Daaans!

For nogle (mange) år siden skrev jeg en klumme i en avis omkring præstationsangst – Eller det var min intention. Desværre lykkedes det mig ikke helt på de 300 ord jeg havde, at gøre godt med, og mit forsøg på at beskrive min sindstilstand i en, hvad jeg syntes var en humoristisk tone, blev ikke modtaget helt sådan. Mange gav udtryk for, at det var en dårlig klumme, at det var sjusket, uprofessionelt og helt ude i skoven, at min redaktør havde tilladt, at det blev trykt. Avs. Jeg var i slut 20erne, havde fået mit første rigtige skrivejob, og havde med få undtagelser i de måneder min klumme kørte, stort set kun modtaget ros, hvilket jeg ved nu, var noget af en bedrift. Men den sidste klumme, og den reaktion der fyldtes i min indbakke, i mit kommentarspor og på avisens facebook, var så grænseoverskridende, overvældende og altoverskyggende. Jeg var flov, frustreret, følte mig misforstået og sikker på, at jeg havde forspildt alle chancer for nogensinde at blive betalt for at skrive noget igen. Sådan forholdte det sig heldigvis ikke, og der landede heldigvis stadigvæk skrivejobs i indbakken, og jeg blev ret kort tid efter fastansat på Aller som webjournalist. Men følelsen, både af den præstationsangst jeg på klodset vis på det tidspunkt forsøgte at formidle, samt skuffelsen over ikke at præstere, når det virkelig gælder, dén kigger stadigvæk frem i ny og næ. Jeg er bedre end nogensinde til at tage imod kritik (altså ægte kritik, der ikke bare er en sviner pakket ind som konstruktiv kritik – Hvilket jeg på mit 11. år som internetperson ved mange har komplet forskellige opfattelser af) – Og jeg ville i dag nok have modtaget kritikken noget anderledes og ikke være blevet ligeså handlingslammet af det. Men præstationsangsten mine damer (og herrer?) den har jeg ved gud ikke lært at komme udenom på en særlig elegant måde. Og det føler jeg for fuld smadder for tiden. Den galoperer derudad sammen med den usunde sammenligning og de høje forventninger til mig selv. Og spænder ben. Jeg har pt 21 kladder med halvfærdige indlæg, og de er i virkeligheden sikkert skide gode – Ok, måske ikke allesammen.
Men jeg kan ikke skrive dem færdige – Ikke før jeg har skrevet det her indlæg i hvert fald. Tror jeg.
Det her er mit Dans, klovn, dans – indlæg anno 2020, der måske kan poppe den boble jeg har fået sat mig selv i, fyldt med tårnhøje forventninger og et gigantisk præstationspres, som ingen andre end mig selv har lagt på mine skuldre.

Nåhja, og også: Pikkelik.
(læs den omtalte klumme her, og bliv måske klogere på særligt afslutningen af dette indlæg.)

4 replies
  1. Katrine says:

    Den klumme kan jeg godt huske! Shit jeg har fulgt dig i mange år. Og du er stadig min yndlingsblogger sammen med Blogsbjerg 🙂 Det er faktisk dig der anbefalede hende i et indlæg for MANGE år siden. Og tak for det og tak for dig. Vi burde sige pikkelik noget oftere 😉

    Svar
  2. Rikke G says:

    Jeg synes, du skriver fantastisk. 👌 hvis dine næste 5 indlæg er rene pikkelik-indlæg, ville jeg måske ikke synes at ALLE dine indlæg er gode .. men hvis det ikke bliver tilfældet, så er jeg ret sikker på jeg er vild med alle dine skriverier 😉 så tak for dem!

    Svar
  3. Danica says:

    Jeg kan godt se at pikkelik dans, mangler lidt substans (den ordlyde, kunne jeg bare ikke lade gå fra mig). Ideen er skide god, mind os alle om at vi alle kan få præsentationangst og bare gerne vil gøre det sindsygt godt. Hold kæft hvor du lige minder mig om her, at jeg sidder med 100 tegninger jeg ikke har lagt på min ig, fordi jeg tøver. Og endnu bedre du har lige vist mig at selvom man laver et pikkelik danse indlæg der ikke bliver velmodtaget, så kan man stadig få skrive jobs. så jeg vil finde min ig, og skrive dans klov, dans. Tak fordi du deler.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *