Mandag uge 22: Ro og orden

/6 Kommentarer/i /af

Godmorgen

Det var fuldstændig vidunderligt at blive genforenet med min flok i går efter tre døgn uden. Men også hårdt. Helt vildt hårdt. De var glade, og havde haft en dejlig weekend, men særligt en af dem, havde savnet mig på en måde, som jeg selv kunne genkende at have følt som barn, og det nev mig lige der hvor det gør allermest ondt, og så begyndte en masse andet også at gøre ondt. Det var lidt som om, at nogen tændte på en kontakt i går eftermiddags, der satte gang i hele følelsesspektret hos mig. Jeg græd på den der måde, hvor det ikke er muligt at stoppe igen, og følte på en eller anden måde at det var som at starte forfra, hvilket bare forstærkede alt det svære. Det var selvfølgelig ikke at starte forfra, og i dag tænker jeg mere klart. Selvfølgelig reagerer jeg. Det var hverken første eller sidste gang, og at være stærk betyder ikke nødvendigvis at være hård, konstant glad og ikke græde. Det mindede jeg mig selv om og skrev fire lange sider om alle mine tanker, følelser og alt det jeg er bange for. Jeg gik i seng med hovedpine og helt udtørrede tårekanaler, men vågnede med ro i maven og mod på hverdagen. Børnene var i mega godt humør i morges og blev afleveret helt uden problemer. Jeg er lige blevet færdig med at rydde op og støvsuge, vaskemaskine og opvasker kører og nu drikker jeg kaffe på mit køkkengulv – og forsøger at skabe et overblik over min uge. Jeg er alene med børnene til på onsdag, og igen i den kommende weekend, og jeg glæder mig. Det bliver en rolig uge, og det har vi nok allesammen brug for herhjemme.

I dag og i morgen er derfor forholdsvis korte, arbejdsmæssigt, og jeg skal allermest få orden og styr på nogle løse og flyvske ender. Onsdag og torsdag tager jeg nogle lange dage i København på kontoret og til møder, sikkert kombineret med nogle frokostaftaler, og så har jeg som sagt børn fra fredag til søndag, og vejret skulle blive genialt, så jeg tænker vi rykker ned på stranden en hel del. Jeg tror det bliver en skide god uge. Det har jeg besluttet mig for at det gør. Med ro på og solskin.

God uge til jer allesammen. Vær søde ved hinanden og jer selv. Vi gør det så godt, vi kan.

Søndagssituationen

/3 Kommentarer/i /af

Det er søndag morgen. Jeg har ikke sovet særligt mange timer. Både fordi jeg kom sent i seng og havde drukket (sover helt håbløst med alkohol i kroppen) men også fordi at jeg i dag skal se mine børn igen, og derfor har været og er spændt og fuld af savn. Jeg har været i København tre overnatninger og er fuldstændigt tanket op på venner, vin og afslapning. Og HELT klar på at skulle tilbage, til det jeg allerbedst kan lide.
Jeg ved ikke, hvordan man bedst forklarer dette her lidt bizarre dobbeltliv, jeg føler, jeg lever for tiden, men det er helt klart noget, der kræver tilvænning.

Jeg har jo på sin vis prøvet det hele før, så der er noget i det, der slet ikke er så fremmed og skræmmende, men på den anden side er det også det værste jeg ved, og der går et jag igennem mig, når jeg føler savnet, virkeligheden, nederlaget.
Det bliver bedre. Og det er nok også lidt urimeligt at forlange, at alt skal føles lækkert og normalt allerede, når alt er blevet vendt på hovedet. Om et par timer er jeg sammen med mine børn igen, og så forsvinder denne her melankolske sindsstemning helt af sig selv og indtil da forsøger jeg at nyde de sidste øjeblikke med ro, varm kaffe og mit eget udmærkede selskab.

God søndag.

Den der pizza

/6 Kommentarer/i /af

Som sagt er min appetit lidt udfordret for tiden. Men noget jeg næsten altid kan spise, er denne helt simple, men dødgode og ikke mindst nemme (!) pizza med spinat.

Det virker næsten lidt fjollet at kalde dette en opskrift, for jeg springer på alle måder over, hvor jeg kan. Men altså. I har efterspurgt en fremgangsmåde – Så her er den.

Jeg bruger frosne bunde fra Cofoco. Der er allerede tomat på. Så fyrer jeg en håndfuld ost på, og 4-5 frosne knolde hakket spinat over (Jeg lader dem lige ligge ude 10-20 minutter, inden jeg putter dem på, men de er stadigvæk pænt frosne).

Og så i ovnen på 250 grader i fire-fem minutter. Jeg tager pizzaen ud – Fordeler spinaten, der nu ikke er frossen længere, med en gaffel – Drypper/hælder med rigeligt hvidløgsolie (1-2 fed pressede hvidløg, en god sjat olivenolie, salt og peber) Og så i ovnen et 2-4 minutter mere. Done. Så simpelt, men virkelig lækkert.

I øvrigt

/27 Kommentarer/i /af
  • Er jeg så TRÆT af at næsten alle vegetariske alternativer skal smage enten af rød peber eller spidskommen. Der findes nærmest ikke pålæg, fars, salater, sandwich m.v. med andre smage.
  • Var hedebølgen i 2018 allerede i fuld gang på nuværende tidspunkt, og jeg har det lidt stramt over hvis nuværende vejrsituation skal lægge stilen for 2020s sommervejr.
  • Hænger sladder mig så langt ud af halsen. Det er altid noget, jeg har haft svært ved og som jeg prøver at holde mig langt ude af, men nu, når jeg selv er sådan en man sladrer om – Jeg forstår det godt i øvrigt – Er det ekstra ubehageligt.
  • Er min appetit fortsat fuldstændig ødelagt, men jeg har fundet ud af, at jeg næsten altid kan spise pizza med spinat og hvidløg, og knækbrød med hummus, så det er nærmest det jeg lever af. Og så vin. Ret meget vin.
  • Har jeg været i kontakt med en coach. Det er ikke min første gang, men for første gang rykkede det ved noget. Hun mener blandt andet, at jeg bør brande mig mere på mit rigtige navn og mindre på Sneglcille. Den tygger jeg stadigvæk på. Men det giver god mening i forhold til nogle af de drømme jeg har omkring bogudgivelser, radio/podcasts osv. Bloggen kommer aldrig til at skifte navn. Aldrig.
  • Drømte jeg i nat om en lodden pingvinunge, jeg skulle passe. Det gjorde så stort indtryk, at jeg flere gange i dag, har taget mig selv i et kort sekund at tænke over, hvor den mon er.
  • Har jeg fået slået en helt genial funktion til på min telefon, sådan at numre jeg ikke kender, ikke går igennem. Smart i forhold til de mange mange telemarketing sælgere jeg normalt taler med i løbet af en uge, ikke kan komme igennem, ret irriterende i forhold til de få arbejdsrelaterede opkald, der nu ikke kan nå mig. Hurra for mails.
  • Sagde min fem årige til mig den anden dag, at hun føler hendes liv er en scene. Hun er det mest teatralske jeg kender, så det giver virkelig god mening.
  • Har jeg sat pigernes tvillingeklapvogn til salg. Og selvom de ikke har brugt den i over et år, føles det alligevel meget definitivt og melankolsk at gå af med den. (sig til hvis du er interesseret. Det er en Bugaboo Donkey klapvogn. Brugt og ikke i verdens bedste stand, men den kører)
  • Prøver jeg at vende min nuværende situation til noget spændende, godt og brugbart, fremfor det skræmmende og usikre det også er. Jeg er ret god til det – Det meste af tiden.
  • Er jeg begyndt at benytte mig af talebeskeder fremfor sms’er. Ikke altid, men de der gange, hvor man ikke har hænderne fri, og normalt tænker “Den svarer jeg på senere” (hvilket jeg aldrig gør). Det er ret hyggeligt og nemt med sådan en lydfil, selvom det føles lidt skørt de første par gange, man gør det.

Mandag uge 21: Længere dage, kort uge og et ugeskift

/0 Kommentarer/i /af

God mandag morgen

Jeg er netop vendt hjem efter at have afleveret to ud af tre børn. Pigerne i børnehave – Fra denne uge får de lidt længere dage efter en måneds tid med fire-fem timers dage. Det bliver en kæmpe gamechanger for mit arbejdsliv, og jeg fornemmer også på dem, at det bliver fint med halvanden-to timer mere til at lege i. Otto er hjemme med hoste, og er netop gået over til sin mormor (stadigvæk kæmpe genialt at de flyttede med herop). Nu har jeg ryddet op efter den daglige morgenmads-/tøjskifte-eksplosion og har sat mig ved skærmen. Jeg skal ikke på kontoret i denne uge, da jeg har børnene og derfor en bagkant hele ugen. I dag skal jeg skrive og ordne regnskab, i morgen har jeg fotodag med en dygtig fotograf, onsdag skal Uma til lægen (noget med hendes stemmebånd) og så er det jo helligdag torsdag, og Michael tager børnene fra torsdag til søndag. Det er jo egentlig ellers “min weekend” efter den oprindelige plan, men den er blevet lavet om, så vi har byttet weekend, og jeg har derfor to weekender i træk uden børn, den vi lige er gået ud af og næste, og så skulle det gerne køre smooth derfra, med hver anden weekend uden/med børn og fælles hverdage, som hidtil, bare byttet om. Ja, tak, hej ny hverdag med ekstra puslespilsbrikker. Heldigvis er Michael, børnene og jeg selv virkelig gode til alt det her, og jeg er fortsat så imponeret over, hvor nemt det går og hvor godt vi taler sammen. I sidste uge sendte vi skilsmisse-ansøgningen afsted – Det er noget vi har udsat lidt, men nu er det gjort og det er pisse mærkeligt og sørgeligt, men også på en måde en lettelse. Så er der da en ting, der kan krydses af min liste.

God mandag til jer <3

 

Anbefalinger

/10 Kommentarer/i /af

Anbefalinger er tilbage. I dag en selvudviklingsbog (!) – En kogebog og en Netflix serie …

Lydbog:

Jeg har nærmest læst alle bøger om selvudvikling igennem det seneste års tid, og føler mig efterhånden ret godt rustet hvad al den slags angår. Der er særligt en bog, som jeg nu er i gang med at læse, eller lytte til for anden gang, da det er den første af sin slags, der virkelig rykkede noget hos mig og mit til tider overtænkende sind. Den hedder ‘Dit selvhelbredende sind’, og tager udgangspunkt i noget der hedder inside/out -forståelsen (der findes virkelig meget læse- og lyttestof omkring det, og det er mega interessant, synes jeg). Nu anbefaler jeg bogen til alle på min vej, og nu også jer. Jeg har hørt den på Mofibo (Reklame: jeg har stadigvæk et link der giver 30 dages gratis adgang, hvis du signer up inden 1. juni. Det er det her. Bemærk at jeg får et beløb pr sign up. Og tak, hvis i benytter jer af det i øvrigt. Det betyder rigtig meget for mig – og min økonomi ikke mindst)
Kogebog:
For nogle uger siden fik jeg tilsendt kogebogen ‘Vegetarisk i aften?’ som Camilla bag bloggen og instagramprofilen Vegetarisk hverdag har skrevet. Den har ligget i et hjørne på mit køkkenbord lige siden, da mine kulinariske udfoldelser for tiden ligger i den helt primitive ende og min egen appetit ikke er eksisterende, men for et par aftener siden hev jeg den frem for første gang og bladrede løs, og jeg tør godt give den en kæmpe anbefaling allerede. Der er så mange gode retter i, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med dem, når min sult og madlyst kommer tilbage. Well done, Camilla. Den kan vist købes hos Camilla selv, og i flere bogbutikker.

 

Serie:

The last Dance på Netflix – Miniserie om Michael Jordans karriere. Jeg ved godt, det ikke umiddelbart lyder som noget man bare skal se. Men jeg er fuldstændig opslugt af den, selvom jeg ved ingenting om Baskeball og i det hele taget giver nul fucks for sport.

Den dårligste morgen i 100 år

/36 Kommentarer/i /af

Det har været en god uge indtil videre. Men i morges ramte virkeligheden mig med 200 kilometer lige midt i maven, og jeg cyklede væk fra børnehaven med sorg i kroppen og tårer væltende ned af ansigtet. Efter en ellers hyggelig og rolig morgen med god tid, havregrød, musik og grin, gik begge mine piger i baglås foran børnehaven og ville ikke for noget i verden afleveres. Det sker sjældent, næsten aldrig, og på grund af situationen føltes det hele tifoldigt svært. Loulou kom op til sin yndlingspædagog, hvor hun er tryg, men hun græd og hun kaldte på sin far (av, for satan) og jeg vinkede med en klump i halsen og Uma i hånden. Jeg følte alle de andre forældres og pædagogernes øjne på mig, da jeg derefter siddende på hug forsøgte at tale med Uma, der var helt knust og ikke havde lyst til at gå med sin ellers elskede pædagog. Køen bag os blev længere. Vi trak til side. Snakkede lidt mere, og lige lidt hjalp det. Til sidst lykkedes det at få hende ind – Men jeg har stadigvæk hendes lille bitte ansigt og forstenede krop på min nethinde, som hun stod der bag ved lågen og så mig trille væk. Jeg kan tackle de fleste af mine egne følelser. Ved de er en kropslig mekanisme, og at de ikke er permanente. At de er, eller kan være, både sunde og nødvendige. Men når de involverer mine børn, og deres følelser, har jeg enormt svært ved at kapere det. Jeg bliver vred. Vred på mig selv. Det er ikke konstruktivt, men jeg kan ikke andet. Øv, mand.

Lige så snart mit møde om en time er overstået, racer jeg afsted og henter dem igen. Et par timer tidligere end jeg plejer. Også selvom jeg ved, at de nu med stor sandsynlighed hygger sig, og ikke længere er kede af det. Men for min egen skyld og min egen samvittighed, er det sådan det bliver i dag. Jeg er ikke i tvivl om at jeg, at vi, er pisse gode forældre, og at vores skilsmisse er det rigtige, men i situationer som i dag, hvor det bliver tydeligt, at de største ofre i det, er vores børn, niver det alle de steder det gør allermest ondt. Jeg håber de kan tilgive mig, men hvis de ikke kan, vil jeg aldrig bebrejde dem det.

Hvad så nu?

/10 Kommentarer/i /af

Det er sådan en mærkelig tid lige nu på alle måder, og jeg skifter imellem at være ovenpå og helt vildt optimistisk, til at være stille, mut og en kæmpe udånding for alle omkring mig. Det er ok, det ved jeg. Men jeg har sjældent haft så meget lyst til at trykke på fast forward og få alt overstået og ordnet i et ruf, og så leve videre derfra. Det kan man selvfølgelig ikke, og hvis man kunne, ville det selvfølgelig heller ikke være optimalt, for det er jo alle mellemregningerne, der får hele lortet til at gå op. Jeg ved det, og jeg minder mig selv om det på daglig basis.

Men hvad skal der så ske nu? Som jeg tidligere har givet udtryk for, kommer jeg ikke til at gå i detaljer omkring særlig mange ting herinde, slet ikke imens det står på, hvilket det lader til, at I både forstår og respekterer – Og igen jeg kan ikke takke jer nok for al den kærlighed og forståelse, I har udvist.
Men der hører jo mange ting med i kølvandet på sådan en kæmpe beslutning som jeg er sikker på at mange af jer, der selv har været i samme båd, eller er på vej ud på den, kan genkende.
Jeg kan slet ikke overskue det, og ved heller ikke helt, hvor jeg skal starte. Der er så meget der skal afvikles, ordnes og fikses, samtidig med at jeg skal håndtere mine egne følelser og min sorg i det hele.
Min to do-liste bliver længere og længere og jeg aner ikke, hvor, hvornår eller hvordan jeg skal gribe den an. Af de helt tunge punkter, kan jeg nævne, at jeg med tiden skal finde en lejlighed i Hornbæk, og ideelt (og utopisk) et sted i København også, så jeg ikke behøver pendle frem og tilbage de dage jeg alligevel kommer til at drukne mig selv i arbejde og aftaler. Huset skal (nok) sælges. Skilsmissen skal gå igennem. Alt, eller noget i hvert fald, skal deles op. Og. Så. Videre. Nogle ting er der allerede en holdbar plan for, andre og mange ting er uvist, og jeg kan for alvor mærke, hvordan jeg i virkeligheden er langt mere kontrolmenneske end jeg var klar over. Eller, fuck kontrol-delen, jeg er nok bare menneske. Det løser sig, det bliver godt, jeg ved det, jeg ved det. Jeg. Ved. Det. Men derfor får jeg stadigvæk åndenød til tider.

Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke oveni alt det her, skal deale med uoverensstemmelser, konflikter og uvenskab med Michael. Og jeg sender alle jer med den slags i jeres regnestykke så ufattelig mange tanker. Skilsmisse er eddermame ikke for sjov.

Mandag uge 20: Næsten rigtig hverdag

/5 Kommentarer/i /af

Det er mandag igen, og hverdagen er så småt startet. Mit kontor er åbent igen, og jeg har bukser på – Så langt, så godt. Jeg kom lidt rigeligt sent ud af døren da jeg åbenbart har glemt hvordan man gør det der med at blive klar om morgenen, og flere gange næsten gik i stå. Men nu er jeg igang og på vej mod Vesterbro.
Jeg har en aftale med min dygtige agent – Vi skal have gjort kontoret klar igen, snakke om min blog og spise frokost. Og så har jeg en gå-kaffe-aftale inden jeg vender hjem igen. I morgen skal jeg også til København, til et par møder. Onsdag og torsdag er jeg i Hornbæk, og fredag skal jeg igen til København, og så har jeg en weekend all alone, igen. Som forhåbentlig går lidt bedre end for to uger siden jvf. Mit seneste indlæg.
Jeg har oprigtigt sommerfugle i maven over at vores samfund begynder at åbne op, over at kunne mødes med mennesker jeg har savnet og over det at skulle have gang i sneglehjulene igen. Jeg kan også tydeligt mærke, at jeg føler mig mere motiveret og at min skaber-/skrivelyst er større end den har været meget længe. Det skyldes uden tvivl fredagens udmelding og jeres fine modtagelse. Så tak. Igen.
Nu har jeg ramt København. Jeg håber I har og får en dejlig mandag <3

Her er et billede af mig og Kronborg fra en dag i sidste uge.

Nye weekender

/29 Kommentarer/i /af

Vi har ikke travlt med at eksekvere deleordninger og alt det, der desværre hører med i den situation vi står overfor lige nu.

Lige nu minder hverdagene om det vi plejer og som børnene kender. Vi er begge lige meget på børnene og aftaler fra uge til uge, hvordan vi gør, alt efter arbejdstider, planer m.v.

Det flasker sig lige nu sådan, at vi har to arbejdsdage hver uden bagkant, hvor den anden er 100% på børnene, og når det bliver torsdag tager den forælder, der skal have børnene den weekend helt over. Således drog Michael og børnene afsted torsdag eftermiddag i sidste uge, på weekendtur hos børnenes farmor, og så stod jeg der. Med tre aftener, nætter og dage alene. Helt. Alene.

Noget jeg har haft hede fantasier om i noget, der minder om flere år, men bare ikke under de omstændigheder.

Jeg havde mange planer den torsdag. Arbejde, podcastoptagelser, øl med skønne mennesker…

Men.

Da min arbejdsdag sluttede og jeg skulle til at pakke mig selv sammen og tage til København, kom jeg til at mærke, hvordan jeg havde det, og så ramlede hele lortet, og jeg så mig selv udefra, hulkende på mit stuegulv.

Med en veninde på sms, og den smule fornuft jeg kunne finde frem, besluttede jeg at aflyse alt den eftermiddag og aften (det er den sande forklaring på mit fravær i Fjernsyn for mig-podcasten, i øvrigt)

Efter hvad der føltes som timer, men nok kun var en enkelt, med rastløshed og tuderi, rejste jeg mig, klædte mig i noget blødt og gik ud i regnen. Først en lang tur med hunden, så på pizzeria og bestille lige det jeg havde lyst til (pitabrød med falafel og ekstra hvidløg, og pomfritter) og så i Brugsen også for at indkøbe, hvad jeg ville. Det er åbenbart musli, vindruer, avokado og knækbrød, der gør det for mig. Den del kan jeg nok godt lige øve mig lidt på at gøre mere rock n Roll.

Hjem på sofaen.

Og så gik aftenen med at græde snot på den helt grimme, men rensende måde, skrive følelser ned, og se mange mange afsnit Master Chef Australien (genialt fjernsyn, når hjernen skal koble af), og så tidligt i seng.

Dagen efter var jeg noget mere frisk og mit sind mere lyst. Dagen brugte jeg på at gå tur, vaske tøj, en lang snak med min stedfar, træning, støvsugning, arbejde, et langt bad og så gjorde jeg mig pæn, med både make up og en hæl. Jeg skruede op for musikken og fik selskab af en veninde. Vi delte tre flasker vin og hørte høj 90’er rnb (hej naboer!)  – og jeg spiste efterfølgende en kæmpe portion pasta i min seng, helt fuld, topløs og ret ensom, dog med nok selvironi til et solidt grineflip over mit lidt sølle, og på en måde totalt kliché, selv.

Lørdag gik med en smule ondt i håret, telefonsamtaler med veninder, endnu lang lang gåtur langs vandet, mere Masterchef AU, lidt flere tårer, alt for mange tanker, og ikke nok søvn.

Søndag fik jeg ryddet op, handlet ind og gjort klar til den store hjemkomst.

Gensynsglæden var stor, selvom mine børn ikke havde savnet mig – Sagde de. Og det gjorde mig faktisk glad. Mit eget savn kan jeg rumme, deres ville næsten være for svært at have inde i mit sprøde lille hjerte lige nu.

Første gang er den værste gang, har jeg hørt. Spørg mig igen om 14 dage om det er sandt.

Første weekend med børn:

Fast forward til nu.

I denne weekend var rollerne så vendt, og jeg var den heldige, der skulle være sammen med børnene.

Fredag var helligdag, så vi havde en rolig morgen og en dag med oprydning på værelserne, puslespil, stor frokost og danseshow – Og så blev det også dagen hvor jeg, noget tidligere end planlagt, delte nyheden om skilsmissen med alle jer og Instagram – Sjældent har jeg været så nervøs. Uden grund skulle det vise sig, for jeg fik igen igen igen bekræftet, at jeg har de mest empatiske, kærlige og ordentlige følgere. Næsten 4000 reaktioner/beskeder/kommentarer er strømmet i vores retning med alt fra hjerter til personlige beretninger (så rart ikke at føle sig alene i det her), tilbud om kaffeaftaler og gæsteværelser, og udelukkende gode tanker.

Det slog totalt bunden ud af mig (og af Michael) – og fredag aften kom han hjem  for at være i det hele med mig. Virkelig rart, og virkelig sigende for vores situation, der er alt andet end grim, omend svær.

Lørdag, i går, gik mest med leg i haven – Michael “fik lov” til at snuppe de to yngste med på en gåtur med noget familie, imens jeg preppede aftensmad, og da de kom tilbage, tog Michael igen afsted, og børnene og jeg spiste tidlig aftensmad, tømte slikskabet og så Cirkus Summarum under dynerne.

Da alle børn sov på deres værelser, satte jeg mig ud i haven, alene. Vi bor et sted i Hornbæk, hvor der sjældent er helt stille, og det elsker jeg, men i går føltes det som om at der var mere roligt end normalt. Hvilket udelukkende var en følelse, for naboen havde gæster i haven, sommerhusbeboere var I stimevis på vej ned til solnedgang på stranden, toget bimlede og kørte som altid et par gange i timen og der var ikke en skid stille, men i brudstykker var det bare mig og fuglene. Jeg havde en lang telefonsamtale med en jeg savner, inden jeg indtog sofaen og catchede op på min ultimative Guilty pleasure: The Real Housewives.

Nu er det søndag morgen, klokken nærmer sig 8, og vi har været oppe i et par timer allerede. Ramasjang kører i baggrunden, pigerne tegner, Otto og hunden øver tricks, og jeg er på min anden kop kaffe. Snart gør jeg klar til dagens anden omgang morgenmad, og så tror jeg vi skal et smut på stranden. Senere er Michael tilbage, og hverdagen banker endnu engang på. En hverdag, der er ny, men som vi alle nok skal lande fornuftigt i. Børnene trives, og så skal vi voksne nok også komme til det.

Tak for al jeres støtte, forståelse og den fine behandling fuld af respekt og omsorg for vores situation.