Sneglejul: 15. December

Gaveræs og ro i maven… Ish 

De seneste par år har vi I vores familier haft en aftale om, at vi som udgangspunkt kun giver børnene julegaver. Der er fem børn i familien, så det er nogenlunde overskueligt. Man må gerne give voksne gaver, men det er frivilligt og forventes ikke. Det tager klart toppen af det pres jeg selv tidligere har følt, og i år er ikke anderledes.
Det er ikke fordi at jeg synes, der er noget galt I at være på gaver. Slet ikke. Jeg har bare tidligere haft enormt svært ved ønskelister – Både mine egne og andres. Jeg elsker at give gaver, og at finde de der helt rigtige ting, der passer til den person, der skal modtage gaven, og et eller andet sted ville jeg ønske, at jeg havde tiden og overskuddet til at finde noget til alle. Og selvom en ønskeliste er et nemt og umiddelbart værktøj i sådan en gavejagt, har jeg alligevel altid fundet det svært at holde mig til en. Og af en eller anden grund har jeg, ligesom en masse andre, enormt svært ved selv at skrive ønskelister. Jeg kan sagtens tænke om noget, at det skal jeg huske at ønske mig, og så glemmer jeg hvad det er, når jeg så rent faktisk skal dele mine ønsker. Og var det så overhovedet et reelt ønske?
Indtil videre har vi nogenlunde styr på børnenes gaver, og så har vi købt noget til mine forældre, da de har inviteret os med ud og rejse i det nye år og selvom det ikke er en decideret julegave, og jeg ved at de intet forventer fra os, kunne vi alligevel ikke lade være. Det kan sagtens være, at vi også finder noget til de andre voksne i familien. Det kan også være, vi ikke gør. Og den følelse af at det ikke er noget vi skal-skal, har virkelig taget brodden af en del af det kæmpe forventningspres, jeg har tendens til at tage på mine skuldre (i forhold til alt i øvrigt – Ikke kun julen).

Så et tip herfra. Det kan godt betale sig lige at se hinanden i øjnene allesammen og lægge nogle nye regler, forventninger og traditioner på bordet. Jeg er i hvert fald virkelig glad for, at det er endt sådan hos os.

Umas ønskeliste i år

Sneglejul: 13. og 14. December

Ja. Det bliver lige en dobbeltlåge i dag, og en lidt fesen en af slagsen, da fredagen forsvandt i et pakket program og en julefrokost, der mod al forventning varede i 13 timer, og i dag derfor også har været lidt tåget.

Juleforberedelserne har af samme grund også været sat på hold, hvilket med 10 dage tilbage, muligvis er en lidt skæv prioritering.

Dog havde Michael børnene med til julefest i pigernes institution i går, så der er hjemmelavede juledekorationer, eller mest bare ler, Gran og glimmer over det hele. Og det er sgu da ret julet trods alt. Det er godt at de holder julefanen højt, når deres mor går på snapsen.
Men det var i det mindste en skidesjov fest og klart hovedpinen værd. Det var også efter alt at dømme min sidste fest i dette årti, så pyt med at det stak lidt af og har betydet søvnunderskud og tømmermænd i dag.

Jeg har lige puttet børn, og overvejer nu at børste tænder og kravle op til dem igen, og sove til i morgen, selvom jeg egentlig har glædet mig helt vildt til i aften, hvor jeg er alene hjemme og havde planer om at spise Chips og chokolade, og se film. Men lige i dag tror jeg, at søvnen vinder.

I morgen vender jeg ordentligt tilbage på julesporet og skriver til jer omkring ønskelister og julegaver.

God lørdag

Sneglejul: 12. December

Jeg har været på farten hele dagen, og har først nu ro på til at sidde ned og få skrevet til jer. Til gengæld kunne I i dag høre, hvordan det gik, da jeg besøgte Thomas Skov i podcasten “99 problemer” på Podimo. Virkelig en skæg og hyggelig julekalender i øvrigt, hvis I mangler noget at lytte til her i december. Det var en kæmpe fornøjelse at være med. Fun fact: Det er faktisk anden gang vi optager afsnittet, for den første indspilning forsvandt. Jeg har åbenbart virkelig dårlig teknisk podcastkarma, for det er ikke første gang sådan noget er sket, når jeg har været i studiet. Men det er nu blevet ret fint alligevel, synes jeg.

Derudover har vi i dag fået besøg af børnehavenissen. I ved nok, den der rundenisse, der kommer med børnene hjem i december og giver forældrene lektier for. Jeg har skrevet om, hvordan den nær blev spist af en hund og blev offer for Umas lillesøsters hidsige temperament.

I morgen skal jeg til julefrokost – og jeg må indrømme at en stor del af min tankevirksomhed i dag, er gået på netop det – for jeg glæder mig så meget, at jeg næsten kun kan blive skuffet (Neeej!) og så har jeg selvfølgelig kæmpe tøjkrise. Til gengæld skal jeg sove på hotel efterfølgende, hvilket jeg også glæder mig til og tvivler på kommer til at skuffe. Så skal jeg bare lige minde mig selv om, at jeg kun skal drikke en lille smule snaps. #LiveFraPreben (ja, den er til de garvede Sneglcille-læsere)

Nu vil jeg vaske mit hår og smide noget tøj i en taske, da jeg ikke når hjem efter arbejde i morgen, I kan selvfølgelig som (næsten) altid følge med i min fredag på Instagram. Lige indtil snapsen kicker ind, that is.

Glædelig 12. December. Tak fordi I følger med.

 

Sneglejul: 11. December

I dag har vi pyntet julekager. Ikke dem jeg skulle have bagt – Det skete ligesom ikke. Så jeg købte i stedet nogle peberkagehjerter i Netto og lavede glasur. Det kan anbefales! Alle tre børn var travlt optaget og meget engagerede i næsten en time.
Ældstebarnet spiste så mange kager undervejs, at han stadigvæk, tre timer senere, siger at han ALDRIG spiser kage igen.
Lidt ligesom jeg siger om alkohol, dagen efter en god fest. Det er der heller ingen, der tror på.

Jeg har fået lidt mere ro i maven omkring mine tanker fra i går. Det hjalp at skrive dem ned og få gjort følelserne mere konkrete.
Nu glæder jeg mig mest, og er kun en anelse presset over tiden. 13 dage er på en eller anden måde ikke helt nok. Men det skyldes nok mest, at både Michael og jeg er lagt ned af arbejde, og at vi stadigvæk bor i byggerod. Det viser sig at det med at få lavet et terrazzogulv både er mere tidskrævende og en hel del mere støvende end man skulle tro.
Vi når det vi når, og det skal nok blive jul alligevel – Er mit mantra disse dage.

I dag blev i øvrigt også dagen, hvor jeg ikke længere kunne holde mig i skindet og i et svagt og sukkerkoldt øjeblik tømte min chokoladekalender. Hver eneste låge.

Podcast: Hjemmestudie

REKLAME for Blue Yeti X

Selvom Krøllet kærlighed er ovre og der kun er et enkelt afsnit tilbage af Voksen ABC er jeg slet SLET ikke færdig med at lave podcasts. Jeg kan forstå på de beskeder jeg har modtaget over de seneste uger, at I er flere, der også selv går med ideer og lyst til at komme i gang, men at I ikke helt ved hvordan. Det er ret simpelt, men ligesom med så mange andre ting, man ikke har prøvet før, kan det være svært at overskue, hvor man skal starte.

I forhold til optagelse, har jeg efterhånden prøvet det meste. Jeg har både prøvet at optage direkte i en recorder, jeg har optaget på topprofessionelt udstyr og så har jeg været i forskellige studier, og selvom sidstnævnte er min klart foretrukne måde at indspille på, er det også det absolut mest omstændelige, og fungerer ikke til alle formater. For eksempel vidste jeg ret tidligt i processen, at det ikke kunne lade sig gøre med Krøllet kærlighed. Eller det ville i hvert fald give et anderledes udtryk end det jeg havde i tankerne og derfor besluttede jeg at springe ud i det, og optage det derhjemme. I mit skab.
Indholdet blev som jeg havde forestillet mig. Lyden not so much. Til at starte med. Det var begynderfejl nummer et. At lade min ivrighed over at komme i gang overskygge en ret så vigtig detalje, som at gå på kompromis med lyden. Det har jeg fået (velfortjente) hug for, og jeg har lært af det og er kommet ret godt efter det sidenhen.
Jeg fik efter et par skrattende afsnit og en masse frustration, rakt ud til og modtog derved kyndig vejledning af en håndfuld erfarne podcastere, og bedst som jeg troede eneste løsning var at investere i en masse dyrt udstyr, eller gå på kompromis med mit koncept og leje et lydstudie dumpede en løsning ned i skødet på mig. Blue Yeti X mikrofonen med Logitech G Hub VO!CE software (som gør det muligt at styre og efterbehandle sin lyd). Der er tale om en USB mikrofon, så den skal sættes i ens computer imens man optager og man kan på den måde holde øje med niveauerne undervejs, hvilket er en ret stor hjælp, særligt når man optager alene. Jeg foretrækker at optage med høretelefoner på, og dem kan man nemt sætte i mikrofonen og på den måde høre lyden imens man optager.

Det er utroligt simpelt, og virkelig nemt, når man lige har nørdet det lidt og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at Yeti X og VO!CE softwaren også bliver en hovedperson i næste podcast jeg skal lave selv hjemme i skabet. Jeg har senest optaget et bonusafsnit af Krøllet kærlighed på den, som lige nu ligger og skriger på at blive klippet færdig, men det lader vente på sig, da jeg også har femhundrede andre løse ender, der skriger på mig. December, I ved.
Apropos december, er mikrofonen et oplagt julegaveønske, hvis man gerne vil springe ud i podcast mediet. Blue Yeti X, hedder den.

Og her kan I så se, hvor lidt der skal til for at komme i gang. En nogenlunde lydtæt rum uden for mange nøgne flader. For eksempel et klædeskab…
Her er mit studie, og det er altså her jeg har siddet seks uger i streg og lavet Krøllet kærlighed til jer.
Og det har (tydeligvis) været rigtig sjovt.

Se mere om mikrofonen HER.

 

 

Sneglejul: 10. December

To uger præcis. Nu vil jeg atter smide planlægningen lidt på hylden og tale om noget andet, der også er tilknyttet julen. Familie og traditioner. Ny familie, Din, min, vores, alt det der … I år er allerførste gang at vi slår vores begges familie sammen. Indtil nu har vi kørt hvert andet år, og i år var det mine forældres år, og da vi spurgte om de var friske på at rykke det hjem til os og gøre noget nyt, var de heldigvis mega på, og min svigerfamilie sagde heldigvis også ja tak til invitationen. Det er noget jeg har drømt om at gøre lige siden vores første jul sammen (Altså Michaels og min) for jeg kunne mærke at det både for ham og jeg betød meget at være sammen med vores forældre og søskende på aftenen, og at det der med at skulle folde det ud på flere dage faktisk blev lidt meget. For meget. Så mit håb er at det på denne her måde bliver lidt mere simpelt, hyggeligt, roligt, og ja, noget nyt. Noget vi skaber sammen allesammen og ikke hver for sig.
Som noget andet helt nyt, kommer der en helt ny person med. Faktisk en person jeg endnu ikke har mødt. Min lillebrors amerikanske kone. Alt er kastet op i luften, og nu skal jeg bare finde ud af hvordan alting lander, for intet er som det plejer, og jeg er både spændt, glad og nervøs på samme tid. Personligt har jeg ikke det store problem med at prøve noget nyt, og jeg ser det primært som en fed mulighed for at ryste posen og gøre noget nyt og andet og som sagt tidligere, at kunne starte en ny tradition, der samler alle og er nemmere for os som den eneste småbørnsfamilie i juleselskabet.

Men jeg kan godt mærke, at jeg er en smule nervøs over flere ting. Ikke så meget alt det med maden og pynten og alt det der, men mere for om alle kommer til at hygge sig, og at alle er med på, at vi ryster den der julepose og selvfølgelig er jeg nervøs for, om alle har lyst til, at vi gør det igen til næste år.
Det er faktisk det jeg er allermest nervøs for og det der holder mig mest vågen i de her dage. Det er så ømtåleligt at rode op i folks traditioner, og selvom det jo ikke er udelukkende min idé og beslutning, kan jeg godt være lidt nervøs for om det mellem linjerne, kan forståes som om, at det kun er min idé og mit ønske. Jeg ved godt, at jeg bare skal knytte julesylten, og lægge min energi i at få en god aften, og det er bestemt også planen. Men for fanden da altså, hvor kan højtider bare bringe mange følelser og bekymringer med sig. Jeg forstår virkelig godt dem, der rejser væk over julen. Selvom det sikkert også kan skabe meget postyr.

Det bliver en god aften, nyt er godt, og det bliver begyndelsen på en ny og mindeværdig tradition. Så! Nu er det sendt ud i universet.

Sneglejul: 9. December

15 dage til juleaften… Jeg er uforklarligt rolig på nuværende tidspunkt. Særligt når man tager i betragtning af en del af byggeprojektet og de detaljer der skal være styr på inden d. 24. ser ud til at trække ud, og måske kun lige når at stå klar, hvis overhovedet, til den store aften. Det burde stresse mig the fuck ud af den, men det gør det ikke. Og det er jo godt. Tror jeg.
Vi har nu lavet en liste mere over det, der skal nås, og i denne uge ser det således ud:

– Hent juletræ (Rødgran, øko, lokalt)
– Bag julesmåkager (mest for hyggens skyld, vi skal fandme ikke glemme hyggen!)
– Køb julegaver (Det er igen i år “kun” børnene der får gaver i år, og jeg overvejer kraftigt at købe det i genbrug)
– Gør hovedrent (Altså det skal jo gøres igen inden juleaften, men min erfaring siger mig bare, at vi (jeg) er bedre til at holde det nede, hvis vi er kommet ordentligt i bund nogle uger i forvejen)
– Sæt fodlister på i stuen og mal dem
– Bestil VVSer til at installere badeværelseshalløj (Brus, toilet, vandhane, alt det der)
– Skriv liste til næste uge

…. Det skal vi nok nå.

 

Mandag uge 50: Svingdør, mere julefrokost og mere renovering

Jeg havde virkelig svært ved at give slip på weekenden i går aftes, hvilket resulterede i at vi fik set anden sæson af GLOW færdig (igen: Kæmpe anbefaling af den serie herfra. Kæft, den er god. Find den på Netflix) og først kom i seng efter midnat. Jeg skulle heldigvis møde sent i dag, så vi kunne have en helt rolig og rar morgen. Nu er klokken 11 og jeg er på vej til København, hvor jeg først skal til Vesterbro og derefter til Nordhavn og afholde møder, inden jeg kan vende tilbage til Hornbæk, hvor der i dag igen er fuld gang i byggeriet. I det hele taget har hjemmefronten og at få huset klar en stor prioritet lige nu, så der er fuld gang i deadlines, lister og aftaler, så vi kan nå at blive klar til d. 24.

Resten af ugen kører vi svingdør derhjemme, da Michael skal arbejde lange dage, og jeg også har en del på tapetet. Jeg skal blandt andet optage det sidste afsnit af Voksen ABC, til møder med forskellige samarbejdspartnere og til årets nok sidste julefrokost. Og så skal jeg have klippet det, der måske bliver et bonusafsnit af Krøllet Kærlighed. Hvornår det blive udgivet, ved jeg ikke endnu, men jeg skal nok holde jer opdateret. Reklame: Dette link giver stadigvæk to måneders gratis adgang til Podimo (ingen binding)

OG så fortsætter planlægningen til juleaften selvfølgelig for fyld smadder. Men det kan I læse mere om i dagens julekalenderlåge i aften.

Jeg begynder at se frem til noget juleferie, men er omvendt også vildt lettet over, at have en hverdag igen, efter to uger med sygdomsramte børn og kaos.

Sneglejul: 8. December

Der er på alle måder blevet pyntet op til jul herhjemme i går og i dag. Otto ringede til mig i går fra en Søstrene Grene butik, hvor han sammen med sin far fyldte kurven med julepynt. “Mor, jeg ved godt, at du hader nisser, men vi bliver altså nødt til at købe et par stykker”. Det er måske overflødigt at fortælle, at de havde fået strenge instrukser hjemmefra om hvilket farvetema vi kører i år og at nisser er bandlyst. Jeg kan godt høre hvor åndssvagt og småligt det lyder, og jeg har nok selvironi til at kunne grine af mig selv og mine dumme principper – men det der med at plastre sit hjem til i røde nisser, julemænd og bjælder, har jeg det lidt anstrengt med. Mildt sagt.
Men. Jeg er nedstemt, igen, og Otto har gjort sig umage med at finde det, han synes passer godt ind. Og det er sgu ret vidunderligt. Der er derfor nu flyttet fire (!) nisser ind, og jeg har det så fint med det. Så fint.
De fik også købt en masse krea-sager, sådan at vi selv har kunne lave fine ting – Og selvom Loulou har brugt en limstift som læbepomade og der kommer til at ligge små afklippede papirrester alle steder de næste par uger (måneder) – Har det været skidehyggeligt, og jeg har genfundet min glæde for at folde julestjerner. Det havde jeg nok ikke prøvet i 20 år inden i dag. I dag foldede jeg 8 stjerner.

Det går fremad med den der julestemning. Men den er der altså ikke helt endnu.

Sneglejul: 7. December

Lidt sen udgivelse af dagens kalenderlåge, og så bryder den ovenikøbet min regel om aldrig at skrive indlæg, når jeg har drukket. Men det har jeg, for jeg har været til julefrokost med mit Hornbækdamecrew. Så jeg er fuld. På vin, shots og glæde. Tænk at det sted som jeg for bare et år siden havde ondt i maven over at være i, nu giver mig glæde og forelskelsesommerfugle i maven. Jeg har danset i timevis og ligger nu på et børneværelse med et vågelys over hovedet – og som sagt, glæde helt ud i tæerne.
julefrokoster er noget af det bedste jeg ved, og i dag var ingen undtagelse. Ingen gad at spise mine veganerdeller, men pyt nu med det – Jeg har haft den bedste aften, og kan gå i seng helt lykkelig og rolig, med ondt i benene. Alt er perfekt. Om en lille uge går det løs igen, for sidste gang – for mit vedkommende. Julefrokostmæssigt, og i København. Jeg glæder mig pissemeget.
jeg lovede at i dag skulle handle om julepynt, men det bliver simpelthen i morgen, fordi: Shots.

Sov godt, og glædelig december derude …