Sneglejul: 3. December

Ideen til denne julekalender startede som en ambition om at gøre noget anderledes, noget fængende, noget velforberedt – Faktisk helt tilbage i oktober startede ideerne med at spire. Men tiden gik som den gør, og pludselig var december lige om hjørnet, og de ideer jeg havde på tegnebrættet blev stille og roligt mere og mere uoverskuelige. Derfor tænkte jeg, at det i stedet bare skule være en umiddelbar, hyggelig, ærlig dagbogsagtig fortælling fra dag til dag omkring mine tanker, forberedelser og følelser op til min allerførste juleaften – Altså min første som i at jeg aldrig selv har lagt hus til.

Vi er startet meget mildt og blødt og roligt (nogle ville sige kedeligt) ud her de første to dage, og så ramte den tredje, i dag, og jeg kan mærke, at jeg gerne vil grave i noget, som uden tvivl vil vise sig igen og igen over den næste tid. Det var og er også formålet med denne her dagbogsjulekalender, at det gerne må være blandet – Let nogle dage og tungt andre. I dag vil jeg dele nogle tanker om familie, minder og barndom. Så vi er altså ovre i den lidt tungere afdeling.

Jeg er skilsmissebarn og har været det siden min allerførste jul. Jeg har så vidt jeg kan huske, kun holdt jul med min biologiske far en enkelt gang, og selvom det var en god juleaften, husker jeg også et enormt savn til min mor, og netop derfor blev det vist heller ikke til flere gange. Tror jeg. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det, men jeg ved og kan mærke, at der er noget uforløst i den tvivl, og jeg har derfor udspurgt min mor omkring de mange juleaftener gennem min barndom og er nået frem til en del svar.
De har gjort mig ked af det på ny, og jeg har i det hele taget igennem den seneste tid oplevet en stor følelse af svigt og sorg over at føle mig fravalgt. Noget jeg troede jeg var helt ovenpå omkring – for det har jeg været længe, og det har ikke aktivt fyldt noget hos mig i mange år, men det er lige pludselig kommer snigende igen. Jeg har hverken lyst til eller behov for at dele detaljerne omkring det med jer – af hensyn til alle implicerede parter, samt den der hårfine privat/personlig grænse, jeg manøvrere udfra – men jeg vil gerne dele og skrive lidt om alle de følelser, der er, eller kan være forbundet med julen, for jeg har kunne mærke at det lige præcis i år fylder en hel masse hos mig. Måske fordi at jeg selv skal starte, hvad jeg håber bliver, en ny tradition. For mig, min familie og mine børn…

Når man bliver forælder, begynder man at se mange ting i et nyt lys – Og dermed også sine egne forældre. Det kan være lidt af en øjenåbner på godt og ondt. Det har det været for mig. Og om lidt er det juleaften og jeg skal starte en ny tradition, som vil skabe minder hos mine børn, hvilket får mig til at tænke på mine egne minder. Både omkring julen og i det hele taget. I dag var den erkendelse svær. Jeg er ikke bange for de rammer jeg skaber for mine børn. Slet ikke. Jeg skal nok komme til at fucke en masse op, ingen tvivl om det, men jeg kommer aldrig til at svigte, og det gør deres far heller ikke, og det giver mig ro, men det river også op i det svigt jeg har oplevet, og det er kommet kæmpe meget bag på mig, at det fylder så meget og at det er opstået med tilbagevirkende kraft. Som et slags forsinket omsorgssvigt, der hiver tæppet væk under mig og får mig til at tvivle på mit eget værd. Det er det højtider kan. Julen i særdeleshed og måske er det derfor jeg har det anstrengt med den, og derfor at jeg har høje forventninger og gerne vil gøre d. 24. December 2019 til noget særligt.
Måske.

Der er nu 21 dage til, og i dag har jeg mest bare passet på mit hjerte, talt med min mor, kysset min mand og krammet mine børn.

Forberedelserne fortsætter igen i morgen, hvor det vigtigste punkt på listen er at finde nissehuer til børnene… For hunden har spist dem fra sidste år.

 

13 replies
  1. J. says:

    Sikke et fint skriv! Jeg ved ikke præcis, hvad dit svigt drejer sig om – men jeg har det på samme måde. Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år. De første 4-5 år så jeg min far regelmæssigt, men desto ældre jeg blev gik det op for mig, at det var mig, der kontaktede min far hver gang vi skulle ses. Det holdt jeg op med en dag – og siden da har han aldrig kontaktet mig. En dag, efter 1 år uden kontakt, tog jeg hjem til ham. Terrassedøren var åben, men han skyndte sig at lukke den, da jeg ringede på, og han åbnede først hoveddøren efter lang tid, hvor jeg endte med at måtte råbe ind gennem brevsprækken, at jeg godt vidste, at han var hjemme. Det var fandme ydmygende. Siden da har vi ikke rigtig haft kontakt. Og selvom jeg godt ved, at hans adfærd bunder i noget dybere, bla “hævn” over at min mor ville skilles, dårligt selvværd og alkohol, så gør det fandme stadig ondt – og jeg savner den sjove, kærlige far han var inden skilsmissen. Og nu hvor jeg selv er blevet mor, forstår jeg endnu mindre, at man kan opføre sig sådan over for sine børn.

    Svar
    • Sneglcille says:

      ❤️ Av. Det er lidt i samme boldgade af hvad jeg har oplevet. Det rammer hårdt, når man selv får børn.

      Svar
      • Maria says:

        I er ikke alene ❤️ Jeg har oplevet det samme – at det kun var mig (som ung teenager), der tog kontakt, og da jeg stoppede, så hørte jeg aldrig fra min far igen. Jeg kan faktisk ikke en gang huske, hvor mange år siden det er, jeg har talt med ham nu, og på en eller anden måde begynder det også at være ligegyldigt. Lige indtil jeg rammer de dage, hvor jeg er ked af det helt ind i knoglerne over at være blevet svigtet så groft. Når jeg ser på mine egne børn, forstår jeg slet heller ikke, hvordan man kan ende der…

        Svar
  2. Christine says:

    Også er skilsmissebarn her.. Jeg har kontakt til min far, men gang på gang bliver det noget værre rod, for jeg dur ikke med hans kone eller hendes børn. I år er det hans jul til at ‘have os’ (min lillebror og jeg). Men, de skal fejre med hans kones forældre og vi er faktisk ikke engang inviteret 😓 min far sagde bare, at det ville være dejligt at se os til julefrokost anden juledag.. Min familie er et kaos, så det betyder måske at min bror og jeg holder vores egen stille jul ❤️🌲
    Barndomstraumer forsvinder nok aldrig, men de bliver mindre betydningsfulde jo flere gode minder man skaber for sig selv 😘

    Svar
  3. Johanne says:

    Tak. Tak, fordi du deler. Jeg kan hundrede procent nikke genkendende til dine tanker og følelser. Jeg er også skilsmissebarn og nit nervesystem fortæller mig larmende hvordan jeg skal planlægge og over arrangørerne mine børn jul fra nu og til mine dages ende. Det er sagt med en kæmpe ironi eller overdrivelse. Grunden til jeg er i tvivl er allermest, at jeg føler den ene følelse, men ønsker en langt mere afslappet følelse. 😳

    Svar
  4. G says:

    Jeg er ikke skilmisse barn, men jeg har det sidste følt mig som et. Min mor døde i julen for 4 år siden og sidste år blev min far og søster uvenner (de er begge skide stædige og min mor har altid løst det for dem) – men det kan jeg ikke, så valget er at holde jul med min søster og hendes mand og børn og lade min far sidde alene eller holde med min svigerfamilie og invitere min far med der. Men det betyder også at jeg ikke kan holde med mine nevøer og niecer!! Shit hvor er det frustrerende og kan slet ikke forstille mig hvordan det er at være barn og stå i ligende situation omkring valg af familie…

    Svar
  5. Michelle says:

    Her er det lidt samme historie, dog med min mor i stedet for.
    Jeg er 31år og mine forældre blev skilt da jeg var 12år og vi har faktisk holdt jul på skift indtil i år, hvor jeg er blevet mor til vores 1. barn. Det har nemlig betydet, at jeg har trukket mig fra min mor, da min datter ikke skal opleve at føle sig uelsket og uinteressant, som min søster og jeg gør af vores mor, da der nemlig også kun er kontakt, hvis vi opretholder kontakten og er de “voksne”.

    Svar
  6. Trine says:

    Kære Sneglcille
    Du kan allerede nu se på kommentarsporet, hvor vigtigt og godt, det er at dele ud på den gavmilde måde, du gør. Også af det bitre og smertefulde. Jeg er også et af skilsmissebørnene, som har mistet kontakt med min far – og selv om jeg føler mig meget alene med det, er min historie en kopi af de andre blandt kommentarerne. Og det er både sørgeligt og en stor lettelse at opdage, at vi er mange. Jeg har selv børn – og har som dig oplevet smerten genaktiveret – og jeg tror, at ens eget moderskab og kærlighed til sine børn, gør det endnu sværere at forstå, at man bare kan holde op med at kontakte og se sine børn. Det er jo en vanvittig tanke, en umulighed at holde op med at se mine børn … Jeg er snart 50, og jeg kan mærke, at smerten og tomheden forandrer sig – men jeg tror ikke, at den forsvinder. Jeg tror, at det må jeg leve med – men til gengæld er jeg blevet meget bedre til at være omsorgsfuld, nænsom og kærlig over for mig selv. Stor tak til dig, fordi du åbner den dør. Det betyder meget for mange.

    Svar
  7. Lisa says:

    Jeg tror, at alle vi “brændte børn” har et ambivalent forhold til julen, fordi den også har været eller stadig er smerternes fest.
    Hos os har løsningen været at holde atypisk jul. Simpelthen gøre lige, hvad der passer os og ingen andre.

    Svar
  8. Lisbet says:

    Kære Cecilie. Dette emne er ikke aktuelt for mig personligt, men jeg tænker, som jeg før har tænkt, at jeg bliver klogere af at læse din blog. Du skrev på et tidspunkt om følgerne af mobning, som konkret kom til udtryk ved usikkerhed, hvis du gik forbi en grinende pige gruppe.
    Dengang tænkte jeg det samme, som jeg tænker nu. At når jeg læser, det du skriver, lærer jeg at sådan kan man have det i den situation. Når jeg læser kommentarerne, forstår jeg, at det er almindeligt at have det sådan.
    For mig personligt er det blogging, når det er allerfinest 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *