Sneglejul: 8. December

Der er på alle måder blevet pyntet op til jul herhjemme i går og i dag. Otto ringede til mig i går fra en Søstrene Grene butik, hvor han sammen med sin far fyldte kurven med julepynt. “Mor, jeg ved godt, at du hader nisser, men vi bliver altså nødt til at købe et par stykker”. Det er måske overflødigt at fortælle, at de havde fået strenge instrukser hjemmefra om hvilket farvetema vi kører i år og at nisser er bandlyst. Jeg kan godt høre hvor åndssvagt og småligt det lyder, og jeg har nok selvironi til at kunne grine af mig selv og mine dumme principper – men det der med at plastre sit hjem til i røde nisser, julemænd og bjælder, har jeg det lidt anstrengt med. Mildt sagt.
Men. Jeg er nedstemt, igen, og Otto har gjort sig umage med at finde det, han synes passer godt ind. Og det er sgu ret vidunderligt. Der er derfor nu flyttet fire (!) nisser ind, og jeg har det så fint med det. Så fint.
De fik også købt en masse krea-sager, sådan at vi selv har kunne lave fine ting – Og selvom Loulou har brugt en limstift som læbepomade og der kommer til at ligge små afklippede papirrester alle steder de næste par uger (måneder) – Har det været skidehyggeligt, og jeg har genfundet min glæde for at folde julestjerner. Det havde jeg nok ikke prøvet i 20 år inden i dag. I dag foldede jeg 8 stjerner.

Det går fremad med den der julestemning. Men den er der altså ikke helt endnu.

1 svar
  1. Helle says:

    Åh, kender det. Min datter på 6 år insisterede i dag på at ville pynte vores juletræ og må da indrømme at jeg lige skulle tøjle mig. Men det er så hyggeligt og kært. Og meget vigtigt for hende at gøre det og det var alligevel vigtigere 😅 Det er heldigvis endnu lykkedes at undgå nisser i huset, udover på børneværelse, de er jo så frygtelig grimme 😬 Til gengæld er vi gået all in på kagehuse og hjemmelavede dekorationer.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *