Sneglejul: 10. December

To uger præcis. Nu vil jeg atter smide planlægningen lidt på hylden og tale om noget andet, der også er tilknyttet julen. Familie og traditioner. Ny familie, Din, min, vores, alt det der … I år er allerførste gang at vi slår vores begges familie sammen. Indtil nu har vi kørt hvert andet år, og i år var det mine forældres år, og da vi spurgte om de var friske på at rykke det hjem til os og gøre noget nyt, var de heldigvis mega på, og min svigerfamilie sagde heldigvis også ja tak til invitationen. Det er noget jeg har drømt om at gøre lige siden vores første jul sammen (Altså Michaels og min) for jeg kunne mærke at det både for ham og jeg betød meget at være sammen med vores forældre og søskende på aftenen, og at det der med at skulle folde det ud på flere dage faktisk blev lidt meget. For meget. Så mit håb er at det på denne her måde bliver lidt mere simpelt, hyggeligt, roligt, og ja, noget nyt. Noget vi skaber sammen allesammen og ikke hver for sig.
Som noget andet helt nyt, kommer der en helt ny person med. Faktisk en person jeg endnu ikke har mødt. Min lillebrors amerikanske kone. Alt er kastet op i luften, og nu skal jeg bare finde ud af hvordan alting lander, for intet er som det plejer, og jeg er både spændt, glad og nervøs på samme tid. Personligt har jeg ikke det store problem med at prøve noget nyt, og jeg ser det primært som en fed mulighed for at ryste posen og gøre noget nyt og andet og som sagt tidligere, at kunne starte en ny tradition, der samler alle og er nemmere for os som den eneste småbørnsfamilie i juleselskabet.

Men jeg kan godt mærke, at jeg er en smule nervøs over flere ting. Ikke så meget alt det med maden og pynten og alt det der, men mere for om alle kommer til at hygge sig, og at alle er med på, at vi ryster den der julepose og selvfølgelig er jeg nervøs for, om alle har lyst til, at vi gør det igen til næste år.
Det er faktisk det jeg er allermest nervøs for og det der holder mig mest vågen i de her dage. Det er så ømtåleligt at rode op i folks traditioner, og selvom det jo ikke er udelukkende min idé og beslutning, kan jeg godt være lidt nervøs for om det mellem linjerne, kan forståes som om, at det kun er min idé og mit ønske. Jeg ved godt, at jeg bare skal knytte julesylten, og lægge min energi i at få en god aften, og det er bestemt også planen. Men for fanden da altså, hvor kan højtider bare bringe mange følelser og bekymringer med sig. Jeg forstår virkelig godt dem, der rejser væk over julen. Selvom det sikkert også kan skabe meget postyr.

Det bliver en god aften, nyt er godt, og det bliver begyndelsen på en ny og mindeværdig tradition. Så! Nu er det sendt ud i universet.

2 replies
  1. Lana says:

    Hvert andet år er vi ca 28 samlet juleaften. Vi er ret mange i familien og for at vores svigerforældre ikke skal sidde alene er de med. Vi har mine svigerforældre, min søsters og min brors med. Vi har en dejlig aften og alle hygger sig. Synes du skal slippe bekymringerne og glæd dig til en hyggelig aften hvor alle jeres gæster kommer med godt humør og klar til en super hyggelig juleaften.

    Svar
  2. Kristina says:

    Jeg er selv samme sted og kan uden problemer følge dine tanker og nervøsitet og følelser. Men. Lige NU da jeg læste dit indlæg fandt jeg en kæmpestor hjælp i din sætning “Noget vi skaber sammen allesammen og ikke hver for sig”. For det er jo sådan det er! At godt nok ligger jeg hus til, men det er jo ikke ensbetydende med at det er MIG og mig alene, der er ansvarlig for den gode stemning. Den skaber gæsterne i høj grad som gruppe, og jeg tænker det er dér jeg skal hen i mit hoved. At ansvaret for den gode jul ikke kun er mit alene bare fordi jeg er værtinde.

    Tak for hjælpen. Der er lang vej endnu, men dine ord åbnede lige for en dør hvor der er lys bag <3

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *