Hvad så nu?

Det er sådan en mærkelig tid lige nu på alle måder, og jeg skifter imellem at være ovenpå og helt vildt optimistisk, til at være stille, mut og en kæmpe udånding for alle omkring mig. Det er ok, det ved jeg. Men jeg har sjældent haft så meget lyst til at trykke på fast forward og få alt overstået og ordnet i et ruf, og så leve videre derfra. Det kan man selvfølgelig ikke, og hvis man kunne, ville det selvfølgelig heller ikke være optimalt, for det er jo alle mellemregningerne, der får hele lortet til at gå op. Jeg ved det, og jeg minder mig selv om det på daglig basis.

Men hvad skal der så ske nu? Som jeg tidligere har givet udtryk for, kommer jeg ikke til at gå i detaljer omkring særlig mange ting herinde, slet ikke imens det står på, hvilket det lader til, at I både forstår og respekterer – Og igen jeg kan ikke takke jer nok for al den kærlighed og forståelse, I har udvist.
Men der hører jo mange ting med i kølvandet på sådan en kæmpe beslutning som jeg er sikker på at mange af jer, der selv har været i samme båd, eller er på vej ud på den, kan genkende.
Jeg kan slet ikke overskue det, og ved heller ikke helt, hvor jeg skal starte. Der er så meget der skal afvikles, ordnes og fikses, samtidig med at jeg skal håndtere mine egne følelser og min sorg i det hele.
Min to do-liste bliver længere og længere og jeg aner ikke, hvor, hvornår eller hvordan jeg skal gribe den an. Af de helt tunge punkter, kan jeg nævne, at jeg med tiden skal finde en lejlighed i Hornbæk, og ideelt (og utopisk) et sted i København også, så jeg ikke behøver pendle frem og tilbage de dage jeg alligevel kommer til at drukne mig selv i arbejde og aftaler. Huset skal (nok) sælges. Skilsmissen skal gå igennem. Alt, eller noget i hvert fald, skal deles op. Og. Så. Videre. Nogle ting er der allerede en holdbar plan for, andre og mange ting er uvist, og jeg kan for alvor mærke, hvordan jeg i virkeligheden er langt mere kontrolmenneske end jeg var klar over. Eller, fuck kontrol-delen, jeg er nok bare menneske. Det løser sig, det bliver godt, jeg ved det, jeg ved det. Jeg. Ved. Det. Men derfor får jeg stadigvæk åndenød til tider.

Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke oveni alt det her, skal deale med uoverensstemmelser, konflikter og uvenskab med Michael. Og jeg sender alle jer med den slags i jeres regnestykke så ufattelig mange tanker. Skilsmisse er eddermame ikke for sjov.

10 replies
  1. Anja says:

    Åh hvor kan jeg mærke det du beskriver. Jeg kastes hen et sted for 7 1/2 år siden. Det er så crazy en tid men jeg lover dig det hele bliver godt☀️🌸alle de bedste tanker til dig.

    Svar
  2. Ida says:

    Masser af kærlige tanker til dig og din familie <3 Min kæreste og jeg gik fra hinanden for få måneder siden – også på en respektfuld måde. Det gør selve processen noget nemmere, men av hvor er der også meget, man skal vænne sig til. Jeg genkender alle de følelser du beskriver og ville også en gang i mellem ønske man kunne trykke på en fast forward knap.

    Svar
  3. Louie says:

    Jeg husker ret specifikt følelsen af, af at jeg glædede mig til, at jeg kunne kalde noget for hverdag igen. Når mit (nye) hjem var på plads, når min budgetkonto kørte uden behov for min indblanding, og alle de der andre praktiske ting. Jeg glædede mig til at kunne se mig selv uden at se ham også. Til at kunne fejre mine egne sejre. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde aldrig været alene før. Og det var da en hård beslutning og proces, det med skilsmissen, bevares, men alle de ting jeg glædede mig til… de er stadig fucking fede! Selv her tre år efter er hverdagen fed, for den er min og mine børns.

    Svar
    • Marie says:

      Hvor er det en fed kommentar – især den sidste sætning! Egen hverdag for the win!
      1½ år efter skilsmisse her. Stadig diverse praktiske ting, men i det store hele er vi på plads. Og jeg elsker ikke at skulle gå på listetæer og bekymre mig om, om en anden nu synes, at det er ok hvad jeg gør/tænker/mener.
      Snegl: Jeg startede med at læse din blog pga. mode, makeup og selvironi. Efter eksmands utroskab, i det lange halve år, hvor det skulle forestille, at “vi” prøvede at få det til at virke igen, læste jeg alle indlæg om, hvordan du og Michael fandt sammen igen. Så indså jeg, at min eks aldrig ville gøre noget godt for mig. Gik fra ham – og læste alle dine indlæg om det gode samarbejde, om at pakke bitterheden væk, sluge nogle kameler og få tingene til at virke. For børnenes skyld. Men indrømmet, jeg holdt også pause, for andres lykke var svær at læse om for en tid.
      Nu har jeg mødt den skønneste mand, samarbejdet med eks’en er godt, selv forholdet til min eks-svigermor er blevet så fint og gensidigt respektfuldt. Der er bump, men livet er godt!
      Jeg sender dig det største virtuelle kram, fordi du har brug for kram, og fordi jeg gerne vil give bare en lille smule støtte retur som tak for den støtte, dine skriverier har været for mig. Alt bliver godt igen <3

      Svar
  4. Laura says:

    Kære Cecilie. Alt det her vækker genklang hos mig, der for et halvt år siden gik fra min kæreste. Præcis som i din og Michaels situation stod kærligheden og venskabet til hinanden stærkere end de konflikter, der førte til vores brud, og det gjorde bestemt det hele mindre tungt. Men alligevel. Fuck, hvor var det en hård tid, og hvor havde jeg også mange gange lyst til at finde den der fast forward knap, og trykke den helt i bund. Men det kan man jo ikke som du siger. Og så kan man måske alligevel, har jeg erfaret. For mig var det netop logistik og praktik (at opdele vores ting, at finde et nyt sted at bo osv.), der gjorde det muligt at træde ud af sorgen for en stund, og i stedet handle, tage affære og se, at der skete en udvikling. Så selvom det virker totalt uoverskueligt nu, er jeg sikker på, at det er rigtig godt, at du har den lange to do-liste og en masse ting at tage dig til. Om et halvt år vil du stå og undre dig over hvor al tiden blev af. Tak for at dele ud af dine tanker – vi er mange, der kan spejle os i dig. Mange kram til dig og din familie <3

    Svar
  5. Marie says:

    Skilsmisse, særligt med børn involveret, er det noget af det hårdeste. Jeg føler så meget med dig, men jeg ved tingene bliver bedre. Jeg er ude på den anden side nu 4 år efter min daværende mand stak af med en kollega. Det tog tid, men jeg har lært at nyde livet med børneweekend, Disney sjov og tidligere morgner, men også voksenweekender hvor jeg er fri som fuglen og kan gøre hvad jeg vil uden at tænke på spisetider osv. Det er det bedste af to vidt forskellige verdner. Selvfølgelig ønsker jeg mine børn var hos mig hver dag, men når det ikke kan være anderledes så er jeg taknemmelig for det liv jeg nu har skabt. Med små skridt kommer du langt – jeg hepper på dig❤️

    Svar
  6. C says:

    Puuh det rammer lige i hjertet og maven, jeg står selv i det samme… Midt i en skilsmisse, og hvor kan jeg kende alle følelserne.
    Jeg har egentlig ikke det store at sige med min kommentar, andet end at jeg støtter mig lidt op af dine skriverier, trøster mig med at vi ikke er alene, og med at mange før os er kommet igennem… Og så håber jeg, ved jeg, at det bliver bedre, når jeg er på den anden side…

    Masser af opmuntrende og støttende tanker herfra til dig.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Charlotte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *