Skrivelyst, mæthed og spark i knæhasen

Jeg har forsøgt at formulere det her indlæg i ugevis, uden held. Ikke fordi det er mere eller mindre betydningsfuldt eller sårbart end så mange andre indlæg – Hvilket normalvis ville være grunden til, at noget var svært at få sat ord på og ikke mindst udgive. Næh, eller så måske alligevel lidt. Nu bliver jeg i tvivl, for egentlig har jeg hele tiden tænkt, at det mere har været og er en gennemgående følelse af ikke at have tid og overskud til at prioritere det. Og det er helt sikkert også en faktor, der spiller ind. Det med tiden, for tiden (!), og jeg forstår simpelthen ikke, at dagene kan gå så hurtigt. Jeg føler i det hele taget, at jeg bliver losset i knæhaserne hver gang jeg er lige ved at være i mål med noget, hvilket jeg ved at mange, måske især jer med børn, kan nikke genkendende til. For tiden er det bare i en hel ekstrem grad, hvilket er ekstra tydeligt i kraft af, at jeg har genfundet min skrivelyst og derfor har et kæmpe behov for at få den lyst stillet, men ikke kan finde tiden og roen til at gøre særlig meget ved den, og at mørket, kulden og vinteren i det hele taget, gør mig småhidsig og underskudsramt, sådan at alle udfordringer føles enorme, og helt almindelige ærinder og arbejdsopgaver føles større end normalt.
Og så er der en anden følelse, der gør at det føles som om, at der ligger et slør over min produktivitet, hvilket skyldes en slags mæthed over at dele alting, samt en frygt for at blive misforstået eller målt og vejet mere end jeg allerede gør. Det er en ubehagelig og usund følelse at gå rundt med. Men den er hverken fremmed eller ny. Jeg har delt ud af mig selv og mine tanker i mere end 10 år, og det går op og ned med lige præcis den følelse af mæthed og kvalme. For tiden er den bare meget tydelig, og den går ikke væk af sig selv, så jeg tager hul på bylden ved at sige det højt. Til mine veninder, mine kollegaer, min familie, til jer. At jeg er blevet bange for at dele, bange for ikke at være god nok, relevant nok, spændende nok. Og at jeg ovenpå perioder, hvor jeg har givet meget af mig selv – For eksempel ovenpå seks uger med Krøllet kærlighed (min podcast) – får behov for at stikke hovedet i sandet, og skrive lette hyggelige hverdagsindlæg og ikke give for meget af mig selv, for hvis jeg står der helt nøgen og udsat længe nok og bliver ved med at stå der, er der vel nok lige pludselig nogen, der nok skal få mig ned med nakken. Det er ikke en sund måde at gå igennem livet på, og den er selvforstærkende af helvedes til, for det er jo netop i de perioder, hvor jeg bør blive stående i bar røv og store armbevægelser og give endnu mere, men jeg kan ikke. Så jeg lukker i, og udskammer mig selv for at gøre det. Og det er jo komplet idiotisk, for så kunne jeg jo lige så godt blive stående og potentielt lade nogle andre gøre det for mig. Suk. Hvad der er næsten endnu mere fjollet er, at selvom jeg udmærket godt ved, hvor det kommer fra (heeey igen Impostor syndrom) har jeg endnu ikke lært, at gå imod det med succes, så jeg gør det modsatte. Det med hovedet i sandet.
I går stak min veninde lidt til mig, og spurgte ind til, hvad jeg var så bange for, og sagde at jeg skulle huske at holde fast i det jeg er god til uden at spekulere i, hvad nogen måtte tænke, synes og mene.
Det jeg er bange for, er alt det ovenstående, at blive “afsløret”, hånet, nedgjort. Men jo, jeg skal holde fast i det jeg kan og er, og ikke det jeg tror andre forventer – For lige så snart at jeg begynder, at gøre noget andet end det der gør mig til mig, falder det til jorden, og så er det faktisk bedre at lade være, og bruge min energi et andet sted. Så det gør jeg lige for tiden. På børnene (som allesammen er syge i de her dage i øvrigt), på mine skriverier (apropos 2020 planen), på podcasting og tilløbet til igen at turde gribe nogle chancer, dele ud og kravle op på en allegorisk scene og smide tøjet endnu engang og måske blive deroppe lidt længere.

10 replies
  1. Helle says:

    Jeg går rundt og har et lille håb om at du laver en podcasts om at blive mobbet – måske det er for sårbart ? Jeg møder i mit arbejde jævnligt børn der oplever mobning og jeg vil så gerne blive bedre til at forstå hvordan det kan opleves og forstås ❤️

    Svar
  2. Katrine says:

    Tak for dit indlæg. Kan virkelig godt genkende imposter syndromet – det er med mig hvorend jeg går, men sårbarheden ift at dele for meget og blive for nøgen tænker jeg måske (uden at vide det) comes with the territory, når man i sit arb giver meget af sig selv. Tænker det er derfor at så mange af de store kendte skuespillere lever så private liv uden for lærredet. Og der gør du (og influencere generelt) det modsatte – og lader os komme meget tæt på. Jeg er med på, at der er forskel på privat og personlig og jeg synes du mestrer det virkelig fint. Men måske du mest af alt skal tage følelsen og sårbarheden som et kæmpe fedt sundhedstegn – Hey du er menneske, du er ikke kun overflade, du har dybde og behov for noget der er dit og privat. Embrace it. Du skriver så godt, at du sagtens vil kunne leve af at skrive fiktion og mindre personlige indlæg. Og selvfølgelig vil vi altid gerne høre og følge med i dit liv – men jo ikke på bekostning af din glæde eller en følelse af at du lever i et Truman show. Sorry – det blev langt og mærkeligt. Håber det giver en lille smule mening.

    Svar
  3. Maja says:

    Du er god og sej og relevant! Og personligt synes jeg at hverdagsindlæggene er de allerbedste, som ex. “I øvrigt” og indlæg om upædagogiske brownier! Så fortsæt endelig med dem 🙂

    Svar
  4. Sofie says:

    Du gør simpelthen alt med så meget hjerte -og det er en kæmpe styrke. Dine indlæg og dine podcasts, særligt Krøllet kærlighed, har så megen skønhed, nerve og en kompleks sammensætning af styrke og sårbarhed.
    Jeg kender så indgående Imposter Syndrom, bare i en faglig sammenhæng, og det er drøjt. Forhåbenligt spænder det ikke ben for dig for længe, så du kan berige os med dine ord, på skrift eller lyd.

    Svar
  5. K says:

    Jeg ved, at dine egne tanker om dig selv er de essentielle og altafgørende for dig, meeeen jeg vil bare sige, at min klare opfattelse er, at vi, os herude på den anden side af skærmen (hvis vi skærer nogle enkelte idioter fra), ikke forventer noget som helst af dig. Vi er heldige, at du deler, rører og inspirerer. Langt størstedelen af os hepper og tror på dig.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *