Skilsmissens anatomi

Inspireret af det nyeste afsnit af Om søndagen græder vi (podcast på Podimo) der handler om skilsmissens fem faser, kommer her mit take på det. Det siges, at der er fem faser man gennemgår  – Det gælder nok de fleste sorgperioder, og jeg har prøvet dem alle før, både værre og mildere. Rækkefølgen og længden af dem varierer selvfølgelig, og selvom der sikkert er forskellige måder at anskue (og føle) dem på, tror jeg at mange kan genkende mønsteret. Jeg vader selv ret meget op og ned og frem og tilbage, og så tvivler jeg på at fase tre nogensinde viser sig for alvor. Nemlig vreden. Og dog. For selvom der i vores situation er nul årsager at være vred over, er det alligevel nok en uundgåelig fase. Jeg har følt vrede, men jeg har rettet den mest mod mig selv, hvilket på en eller anden måde er langt mindre konstruktiv, end når man kan rette den mod andre. Og hvem ved, måske kommer tre’eren lige pludselig bragende som en uvelkommen gæst til et suprise-gilde, bedst som jeg troede, at jeg havde gennemført alle faser (jeg ved godt det ikke helt fungerer sådan, men altså, for nu at blive i den tese…) Jeg er lige nu nok et sted i fase fire. Den nedtrykte fase. Der hvor man er ked af det, tungsindig og trist. Det er måske den sværeste fase overhovedet, for mig, og jeg er ekstremt dårlig til at tolerere det. Vil langt hellere være vred, i fornægtelse eller i forhandling. For det er de andre “trin”. Lad mig uddybe. Fase et er, hvis jeg ikke husker forkert, benægtelsen. Der hvor man ikke helt har forstået, hvad fanden det er der foregår. Det kan sgu da ikke passe-fasen. Det løser sig sgu da-fasen. Den er flyvsk, svær at forstå og går over helt uden at man (jeg) opdager den. Så kommer fase to. Forhandlingen. Der hvor man lidt trækker i land, men omvendt også bare vil have fundet en løsning, måske fortryder man lidt, ombestemmer sig, og ja, forsøger febrilsk at trække i land, lappe det hele og ryste det af sig, måske bliver lidt sølle, glemmer grunden til beslutningen og kun husker alt det gode, for derefter alligevel at nå frem til, at det nok er for det bedste det hele, og når et sted hen, hvor man (jeg) føler sig forholdsvis ovenpå. Praktisk, ligefrem, nu gør vi således… Så kommer vreden. Fase tre. Den var kort i mit tilfælde, men dukker alligevel stadigvæk lidt op – Igen mest rettet mod mig selv. “Fuck hvor er du dum”. Den bliver afløst af fase fire. Der jeg er nu. Tristheden. Jeg har grædt som aldrig før – det passer ikke, men det føles sådan, når det står på – Som om at jeg aldrig har været så heartbroken nogensinde, og som om at det aldrig kan stoppe igen. Mit hjerte er gået i tusind stykker og jeg ved ikke om og hvordan det nogensinde kan samles igen. Det lille krøllede hjerte. Ensomheden, frustrationen, sorgen, der buldrer afsted. Den sidste fase er den, jeg kan mærke, jeg begynder så småt at stikke tæerne forsigtigt i, men alligevel ikke er helt dedikeret nok til at dykke ned i. Endnu. Anerkendelsen, accepten, glæden, energien. Den kommer i små glimt og når den er der, bliver alt roligt og udholdeligt, men så opsluger fase fire mig endnu engang og tristheden, ensomheden og det der er svært omslutter mig så jeg knap nok kan få luft.

Jeg deler det her, fordi jeg håber, det kan få mig til at finde endnu mere ro, og nok også for at sige til dig, der måske er et eller andet sted i denne her underlige trappe med trin man løber forvirret op og ned af, at du ikke er alene og at det nok skal gå. Selvfølgelig. Det føles som det værste, der kunne overgå dig (mig) men det er det ikke nødvendigvis.

Disclaimer (tilføjet morgenen efter udgivelse) : Jeg ved selvfølgelig godt, at der ikke findes en opskrift på sorg og følelser, og at min situation ikke kan sidestilles med langt værre. Jeg synes bare, at ovenstående var en interessant og finurlig måde at anskue det på. Jeg beklager, hvis jeg har trådt nogen over tæerne, eller har fået det til at lyde mere simpelt end det er. Selvfølgelig er der forskel, One size fits overhovedet ikke alle, og der er i øvrigt, så vidt jeg ved, intet videnskabeligt belæg for denne model (Det er som sagt “bare” inspireret af en podcast af Hella Joof). Jeg kunne selv spejle mig i noget af det, og tænkte at andre måske kunne det samme 🙂
Tak for jeres indspark ❤️

39 replies
  1. Anne-Sofie says:

    Jeg har mistet min far. Det er så smerteligt. Jeg er også i fase 4, men med tilbageskridt ind i fase 3 (vreden!) som oftest kommer buldrende pludseligt og vildt.
    Sorg kommer man aldrig over. Men man lever videre med den, som en del af ens fortælling og historie. Som et ar i hjertet, der aldrig heler, men bliver mindre synligt.
    Tak fordi du deler, selvom det ikke er ‘samme’ sorg, hjælper det faktisk at vide, at man (jeg) ikke er alene ❤️

    Og kan virkelig anbefale denne TED-talk : https://www.ted.com/talks/nora_mcinerny_we_don_t_move_on_from_grief_we_move_forward_with_it/up-next

    Svar
  2. Stine says:

    Jeg oplever ikke at sorg har faser på den måde du beskriver. Jeg oplever der er forskellige følelser/reaktioner. Disser kommer så hver for sig, to og to eller allesammen samtidigt. Og man kan bytte rundt på rækkefølgen og kun køre rundt i to af følelserne osv. med faser synes jeg du siger man kommer igennem. Det gør man med skilsmisse. Det skal man. For sig selv og sine børn. “Ægte” sorg, er der altid. Det er anderledes og ikke i faser. Pas på med at sidestille. Jeg er både skilt og hr mistet min søster og baby. Så jeg taler naturligvis fra mit subjektive synspunkt

    Svar
    • M says:

      i terapisammenhænge er man gået væk fra at tænke det som et lineært forløb/trappe – man anskuer mere processen som cirkulære følelser – som Stine skriver, er det ikke forskellige faser man skal i gennem og så er man videre (du nævner også selv, Cecilie). Det er rigtig vigtigt at tænke den cirkulære proces ind, så man ikke har en forventning til sig selv om, at man “burde være videre til næste fase”.

      Svar
    • Sneglcille says:

      Jeg sidestiller absolut ikke min situation med den slags sorg som du nævner her. Det var i hvert fald på ingen måde min intention at gøre det firkantet – Og du har da helt ret i forhold til at det ikke som sådan nødvendigvis er opdelt på den måde. Jeg synes bare, da jeg hørte om det i podcasten, at det var en interessant måde at anskue det på, og så gik jeg til tasterne 🙂

      Svar
    • A says:

      Synes ikke det er hensigtsmæssigt at insinuere, at skilsmissesorg ikke er “ægte”. 🙂 Pointen er i min optik snarere, at den sorg ligesom sorg efter dødsfald også kører i flere spor, og ikke er lineær, som man kommer “over”. Siger jeg som en, der har været involveret i både skilsmisse og dødsfald i nærmeste familie.

      Jeg synes, dit indlæg var fint, individuelt og nuanceret, Cecilie, og stort virtuelt kram herfra i din situation.

      Svar
      • Lille A says:

        Der skal være plads til alles følelser.. Meen da jeg som ret ung mistede mange, oplevede jeg, at folk, der gennemgik skilsmisser var ret slemme til at sammenligne skilsmisser med dødsfald. Og det er det altså ikke. Det er sit eget “bæst” og kan sikkert være en sorg over at miste.
        Men det var altså grænseoverskridende at høre på “Det er som om han er død”, når (ex)manden jo altså levede i bedste velgående🙄
        Men måske er det netop fordi det er en “legitim” sorg, at man bruger ord og udtryk fra dødsfald, hvor vi som samfund er lidt mere accepterende overfor, at man er trist?

        Svar
        • A says:

          Det kan sagtens være. 🙂
          Min pointe var bare, at man kan føle sorg over andet end dødsfald. Og generelt skal man nok ikke sammenligne for meget. Jeg kan personligt blive irriteret, måske uretfærdigt, når nogen nævner deres tab af en gammel bedsteforældre i relation til mit tab af en forælder. Så sammenligning er sjældent en god ide i relation til sorg. Skilsmisse er sit eget bæst ja, ligesom dødsfald er. Og livet efter er forandret på forskellige måder. God dag til dig 🙂

          Svar
  3. Sara says:

    Jeg har tænkt mange gange mens jeg har læst dine opslag, at hvor er det godt for dig/jer at I nu har dine forældre tættere på.. Det hjælper måske ikke på gaderne, men Det kan måske hjælpe lidt på nogle af de praktiske aspekter.. kram til dig <3 har selv været der..

    Svar
  4. Maria says:

    Kan virkelig genkende mig selv ❤️
    Er også på vej ud af fase 4, efter 4 måneder og en ny forelskelse, der viste sig heller ikke, at være så nem.
    Jeg har stille og rolig lidt mere overskud til mine børn ❤️
    For første gang i dag, kiggede jeg rundt i mit nye rækkehus og smilede. Det her er mit, alene og de fleste ting har jeg selv klaret 💪🏼❤️

    Svar
  5. Maj says:

    Uanset hvad man bør og gør i terapi – hvad man som læser har oplevet og været igennem, så kan jeg kun bifalde, at du lader din stemme være din. Du kan umuligt skrive noget “perfekt i alles øjnene” alligevel. Det du gør så godt, er at skrive hvad der er på spil hos dig. Hvordan din oplevelse er. Det skal vi som læsere huske. Og huske at respektere, at her er en kvinde der deler ud af sit liv. Både det hårde og det gode. Hun er ikke terapeut. Eller vidende om “sandheden om alt”. Man •skal• ikke følge hende. Man •kan•, hvis man har lyst.
    Jeg bliver bare lidt træt, når dem jeg følger, ikke kan få lov til at skrive det de har på sinde, uden at skulle tage 1000 hensyn til læserne.
    Jeg læser med hos Cecilie, fordi jeg synes at det er ægte og ærligt.
    Kan vi ikke please lade være med at rette og finde “fejl” hos den der deler og selv er et sårbart sted?
    Skal vi ikke bare tage det vi kan bruge fra en tekst, det vi kan spejle os i, og sige pyt til resten?
    Ingen har skrevet noget for at være negative, heller ikke i kommentarsporet, det er jeg overbevist om.
    Der er flere måder at se verden på – ja.
    Skal vi ikke prøve at omfavne det – og lade den vi nu følger, kunne bruge sin egen stemme, uden alle bekymringerne inden et indlæg og disclaimers efter?

    Et træt men velment pip fra mig ❤️

    Svar
  6. Line says:

    Herre gud! Er skidetræt af dit ynk. Kom nu videre! Fat at ingen giver en fuck for din lommeterapi og evige klynken. Indse nu bare at du er tåbelig. Du kan ikke engang holde på en mand 😂😂

    Svar
    • Theresa says:

      Stop dig selv, Line… gå et andet sted hen med den energi dér. Vi andre læser med her fordi vi synes Cecilie har nogle værdifulde ord at dele.

      Svar
    • Liv says:

      Hvor er du dog et sølle menneske Line – hvorfor du overhovedet læser med her, og bruger energi på så ondskabsfuld en kommentar er mig en gåde…
      Kram til dig Cecilie, og tak for et godt indlæg.

      Svar
    • A says:

      Hold nu op, en ubehagelig kommentar. Det er bare slet ikke i orden. Du skulle skamme dig. Og at bruge Cecilies skilsmisse imod hende er bare “new low“ i et kommentarfelt…

      Svar
    • Louise says:

      Jeg kan heller ikke holde på en mand (hvis det betyder at være sammen forever), og jeg ynker og klynker også og filosoferer og terapeutiserer over alt og intet, føler mig tåbelig og alt muligt andet. Og jeg giver en fuck for at genkende det hos andre, som tør at vise det, skrive det, synge det, råbe det, gentage det.

      Svar
  7. Maja says:

    Kærlighed i din retning! Da mine forældre blev skilt for 7 år siden, (jeg var 19 år) præsenterede min terapeut denne model/disse faser for mig og den hjalp helt vildt meget. Jeg kunne pludselig se, at alle mine følelser var naturlige og de var der af en grund. Den hjalp meget at læne sig op ad, da jeg pludselig mærkede et virvar af følelser (som jeg aldrig havde følt før) kom buldrende. Hun forklarede, at disse faser er flydende og at man sagtens kunne komme tilbage til en fase man allerede havde været i. Så, tak for at skrive om de forskellige faser man kan gå igennem, da de kan hjælpe meget i en sorg/krise. Og tak for den dejligste blog <3

    Svar
  8. Anonym says:

    Jeg er i en anden sorg, en venindesorg. Selvom det ikke praktisk har været en omvæltning, idet jeg har min mand og børn og ikke skal flytte osv osv., så har jeg aldrig følt mig så ensom, som efter jeg har mistet min veninde. Jeg oplever, at jeg ikke er rigtig grundglad, jeg er vred, jeg er ked af det, jeg føler mig tom, jeg stiller spørgsmålstegn ved mig selv om mine andre venskaber. Er jeg god nok? Tydeligvis ikke, siden min bedste veninde gennem 20 år meget bevidst har fravalgt mig. Selvfølgelig er jeg god nok, men jeg føler mig revet helt fra hinanden. Hun var min bedste veninde og skulle jo være i mit liv og ved min side for altid. Der er gået snart 2 år nu. Hvornår bliver det bedre? Jeg finder aldrig og her i mit voksne liv et venskab, som det vi havde…
    Tusind tak fordi du deler! Jeg kan så meget relatere – omend det er en anden situation.

    Svar
    • A says:

      Tak for den kommentar. Jeg blev også droppet af en veninde for over 2 år siden. Er stadig SÅ vred på hende og kan slet ikke holde remindere om hende ud.

      Svar
  9. Landsbyboen says:

    Kære Sneglcille

    Du skal ikke lytte til dumme troll-beskeder. Jeg foreslår du sletter den. Den gør intet godt, og bidrager ikke med noget som helst.
    Du er noget, og du kan noget! Du hverken ynker eller klynker, men beskriver livets op- og nedture som du oplever dem. Som en af de eneste bloggere jeg læser med hos, synes jeg det er rigtig ægte, og det er virkelig inspirerende og sundt, at se tingene fra andres perspektiv.
    Jeg er på dit hold!
    Kh Landsbyboen

    Svar
    • Laura says:

      Høøøøøørt! Sneglcille må være en af de modigste kvinder jeg (ikke) kender. Al kærlighed til hende.

      Svar
  10. Mette says:

    Det giver god mening at sorgen har disse faser. Jeg kan dog mærke, at de følelser bliver ved med at komme – lidt som et hjul. Måske det bare er sådan, at være skilt og have små børn, fordi de også reagerer og man (læs: jeg) tager deres følelser sig, og gennemlever så alle trin én gang til. Sådan har det været i 2.5 år her. Men vi kommer stærkere ud hver gang, også selv om det kan være voldsomt at skulle alle følelser igennem igen hver gang.

    Svar
  11. Tanja Christoffersen says:

    Jeg har lige brug for at skrive at du er sådan et smukt menneske- indefra og ud! Jeg beundrer dit mod, din ærlighed og at tør dele din sårbarhed!

    Så TAK fordi du deler ❤️

    Svar
  12. Sara says:

    Tak for dette blogpost. Jeg er lige nu i en post-breakup fase, som har efterladt mig helt følelsesløs og nærmest apatisk. Jeg er så sindssygt heartbroken selvom jeg kun har kendt personen i kort tid. Så sorg kommer i forskellige grader og former, men føles fandeme nederen hver gang. Det her hjalp mig.
    Tak <3

    Svar
  13. Marie-Louise Pii says:

    Så fint skrevet og super relevant for alle der har mistet, og samtidig en stor del af livet at miste, men også at komme igennem. Tusind tak for denne visdom <3 Du gør det mega godt, hvis man kan skrive det. Den største medfølelse herfra <3

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *