Mandag uge 9: Kaos og omrokering

Weekenden var benhård, hvorfor jeg tog helt fri fra sociale medier m.m. Det kan anbefales i øvrigt, hvis man er ramt af noget svært. Jeg elsker Instagram – Æstetikken, virkelighedsflugten, fællesskabet, men jeg bliver også mættet i perioder og kan føle at det fodrer mit mindreværd, og så er det forfriskende at sige stop for en periode, kort eller lang, to dage var tilpas i denne omgang.
Der er sket noget alvorligt i weekenden tæt på mig, som jeg ikke er i position til at kunne uddybe, men som slog bunden ud af en jeg elsker, og dermed også tog min bund med, og så har min egen lille safezone også været under pres. Sådan er det engang i mellem, og selvom det er pisse hårdt, tror jeg man vokser med det svære. Og uanset hvad, skal alting nok gå.

Natten til i dag bød på vågne børn og en masse renderi, så alle var helt skæve af træthed i morges og kom for sent op og ud af døren. Jeg tabte mit rejsekort i toget, glemte mine nøgler derhjemme og kan pludselig ikke huske om jeg fik deodorant på, hvilket nok skal vise sig snart, eftersom at jeg har valgt at iføre mig strik.

Jeg møder halvanden time senere end beregnet og satser på, at der er kaffe og glade damer på kontoret.

I dag skal jeg finde et overblik over min uge, hvor jeg er nødsaget til at flytte rundt på og aflyse en masse for at kunne stå standby til personen uden bund fra førnævnte situation.

I morgen arbejder jeg hjemmefra, da vi har et møde i vuggestuen, hvor vi skal tale om Loulous børnehavestart PÅ MANDAG! Om små fire uger bliver hun 3 år, og vi har jo vel så officielt ikke længere småbørn i huset. Næsten slut med ble, med sut, helt slut med lur og med vuggestue. Jøsses. Det er både en kæmpe lettelse og en kæmpe trigger for min evigheds skrukhed.

Onsdag står i podcastens navn, hvor jeg skal skrive videre på sæson to af Krøllet kærlighed og optage noget lyd. Torsdag praktisk dag med bilag og fakturering, fredag afslutning i vuggeren og måske en hjemmearbejdsdag mere.

Lørdag går Otto til boksning med Michael, så der har jeg alenetid med pigerne. Jeg tror vi skal på biblioteket og på café, og søndag står jeg på loppemarked i Hornbæk med min dansegruppe, nej Autocorrect! Damegruppe, for fanden (kom gerne forbi, hvis du er i nærheden – Se detaljer herunder).

Det skal blive en god uge. Skal.
Pas på jer selv derude. Livet er pisse skrøbeligt <3

1 svar
  1. Karen says:

    Jeg blev helt begejstret over at du bare sådan henslængt nævner din dansegruppe. ” Nå den, Ja Michael og jeg har gået til standart dans hver torsdag de sidste 3 år” Hahaha, det kunne fandeme være sjovt, hvis du sådan tog røven på os!
    Undskyld jeg morer mig over din autocorrect. Det’ mandag.
    God rygvind til dig i den kommende uge, det lader til at du og dine kunne trænge til lidt styrke.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *