Søndag er en ny slags mandag
Mandag har ry for at være en skoddag, hvor alt går lidt skævt og ugen er svær at løbe igang. Sådan ved jeg ikke om jeg har det, men jeg har til gengæld en anden dag der er svær. Den dag var i går. Hver eneste søndag bliver mit liv vendt på hovedet og hver eneste søndag er jeg ved at kaste op over det. Jeg er ked af det hele dagen, melankolsk, sover som regel stort set ikke på grund af kaostanker, hverken natten op til eller natten efter. Og så bliver det mandag, og så er det hverdag, og så kan jeg lidt igen – for så kører hverdagshjulet med mig ombord. Hver anden søndag er det afskeden med børnene og huset, der gør ondt og er sær, og de modsatte søndage er det at skulle tilbage i rutinen, tilbage i ansvaret, den dårlige samvittighed, og at se mine børns far forlade matriklen, velvidende om, at han er ved at gå i stykker over det, præcis som jeg selv har været det en uge forinden. Så kommer aftenen og natten, og man er alene, og er enten efterladt helt til sig selv med udsigten til en uge med overarbejde, savn og drinks, eller skal forberede en uge fuld af madpakker, vasketøj og arrangementer som eneste voksen i huset. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.
Præcis som hver anden onsdag back in the day, hvor det var en del af min morgenrutine at hyle ved min cykel ude foran børnehaven, inden jeg kørte afsted på arbejde, er søndag nu blevet den dag, dog alligevel ekstra sprødt og hårdt, hvor det oveni købet er rodløst, da jeg pt sofasurfer og bor i en taske og føler mig i vejen, hvorend jeg er syv ud af 14 dage.
Det skal nok blive nemmere. Alt bliver nemmere, når mere falder på plads. Jeg ved det godt, og det er den viden, der holder mig oven vande hver eneste søndag. Men jeg har aldrig før følt mig mere alene, sårbar, udsat og usikker. Og i denne uge tog jeg søndagen med ind i min mandag. Sikkert fordi jeg kun fik små tre timers søvn i nat. Mange kopper kaffe, en masse arbejde, utallige tudeture, et langt bad og en rengøring senere, har jeg nu hentet mine børn hjem fra skole og børnehave, og kan igen trække vejret. Lige indtil næste søndag …
Disclaimer: Det er ubeskriveligt sårbart og grænseoverskridende at dele disse indlæg, og jeg vil endnu engang gerne minde om, at der er tale om om glimt – Bittesmå brudstykker af et stort billede, der indeholder meget andet. Også lykke, ro, glæde og alle andre sindstilstande. Men jeg nægter at undlade det der er svært – Jeg ved jeg ikke er alene. Gode råd, holdninger, samt kommentarer omkring at det er mit eget valg, at det er værre for mine børn etc. Vil jeg meget gerne være foruden. Jeg har rigeligt af den slags tanker helt selv. Tak <3