Læs tidligere Bag indlægget HER
I dag skal vi ikke længere end et par år tilbage… Nemlig til 2017.
Jeg var gravid og på denne dag på vej mod New York på en pressetur med HBO, og havde som jeg altid har det, når jeg skal væk hjemmefra, både kolde fødder og savn i kroppen på forhånd, og det slog mig, at vi er en familie, der er vant til at undvære hinanden af forskellige årsager. Jeg kan stadigvæk godt genkende den følelse og den gælder stadigvæk, selvom at både Michaels og min rejseaktivitet er mindsket en hel del siden da.
1. februar 2017
Vant til at savne?
Jeg forsøgte meget ambitiøst, at gøre noget lidt ekstra ud af morgenen i morges. Med pandekager og køkkensnak.
Stemningen i det lille sneglehus var som alle andre morgener, og den eneste der lod til at være påvirket af, at jeg skal være bortrejst i små tre dage, var undertegnede. Otto kyssede mig nonchalant farvel med ordene ‘Vi ses på lørdag, mor’ inden han piskede ud af døren med sin skoletaske på ryggen. Intet ekstra langt kram, ingen spørgsmål, bare farvel. Det gav faktisk et lille bitte sæt i mig, da han løb afsted, og selvom jeg ikke var meget for at indrømme det dengang, og da slet ikke skrive det ned, tør jeg nu godt at sige, at det også skyldes, at jeg desværre lider af ret ekstreme katastrofetanker, når jeg eller nogen jeg holder af, skal ud og rejse.
Uma forstår selvfølgelig ikke, hvad tre dage er, eller at jeg skal afsted. Men jeg har sagt det til hende, bare for en sikkerheds skyld. Så heller ikke hun bed mærke i at noget var anderledes i dag, udover det med pandekagerne.
Lyder jeg skuffet? Det er jeg virkelig ikke. Nærmere lettet.
Helt klart lettet, men stadigvæk absurd nervøs for at noget skal ske med børnene imens jeg er væk, eller at jeg måske slet ikke vender hjem igen. Det lyder så morbidt og forfærdeligt, særligt at se det på skrift. Men jeg har erfaret, at det bliver mildnet af at sige højt, så det er jeg begyndt på.
På den anden side satte det nogle tanker i gang omkring det der med at savne. Det slog mig, at savn og adskillelse i vores familie er blevet en almindelig og hyppig følelse. For jeg er slet ikke i tvivl om, at de kommer til at savne mig, og jeg ved at de savner Michael, når han er væk, men, og her mener jeg især Otto og jeg selv, for os er det ikke længere en ‘Big deal’.
I denne her periode rejste Michael rigtig meget, og havde gjort det i et par år, og det var virkelig en helt normal ting, at han var væk i mange dage af gangen.
Det er ret tankevækkende, synes jeg. At vi har vænnet os til savn. Det lyder på en måde trist, men faktisk oplever jeg det positivt. Der er noget pondus og noget selvstændighed over det og jeg tror faktisk, at det giver vores børn noget virkelig godt med i rygsækken, sammen med al kærligheden. Det håber jeg.
Det tror jeg stadigvæk på. Og det er noget jeg forsøger at “dyrke” fortsat også selvom Michael (og jeg) ikke er væk hjemmefra i samme omfang længere, men jeg gør alt hvad jeg kan for at lære mig selv og mine børn, at savn er, eller i hvert fald kan være sundt, godt og proppet med kærlighed.
… Ja, bare lidt morgenrefleksioner her fra 2. sal, mens min vaskemaskine tager sine sidste omdrejninger med det tøj jeg skal have med til NYC senere i dag. Fik jeg sagt, at jeg er fan af eftermiddagsflyvninger?
Jeg var hundeangst for denne her tur, og set i bagklogskabens lys, var det nok ikke en særlig god prioritering. Men det kunne jeg ikke se dengang, og det var jo virkelig en god tur, jeg kan bare se nu, at jeg skulle have lyttet mere til min krop og mindre til min hjerne. Jeg fortryder det ikke, det er der ingen grund til at gøre, men jeg er sidenhen blevet klogere og fået mere respekt for mit hylster – Også når det ikke bærer på børn.
