Skrøbeligt sammenhold

For nogle uger siden luftede jeg lidt om det grænseoverskridende og svære i min situation som offentlig person midt i en skilsmisse, en midtlivskrise og alt det der følger med i den kombination. Det er stadigvæk noget jeg er enormt bevidst omkring og som påvirker mig en hel del. At blive konfronteret med teorier, rygter og holdninger omkring ens privatliv sådan som jeg har oplevet det de seneste måneder, har været og er noget af det værste jeg har oplevet. Selv det der ikke nødvendigvis har været ment ondt. Det er meget ubehageligt at høre/læse spekulationer omkring at den ene eller anden har været utro (hvilket intet sandhed har i sig i øvrigt), at det hele er et pr stunt og/eller at komplet fremmede havde set det komme af forskellige årsager som oftest slet ikke er i nærheden af sandt, m.v. Som sagt er jeg indforstået med, at det er sådan det er, og at jeg selv har sat mig i en position, hvor den slags følger med, men det gør det ikke bedre eller nemmere at kapere. Slet ikke når man er en følsom og letpåvirkelig mus, som er tilfældet for mig, og bestemt ikke oveni en situation, der er så voldsom som en skilsmisse er, hvor alle følelser er kastet op i luften og man uanset hvor ordentligt det gøres er uundgåeligt ikke at være dybt påvirket af. Aldrig har jeg følt mig som en større fiasko. Aldrig. Det behøver jeg ikke alle andres mening om. Jeg har rigeligt selv.

MEN alt det til side, er der noget andet, som jeg har bidt mærke i og som jeg ikke vil bytte for noget. Det har været virkelig intenst og rørende; Sammenholdet, solidariteten og det skrøbelige, rå, ufiltrerede, opløftende og sårbare jeg har oplevet fra både folk jeg kender, men også, måske især, fremmede. Jeg har fået så mange personlige beretninger og jeg er enormt beæret og benovet over den tillid rigtig mange kvinder har vist mig igennem de seneste måneder. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det gør alt det dårlige og invaderende som jeg har italesat flere gange udholdeligt, for jeg ville ikke have været alt det gode foruden. I er så mange empatiske, seje, fine og helt vidunderlige mennesker der følger med og for det vil jeg for alt i verden ikke være foruden. Det er særligt, I er særlige. Tak! Det skal nok gå. Alt skal nok gå.

Jeg skal nok finde en balance i alt igen. Også det at dele. Jeg skal bare lige sunde mig, rejse mig, og finde modet, selvtilliden og glæden igen. Jeg er på vej. Jeg er rigtig godt på vej.

6 replies
  1. M says:

    Jeg har lige været på Hornbækhus med min elskede, og jeg vil bare sige, at jeg håber, du står foran døren fordi du har tilbragt tid derinde. Det gør godt helt inderst inde og jeg tænker, at du om nogen, har brug for den slags lige nu. <3

    Svar
  2. Mie says:

    Du fortjener stor beundring for at dele selv det der gør ondt. Jeg kan kun forsøge at sætte mig ind i, hvilken svær situation du står i med bloggen. Det at skulle balancere et ønske at sætte ord på det du gennemlever, samtidigt med frygten, for hvad der må komme den anden vej, lurer. Jeg har så umådelig stor respekt for at du forsøger at holde blikket mod dem der vil dig det bedste. Det må være svært i de hårde stunder, hvor idioternes ord giver genklang. Mange varme og kærlige tanker til dig i denne tid.
    Har du overvejet at få en anden til at gennemgå dine kommentarer for en periode, så du, om ikke andet, er forberedt når idioterne titter frem?

    Svar
  3. Katrine says:

    Dejligt at lysten til at blogge er tilbage. Vi er mange, der følger med og støtter dig i alt det du går igennem som kvinde og mor. Sender dig alle mulige positive tanker❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *