Op på boardet igen


Efter min succes med vandet for nyligt, er jeg gået all in på at for alvor overvinde al frygt, OG at blive fortrolig med vandet, så jeg kan få brugt mit medlemskab i surfklubben. Derfor har jeg nu fem gange været ude og SUP’e, og bedst som jeg følte mig nogenlunde sikker og ovenpå, kom jeg alligevel til at presse mig selv for langt, og mit traume fandt vej frem igennem modet og viljen. Lige der på brættet, midt ude på vandet, kom følelsen af ikke at kunne få vejret tilbage. Min hals snørede sig sammen, jeg fik pletter for øjnene, jeg kunne ingenting høre og gråden pressede på. Jeg sejlede i land, med instruktøren ved min side, imens jeg fik styr på min vejrtrækning og mine tanker. Det er bare tanker. Jeg er aldrig kommet hurtigere ud af en våddragt, og da jeg samlede mig selv på stranden, og kiggede på de fire andre pissedygtige og frygtløse damer i vandet, der trygt padlede videre, uden anelse om, at jeg havde været nær et angstanfald, mærkede jeg skuffelsen og vreden over ikke bare at kunne slippe kontrollen, angsten, nervøsiteten. Det gik lige så godt. Den skyldfølelse har jeg nu igen fået parkeret, og fået vendt. For to måneder siden havde jeg ikke været i havet i 27 år. Nu står jeg på paddleboard i Øresund. Hvis det ikke er en succes, ved jeg ikke hvad er. Om er par dage, skal jeg afsted igen, og selvom jeg er nervøs, nægter jeg at lade det slå mig ud. Jeg kan og skal blive en vandhund af en eller anden race. Et lille forsigtigt vandgadekryds måske.

2 replies
  1. M says:

    Du har en særlig evne til st beskrive, at man nu og da snubler på sin vej i livet, at det sker, at det er ok, at man kan prøve igen, og at der også er små fremskridt selvom man i situationen synes at man er en fiasko. Det er ret gennemgående når man har læst med mange år, at du har det blik på de udfordringer, du støder ind i. Jeg ved ikke om det er en metode du bevidst bruger, eller om det bare er intuitivt, men det er mega inspirerende. Sådan vil jeg gerne lære mine børn at gå til deres udfordringer, om det er livskriser eller vandskræk eller noget helt tredje. Tak fordi du deler.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *