der har været god, trods den skæve start.

    Svar
  4. Mette says:

    Det ER ikke til at overskue, når alting – store som små – lige ramler sammen. Jeg har en ganske fin Lenovo yoga model som fungerer upåklageligt, som du hjertens gerne må låne. Sig blot til!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til A Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *