Mandag uge 37: Dobbeltliv i København

Det er mandag formiddag, og selvom jeg havde planer om at tage på kontoret i dag, er jeg endt med at sætte mig til rette i mit eget selskab, i den lejlighed jeg har lånt i denne uge. En arbejdsrelation, som jeg klikker vanvittig godt med og derfor er ved at indgå et ægte venskab med, har heldigvis for vane at rejse en del, og det har betydet, at jeg for nu anden gang har fået nøglerne til en hyggelig oase på Østerbro, imens hun er væk. Her skal jeg tilbringe det meste af min uge, hvor børnene er sammen med deres far hjemme i Hornbæk. Jeg tager nok hjem og spiser med dem en enkelt dag eller to, da det fungerer rigtig fint i vores arrangement, at man lige stikker hovedet ind en dag midt på ugen – så det bestræber vi os på at gøre hver især, når det passer.

Jeg har en del arbejde denne uge, hvilket er en glimrende måde at distrahere mig selv på, og så har jeg aftaler, der selvfølgelig involverer en masse vin. Deriblandt to fødselsdagsfester hos gode veninder i weekenden, som jeg ser meget frem til.
Dobbeltlivet har jeg ikke vænnet mig til, det gør jeg nok aldrig helt, men ingen tvivl om, at det bliver mindre og mindre smertefyldt fra gang til gang. Og på et tidspunkt, når jeg får en ægte base, der er min, bliver det helt sikkert udholdeligt. Nu er min kaffekop tom, igen, og jeg har en deadline om under en time, så jeg vender tilbage til mit word dokument. Jeg håber I har en dejlig uge og en god mandag.

Og en lille, men vigtig sidebemærkning; Tak for den gode stemning her og på instagram for tiden. Det har virkelig ændret sig ovenpå et råt forår og en sommer med meget spydighed og en lidt hård tone, der gav mig en kronisk knude i maven og bukket nakke. Der er langt imellem det nu, og det lader kærligheden strømme ordentligt igennem, så det kan mærkes. Det løsner gevaldigt op for min lyst til at dele og være. Tak.

1 svar
  1. Marianne says:

    Dejligt med en god kollega, som samtidig er en god veninde og låner sin lejlighed ud til dig – det er guld værd!
    Jeg ønsker for dig, at du finder den bedste lejlighed/base – den skal nok dukke op lige pludselig 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *