Forandring er jo godt

Jeg betragter egentlig slet ikke mig selv som tryghedsnarkoman. Eller altså jo, jeg har da bestemt mere indvendig ro, når jeg føler jeg har styr på tingene og der ikke er uro i kullisen og rammerne er i orden, men fordi jeg har rejst så meget som jeg har og i det hele taget har været vant til mange skift, er jeg både som udgangspunkt meget omstillingsparat og lader mig sjældent vælte rigtigt omkuld af nye ting og forandringer. Og så alligevel… Jeg ved ikke om det er kommet med alderen, eller om det i virkeligheden altid har været sådan og mit narrativ om mig selv bare har været det modsatte, men jeg kan mærke, at jeg på det senete ret nemt lader mig hyle ud af den, når noget ikke er som det plejer og når forandringer hænder eller er i sigte.

Tag nu for eksempel Confettis udvidelse, hvilket jeg har vidst ville ske et godt stykke tid, selv har været med til at beslutte, og som udelukkende er en positiv ting, men alligevel får mig til at ryste i bukserne. Udelukkende fordi det er noget nyt.

Dernæst har jeg rykket mig mere og mere over i podcast-verdenen, som jeg elsker (!) og som lige for tiden tager næsten al min tid arbejdsmæssigt og derfor spænder ben for andre ting jeg kan og vil. Heldigvis går det godt, og over al forventning. Men fordi det stadigvæk er noget nyt og på mange måder usikkert, holder det mig vågen om natten.

Og så er der flytningen. De nye rammer, der først nu, halvandet år inde i livet som husejer, væk fra København, har fået mine skuldre til rigtigt at sænke sig og jeg kan nu indånde den friske luft med 100% glæde og ro.

Jeg ved godt, når jeg rigtigt tænker det hele igennem, at det er helt helt normalt og ikke er de søvnløse nætter, bekymringen og alle katastrofetankerne værd. Men sådan er fornuften ind imellem så ubrugelig, da det alligevel går i maven på mig.

Som alting falder på plads og begynder at give mening og jeg kan høste frugten af hårdt arbejde og de mange bekymringer, føles mavepinen og uroen unødvendig og fjollet, men på den anden side, var det nok netop følelsen af kontroltabet og den usikre tvivl, som er hovedårsagen til at det på den anden side føles des mere rigtigt og roligt.

Det fortæller jeg mig selv. Forandring er for det meste godt, og når det ikke er, er der heldigvis næsten altid en plan B.

 

 

 

 

7 replies
  1. Karen says:

    Når jeg bliver nervøs for forandring, så bunder det som regel, tror jeg, i uvisheden om hvor vidt det bliver ligeså godt eller bedre end det der er nu. Jeg har selv flyttet rundt en del, og det har jeg gjort med ro i maven, fordi jeg sagtens kunne komme tilbage til det jeg forlod. Tror det jeg mest har været urolig over op til, var da jeg begyndte at læse igen. Det at forlade fast job med god løn, for at komme på su som ikke holder til hele uddannelsen, var nervepirrende. Lige indtil jeg kom i gang og det hele bare føltes rigtigt.

    Jeg tænker at der har været rigtig mange omvæltninger for dig de seneste år. Og selvom de sikkert er gode, så er det neget uvished på en gang. Måske det er det du fornemmer?

    I øvrigt bliver jeg nødt til at sige at jeg har kæmpe respekt for de ting du kaster dig ud i. Du gør det dælme godt. Jeg er begyndt at læse din blog forfra og det er vildt at se hvor meget du rykker dig. Du er altså sej!

    Svar
  2. www.mettem.dk says:

    For mig er det ofte et spørgsmål om, hvor mange faste holdepunkter jeg har. Hvis alt er i omvæltning kan det føles voldsomt, og så får jeg mest til til at svømme ind til mit sikreste holdepunkt og klamre mig til det – om det er familie, kæreste, fysiske rammer, arbejde eller noget helt andet. Hvis det kun er én eller to omvæltninger ad gangen, så svømmer jeg direkte ud i det, fearless 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *