Sneglejul: 15. December

Gaveræs og ro i maven… Ish 

De seneste par år har vi I vores familier haft en aftale om, at vi som udgangspunkt kun giver børnene julegaver. Der er fem børn i familien, så det er nogenlunde overskueligt. Man må gerne give voksne gaver, men det er frivilligt og forventes ikke. Det tager klart toppen af det pres jeg selv tidligere har følt, og i år er ikke anderledes.
Det er ikke fordi at jeg synes, der er noget galt I at være på gaver. Slet ikke. Jeg har bare tidligere haft enormt svært ved ønskelister – Både mine egne og andres. Jeg elsker at give gaver, og at finde de der helt rigtige ting, der passer til den person, der skal modtage gaven, og et eller andet sted ville jeg ønske, at jeg havde tiden og overskuddet til at finde noget til alle. Og selvom en ønskeliste er et nemt og umiddelbart værktøj i sådan en gavejagt, har jeg alligevel altid fundet det svært at holde mig til en. Og af en eller anden grund har jeg, ligesom en masse andre, enormt svært ved selv at skrive ønskelister. Jeg kan sagtens tænke om noget, at det skal jeg huske at ønske mig, og så glemmer jeg hvad det er, når jeg så rent faktisk skal dele mine ønsker. Og var det så overhovedet et reelt ønske?
Indtil videre har vi nogenlunde styr på børnenes gaver, og så har vi købt noget til mine forældre, da de har inviteret os med ud og rejse i det nye år og selvom det ikke er en decideret julegave, og jeg ved at de intet forventer fra os, kunne vi alligevel ikke lade være. Det kan sagtens være, at vi også finder noget til de andre voksne i familien. Det kan også være, vi ikke gør. Og den følelse af at det ikke er noget vi skal-skal, har virkelig taget brodden af en del af det kæmpe forventningspres, jeg har tendens til at tage på mine skuldre (i forhold til alt i øvrigt – Ikke kun julen).

Så et tip herfra. Det kan godt betale sig lige at se hinanden i øjnene allesammen og lægge nogle nye regler, forventninger og traditioner på bordet. Jeg er i hvert fald virkelig glad for, at det er endt sådan hos os.

Umas ønskeliste i år

3 replies
  1. Sine says:

    Tak fordi du deler 🙏❤️ Og bare i det hele taget tak for dine indlæg.
    Siden start sept har jeg været sygemeldt fra job med stress og angst pga aaaalt for meget involveren i aaaalt for mange ting.
    Sjovt nok er det først nu (de sidste par uger efter stille og rolig opstart på job)), hvor jeg mærker overskud (mere overskud) at jeg sådan rigtig følger med i dit skriv og forventer at der ligger noget fra dig i mailboksen når jeg tjekker den 😊
    Det er rart at kunne følge med i noget som jeg ikke behøver at involvere mig yderligere i end bare at blive underholdt og mærke følelser.
    Emnet at sortere ud og få forventningsafstemt er klart blevet et must for mig!! Det fodre mit velvære er jeg sikker på og det tror jeg mange kan få gavn af i det hele taget, så jeg er meget enig👌
    Tænker du også skal vide at du på den måde bidrager med noget virkelig godt ❤️

    Svar
  2. Sofie says:

    Hvor er jeg glad for, at I har fundet en løsning, der fungerer for jer ❤
    Jeg ville SÅ gerne have noget tilsvarende, men jeg fornemmer, at der ville være nogle, der ville blive sure/skuffede/føle sig uretfærdigt behandlede. Min mand kalder det millimeterdemokrati, og det er nok det, der er vores problem. Hvis hans forældre fik, og mine ikke gjorde (f.eks af en grund som din), så ville mine forældre ikke synes, at det var okay.
    Og så ligger forventningspresset der jo alligevel…

    (Og så er der den detalje, at der kun er et barn i familien (Min søn), som i forvejen får i totalt overflod, og det ville nok kun blive værre, hvis den eneste, der “måtte få” (Ja sådan ville det også blive tolket), var ham).

    Tak, fordi du deler – og igen – hvor dejligt at I har fundet noget der fungerer for jer! Nu skal jeg på jagt efter det samme!

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *