Tryghed til at dele

Det er ikke hverken hemmeligt eller ny information, at jeg som meget ung blev udsat for nogle virkelig voldsomme ting i min folkeskoletid. Psykisk og til tider fysisk mobning. Jeg har åbnet sporadisk op omkring det igennem de seneste år, men på et forholdsvis småt og behersket niveau, da jeg ikke har haft lyst til eller behov for, at det skulle fylde. Det er en del af mig, og det har jeg accepteret, og samtidigt har jeg fortsat enormt svært ved at åbne helt op omkring det. Det har taget hele mit voksne liv, at bryde med de tankemønstre, den selvopfattelse og de men, det traume har sat i mig, og jeg kommer altid til at bære noget af det med mig videre – Den erkendelse har gjort mange ting meget lettere, og jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg er et rigtig godt og sundt sted i dag, hvor jeg langt bedre kan tackle og deale med bagsiderne af mine oplevelser dengang. Men det er alligevel noget jeg træder varsomt med at åbne for meget op om, fordi det er så pokkers såbart.
For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Rikke Collin, som udover at være en vidunderlig podcastvært (På Tårekanalen, Klovn, Rigtige venner og Fredagsslik) og et trygt og efterhånden mere og mere nært bekendtskab i mit liv, arbejder hos Heartbeats, der producerer en række podcast, heriblandt “Hej Søster” som Rikke er producer på, og min veninde Maria er vært på – Rikke spurgte om jeg havde lyst til at deltage i et afsnit omkring mobning, sammen med Maria og pigerne fra Fries Before Guys. Jeg er et par gange blevet inviteret til at tale om mine oplevelser i både artikler, tv-programmer og faktisk også haft et tilbud om en bogkontrakt omkring emnet, men har afvist det af førnævnte grund og en mavefornemmelse. Men denne gang sagde jeg ja tak, da jeg ikke kunne forestille mig et mere trygt rum, at skulle dele det i. Så det gjorde jeg. Vi optog afsnittet i januar, og jeg har siden da haft et lille sug i maven, der er blevet større og større som vi nærmede os udgivelsen, der så var i forgårs. Jeg har ikke selv hørt det, men har fået så vanvittigt mange tilbagemeldinger, at jeg endnu ikke har været dem alle igennem – Primært fordi jeg bliver nødt til at tage dem lidt af gangen, både for at tage det ordentligt ind, og for ikke at implodere i følelser og overvældelse.
Jeg har fået bekræftet at det er vigtigt at tale højt om de her ting, og sætte fokus på hvad det gør ved os, og at man, pardon my french, fucking skal opføre sig ordentligt, og jeg håber at det her første dybe spadestik, kan give både mig selv og måske andre mod til at tale endnu mere om det.
Podcasten hedder Hej Søster og den, og selvfølgelig afsnittet med mig – kan høres lige der, hvor du lytter til dine podcasts.

Hvis I vil læse nogle af mine tidligere skriv om emnet, og der er virkelig ikke mange, taget i betragtning at jeg har huseret her på domænet i 10 1/2 år – SÅ kan I finde dem her:

Mailen
Årsager og de seje piger
At smitte med egen usikkerhed
Når fortiden banker på

 

3 replies
  1. Louise says:

    På trods af at jeg aldrig selv rigtig er blevet mobbet, blev jeg utrolig rørt over din fortælling. For alle kender jo følelsen af at føle sig forkert og udenfor. Og alle har prøvet ikke at være inviteret med til noget, hvor “alle andre” skal med. Så at forestille sig hvordan det har været for dig, at opleve mobning i det omfang er hjerteknusende.

    Tak fordi du deler ❤️ Det er vigtigt at sådanne historier bliver fortalt fra offerets side.

    Svar
  2. SN says:

    Så fik jeg endelig lyttet med. Tak for at sige de ting højt! Det fik mig til at føle, at det faktisk er ok, at jeg (også) stadig er påvirket af min folkeskoletid.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *