Jeg har forsøgt at formulere det her indlæg i ugevis, uden held. Ikke fordi det er mere eller mindre betydningsfuldt eller sårbart end så mange andre indlæg – Hvilket normalvis ville være grunden til, at noget var svært at få sat ord på og ikke mindst udgive. Næh, eller så måske alligevel lidt. Nu bliver jeg i tvivl, for egentlig har jeg hele tiden tænkt, at det mere har været og er en gennemgående følelse af ikke at have tid og overskud til at prioritere det. Og det er helt sikkert også en faktor, der spiller ind. Det med tiden, for tiden (!), og jeg forstår simpelthen ikke, at dagene kan gå så hurtigt. Jeg føler i det hele taget, at jeg bliver losset i knæhaserne hver gang jeg er lige ved at være i mål med noget, hvilket jeg ved at mange, måske især jer med børn, kan nikke genkendende til. For tiden er det bare i en hel ekstrem grad, hvilket er ekstra tydeligt i kraft af, at jeg har genfundet min skrivelyst og derfor har et kæmpe behov for at få den lyst stillet, men ikke kan finde tiden og roen til at gøre særlig meget ved den, og at mørket, kulden og vinteren i det hele taget, gør mig småhidsig og underskudsramt, sådan at alle udfordringer føles enorme, og helt almindelige ærinder og arbejdsopgaver føles større end normalt.
Og så er der en anden følelse, der gør at det føles som om, at der ligger et slør over min produktivitet, hvilket skyldes en slags mæthed over at dele alting, samt en frygt for at blive misforstået eller målt og vejet mere end jeg allerede gør. Det er en ubehagelig og usund følelse at gå rundt med. Men den er hverken fremmed eller ny. Jeg har delt ud af mig selv og mine tanker i mere end 10 år, og det går op og ned med lige præcis den følelse af mæthed og kvalme. For tiden er den bare meget tydelig, og den går ikke væk af sig selv, så jeg tager hul på bylden ved at sige det højt. Til mine veninder, mine kollegaer, min familie, til jer. At jeg er blevet bange for at dele, bange for ikke at være god nok, relevant nok, spændende nok. Og at jeg ovenpå perioder, hvor jeg har givet meget af mig selv – For eksempel ovenpå seks uger med Krøllet kærlighed (min podcast) – får behov for at stikke hovedet i sandet, og skrive lette hyggelige hverdagsindlæg og ikke give for meget af mig selv, for hvis jeg står der helt nøgen og udsat længe nok og bliver ved med at stå der, er der vel nok lige pludselig nogen, der nok skal få mig ned med nakken. Det er ikke en sund måde at gå igennem livet på, og den er selvforstærkende af helvedes til, for det er jo netop i de perioder, hvor jeg bør blive stående i bar røv og store armbevægelser og give endnu mere, men jeg kan ikke. Så jeg lukker i, og udskammer mig selv for at gøre det. Og det er jo komplet idiotisk, for så kunne jeg jo lige så godt blive stående og potentielt lade nogle andre gøre det for mig. Suk. Hvad der er næsten endnu mere fjollet er, at selvom jeg udmærket godt ved, hvor det kommer fra (heeey igen Impostor syndrom) har jeg endnu ikke lært, at gå imod det med succes, så jeg gør det modsatte. Det med hovedet i sandet.
I går stak min veninde lidt til mig, og spurgte ind til, hvad jeg var så bange for, og sagde at jeg skulle huske at holde fast i det jeg er god til uden at spekulere i, hvad nogen måtte tænke, synes og mene.
Det jeg er bange for, er alt det ovenstående, at blive “afsløret”, hånet, nedgjort. Men jo, jeg skal holde fast i det jeg kan og er, og ikke det jeg tror andre forventer – For lige så snart at jeg begynder, at gøre noget andet end det der gør mig til mig, falder det til jorden, og så er det faktisk bedre at lade være, og bruge min energi et andet sted. Så det gør jeg lige for tiden. På børnene (som allesammen er syge i de her dage i øvrigt), på mine skriverier (apropos 2020 planen), på podcasting og tilløbet til igen at turde gribe nogle chancer, dele ud og kravle op på en allegorisk scene og smide tøjet endnu engang og måske blive deroppe lidt længere.
I 22 måneder har vi næsten non stop været i gang med at renovere vores dejlige dejlige hus. Meget er sket, rigtig meget, men alligevel er det først i løbet af de seneste par måneder, at vi for alvor har kunne høste frugten af alle timerne, knokleriet og tålmodigheden. Det føles uforklarligt rart, og lyset for enden af renoveringstunellen har aldrig været skarpere end nu. I tre uger har vi haft hvad jeg vil kalde et velfungerende helt almindeligt hjem med meget få projekter. Det har været så fedt, men kun en midlertidig fornøjelse, og vi er nu gået et par skridt tilbage. Eller det vil sige, vi har taget et nyt spadestik. Torsdag aften tømte vi stuen for møbler og i går påbegyndte en maler det arbejde på vores gulv, som vi har drømt om at få lavet På en bestemt måde, siden vi opdagede de smukke mørklakerede trægulve under det gullige plastiklaminat. Fugerne bliver skiftet og gulvet får en masse lag lak og shine, så om to uger, når vi igen må betræde gulvene i stuen, kan vi endelig endelig endelig begynde at indrette for alvor. Jeg glæder mig helt åndssvagt. Særligt til at skulle finde møbler, hvilket jeg har set frem til siden dengang vi bød på huset i 2017.
