Søndagssituationen

Det er søndag morgen. Jeg har ikke sovet særligt mange timer. Både fordi jeg kom sent i seng og havde drukket (sover helt håbløst med alkohol i kroppen) men også fordi at jeg i dag skal se mine børn igen, og derfor har været og er spændt og fuld af savn. Jeg har været i København tre overnatninger og er fuldstændigt tanket op på venner, vin og afslapning. Og HELT klar på at skulle tilbage, til det jeg allerbedst kan lide.
Jeg ved ikke, hvordan man bedst forklarer dette her lidt bizarre dobbeltliv, jeg føler, jeg lever for tiden, men det er helt klart noget, der kræver tilvænning.

Jeg har jo på sin vis prøvet det hele før, så der er noget i det, der slet ikke er så fremmed og skræmmende, men på den anden side er det også det værste jeg ved, og der går et jag igennem mig, når jeg føler savnet, virkeligheden, nederlaget.
Det bliver bedre. Og det er nok også lidt urimeligt at forlange, at alt skal føles lækkert og normalt allerede, når alt er blevet vendt på hovedet. Om et par timer er jeg sammen med mine børn igen, og så forsvinder denne her melankolske sindsstemning helt af sig selv og indtil da forsøger jeg at nyde de sidste øjeblikke med ro, varm kaffe og mit eget udmærkede selskab.

God søndag.

3 replies
  1. Maria says:

    “..mit eget udmærkede selvskab” 💪❤️ Den vil jeg huske mig selv på, næste gang jeg selv sidder der
    – tak for påmindelsen! 😉

    Svar
  2. Petsch says:

    Jeg kan fuldstændig spejle mig i det du skriver. Jeg flyttede i august, jeg har også tre børn, og jeg synes godt nok at det er besynderligt at finde sig til rette i de to yderpoler – alene, hvor man kan gøre lige hvad man har lyst til, og hvor der er ro, og så sammen med ungerne, og fuldt knald på. Det er sådan helt bipolart 🙂 Jeg har besluttet mig for, at det eneste der hjælper er at være i det. Man SKAL kunne være i aleneugen uden at blive ædt op af savn, og det er OK at tage sig i at tænke ‘bare fem minutters ro’ i børneugen. Og så synes jeg at det er en alt andet end lineær proces at blive skilt. Der er gode dage, dårlige dage, dage hvor man bliver ædt op, dage hvor man er afslappet og glad, dage hvor man tvivler. Det er svært. Det er det sværeste jeg har prøvet nogensinde, men det bliver også bedre. Tak for at du deler dine tanker, og alt, alt det bedste til dig og jer!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *