1 år med Hera

Eller… faktisk har vi jo kun haft hende i ti måneder, men hun bliver et år i dag, så jeg tænker, at en status er på sin plads.

Det har været og er skide hårdt, sjovt, besværligt og vidunderligt at blive hundeejer. Jeg skal ikke afvise at jeg særligt den første måned eller to, eller tre, tog mig selv i at fortryde vores valg om at blive hundeejere, oveni en i forvejen tætpakket hverdag, en lillebitte smule. Men som tiden gik, voksede kærligheden til hende, hun blev mere og mere rolig og velopdragen, og blev ganske som forventet en del af familien.

For et par måneder siden havde hun en dag hvor hun var sløj og ved siden af sig selv, og jeg tog mig selv i at være oprigtigt bekymret og følelsesmæssigt påvirket, og der gik det op for mig, hvor stort indtryk hun har gjort på relativt kort tid.

Der er ingen tvivl om at det er en stor omvæltning og en kæmpe opgave at blive hundeejere, og mit bedste råd må være, at er man den mindste smule i tvivl, så hellere vente lidt – Men har man tid, overskud og mod på at gå all in særligt de første måneder, er det det hele værd. Hera er sød, mild og god, og på alle måder et perfekt match til os.

Mange har spurgt om fordele og ulemper ved en stor hund, og det er jo meget en smagssag og et spørgsmål om temperament. Men vi vidste fra starten af at vi ikke ville have en lille hund, og at vi gerne ville have en hund med meget energi, men som omvendt også kan tage det roligt – Og det kan Hera. Hun elsker at komme med på tur og at lege med børnene i haven, men hun elsker virkelig også at tulle rundt i huset og at varme vores fødder, når vi sidder i sofaen. Og ja, så synes vi også, at grå Schæfere er ekstremt flotte og at de har et roligt og virkelig dejligt sind – hvis altså man opdrager dem rigtigt – men sådan er det med alle hunde, hvilket også er en af grundene til, at jeg endnu engang understreger, at det er en beslutning og en opgave man skal være sikker på at man kan løfte. Eneste umiddelbare ulempe er, at schæfere har et dårligt ry, og mange derfor bliver forskrækkede, når de møder hende, og at vi derfor sjældent kan gå med hende løs af hensyn til andre. Til trods for at hun aldrig forlader vores side. Men det er faktisk det eneste jeg kan komme i tanker om nogle gange er lidt ærgerligt.

Fordelene er mange. Hun passer på os. Hun er nuttet. Børnene elsker hende og hun elsker dem. Hun skaber tryghed. Og så er hun seriøst den bedste hund jeg nogensinde har mødt – Objektivt, naturligvis 😀

(næsten) et år er gået og jeg ser frem til mange mange flere med Hera ved vores side.

 

10 replies
  1. Anne says:

    Tillykke med hende🇩🇰 Jeg er vokset op med schæferhunde, og kan blive helt fristet – men ved, hvor stort et arbejde, det er. Må desværre erkende, at der ikke er overskud til at blive hundeejer i min hverdag. Men sød er hun😍

    Svar
  2. Helle says:

    Tillykke til Hera! Imponerende at i har overskuddet – jeg ved selv hvor meget det kræver. Jeg har selv en skøn vuf. Hvor meget træner i med hende? Kan Otto gå med hende? Husker du tidligere skrev om udfordringer på gåture, hvilket jeg også selv kender til. Elsker at høre om jeres liv med hund!

    Svar
    • Sneglcille says:

      Ikke så meget længere. Hun kan det meste, så vi holder det bare ved lige i det daglige. Otto ville sagtens kunne gå med hende selv, men gør det ikke endnu. Jeg synes, børn skal være ældre, inden de går alene med et dyr. Men det er sikkert en smagssag. Gåturene har vi også fået styr på, så eneste minus lige nu er, at hun stadigvæk kan finde på at hoppe op af vores gæster, men det er der også ved at komme styr på. Så alt i alt går det skide godt. Hun er simpelthen så god.

      Svar
      • Helle says:

        Hvordan fik i styr på det med at hoppe op, når i eks. har gæster? Det er også et problem her, nemlig… (og jeg har også en stor hund)?

        Svar
  3. Anne says:

    Tillykke med hende🥰
    Og tak for en realistisk fortælling om hvordan det er at få en hund. Det er ikke “bare” noget man lige gør❤️

    Svar
  4. Pernille Rothaus Brandt says:

    Tillykke med 1 års fødselsdag.
    Jeg har aldrig haft hund, før end da vi fik en for 4 år siden. Jeg elsker at have hund, og er blevet overrasket over, hvor meget jeg er kommet til at holde af ham. Som i virkelig at holde af.
    Hilsner
    Pernille

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *