Jeg er jo lige her

Ja hej. Der gik så lige et par uger uden nyt på bloggen. Igen. Der har været fart over feltet, krydret med en omgang selvisolation, hjemsendte børn, nye arbejdsopgaver, regnskabskaos, og manglende overskud. Sådan har det været ret tit det seneste års tid. At bloggen er blevet voldsomt forsømt. I know.

Jeg har på en eller anden måde, denne gang formået, at tage den med ro over det, og ikke tæve mig selv over den manglende lyst og ditto behov for at logge ind på mit ellers elskede WordPress.
Sneglcille. Mit alterego. Mit univers. Mit fristed. Bloggen der pt er på sit 12. leveår, som jeg lidt for mange gange de sidste par år har overvejet at lukke ned. Ikke fordi jeg ikke stadigvæk elsker(!!) at skrive, dele og have et online frirum, men fordi jeg har været i tvivl om det var mavepinen værd. Mavepine over dårlig samvittighed over at jeg burde prioritere den meget mere, mavepine over ikke at turde dele bestemte ting af frygt for at blive misforstået, mavepine over ikke at gøre det godt nok. Mavepine over forventningerne, mine egne og jeres. Mavepinen over følelsen af at skulle forklare, undskylde og skamme mig. Dårlig dårlig blogger.
Men nej. Sådan skal det satme ikke være. Meget HAR ændret sig. Og det er ok. Både for mig, for jer, for mediet, for verden. Intet er det samme. Heldigvis og lidt desværre. Nostalgikeren i mig, har det altid med at se tilbage, savne og længes efter “dengang”.

Mit liv har taget nogle voldsomme drejninger de seneste år. Og jeg har haft jer med i de fleste sving. Men ikke alle, og det er, hvad der føles mest rigtigt. Og sådan skal det være. Det skal føles rigtigt. Derfor kommer jeg hellere ikke til at gå ind i en længere forklaring omkring, hvorfor min energi er rykket andre steder hen. I hvert fald ikke lige nu. Og det er altså ikke en ”der sker SÅ mange spændende ting – Jeg kan bare ikke tale om det” – Slet ikke. Det er primært helt basic hverdag og nye arbejdsopgaver (der ikke har med hverken mig eller Sneglcille at gøre) som kræver min tid og energi, og så en form for selvudvikling I guess. Det hele er en balance, jeg lige skal lære at navigere i – ved siden af at jeg forsøger at få ryddet op i mit liv og lægge en solid plan for min og vores fremtid.

Vigtigst af alt; Jeg har det faktisk ret godt. Jeg er glad nede i maven på en måde som jeg havde glemt var muligt. Hvilket, som jeg også har sat ord på herinde før, er en sær følelse når alt omkring en er noget rod og man gennemgår en kæmpe krise midt i en global krisetid.

Det blev endnu engang en let rodet omgang tankeskrald, præcis som det plejer, men jeg har sådan haft lyst til at pippe bare lidt op om min online tilstedeværelse og mangel på samme. Jeg er klart mest aktiv på Instagram, da det er nemmere og mere umiddelbart, men det betyder ikke at bloggen er glemt, gemt og begravet. Slet ikke. Jeg skal bare lige summe lidt over, hvad der skal ske med den og med mig.

Tvivl dog ikke på at jeg til stadighed sætter kæmpe pris på jeres engagement, beskeder, hep og bare det, at I stadigvæk følger med. Både her og på Instagram. Mange er faldet fra, og det forstår jeg sådan set godt, og jeg vil til hver en tid foretrække et ”unfollow” end at blive fulgt af nogen, der ikke bryder sig om mig eller mit univers længere. Dermed ikke sagt at det ikke bidrager til en følelse af utilstrækkelighed – Jeg er jo bare et menneske (med et kæmpe behov for anerkendelse) og præcis den følelse øver jeg mig på at rumme. Både at det er i orden at gå op i at være vellidt, men også at det ikke skal fylde for meget og have en direkte sammenhæng med mit selvværd.
Jeg sætter uendeligt pris på jer, der fortsat hænger i. Også når det brænder på. Nu mere end nogensinde. Tak.

Mandag uge 49: Krydser fingre for en bedre en

Halløj!

What a ride. De seneste 14 dage har losset til mig, og jeg krydser alt hvad jeg har for at karma, univers og alt imellem lige tager en chiller.

Der er foregået meget rod, og alt kulminerede da vi sidste søndag røg vi en tur på hospitalet og var indlagt det meste af sidste uge. Otto blev syg, meget syg, og vi startede med et døgn i isolation grundet Corona mistanke. Heldigvis testede vi begge negativ, og kunne de næste dage bevæge os mere frit. Ottos lungekapacitet var mere end halveret og vi måtte bo nogle dage på stue 3 på Hillerød børneafdeling. Heldigvis var personalet superstjerner og selvom jeg personligt var ved at gå ud af mit gode skind, blev det et udholdeligt ophold. Vi er hjemme igen, Otto er i bedring, og mit humør er godt igen. Vågnede godt nok til et iskoldt hus, da varmen er blevet midlertidigt lukket. Men pyt nu med det.

Jeg er nu på vej til København hvor jeg skal arbejde en masse i dag og i morgen, inden turen går tilbage til Hornbæk onsdag. I weekenden skal jeg til to små julefrokoster og så var den uge gået. En god uge! Ja tak.

Identitetskrise 3.0

Hvem fanden er jeg? Seriøst det er så vanvittigt, at stå midt i sine tredivere og stille sig selv det spørgsmål. Præcis som jeg har gjort det i mine 20ere og i teenageårene. Og så alligevel helt anderledes. For til forskel fra dengang til nu, har jeg ret godt styr på både værdisæt, personlighed, kompetencer og så videre. Men jeg er begyndt at tvivle helt vildt på min egen mavefornemmelse og på hvad det egentlig er jeg vil med mit liv. Et liv der i det seneste år har været ude på en seriøs rutsjebanetur som har efterladt mig med en grim smag i munden, kvalme og køresyge, men også lettelse og ro. En konstant dårlig samvittighed, blandet med fornyet energi. Tænk at man både kan være drænet helt ud i alle tæer, og omvendt være knivskarp og fuld af umf (wauw, en irriterende formulering, men I ved nok, hvad jeg mener med Umf. Det er sådan kapow-agtigt.) Hvem er jeg, hvad skal jeg, hvad kan jeg, hvad vil jeg? Det hele spørger jeg mig om, og intet af det kan jeg rigtigt svare på. Det er top frustrerende og top motiverede på samme tid.

Identitetskrise er måske lidt dramatisk, men helt ærligt, så er det lidt sådan det føles. Skal på en eller anden måde genopfinde mig selv som menneske, person, mor, ekskone, veninde, storbyelskende landsbybeboer. Og jeg forsøger at finde glæden i den udfordring – Med blandet resultat.

En ting er sikkert. Jeg glæder mig til 2021. Jeg ved godt det er utopisk og naivt at tro, at et årstal kommer til at ændre noget som helst. Men jeg kan simpelthen ikke mere 2020.

Jeg blev ikke Tycho Brahe

Jeg havde som barn en kæmpe fascination af rummet, universet og astronomi. Vi boede lige overfor planetariet og jeg tilbragte mange timer der hver uge. Jeg skrev op til flere skoleopgaver om universet, og om Tycho Brahe. Den dag i dag, 19 år efter jeg er gået ud af folkeskolen, har jeg stadigvæk en ret stor, eller random, paratviden omkring rummet og den gode Tycho ….Kalder man egentlig nogen det, stadigvæk? Tycho. Googler sgu lige … Ja. Eller der er i hvert fald lige nu 14 Tychoer i DK ifølge Danmarks statistik. Fedt. Jeg kan lide det. Faktisk hed Tycho Brahes far Otto, og det kom jeg i tanke om dengang vi skulle navngive min Otto for nu små 12 år siden. Nå, sidespor. Jeg kom til at tænke på ovenstående i dag, da jeg med våde bukser, fordi jeg havde tabt en halv kop kaffe ned i skødet, kunne konstatere at denne her uge bare ikke er smooth. Om det er stjernerne og planeterne, der er ude af balance, om det bare er mit lod, ved jeg ikke, men det er i hvert fald hvad man vil kalde en Tycho Brahe uge. Hvis I følger med på Instagram ved I for eksempel godt, hvad der er sket med vores ladcykel, og jeg kan bidrage med mange flere langt ude uheldige situationer, jeg har stået i i denne uge, men altså, jeg er da sund og rask og det er trods alt det vigtigste, 7. 9. 13. MEN som sagt. Tycho fik mig til at tænke på, hvor den drøm om astronomi blev af. Jeg ved at min mangel på matematisk interesse uden tvivl har været en kæmpe kæp i det stjernespækkede astronomihjul, sammen med min skoleangst og min langt større interesse for ord og formidling. Skrivedrømmen tog over og begravede stjerneinteressen. Dog kan jeg stadigvæk fordybe mig i astronomien, når jeg lige falder over det, og jeg har også fået en ret stor interesse for astrologi, som særligt min farmor, der desværre gik bort sidste år, ivrigt har fordret mig med hele mit liv. Jeg bliver nok hverken astronom eller astrolog i det her liv, men altså. Reach for the stars, ikk?!

 

Noget om hår – og tre frisurer

REKLAME FOR NICEHAIR 

I årevis har jeg haft en go to-frisure, og hvis I har fulgt bare en lille smule med, ved I nok godt hvilken jeg taler om. Nemlig den bølgede, let filtrede hjelm som I ser herunder.

Det er til stadighed nok det, mit hår, som jeg får allerflest kommentarer og spørgsmål omkring, og jeg har forsøgt løbende at holde jer opdateret på, hvad jeg gør, hvornår og hvordan. Jeg har ikke farvet det i mange år, så den lever/kommune-farve jeg har pt, er helt min egen. Jeg bliver klippet hos Mie Harritz en gang eller to om året, og så vasker jeg det så lidt så muligt (cirka en gang om ugen).

Og så er der frisuren. Jeg laver den med det man før i tiden ville kalde et glattejern, men som jeg aldrig, eller i hvert fald meget sjældent bruger til at glatte mit hår med. Ghd kalder den også selv en “styler” og det er nok også mere korrekt, da det kan bruges til mange frisurer, også mange flere end de tre jeg har taget med i dette indlæg. Jernet, eller styleren, som jeg har benyttet, hedder platinum+ og kan købes til en rigtig rimelig pris på Nicehair.dk – Og lige nu og frem til d. 20. november 2020, får du yderligere 20% med koden SNEGL20 – Koden kan bruges til alt fra ghd og fra Sebastian. Sidstnævnte har jeg ikke så meget erfaring med endnu, men har benyttet deres Dark oil shampoo og balsam den seneste måned og den er faktisk virkelig god, og holder hvad den lover, nemlig shine uden at tynge håret. Derudover har jeg brugt Sebastian Trilliant thermal protection spray, som er en varmebeskyttende spray, der også tilfører masser af shine til håret. Den vil jeg meget gerne anbefale også, for den er god, og dufter også helt vildt godt, hvis man som jeg går op i den slags.

Nåh, men tilbage til den der førnævnte frisure og styleren fra ghd, der gør den mulig. Jeg postede for et par uger siden en video på min IGTV på instagram (@cecilierubini), hvor jeg laver krøllerne/bølgerne, og jeg har siden da modtaget en masse billeder fra jer, der følger med, hvor I selv har haft succes med det, og bliv endelig ved med at sende dem min vej. Det gør mig vildt glad og underligt stolt.

Teknikken er ret simpel, men kræver øvelse. Når man først har knækket koden, kan man gøre det halvt i søvne og det tager ikke meget mere end en håndfuld minutter eller to at lave.

Har man lidt mere tid og lyst til mere fylde, kan man som jeg har gjort herunder, lave mindre krøller ved at tage mindre totter hår og med samme teknik som til bølgerne, med et ekstra buk i håndledet, lave et helt krøllet look. Det er jeg selv ret vild med og lover mig selv hver gang jeg gør det, at der ikke skal gå så længe i mellem, at jeg får det gjort for det er virkelig lækkert, synes jeg – Også dagen efter. Og så glemmer jeg alt om det, og der går igen hundrede år imellem. Men intentionen er der.

Og så er der jo, den gode gamle glatte 00er frisure, som jeg så godt som aldrig laver længere, nok af præcis den årsag at det var the shit da jeg var teenager, og jeg med et kæmpe og ret besværligt glattejern brugte timer hver uge på at få mit hår så fladt og glat som overhovedet muligt. Men det kan nu altså noget, så jeg afviser ikke, at det ikke får et comeback på et eller andet tidspunkt, når jeg bliver træt af det bølgede sovekammerhår.

Det var vist det jeg havde at sige om hår, ghd og Nicehair for nu. Spørg endelig, hvis I vil vide noget, så skal jeg gøre mit bedste for at svare.

Som sagt giver koden SNEGL20 20% på ghd og Sebastian hos Nicehair til og med d. 20. november.

Rigtig god fornøjelse!

I øvrigt

  • Skal jeg til verdens mindste julefrokost (seriøst, vi bliver to) og har lovet at stå for snaps. Tænker at lave min egen. Men hvilken smag? Hjælp?
  • Har Uma ytret ønske om et navneskifte. Perleguld Stella …
  • Var Halloween en kæmpe succes i år, selvom alt var aflyst. Vi klædte os ud og bankede på døren hos mine forældre, der havde tømt Hornbæk for slik.
  • Hader jeg ikke at elefanthuer til voksne er blevet en ting (denne er for eksempel ikke dum  reklamelink). Til gengæld vil jeg ikke acceptere at UGGs/bamsestøvler er tilbage. Stop det lige nu!
  • Er jeg begyndt at se Unsolved Mysteries på Netflix, hvilket betyder at jeg drømmer nogle virkelig vilde ting for tiden.
  • Har jeg fundet ud af at der findes voksne mennesker, der spiser ostehaps (jeg kigger på dig, Miriam! ) Det forstår jeg simpelthen ikke… Nåja, godt nok kan jeg selv snildt spise en 5-pak mælkesnitter, hvilket muligvis heller ikke er det mest voksne i verden, men sætter altså grænsen ved smelteost i plast.
  • Er det eneste egentlige problem jeg har, med at skulle bære mundbind, udover at vi kalder det mundbind, at jeg simpelthen har fået så dårlig hud i underansigtet.
  • Har jeg lige hørt den historie, jeg har skrevet og som Otto har indtalt til Noxi stories. Og jeg glæder mig helt vildt til at dele den med jer.
  • Skal jeg til skole/hjem samtale i 5. klasse i dag. Jeg har sagt det før, siger det igen: Skole/hjem-samtaler er det mest voksne jeg kender.
  • Har jeg vist aldrig før nævnt ordet ‘voksne’ så mange gange i et indlæg som i dette.

Et svært farvel

Der er mange ofre i sådan en skilsmisse, og et af de aller sværeste, har været at måtte sande at vores hjem ikke længere er det bedste sted for Hera, vores 2 årige schæfer. Hun er verdens bedste, sødeste, roligste, mildeste, dejlige hund og vi har holdt stædigt fast på, at vi skulle beholde hende, lige indtil det stod klart, at det ikke var det bedste for hverken hende eller os. Praktisk, logistisk, følelsesmæssigt – Det kunne kun lige hænge sammen, og det tog tid, energi og overskud fra andre ting. Så efter mange måneders overvejelse og væven, er hun nu flyttet. Heldigvis bliver hun i familien, og kommer til at bo på Fyn hos Michaels fætter, hvor der også er børn og masser af plads. Det er så svært og hårdt, og føles på mange måder helt helt forkert, og vi savner hende ulideligt, men der er ingen tvivl om at det er for det bedste.

Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele det allerede, da jeg ved at det er et skrøbeligt emne, der har det med at få pegefingrene frem. Men jeg håber, inden I finder den frem, at I vil stole på, at vi har taget den rigtige beslutning for vores familie i en i forvejen rodet og hamrende svær tid, og at det har taget mange snakke og overvejelser. Der er intet spontant eller uigennemtænkt i det. Tværtimod. Jeg er pisse ked af det, men også lettet, og ikke et sekund i tvivl om, at det er for det bedste, omend det er endnu et svært skridt på en ret lortet rejse, hvor der til gengæld forhåbentlig venter noget godt og roligt for enden.

11 år som snegl

I mandags var det 11 år siden, at jeg udgav mit første blogindlæg (som Sneglcille altså. Inden da havde jeg blogget i et års tid på Myspace) og præcis som når jeg, personen Cecilie, har fødselsdag, var det sådan en lidt dobbeltfølelse, hvor jeg på den ene side har et kæmpe næsten barnligt behov for at markere og fejre det, men også en lyst til at feje det ind under gulvtæppet og lade det gå forbi i stilhed. Hvorfor jeg har det sådan, ved jeg ikke. Men jeg er med garanti ikke den eneste, har jeg heldigvis fundet ud af.

Jeg er helt vildt glad for alt det jeg med bloggen har opnået, den udvikling den og jeg har taget, og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi den aften for nu 11 år og nogle dage siden, havde troede at så mange tusinde mennesker ville have interesse i at læse med, gør det mig både benovet og stolt.

Hvad der skal ske med den og mig herfra er endnu uvist. Jeg kan på den ene side ikke forestille mig nogensinde at lukke bloggen ned, men omvendt får den ikke den opmærksomhed og tid, jeg ville ønske den kunne få. Det er sket i takt med at mit privatliv og arbejdsliv har ændret sig, og at mediet og jer der følger med, har gjort det samme. Jeg får stadigvæk rigtig meget godt ud af at dele og det er noget af det bedste jeg ved. At sætte ord på og formidle. Det stopper jeg nok aldrig helt med. Men jeg passer nok mere på mig selv i det nu end før. Både fordi publikummet er blevet større (og der i den udvikling er kortere mellem de til tider hårde ord og holdinger til mig som person) og fordi jeg måske er blevet mere sårbar, privat og bevidst – Og det mener jeg på en god måde.

Så. 11 år er gået, om der går 11 år mere er ikke til at sige, men det kunne sgu være meget sejt.

Tak fordi I følger med. Det gør det hele en anelse sjovere.

Beauty: Favoritter

REKLAME: Indlægget indeholder affiliatelinks (markeret med *)

I sidste uges Alt for damerne fik jeg lov til at sludre lidt om skønhedsrutiner, idealer og favoritter. I kan vist lige nå at få fingrene i det, hvis I skynder jer (i dag onsdag d. 21. oktober. 2020 er sidste dag det er i salg)
Jeg har herunder samlet de produkter jeg fremhæver i artiklen, knyttet lidt flere ord til dem og smidt links ind til jer. Det var virkelig svært kun at vælge så få, men jeg tænker at fyre en hel del op for beauty herinde, så der kommer snart flere favoritter jeres vej.

Verdens bedste øjencreme: 


Jeg har prøvet en del, og ærlig talt siger de mig sjældent noget. Men denne her. OMG! Jeg er på min fjerde og jeg ved at jeg kommer til at købe den igen, igen og igen. Den er rar at få på. Den suges ind med det samme og jeg kan i den grad se en forskel. Ofte skal nye produkter lige have en måned eller to før jeg kan se ægte resultater, men denne her har jeg elsket fra dag 1. Den er mega drøj i brug og så lysner den virkelig op, og man kan lægge makeup nærmest med det samme.
I det hele taget er jeg virkelig begejstret for Ole Henriksens produkter. De virker.
Banana Bright eye cream, 400,- HER*

Peeling miraklet:


Jeg har brugt denne lige siden den kom på markedet, og jeg kommer aldrig til at stoppe. De få gange jeg er løbet tør og ikke har nået at købe en ny, kan jeg efter en uges tid se og mærke forskel. Den holder min hud fri for urenheder og gør den ensartet. Det her er til gengæld et af de produkter man lige skal vænne sin hud til. Det tog omkring 3-4 uger for mig at se synlige resultater, men den har til gengæld ikke skuffet siden. Den er SÅ god. Jeg bruger den i hele ansigtet morgen og aften på renset hud, efter toning, før serum og fugt.
Pudderdåsernes T-zone peeling, 199,- HER*

Skrap og effektiv peeling:


Denne maske har jeg også himlet op om flere gange. Den er skrap, hvis man bruger den rigtigt, men også ekstremt effektiv. Man smører et godt tykt lag på (vigtigt. Hvis man er for fedtet med den, har den næsten ingen effekt) og så venter man ellers bare 3-7 minutter og så skal den af. Jeg bliver ildrød i hovedet og blev første gang en anelse nervøs, da det nærmest føltes som en allergisk reaktion. Det brænder og bliver rødt og det er en god ide at bruge en kølende maske eller creme efterfølgende. Til gengæld får man efterfølgende den vildeste glow. Jeg bruger den altid dagen inden fotoskydninger og fester eller andre dage, hvor man gerne vil se lidt ekstra ud. Men brug den ikke lige inden du skal ud af døren. Giv minimum dit ansigt et par timer eller natten over til at komme sig.
Ecooking peel maske, 270,- HER*

Bonus: Lermasken fra samme mærke er også fuldstændig vanvittig god. Den bruger jeg inden jeg går i bad, et par gange om ugen. Den renser og opstrammer, og virker med det samme. Den kan du finde HER* til 200,-

Glød og solskin på et øjeblik:

Måske den bedste bronzer jeg har prøvet, og det siger ikke så lidt, for jeg har prøvet dem alle. Jeg har en håndfuld favoritter, men lige præcis denne her har ligget fast i min taske det seneste års tid. Den giver den fineste glød og kan bruges i hele ansigtet. Den er nem at dosere og kan bygges op de steder man ønsker lidt ekstra solskin (kindben, næse og pande). Og så holder den virkelig godt, både på huden, men også i mængden. Jeg har som sagt brugt denne i et års tid, næsten dagligt, og den er stadigvæk intakt og der er en masse tilbage. Jeg har den i farven Medium og den er perfekt til min hudtone (giver den bare lidt ekstra om sommeren, når min hud er mørkere). Den findes også i en lysere og en mørk version.
Den koster 345,- Men holder som sagt også virkelig længe. Find den HER* hos *reklame* Nicehair (som jeg snart indgår et samarbejde med i forbindelse med nogle andre produkter, deraf reklamemarkeringen)

Fugt, fugt, fugt:


Normalt er jeg ikke super begejstret for fed ansigtscreme, da jeg føler det lægger sig ovenpå min hud og ikke gør noget godt overhovedet. Ikke denne her. Den er så rar og god, og særligt lige for tiden, hvor vejret er køligt. Jeg bruger den ofte som fugtmaske natten over, og den er både drøj i brug, billig, og virkelig effektiv.
Weleda skin food, 75,-HER* (dette er en lille tube. Perfekt til tasken)

 

Solcreme med lidt ekstra:

Solcreme er så vanvittig vigtigt, året rundt. Denne har en høj faktor, og så har den en anelse farvepigmentering i sig, så den fungerer lidt som en BB creme. Den dækker ikke synderligt, men gør huden ensartet. Det er min klare favorit når det kommer til solcreme (til ansigtet). Den klistrer ikke og er nem at påføre.
Den er på tilbud lige nu til 147,- HER*

Sneglehytten: Status

Jeg har været meget tøvende i forhold til at dele ud af vores boligsituation. Det skyldes flere ting. Blandt andet at jeg ikke ønsker andres råd og meninger, at jeg selv er i tvivl om, hvad der skal ske, og at det er pisse skrøbeligt og meget personligt. Jeg får et kæmpe sug i maven af ubehag og kvalme hver gang spørgsmålet havner i min indbakke eller bliver sendt min vej ude i virkeligheden.

Vi er stadigvæk i fuld gang med at færdiggøre vores Sneglehus, og er nået langt. Faktisk så langt at vi kan se en ende på det, sådan rigtigt. Selvfølgelig vil der fortsat være en masse vedligeholdelse, så man er nok aldrig færdig-færdig, MEN det grove, de halve løsninger og så videre, dét kommer der styr på indenfor en meget overskuelig fremtid. Hvad der så skal ske – i forhold til at vi jo har besluttet at lade os skille, det er stadigvæk usikkert og overvejelserne omkring det holder jeg tæt på kroppen lidt endnu. Som minimum indtil huset er færdigt og vi har taget en endelig beslutning om hvorvidt huset skal sælges, eller om en af os køber den anden ud.
Lige nu er der ingen permanent løsning i sigte, og vi bliver, så længe det giver mening, allesammen boende i huset. Dog rykker Michael og jeg lidt ind og ud, alt efter hvordan vi har børnene. Ikke fordi vi ikke i teorien sagtens kunne være i huset samtidigt – det er vi ind imellem, uden problemer – Men out of sight out of mind, giver rigtig god mening lige for tiden. Det tænker jeg ikke, jeg behøver at uddybe.
Det fungerer heldigvis, selvom det ikke er optimalt. Vi har valgt at gøre det på den måde, sådan at børnene ikke skal rykkes unødigt rundt, før der er en langsigtet og holdbar løsning. Det er møg hårdt at bo i en kuffert, hvilket jeg selv gør for tiden, og det synes jeg ikke at de skal, slet ikke når vi rent faktisk har mulighed for at gøre det på denne her måde, uden at være uvenner, og sagtens kan dele en adresse. Det er ikke en løsning jeg håber eller tror holder for evigt, men som det er lige nu, priser jeg mig bare lykkelig for at vi kan gøre det sådan her.

Så det er status pt. Der er selvfølgelig en masse mellemregninger, tanker og detaljer som jeg undlader at dele med internettet. Det er jeg sikker på, at I forstår. Det er pisse hårdt og svært og rodet lige nu, men det kunne være meget værre, og det bliver godt. Det ved jeg. Jeg er i sidste ende bare virkelig stolt af, at vi ikke har forhastet os, og at vi tager os den tid det kræver at finde den bedste løsning. For børnene og os.