Archive for month: marts, 2020

Klokken er lidt over 9, det er mandag morgen og jeg sidder ved mit spisebord iført nattøj. Mit ældstebarn er i skole ude på kontoret, hvor han taler med sin klasse over computeren. Pigerne er gået på stranden med Michael for at samle sten, de skal male på senere. Så nu har jeg lige en god time eller to til at få hamret lidt i tasteturet og gøre klar til resten af dagen. Eneste problem er bare, at jeg er SÅ træt og udmattet og allermest har lyst til at kravle i seng igen. Mit energiniveau er i det hele taget lige så svingende som mit humør er for tiden, og jeg gennemgår ufatteligt mange stadier af energi og følelser på sådan en lockdown-dag. De fleste dage er gode, og så er der de dage, hvor luften går totalt af ballonen, og jeg slet ikke kan rumme ikke at vide, hvornår der igen er noget, der minder om normale tilstande. Og det er i virkeligheden nok mest det – Usikkerheden. Hvis man nu bare havde en slutdato.

I dag skal jeg tage billeder til en kampagne og så har jeg et enkelt møde på Zoom, og derudover skal jeg “bare” få hjulene til at køre herhjemme. Jeg lever (ligesom de fleste af jer sikkert kan genkende) meget dag til dag i denne her periode, hvilket jeg er væsentlig dårligere til end først beregnet. Jeg har derfor, lidt senere end alle andre lader det til, fået lavet et skema over vores uge. Et skoleskema til Otto, og et familieskema til os andre. Jeg håber det på en eller anden måde, kan give en følelse af normalitet og måske kvæle den lidt flyvske stemning, som jeg har enormt svært ved at samle mig i og som går ud over mit humør og min produktivitet. Det betyder blandt andet, at jeg hver anden formiddag har kontortid, som nu (og hver anden har jeg børnetjansen, som går ud på at underholde/aktivere de små og hjælpe skolebarnet med lektier og opgaver). Jeg håber, det betyder flere indlæg og mere indhold fra min hånd, for jeg kan godt mærke, at jeg hænger noget i bremsen, fordi jeg slet ikke kan finde ud af strukturere mine dage i alt det her kaos. Det skal der lige styr på, så jeg ikke bliver mere bims end højest nødvendigt. Her gik jeg og troede at jeg havde det fint i rod og flyvske rammer, men der åbenbart grænser.

Ideer til blogindlæg, instagramindhold og podcasts med mig ved roret, modtages med kyshånd i øvrigt. For endelig har jeg rent faktisk timerne, som jeg har savnet og skåret væk til fordel for andre arbejdsopgaver, til at skrive og dimse med content på billeder og lyd. Men jeg har enormt svært ved at føre det ud. Jeg tager virkelig hatten af for mine vanvittigt dygtige kollegaer, endnu mere nu end nogensinde. Jeg kan knap nok holde mit hus rent og mine børn i live, og de skaber koncepter og udgiver indhold som aldrig før. Sejt.

Nu er det vist ved at være tid til en kafferefill.

Pas på jer selv og god dag <3

Vi gør det bedste vi kan allesammen.

Jeg var i gang med at skrive et indlæg om udfordringerne jeg oplever i alt det her lock down Corona madness, som har ramt mig lidt hårdere end jeg først havde antaget – og det er helt sikkert et indlæg jeg kommer til at skrive færdigt og udgive. Men ikke i dag, ikke nu. For jeg blev lige ramt af et kæmpe behov for ikke at dyrke alt det jeg synes er udfordrende, men samtidigt er jeg mentalt ikke sted lige i dag, hvor jeg kan få det bedste ud af situationen. SÅ i stedet, kraftigt inspireret af det her indlæg fra 2015 (denne gang er jeg dog ikke gravid!!) kommer her alt det jeg skal og glæder mig til at kunne på den anden side:

• Røre ved så mange mennesker som muligt. Jeg er så hudsulten, at det er helt åndssvagt.
• Kysse på alle mine venner
• Være alene hjemme. Helt. Alene. Hjemme.
• Handle i supermarkeder og give mig gooood til til det.
• Få en ansigtsbehandling. En af de lange med massage og hele svineriet.
• Gå en lang tur med en veninde
• Besøge min lillebror i USA. Og kramme livet ud af ham.
• Blande slik !
• Træne reformer
• Gå i biografen, til koncert og på museum.
• Arbejde på kontoret hver eneste dag
• Køre i tog og bus
• Være fuld og danse indtil solen står op
• Spise på alle mine yndlingsrestauranter

…. Hvad skal du?

I årevis har jeg flere gange tænkt, hvor dejlig det ville være, hvis der lige var nogen, der gad trykke på pause et øjeblik… Well. Det var ikke helt det her, jeg havde i tankerne, og jeg er ligesom mange af jer meget påvirket af denne her underlige tid. Først og fremmest vil jeg gerne bruge min platform til at minde jer om, at selvom der ikke ligger et decideret forbud omkring at gå ud og foretage sig ting, er det ikke ens betydende med, at man skal gøre det – Gå ud altså. Jo, gå i skoven, løb en tur, find en solstråle. Men hold jer fra legepladser, cafeer og butikker, og langt væk fra andre mennesker. Jeres ærinder gør, at alt det her bliver trukket i langdrag og at alle vores andres ærinder bliver udsat. Jeg forstår godt, at man som rask og frisk person, tænker at det da ikke kan skade lige og mødes med en ven til en skål, eller at drible i Bauhaus og købe lidt ind, men ærlig talt er det lige præcis dér problemerne opstår. Jeg er ikke ude på at udskamme eller skælde ud. Jeg forstår godt, at man lige skal finde et leje, der giver mening, og at alvoren lige skal synke ind. Jeg forstår det fuldt ud. For bare 4-5 dage siden overvejede jeg helt alvorligt at deltage i en fødselsdag, der endnu ikke var blevet aflyst. Noget der nu virker helt hovedløst, men det tager tid at indse alvoren.  Men det er alvorligt, og jeg håber virkelig, at alle jer, der ikke skal møde op på en arbejdsplads, og som ikke har livsnødvendige ærinder, vil blive hjemme. Det er den eneste måde, at vi få bremset denne her skrækkelige virus i tide.
Og igen, en kæmpe kæmpe ros til alle dem, der knokler for at holde samfundshjulene i gang.

Denne uge er selvfølgelig, ligesom ligesom hjemme hos dig, noget anderledes end alt andet jeg har prøvet, og jeg skal på en eller anden måde balancere arbejde, tre børn, hjemmeskoling, en hund,  og et hus, uden at forlade matriklen unødigt og i øvrigt ikke blive vanvittig undervejs. Vi er heldigvis to voksne, og er begge selvstændige, hvilket i denne her periode er både virkelig heldigt og virkelig uheldigt. For selvom vi modsat mange andre har gode muligheder for at strukturere en eller anden form for hverdag i alt det her madness, er vi også begge ret meget på skideren økonomisk på ubestemt tid, og det er skræmmende. Jeg tror og håber på, at det hele nok skal gå. På et tidspunkt.

Jeg har en del telefonmøder i ugens løb, som jeg skal have presset ind i vores nye midlertidige hverdag. I morgen bliver Loulou tre år – og det bliver en noget anderledes fødselsdag end vi har prøvet før, da vi selvfølgelig har bedt vores gæster om at blive væk. Men heldigvis købte vi gaver i god tid for en gangs skyld, og bageskuffen er fyldt godt op, da Michael for nyligt lavede billeder til en melproducent, som gav ham alle produkterne med hjem, så der kommer ikke til at mangle noget. Jeg ved ikke, hvordan ugen bliver ellers, for vi tager det lige nu en dag af gangen, der er vist ikke andet for…

Jeg håber I har det godt derude allesammen, og at I vil tage ekstra hensyn den næste tid. Sammen, hver for sig.

Det sker cirka en gang om året her på adressen. Faktisk er det nu halvandet år siden sidst, men det plejer at passe med cirka et års mellemrum. Jeg taler om mit hår og mit årlige frisørbesøg.
Det var i dag. Jeg satte mig i stolen med et dybt suk og et dilemma – Som jeg altid har. Skal der ske noget ny, eller skal vi play it safe. Heldigvis har jeg den allerbedste frisør, som virkelig kender mig og ved lige præcis, hvad der klæder mig, hvad jeg bliver glad for og hvad der bare er en fiks idé. I dag var mit dilemma, at jeg længe har gået med overvejelser om at lade de lange lokker falde. Jeg har i en del år haft langt hår, ind imellem med lidt pandehår, men ellers har der ikke været den store længdeudskiftning. Og pludselig engang i efteråret begyndte jeg at synes, at det med en lang page (det man kalder en lob, jo jo den er god nok) var en alletiders idé … Efter lidt snak med min frisør, søde dygtige Mie hos Grau, blev vi enige om at finde en mellemvej, og resultatet er jeg simpelthen så glad for, omend jeg lige skal vænne mig til det. Jeg roder mig selv i håret hele tiden og glor i alle spejle og butiksruder, hvilket måske lyder super narcissistisk, men mere er fordi jeg simpelthen lige skal lære det at kende. Det føles og synes sundere, men meget meget kortere (det er stadigvæk langt, men altså, I ved sikkert hvad jeg mener).
Nå. Og så til det I muligvis har klikket jer herind for. Billeder. Ok. Værsågod.

Processed with VSCO with c4 preset Processed with stamp

Det er ikke hverken hemmeligt eller ny information, at jeg som meget ung blev udsat for nogle virkelig voldsomme ting i min folkeskoletid. Psykisk og til tider fysisk mobning. Jeg har åbnet sporadisk op omkring det igennem de seneste år, men på et forholdsvis småt og behersket niveau, da jeg ikke har haft lyst til eller behov for, at det skulle fylde. Det er en del af mig, og det har jeg accepteret, og samtidigt har jeg fortsat enormt svært ved at åbne helt op omkring det. Det har taget hele mit voksne liv, at bryde med de tankemønstre, den selvopfattelse og de men, det traume har sat i mig, og jeg kommer altid til at bære noget af det med mig videre – Den erkendelse har gjort mange ting meget lettere, og jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg er et rigtig godt og sundt sted i dag, hvor jeg langt bedre kan tackle og deale med bagsiderne af mine oplevelser dengang. Men det er alligevel noget jeg træder varsomt med at åbne for meget op om, fordi det er så pokkers såbart.
For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Rikke Collin, som udover at være en vidunderlig podcastvært (På Tårekanalen, Klovn, Rigtige venner og Fredagsslik) og et trygt og efterhånden mere og mere nært bekendtskab i mit liv, arbejder hos Heartbeats, der producerer en række podcast, heriblandt “Hej Søster” som Rikke er producer på, og min veninde Maria er vært på – Rikke spurgte om jeg havde lyst til at deltage i et afsnit omkring mobning, sammen med Maria og pigerne fra Fries Before Guys. Jeg er et par gange blevet inviteret til at tale om mine oplevelser i både artikler, tv-programmer og faktisk også haft et tilbud om en bogkontrakt omkring emnet, men har afvist det af førnævnte grund og en mavefornemmelse. Men denne gang sagde jeg ja tak, da jeg ikke kunne forestille mig et mere trygt rum, at skulle dele det i. Så det gjorde jeg. Vi optog afsnittet i januar, og jeg har siden da haft et lille sug i maven, der er blevet større og større som vi nærmede os udgivelsen, der så var i forgårs. Jeg har ikke selv hørt det, men har fået så vanvittigt mange tilbagemeldinger, at jeg endnu ikke har været dem alle igennem – Primært fordi jeg bliver nødt til at tage dem lidt af gangen, både for at tage det ordentligt ind, og for ikke at implodere i følelser og overvældelse.
Jeg har fået bekræftet at det er vigtigt at tale højt om de her ting, og sætte fokus på hvad det gør ved os, og at man, pardon my french, fucking skal opføre sig ordentligt, og jeg håber at det her første dybe spadestik, kan give både mig selv og måske andre mod til at tale endnu mere om det.
Podcasten hedder Hej Søster og den, og selvfølgelig afsnittet med mig – kan høres lige der, hvor du lytter til dine podcasts.

Hvis I vil læse nogle af mine tidligere skriv om emnet, og der er virkelig ikke mange, taget i betragtning at jeg har huseret her på domænet i 10 1/2 år – SÅ kan I finde dem her:

Mailen
Årsager og de seje piger
At smitte med egen usikkerhed
Når fortiden banker på