Den dårligste morgen i 100 år

Det har været en god uge indtil videre. Men i morges ramte virkeligheden mig med 200 kilometer lige midt i maven, og jeg cyklede væk fra børnehaven med sorg i kroppen og tårer væltende ned af ansigtet. Efter en ellers hyggelig og rolig morgen med god tid, havregrød, musik og grin, gik begge mine piger i baglås foran børnehaven og ville ikke for noget i verden afleveres. Det sker sjældent, næsten aldrig, og på grund af situationen føltes det hele tifoldigt svært. Loulou kom op til sin yndlingspædagog, hvor hun er tryg, men hun græd og hun kaldte på sin far (av, for satan) og jeg vinkede med en klump i halsen og Uma i hånden. Jeg følte alle de andre forældres og pædagogernes øjne på mig, da jeg derefter siddende på hug forsøgte at tale med Uma, der var helt knust og ikke havde lyst til at gå med sin ellers elskede pædagog. Køen bag os blev længere. Vi trak til side. Snakkede lidt mere, og lige lidt hjalp det. Til sidst lykkedes det at få hende ind – Men jeg har stadigvæk hendes lille bitte ansigt og forstenede krop på min nethinde, som hun stod der bag ved lågen og så mig trille væk. Jeg kan tackle de fleste af mine egne følelser. Ved de er en kropslig mekanisme, og at de ikke er permanente. At de er, eller kan være, både sunde og nødvendige. Men når de involverer mine børn, og deres følelser, har jeg enormt svært ved at kapere det. Jeg bliver vred. Vred på mig selv. Det er ikke konstruktivt, men jeg kan ikke andet. Øv, mand.

Lige så snart mit møde om en time er overstået, racer jeg afsted og henter dem igen. Et par timer tidligere end jeg plejer. Også selvom jeg ved, at de nu med stor sandsynlighed hygger sig, og ikke længere er kede af det. Men for min egen skyld og min egen samvittighed, er det sådan det bliver i dag. Jeg er ikke i tvivl om at jeg, at vi, er pisse gode forældre, og at vores skilsmisse er det rigtige, men i situationer som i dag, hvor det bliver tydeligt, at de største ofre i det, er vores børn, niver det alle de steder det gør allermest ondt. Jeg håber de kan tilgive mig, men hvis de ikke kan, vil jeg aldrig bebrejde dem det.

36 replies
  1. Anonym says:

    Mine forældre blev skilt, da jeg var barn. Det var hårdt, selvfølgelig, men det bedste valg for alle parter – især for min bror og jeg. Det bedste man kan gøre for sine børn er, at tage de rigtige valg for en selv. Du er uden tvivl den bedste mor for dine børn, kæmpe kram til dig ❤️

    Svar
  2. Lisbeth says:

    Jeg er i en helt anden krise end dig lige nu, men fu** hvor kan jeg bruge dine ord.

    Forleden om de hårde mellemregninger, som er nødvendige og i dag, at følelserne er fysiske og ikke permanente. TAK❤️

    Svar
  3. Vibeke says:

    Jeg får helt ondt i maven, når jeg forestiller mig situationen. Jeg ville have det på præcis samme måde. Du beskriver det virkelig fint, og jeg synes, du håndterer det hele super flot! Men jeg kender dig ikke, så jeg ved selvfølgelig ikke, om du også selv synes det går okay. Uanset hvad sender jeg dig en masse tanker. Det er livet (i en nøddeskal), som rammer, men for pokker hvor er det synd for jer. For dig, for Michael og for børnene. Ikke sådan medlidenheds-synd, bare synd. Og ærgerligt. Og dumt. For I fortjener det bedste, med den historie, I har med i bagagen! Jeg har fulgt med på sidelinjen så længe. Kunnet drage så mange paralleller til mit eget liv med tre børn på samme alder som dine (også dreng, pige, pige). Jeg har sådan ønsket det bedste for jer og jeres drømme, og heppet. Og fortalt min mand om jeres historie (og det er få ting fra SoMe, jeg deler med ham, men du/I er noget specielt). Anyways. Min kommentar er ikke ment som noget blødsødent medlidenheds-input. Ville egentlig bare skrive, at det gør mig ondt, og at jeg tænker på dig og din familie. Også selvom vi ikke kender hinanden 🧡

    Svar
  4. Marie says:

    Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var 5 år gammel. Jeg husker stadigvæk, hvordan vi kørte væk fra min far, og mit lille hjerte gik fuldstændig i stykker. Tiden gik, og langsomt helede vi alle sammen, og i denne proces kan jeg huske, at min mor tog nogle lange snakke med mig, når jeg igen græd om morgenen, eller gik imod hele verdenen. I disse snakke lærte jeg uendeligt meget, og jeg kom så tæt på mig mor, at hun i dag er et af de vigtigste mennesker i hele mit liv. Vi har lært at snakke sammen om de ting, der gør ondt, og det er en kæmpe styrke, som vi altid vil tage med os videre. I dag og 15 år senere vil jeg ikke være mine forældres skilsmisse foruden. Den har lært mig uendeligt meget, men vigtigst af alt har jeg lært, at uanset hvad der sker, så vil vi altid have hinanden, og vi kan komme igennem selv det, der gør så ondt, at det kan være svært at overskue.

    Svar
    • Helene says:

      Sikke et fint skriv ♥️ Jeg er også skilsmissebarn men desværre en af den slags hvor bitterhed kom i vejen for netop de snakke, du beskriver og som jeg manglede. Dem har jeg heldigvis fundet andre steder men ville ønske det hele blev tacklet bedre dengang. Så stort skulderklap til jer, Cecilie. Det gør hele forskellen for hvordan man som barn kommer hel igennem!

      Svar
      • Ingeborg says:

        Så enig ❤️ Mine forældre blev skilt da jeg var 14, men burde nok være blevet det 10 år tidligere. Jeg bebrejder dem ikke deres skilsmisse, men det ærgrer mig virkelig at de lod det komme så langt ud, at de ikke var i stand til at gøre det på en ordentlig måde overfor min søster og jeg, som stod i midten. Så kæmpe respekt for at i tilsyneladende har fået truffet beslutningen i tide. Det virker for mig som om i gør alt det, jeg ville ønske at mine egne forældre havde gjort ❤️

        Svar
  5. Eva says:

    Sikke en fin kommentar. Jeg bliver helt rørt.
    Der er så meget kærlighed til dig herinde, snegl. Jeg håber, du også kan mærke det i denne mærkelige og svære tid ❤️

    Svar
  6. Therese says:

    Det er svært ikke at få tårer i øjnene, når man læser dette indlæg ♥️ Alt det bedste til jer i denne svære tid ♥️

    Svar
  7. Camilla says:

    Så fint et indlæg, tak for det!
    Mine forældre blev skilt da jeg var 11 og min lillebror 5. De forsøgte at tie det ihjel, de talte aldrig om skilsmissen. Det bliver det usagte i vores liv, selv efter min far flyttede. Det var det værste – at det ikke var frit at tale om vores følelser, som om det aldrig var sket. Det er først langt senere, at jeg har fået det bearbejdet. Min lillebror kæmper endnu, men jeg ved at det havde gjort en verden til forskel, hvis bare mine forældre talte om det!
    Så; det jeg egentlig bare ville sige var, at det er inspirerende og fantastisk at høre, hvordan I takler det. Er sikker på, at I alle kommer ud på den anden side sammen, som en stærk familie og at jeres børn vil kigge tilbage og tænke, at I gjorde jeres bedste!

    Svar
  8. Lou says:

    Av, det lyder som en rigtig hård morgen. Dejligt du har mulighed for at hente dem tidligere, så I kan få en rigtig hyggelig tidlig eftermiddag sammen. Mon det er tid til en af de der hindbærsnitter 🙂 Tanker til jer.

    Svar
  9. Louise says:

    Da Otto var lille, og dig og Michael var fra hinanden, skrev du et indlæg om det at være en familie på en anderledes måde. Otto var blevet spurgt om hans familie, og han svarede. “Jeg har min mor. Jeg har min far. Vi har hinanden.”
    Sådan tror jeg det bliver igen. I finder ro i det nye, og så længe I har hinanden bliver alting godt igen ❤️

    Svar
  10. Sarah says:

    Av av, dine ord bringer minder frem fra da jeg selv stod i “samme” situation for 3 år siden 😭 Det bliver bedre og nemmere ❤️

    Svar
  11. Marie says:

    Dine børn er heldige med dig, med jer, som forældre. Man kan virkelig mærke dig i dine tekster for tiden, ikke at jeg har manglet dig, hvis man kan sige det sådan, men du skriver så nærværende, relaterbart, fra hjertet – tak fordi du deler!

    Svar
  12. Anja says:

    Du gør det så super godt. Klap dig selv på skulderen💪🏻💜
    Jeg husker det alt for godt da jeg selv blev skilt. Skylden, skammen og det ubærlige at man har valgt en skæbne for sine børn de ikke selv har bedt om. Men lov mig ikke at give skilsmissen skylden for alt. Jeg slog konstant mig selv i hovedet. Hver gang børnene var kede af det over noget, fik jeg mig selv overbevist om, at det var skilsmissen. Som var min skyld. Men børn bliver jo kede af det nogen gange. Også børn i kernefamilier😉pointen er at man skal prøve at tilgive sig selv. Ikke slå sig selv oveni hovedet.
    I dag, efter 7 år som skilsmissebørn, er mine poder 16, 13 og 11 og de sejeste og bedste børn. Vi har talt om alle slags følelser. Og som min ældstes kæreste siger: af en dreng af være, kan du virkelig sætte ord på følelser. Det er fedt💜

    Svar
  13. Loui says:

    Tak fordi du deler noget så personligt, sårbart og for mange genkendeligt på din fine måde❤️. Og tusind tak til alle andre som skriver deres erfaringer. Det er så dejligt at høre at skilsmisse ikke behøver være noget skidt når man selv kæmper med den dårlige samvittighed nogle gange. Nogle gange er den næstbedste løsning den bedste løsning var der en der sagde til mig engang❤️

    Svar
  14. Matilde says:

    Jeg har også lyst til at dele en lille refleksion fra eget liv. Kast den bort hvis du ikke kan bruge den til noget, det er ikke ment som hverken et råd eller specielt møntet på dig kære SneglCille.

    Jeg har i størstedelen af min opvækst tænkt, at voksne bør blive sammen for børnenes skyld, indtil børnene er store eller helst voksne. Mine forældre blev så skilt for et par år siden, da jeg og mine søskende var i alderen 20-25, og noget af det vigtigste de har sagt var, at de havde haft det godt mens vi var børn, og de først var gledet fra hinanden efter vi var flyttet hjemmefra. Det var så vigtigt for mig at vide, at det “glansbillede” jeg har af min barndom ikke var falskt og i virkeligheden dækkede over forældre der ikke elskede hinanden længere. Derfor har jeg siden ændret min holdning til skilsmisser fuldstændig, og kan nu mærke at det vigtigste er ærlighed omkring relationerne, og ikke et mere eller mindre vellykket forsøg på at holde sammen på noget ‘for børnenes skyld’.

    Venligst Matilde

    Svar
  15. Marie says:

    Tak fordi du endnu en gang deler noget svært, og for mange meget genkendeligt ❤️ Du skriver simpelthen så fint!

    Svar
  16. Nadia says:

    Virkelig stærkt at dele på den måde. Jeg er selv skilsmissebarn, og det kan sagtens ende lykkeligt, det var svært de første år, men det bliver bedre. Sidste år fejrede vi jul sammen alle sammen, inklusiv nye ægtefæller. Jeg bliver så stolt over at mine forældre altid har opført sig ordentligt og formår at holde fokus på os og jeg er sikker på at jeres børn også vil tænke sådan en dag ❤️

    Svar
  17. Denice says:

    Sikken en morgen for dig 💔 det er bare det værste i hele verden at gå fra kede af det børn. Øv øv øv!

    Jeg er selv skilsmissebarn, mine forældre blev skilt da jeg var 8. Mine forældre formåede at gøre det på en god måde som du og Micheal også gør. Vi spiste bl.a. aftensmad sammen og tog endda på ferie sammen. Jeg var selvfølglig mega ked af det lige da jeg fik det af vide. Men kom mig ret hurtigt over det og vænnede mig til at mine forældre nu boede hver for sig. Efter et par år fik de også nye kærester. For mig står mine forældres skilsmisse ikke som noget dybt barndomstraume. Og det tror jeg helt sikkert er fordi mine forældre gjorde hvad der var bedst for mig. Jeg håber og tror det samme kommer til at gøre sig gældende for dine børn ❤️ For I virker til netop at have fokus på dem.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *