En kæmpe kliché?

Jeg så mig selv udefra den anden aften. Småsnaldret, alene hjemme, men en halvtom flaske rødvin og Sam Smith på højtaleren. Så sad jeg der, fraskilt, midt i 30erne, mor til tre, rødvinsfuld og med sangtekster, jeg følte var skrevet til mig. Og selvom jeg det meste af tiden overlever og har ret godt styr på hele situationen og føler mig forholdsvis ovenpå, gør det sig på ingen måde gældende hele tiden – især ikke når jeg ikke har mine børn. Som i overhovedet ikke. Da jeg sad der den aften og så mig selv udefra, begyndte jeg at tænke over alt det klichefyldte og nærmest karikerede ved min situation, og den slags skal der også være plads til. Også her. Foruden al vinen og min nyfundne glæde for Sams tekster, har jeg shoppet dyre solbriller (som jeg så mistede fire dage senere), jeg er begyndt at træne som en sindssyg – Det skal ikke hedde sig, at jeg blev skilt med en flad røv. Næ, op op op med den. Jeg fylder mine weekender uden børn med drinks, veninder og alt for mange aftaler, jeg ryger flere cigaretter end jeg har gjort i årevis. Jeg er gået i selvhjælps-mode og læser alle bøger om selvudvikling (og tager dem med et kæmpe gran salt i øvrigt – Og nej, jeg er ikke medlem af nogen tribe eller på vej til at blive det). Jeg er startet i terapi igen. Jeg bingewatcher SATC, præcis som jeg har gjort det efter alle breakups hele mit liv. Og det er alt sammen så tragikomisk, at jeg næsten ikke kan holde det ud. I al alvor sker der også det, at jeg føler mig ensom og alene på en måde som jeg havde glemt eksisterede, og er pludselig meget bevidst omkring alle mine relationer, på godt og ondt. Livskriser som den jeg står i, får virkelig sat mange ting i perspektiv, hvilket føles helt vildt klamt, når man står midt i det, som jeg gør det nu – Men jeg ved heldigvis, at det på den anden side bliver bedre end godt igen. Og kliche eller ej, er det alt sammen en del af den rejse jeg er på lige nu, og præcis ligesom man (jeg) tidligere har romantiseret tømmermænd og kærestesorger og set tilbage på det som en næsten hyggelig og sjov tid, kommer det med garanti også til at gøre sig gældende denne gang, er jeg sikker på. Alt er en fase. Rødvin og Sam Smith skal der til.

8 replies
  1. Katrine says:

    ♥️Du er sej. Alene det at du kan se dig selv udefra, se fremad og se det klichéfyldte i situationen med en god portion humor vil bære dig igennem og ud til det dejlige sted på den anden side♥️

    Svar
  2. Alexandra says:

    Klichéer er klichéer af en årsag. Selvindsigt, evnen til at være i det, for hvad det er, og evnen til at huske at det altså ER midlertidig, selvom der føles uendelig langt til lyset for enden af tunnelen, er guld værd.
    Hold ud, kys dine børn, kram din ex-mand og klap hinanden på skuldrene for kærligheden i formår at gøre dette med, nyd din rødvin og forløsningen ved at græde, og HOLD UD!
    Tak for, endnu en gang, at du tør dele alt, hvad du gør, og dermed hjælper til at nedbryde den følelse af alenehed og failure, som vi alle oplever fra tid til anden i livet. Du gør os det at være menneskelig så meget mere tilgængeligt og normalt. En fantastisk måde at bruge det talerør du har. Tak <3

    Svar
  3. Jannie says:

    Hej Snegl.
    Jeg ved godt at du ikke uddyber og ej heller kommenterer på din situation, men det vigtigste er at du får klarhed på din boligsituation. Det er et særdeles vigtigt point of no return. Og find ud af om du vil flytte dine børn endnu en gang. Alt andet om deling af børn og samværsregler og andet crap, må komme stille og roligt.

    Svar
  4. Jette says:

    Bare kæmpe ❤️ herfra. Jeg ved, at vi kun ser en lille prisme af din verden. Men hvor er det både smukt, sørgmodigt og sårbart for tiden – sådan som livet også er indimellem for os alle sammen! Og midt i det hele står du både stærk og tillidsfuld ❤️ Det er der i virkeligheden ikke ret meget kliché i. Men det får mig til at føle masser af medfølelse (ikke at forveksle med medlidenhed) og en kæmpe respekt for dig som kvinde, mor og menneske.

    Svar
  5. Ea says:

    Jeg er så vild med din måde at skrive på altså ❤️
    Jeg hørte i øvrigt engang Chris Macdonald sige noget i retning af, at det er helt naturligt, at mennesket begynder at udøve fysisk aktivitet i krisesituationer. Urmennesket løb jo også, når der kom et farligt dyr efter ham/hende. Det moderne menneske sidder dog mest ned, og når der så opstår kriser (eller hvad hjernen tolker som farer), hjælper den fysiske aktivitet med at få adrenalinen ud af kroppen. Det er også derfor, at mænd i 40’erne med midtlivskriser alle sammen skal ud og købe triathlon osv. 😊

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *