Mandag uge 27: Fødselsdag

I dag er det min fødselsdag. Jeg blev vækket med børnesang, morgenbrød og kartoffelkage. Drak en morgenkaffe med Michael, og sidder nu i solen alene. Med et flag. Det ser nok lidt sørgeligt ud udefra, men det er det ikke. Jeg bliver siddende lidt endnu og arbejder, bestiller noget mere kaffe og fejrer mig selv. Det kan man godt.
Jeg har ikke lavet planer, men tænker at det nok giver sig selv. Jeg skal spise med børnene og Michael senere, og går derefter nok på stranden og ser solnedgang med et par veninder.

I denne uge skal jeg arbejde og gøre klar til sommerferien, der starter på fredag. Jeg skal til København med en veninde på torsdag, hvor vi er inviteret til åbningen af et nyt hotel. Fredag skal jeg spise med en anden veninde og lørdag drinks med en tredje. Jeg glæder mig til det hele.

… i mellemtiden fra jeg skrev ovenstående til nu, fik jeg selskab af en veninde, der havde tid til en kaffe, og nu lukker jeg computeren sammen og tager forbi mine forældre, inden jeg cykler op og henter børn. Jeg håber I har en dejlig dag. Heroppe skinner solen, lidt endnu.

Balance og mavefornemmelse

Jeg har været (og er) sådan i tvivl om, hvor meget og hvor lidt jeg skal dele fra vores situation. For det eneste der egentlig har vist sig, at være sådan rigtigt svært for mig i delings-processen, har været, at skulle forholde sig til andres holdninger, meninger og forslag. En ting er vores familie, venner, og folk i vores omgangskreds’ reaktioner, noget helt andet er internettet. Det er ikke sjovt, det er det bare ikke. Heldigvis har langt langt størstedelen af det, der er endt i min indbakke været positivt, varmt og behageligt. Dog er det også hændt at en håndfuld eller to, har været direkte modbydeligt, sårende eller på andre måder over grænsen, og så er der alt det udenom. Det der ikke ender direkte hos mig – Rygterne (usande hver og et, i øvrigt) spekulationerne og bagtaleriet. Ad og av.
“Lad det fare”, “Tag dig ikke af det”, “Brug ikke energi på det”, Sandt, men lettere sagt end gjort. I særdeleshed når man står i en i forvejen sårbar position og er både ked af det, flov og har alle følelser helt udenpå. Det er en svær balance, som jeg fortsat ikke helt kan finde rundt i. En emotionel rutsjebanetur, med tilskuere. Jeg har lyst til at dele mine følelser, processen, noget af det praktiske, for det er både enormt forløsende for mig, og jeg kan jo både mærke, læse og se, at det også rykker noget hos andre – men jeg føler også, at når jeg prøver at gøre det, bliver det nemt misforstået, analyseret, brugt imod mig, og det er ikke rart. Det er ikke fordi, at man behøver altid være enig i alt hvad jeg skriver, men når det handler om noget, der er grænsende til privat og ikke mindst helt sprødt og sårbart, føles det vanvittigt voldsomt, når der kommenteres nedladende, rettende eller snagende. Særligt lige her midt i orkanens betændte og følsomme øje. Jeg forstår godt, at det er spændende, at følge med i. Jeg forstår behovet for at ville vide mere. Jeg forstår, at jeg selv har delt nogle meget personlige tanker, følelser og situationer gennem årene, og at mine grænser derfor måske kan være svære at se. Jeg forstår det hele. Jeg mangler bare stadigvæk at finde den helt rette balance i forhold til min egen mavefornemmelse, og jeg føler mig forsigtigt frem. Og derfor klapper jeg lidt i og fokuserer på nogle andre ting. Jeg skjuler intet, og forsøger heller ikke at pynte på noget, ej gøre noget værre end det er. Det vil jeg bare gerne understrege. Jeg har det godt. Jeg har det faktisk rigtig godt. Vi har fundet en rigtig fin måde at være sammen, både hver for sig og med børnene, og jeg er glad, når jeg vågner om morgenen.

Alt det her betyder ikke, at jeg aldrig kommer til at dele noget igen – Det kan jeg slet ikke finde ud af at lade være med. Det er bare en slags forklaring. Mavefornemmelsen skal være med, og det skal den nok komme igen. Indtil da, har jeg har skrevet nogle flere beauty og shoppeindlæg, som I har efterspurgt, og de kommer dryssende over de næste uger, sammen med lidt hverdagsskriveri, imens vil jeg herude fokusere på mig selv, mine børn, et nyt podcastprojekt (!) og de børnehistorier jeg skal skrive til et medie, der ikke er mit.

Det går sgu meget godt, og det bliver bedre. Tak fordi I læser med – Nyd solen <3

 

Mandag uge 26: Ferienedtælling

Jeg kom hjem i går omkring frokosttid og havde en virkelig dejlig søndag med børnene og Michael. Vi holder hver søndag sammen allesammen, og det fungerer skidegodt. Vi legede i haven, gik tur, spiste pizza og gik tidligt i seng. I dag skulle Uma til tandlægen, så Michael og hende kørte afsted tidligt, og Loulou og jeg gik op til børnehaven istedet for at cykle, og holdte et lille croissantstop i bageren. Jeg elsker de morgener og ville virkelig ønske der var flere af dem.
Jeg har skrivedag i dag, så jeg arbejder hjemmefra sofaen med masser af kaffe, og skal hente børn ved 15 tiden, spise med dem og når de sover, skal jeg tilbage på computeren, for jeg vil gerne nå at komme en hel del foran, da ferien venter om hjørnet. Resten af ugen er fyldt med møder, kampagner, foto, film og planlægning, men emd bagkant, da jeg er alene med børnen. Fra næste uge er det skole-sommerferie, og Michael og jeg mangler endnu at lægge en plan for de uger børnene er hjemme, så det skal også lige mases ind i denne uge. I weekenden har jeg også børnene det meste af tiden, og vejret lover godt, så vi rykker med garanti på stranden. Jeg har en fornemmelse af at det bliver en virkelig god uge, og igen; Vejret!!!

God mandag 🙂

Ulykkefuglens weekend

Jeg ankom til København i går, hvor jeg skal bruge hele weekenden. Det startede godt, indtil jeg skulle pakke ud og fandt min næsten helt nye ansigtsolie uden låg i bunden af min taske. RIP to trøjer, et par jeans og en kjole aka alle mine outfits til de næste dage. Klip til at jeg skal ud af døren, men lige vil tage to treo. Jeg taber begge, mine sidste, i toilettet. Suk. Jeg tager min telefon ud af opladeren og må erfare at elektricitet fungerer således, at man helst skal tænde for stikkontakten får at få den ønskede effekt.
Ajmen, For satan. Nå. Videre ud med mig, med olie på ærmet, en begyndende hovedpine og næsten ingen strøm. Jeg skal ud på en båd med fem dejlige damer og en masse vin. What can go wrong?! Himlen åbner sig i et skybrudslignende sjaskvejr, og vi bliver gennemblødt. I morges vågner jeg til samme vejrsituation og kan godt se, at de klip klapper og det ene par sandaler jeg har pakket, ikke var helt gennemtænkt. Ja ja, man kunne have tjekket vejrudsigten.
Jeg ved det godt.
Det hele er mega first World ligegyldigt og forkælet, men hold kæft en start på det der skulle (skal) være en virkelig god weekend. Jeg er på kontoret i dag. Har været til et enkelt møde og har spist frokost med en veninde. I aften skal jeg ud igen, til intet mindre end tre arrangementer (ja, ud ud ud, apropos klichéerne fra sidste uges indlæg – divorced woman walking). I morgen skal jeg endelig se min venindes lille nye søn, og så har jeg middagsplaner, jeg ser virkelig meget frem til, og ender sgu sikkert ude igen, igen, igen – og SÅ skal jeg hjem til mine børn søndag, som jeg har fysisk ondt over at savne.
Man kan ikke få det hele, men jeg prøver at få det bedste ud af det jeg har. Uheldig eller ej.

Mandag uge 25: Strand, by og hvileløse dage

Jeg tør næsten ikke glæde mig for meget over sommervejret, da jeg godt ved, intet er sikkert, men jeg håber det fortsætter, for det hjælper på alt (!) Også mandage.
Egentlig havde jeg planlagt at tilbringe i dag og i morgen på kontoret i København, da jeg ingen bagkant har. Dog endte jeg med at sidde ved computeren det meste af aftenen og noget af natten i går, og da solen i morges stod højt og ikke en eneste sky var i sigte, sadlede jeg om, og kørte istedet hjem i haven, efter jeg havde afleveret børn, og arbejdede uden sko og med bar mave. Da mailen var tom og solen lidt for varm, cyklede jeg til stranden og prøvede kræfter med SUP, spiste frokost med Michael, og da Otto fik fri kom han forbi til en times SUP, inden han gik på klub (sikkert for at spille computer i en kælder). Jeg sagde farvel til Michael, der skal hente piger, og nu har jeg endnu engang indlogeret mig hos mine forældre, hvor jeg skal bruge resten af dagen under en parasol, med min computer. Jeg håber på, at der bliver serveret kølig hvidvin på et tidspunkt, men ellers har jeg indtil videre nul planer for resten af dagen i dag, og så tænker jeg, at jeg også i morgen skipper turen til København, da det eneste møde jeg har, foregår på Zoom. Onsdag har jeg SUP undervisning, et enkelt kaffemøde med en mulig jobrelateret mulighed, jeg henter børnene tidligt onsdag og hænger med dem hele eftermiddagen, aften og nat, og så starter endnu en hvileløs weekend allerede torsdag eftermiddag, hvor jeg tager til København og nok bliver til lørdag eller søndag, imens Michael holder weekend med børnene. Hvileløs er en underdrivelse, i øvrigt. Fuck jeg synes det er svært. Det er vanskeligt at forklare, særligt hvis man ikke har prøvet, hvordan det føles. når ens base er der hvor børnene er, og at man hver anden uge flagrer hvileløst rundt uden base og ro. Jeg havde selv næsten glemt hvordan det føles, og jeg kommer sikkert til at glemme det igen, når det hele på et tidspunkt er faldet på plads. Den følelse er i øvrigt netop grunden til at børnene beholder deres base i huset uanset hvilken forældre, der er on duty, indtil der er etableret endnu et fast sted. Det har vi som sådan slet ikke travlt med, for det skal også være det rigtige og ikke midlertidigt. Men af helt egoistiske årsager, ville jeg ikke have noget imod at speede den del lidt op.

Så altså denne uge bliver for mit vedkommende en lækker stærk cocktail med storby, strand, forældreskab og solotid.

God uge til jer også

I øvrigt

  • Tog vi en nyudklækket fugleunge til os i morges. Sally Solsort. Den døde desværre få timer senere og jeg har oprigtigt været ked af det over det hele dagen (vi fandt den i vejkanten, og der var ingen reder i nærheden, og jeg forhørte mig hos en fuglevant livline  – Bare lige inden jeg får skæld ud 😅)
  • Forstår jeg ikke små vandglas. Altså jo, måske til maden (og vinen). Men når jeg skal have et glas vand, skal der altså bare være meget af det. Det er nok lidt mærkeligt at gå op i, men jeg bliver frustreret over det, hver gang jeg besøger mine forældre, der ikke ejer store glas.
  • Kan jeg ikke finde ud af at gå i seng for tiden. Sidder oppe til længe over midnat, og når det en sjælden gang imellem lykkes mig at ligge i dynerne før 23, kan jeg ikke finde ro.
  • Skal jeg til SUP undervisning i den kommende uge. Jeg har en eller anden idé om at jeg er pissegod til det. Hvilket sikkert bliver gjort til skamme.
  • Tænker jeg ret meget på de der burgere fra Noma – som jeg nok ikke når at prøve.
  • Har jeg brugt de sidste par aftener på at se Rythm + Flow på Netflix. Som er en slags X Factor for hip hop. Det kan anbefales.
  • Har børnene og jeg haft en virkelig god weekend og jeg synes det er lidt tungt, at jeg skal undvære dem de næste par dage.
  • Er min appetit vendt tilbage – tifoldigt.
  • Har jeg fødselsdag om to uger og selvom jeg sidste år, efter verdens bedste fest, lovede mig selv aldrig nogensinde igen at springe en fødselsdagsfest over, er det som om at Corona og skilsmisse alligevel har lagt det løfte lidt ned. Næste år.

Dyp, spreads, morgenmad og andre plantebaserede essentials

Reklame for Simple Feast

Som I sikkert ved, for jeg har nævnt det gentagende gange, både i form af samarbejder som dette, og i andre sammenhæng; Vi er rigtig glade for Simple Feast herhjemme i sneglehuset. Jeg bestiller løbende deres måltidskasser, ikke nødvendigvis fast og langt fra hele tiden, da det er en prioritering vi gør os, men i pressede perioder, og særligt lige for tiden, hvor jeg mere end nogensinde (ok, måske ikke mere end normalt – Den del kan jeg trods alt ikke kan skyde min skilsmisse i skoene) springer over der hvor gærdet er lavest. Jeg føler rigtig ofte at tiden og lysten til at lave mad er mangelfuld og selvom rugbrødsmadder og takeout er en løsning, jeg ikke er for fin til, leder jeg altid efter nemme alternativer, der løfter hverdagen lidt.
Derfor er jeg også ekstra begejstret for det nyeste tiltag Simple Feast har taget. Nemlig det de kalder essentials, der er en række plantebaserede produkter, som man kan bestille både som tilkøb til sin måltidskasse og således få leveret samlet, eller man kan vælge “bare” at bestille produkter fra essentials til levering – Søndag hver uge, hver anden, tredje eller bare en enkelt gang. Det er nemt og smart, og det eneste, der var en udfordring herfra var at begrænse mig.

Som altid, når vi taler Simple Feast, er det tydeligt at der er tænkt over sagerne fra smag til udtryk og indhold. Det er så gennemført fra hjemmeside og bestilling til levering og emballage, og giver mig lyst til at bestille igen og igen. Vi fik første batch af de nye Essentials produkter tilsendt sidste weekend, og jeg har i ugens løb testet, smagt og afprøvet, og det er altså nogle gode sager, kan jeg godt skrive under på. Og nåhja, pæne, hvilket en emballage-fan som jeg virkelig kan sætte pris på.

Udvalget består blandt andet af diverse morgenmadsprodukter, juice (den røde med chili og kål (!) er overraskende god) kimchi, nogle efter min mening next level færdigretter og forskellige saucer – Alt er 100% økologisk og plantebaseret, og uden tilsætningsstoffer og konserveringsmidler.
Særligt et af produkterne får mit madhjerte til at banke ekstra hurtigt – Nemlig Goma dressingen. Jeg. Elsker. Goma. Og Simple feasts er god, den er rigtig god. Jeg bader min salat i det i øvrigt, og dypper alt fra forårsruller til grøntsager i. Det er uden tvivl min personlige favorit.

Mine børn er (suprise) mest glade for spreaden med chokolade og hasselnød, samt pandekagerne, der bliver leveret som dej på glas og er lige til at bage på panden, og så er der i vores tilfælde både til morgenmad og madpakker til tre børn i sådan en portion.

Sidst men ikke mindst er der, hvad jeg måske er allermest begejstret for, nemlig Comfort foods, der er en række færdigretter på glas, som der er blevet kælet for, hvilket man bestemt kan smage (den Marrokanske tomatsuppe er GOD!) og det bliver helt klart en fast tilføjelse til min bestilling, og generelt i perioder, hvor lysten og overskuddet er mere til legeplads, sofahygge og leg, for så holder det virkelig, at have et par glas dahl og suppe i køleren. Det er noget jeg øver mig på at være forberedt på det de dage med et godt lager i køkkenet og her er Essentials en kærkommen ven i nød. Se hele Simple feast Essentials udvalget HER, hvor du kan klikke hjem, hvad der tiltaler dig, og forhåbentlig få samme oplevelse som jeg.
Ps. Husk Goma.

Skilsmissens anatomi

Inspireret af det nyeste afsnit af Om søndagen græder vi (podcast på Podimo) der handler om skilsmissens fem faser, kommer her mit take på det. Det siges, at der er fem faser man gennemgår  – Det gælder nok de fleste sorgperioder, og jeg har prøvet dem alle før, både værre og mildere. Rækkefølgen og længden af dem varierer selvfølgelig, og selvom der sikkert er forskellige måder at anskue (og føle) dem på, tror jeg at mange kan genkende mønsteret. Jeg vader selv ret meget op og ned og frem og tilbage, og så tvivler jeg på at fase tre nogensinde viser sig for alvor. Nemlig vreden. Og dog. For selvom der i vores situation er nul årsager at være vred over, er det alligevel nok en uundgåelig fase. Jeg har følt vrede, men jeg har rettet den mest mod mig selv, hvilket på en eller anden måde er langt mindre konstruktiv, end når man kan rette den mod andre. Og hvem ved, måske kommer tre’eren lige pludselig bragende som en uvelkommen gæst til et suprise-gilde, bedst som jeg troede, at jeg havde gennemført alle faser (jeg ved godt det ikke helt fungerer sådan, men altså, for nu at blive i den tese…) Jeg er lige nu nok et sted i fase fire. Den nedtrykte fase. Der hvor man er ked af det, tungsindig og trist. Det er måske den sværeste fase overhovedet, for mig, og jeg er ekstremt dårlig til at tolerere det. Vil langt hellere være vred, i fornægtelse eller i forhandling. For det er de andre “trin”. Lad mig uddybe. Fase et er, hvis jeg ikke husker forkert, benægtelsen. Der hvor man ikke helt har forstået, hvad fanden det er der foregår. Det kan sgu da ikke passe-fasen. Det løser sig sgu da-fasen. Den er flyvsk, svær at forstå og går over helt uden at man (jeg) opdager den. Så kommer fase to. Forhandlingen. Der hvor man lidt trækker i land, men omvendt også bare vil have fundet en løsning, måske fortryder man lidt, ombestemmer sig, og ja, forsøger febrilsk at trække i land, lappe det hele og ryste det af sig, måske bliver lidt sølle, glemmer grunden til beslutningen og kun husker alt det gode, for derefter alligevel at nå frem til, at det nok er for det bedste det hele, og når et sted hen, hvor man (jeg) føler sig forholdsvis ovenpå. Praktisk, ligefrem, nu gør vi således… Så kommer vreden. Fase tre. Den var kort i mit tilfælde, men dukker alligevel stadigvæk lidt op – Igen mest rettet mod mig selv. “Fuck hvor er du dum”. Den bliver afløst af fase fire. Der jeg er nu. Tristheden. Jeg har grædt som aldrig før – det passer ikke, men det føles sådan, når det står på – Som om at jeg aldrig har været så heartbroken nogensinde, og som om at det aldrig kan stoppe igen. Mit hjerte er gået i tusind stykker og jeg ved ikke om og hvordan det nogensinde kan samles igen. Det lille krøllede hjerte. Ensomheden, frustrationen, sorgen, der buldrer afsted. Den sidste fase er den, jeg kan mærke, jeg begynder så småt at stikke tæerne forsigtigt i, men alligevel ikke er helt dedikeret nok til at dykke ned i. Endnu. Anerkendelsen, accepten, glæden, energien. Den kommer i små glimt og når den er der, bliver alt roligt og udholdeligt, men så opsluger fase fire mig endnu engang og tristheden, ensomheden og det der er svært omslutter mig så jeg knap nok kan få luft.

Jeg deler det her, fordi jeg håber, det kan få mig til at finde endnu mere ro, og nok også for at sige til dig, der måske er et eller andet sted i denne her underlige trappe med trin man løber forvirret op og ned af, at du ikke er alene og at det nok skal gå. Selvfølgelig. Det føles som det værste, der kunne overgå dig (mig) men det er det ikke nødvendigvis.

Disclaimer (tilføjet morgenen efter udgivelse) : Jeg ved selvfølgelig godt, at der ikke findes en opskrift på sorg og følelser, og at min situation ikke kan sidestilles med langt værre. Jeg synes bare, at ovenstående var en interessant og finurlig måde at anskue det på. Jeg beklager, hvis jeg har trådt nogen over tæerne, eller har fået det til at lyde mere simpelt end det er. Selvfølgelig er der forskel, One size fits overhovedet ikke alle, og der er i øvrigt, så vidt jeg ved, intet videnskabeligt belæg for denne model (Det er som sagt “bare” inspireret af en podcast af Hella Joof). Jeg kunne selv spejle mig i noget af det, og tænkte at andre måske kunne det samme 🙂
Tak for jeres indspark ❤️

Mandag uge 24: Fremtidslogistik, midweek middag og børneweekend

Mandag. Jeg har sovet elendigt i nat, og der findes ikke nok kaffe i dag. Utroligt nok, har jeg alligevel formået at være vanvittigt produktiv allerede inden klokken 11.
I denne uge har jeg et ret stort ønske om på en eller anden måde, at få lidt mere klarhed i forhold til vores fremtid. Både i forhold til bolig, deleordning, bodeling og så videre. Igen er det detaljer som jeg ikke kommer til at indvie jer forfærdeligt meget i, imens de står på – Jeg svarer på en del beskeder omkring det hver dag, og det er ikke for at være uhøflig, at jeg måske kommer til at svare lidt spidst – Det er bare enormt personligt, og i øvrigt også meget uvist lige nu. Så det føles enormt intimiderende når jeg skal forholde mig til det overfor andre. Som jeg har nævnt før, men som jeg fornemmer jeg måske bliver nødt til at nævne endnu engang, kommer jeg kun til at dele det, jeg er komfortabel med, intet andet. Hvor den grænse går, ved jeg ikke, det vil vise sig løbende, men jeg vil rigtig gerne have lov til selv at styre det. Tak.
Vi er hverken uenige eller på nogen måde uvenner, men det er en skidesvær kabale, som vi ikke helt ved, hvordan vi skal gribe an, og det er virkelig energidrænende og svært at stå med.

Tilbage til ugens planer; Jeg har børnene i dag og i morgen og arbejder derfor hjemmefra for at få så meget ud af dagen som muligt, samt preppe lidt aftensmad i løbet af dagen og på den måde indhente noget tid og overskud. I dag har jeg indtil videre været vældig effektiv. Jeg afleverede pigerne i børnehave for et par timer siden, og har siden da nået næsten alt det, jeg havde på programmet i dag, hvilket blandt andet var, at jeg skulle samle nogle løse ender op, aflevere to tekster og betale regninger. Nu holder jeg en kort kaffepause, imens jeg venter på, at mit vasketøj er klar til at komme ud i solen og hænge. Derefter har jeg en lille smule bogføring, og en gennemskrivning af nogle børnehistorier jeg har skrevet til et nyt projekt, jeg er en del af. Og SÅ skal jeg hente børn.
I morgen skal jeg tage billeder hele dagen, både til nogle kampagner, som løber af stablen denne uge, og til min instagram, som jeg gerne vil have fyret lidt op under igen. Onsdag og torsdag tager jeg til København og arbejder igennem, samt forsøger at få samlet nogle damer til en middag onsdag eller torsdag. Fredag er jeg tilbage i Hornbæk, og overtager igen børnene og har en weekend med dem. Jeg aner ikke hvad vi skal, men det kan jeg egentlig også ret godt lide.

God uge til jer <3

En kæmpe kliché?

Jeg så mig selv udefra den anden aften. Småsnaldret, alene hjemme, men en halvtom flaske rødvin og Sam Smith på højtaleren. Så sad jeg der, fraskilt, midt i 30erne, mor til tre, rødvinsfuld og med sangtekster, jeg følte var skrevet til mig. Og selvom jeg det meste af tiden overlever og har ret godt styr på hele situationen og føler mig forholdsvis ovenpå, gør det sig på ingen måde gældende hele tiden – især ikke når jeg ikke har mine børn. Som i overhovedet ikke. Da jeg sad der den aften og så mig selv udefra, begyndte jeg at tænke over alt det klichefyldte og nærmest karikerede ved min situation, og den slags skal der også være plads til. Også her. Foruden al vinen og min nyfundne glæde for Sams tekster, har jeg shoppet dyre solbriller (som jeg så mistede fire dage senere), jeg er begyndt at træne som en sindssyg – Det skal ikke hedde sig, at jeg blev skilt med en flad røv. Næ, op op op med den. Jeg fylder mine weekender uden børn med drinks, veninder og alt for mange aftaler, jeg ryger flere cigaretter end jeg har gjort i årevis. Jeg er gået i selvhjælps-mode og læser alle bøger om selvudvikling (og tager dem med et kæmpe gran salt i øvrigt – Og nej, jeg er ikke medlem af nogen tribe eller på vej til at blive det). Jeg er startet i terapi igen. Jeg bingewatcher SATC, præcis som jeg har gjort det efter alle breakups hele mit liv. Og det er alt sammen så tragikomisk, at jeg næsten ikke kan holde det ud. I al alvor sker der også det, at jeg føler mig ensom og alene på en måde som jeg havde glemt eksisterede, og er pludselig meget bevidst omkring alle mine relationer, på godt og ondt. Livskriser som den jeg står i, får virkelig sat mange ting i perspektiv, hvilket føles helt vildt klamt, når man står midt i det, som jeg gør det nu – Men jeg ved heldigvis, at det på den anden side bliver bedre end godt igen. Og kliche eller ej, er det alt sammen en del af den rejse jeg er på lige nu, og præcis ligesom man (jeg) tidligere har romantiseret tømmermænd og kærestesorger og set tilbage på det som en næsten hyggelig og sjov tid, kommer det med garanti også til at gøre sig gældende denne gang, er jeg sikker på. Alt er en fase. Rødvin og Sam Smith skal der til.