Potentiale

Det her indlæg skrev jeg inde i mit hoved i nat. Sådan er det med meget af det jeg skriver. Det kommer til mig om natten, og hvor jeg før i tiden ville springe ud af sengen og rent faktisk skrive det, har jeg lært mig selv (for det meste) at blive liggende og i stedet formulere det i mine tanker for derefter at forsøge at skrive det dagen efter. Ikke altid med succes, men sådan er der så meget.

Ordet potentiale er måske et af mine yndlingsord. Både på grund af hvordan det ser ud og lyder, men også på grund af betydningen. Der er meget der har potentiale og jeg er i al beskedenhed virkelig god til at se det. Desværre er jeg også pessimist (ikke så meget som jeg har været, men … ) og det går ikke altid hånd i hånd, så jeg kan ret hurtigt punktere det igen.
En del af min 2020 plan er at gøre brug af al potentiale. Min egen, andres, handle på det jeg spotter, fremfor bare at tænke det. Ikke være bange for at fejle, eller i hvert fald ignorere den frygt, der med garanti vil vise sig i form af usikkerhed og pessimisme. Jeg vil springe ud i det hele og gå til langt flere ting på yes man måden. Der er så meget potentiale omkring os, og vi er så dårlige til at gribe det. Og ja, jeg siger vi, for jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er alene her. Ydmyghed er noget af det fineste jeg kan komme i tanke om, og noget jeg vægter højt hos andre og mig selv, men jeg ved at jeg har tendens til at forveksle min egen usikkerhed med ydmyghed, og derved gå glip af mange gode ting. Selvom jeg siger “vi”, ved jeg godt at der selvfølgelig er dem, som allerede har luret den, og bare gør det. Og jeg misunder dem det helt ned nederst i maven, og har svært ved ikke at blive en lille smule ked af det på mine egne vegne, hvilket jo er idiotisk. For hvis der er noget jeg har lært med årene og kun bliver bedre til at efterleve, er det, at andres succes ikke tager noget fra min succes.

2020 har rigtig meget potentiale og jeg vil (forsøge at) gribe det hele.

1 svar
  1. www.mettem.dk says:

    Godt for dig! Jeg er så enig! Jeg plejer at betragte det som evnen til at se muligheder, vente på en åbning og dernæst handle på den. Det kan hurtigt blive forskellen på succes og fiasko – okay, groft skåret – når man prøver at skabe sit eget arbejdsliv. Jeg skrev lidt om netop det for et par måneder siden. Om at tænde sin radar 🙂 https://mettem.dk/forskellen-pa-succes-og-fiasko-hos-selvstaendige/
    Glæder mig til at se, hvad din betragtning fører med sig i 2020 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *