Mandag uge 14: Cabinfever og skemaer
Klokken er lidt over 9, det er mandag morgen og jeg sidder ved mit spisebord iført nattøj. Mit ældstebarn er i skole ude på kontoret, hvor han taler med sin klasse over computeren. Pigerne er gået på stranden med Michael for at samle sten, de skal male på senere. Så nu har jeg lige en god time eller to til at få hamret lidt i tasteturet og gøre klar til resten af dagen. Eneste problem er bare, at jeg er SÅ træt og udmattet og allermest har lyst til at kravle i seng igen. Mit energiniveau er i det hele taget lige så svingende som mit humør er for tiden, og jeg gennemgår ufatteligt mange stadier af energi og følelser på sådan en lockdown-dag. De fleste dage er gode, og så er der de dage, hvor luften går totalt af ballonen, og jeg slet ikke kan rumme ikke at vide, hvornår der igen er noget, der minder om normale tilstande. Og det er i virkeligheden nok mest det – Usikkerheden. Hvis man nu bare havde en slutdato.
I dag skal jeg tage billeder til en kampagne og så har jeg et enkelt møde på Zoom, og derudover skal jeg “bare” få hjulene til at køre herhjemme. Jeg lever (ligesom de fleste af jer sikkert kan genkende) meget dag til dag i denne her periode, hvilket jeg er væsentlig dårligere til end først beregnet. Jeg har derfor, lidt senere end alle andre lader det til, fået lavet et skema over vores uge. Et skoleskema til Otto, og et familieskema til os andre. Jeg håber det på en eller anden måde, kan give en følelse af normalitet og måske kvæle den lidt flyvske stemning, som jeg har enormt svært ved at samle mig i og som går ud over mit humør og min produktivitet. Det betyder blandt andet, at jeg hver anden formiddag har kontortid, som nu (og hver anden har jeg børnetjansen, som går ud på at underholde/aktivere de små og hjælpe skolebarnet med lektier og opgaver). Jeg håber, det betyder flere indlæg og mere indhold fra min hånd, for jeg kan godt mærke, at jeg hænger noget i bremsen, fordi jeg slet ikke kan finde ud af strukturere mine dage i alt det her kaos. Det skal der lige styr på, så jeg ikke bliver mere bims end højest nødvendigt. Her gik jeg og troede at jeg havde det fint i rod og flyvske rammer, men der åbenbart grænser.
Ideer til blogindlæg, instagramindhold og podcasts med mig ved roret, modtages med kyshånd i øvrigt. For endelig har jeg rent faktisk timerne, som jeg har savnet og skåret væk til fordel for andre arbejdsopgaver, til at skrive og dimse med content på billeder og lyd. Men jeg har enormt svært ved at føre det ud. Jeg tager virkelig hatten af for mine vanvittigt dygtige kollegaer, endnu mere nu end nogensinde. Jeg kan knap nok holde mit hus rent og mine børn i live, og de skaber koncepter og udgiver indhold som aldrig før. Sejt.
Nu er det vist ved at være tid til en kafferefill.
Pas på jer selv og god dag <3
Vi gør det bedste vi kan allesammen.