Ugen der bed fra sig

Disclaimer: Egentlig var ideen og intentionen, at det her indlæg skulle handle om noget med liv og død, afslutninger og afsked, men jeg faldt i søvn undervejs, og jeg er alligevel ikke sikker på, at jeg helt ville kunne formulere det som jeg allerhelst vil, så det må I (og jeg) have tilgode.

Denne her uge altså. Og denne her dag.
Søndagen i sidste uge sparkede døren til uge 42 ind og satte desværre rammen for, hvad der skulle blive en virkelig hård uge at komme igennem. Allermest har det hårde ligget i den sorg, der i tide og utide er skyllet indover mig, som det gør når man mister mennesker der har spillet en rolle i ens liv –  Oveni sorg og kaos, har vi været ramt af flere omgange sygdom (både Uma og jeg har hver især rodet rundt med noget feber og snot), travlhed, byggestress, og så videre. I dag kulminerede det hele på en eller anden måde, og jeg håber sådan, at der kan komme lidt ro på herfra.
Jeg har grædt så mange gange i dag, at mine øjne brænder, og huden under dem svier og er tør og rød. Min krop og sind er fuldstændigt kørt over af overvældelse og jeg er så udmattet, at jeg nemt kunne lægge mig til at sove og først vågne i morgen, selvom klokken kun lige er lidt over halv otte lørdag aften. Havde jeg ikke en Bagedyst date med drengene, ville jeg uden tvivl give efter for det og på den måde få dagen til at forsvinde.

Jeg skal måske lige forklare, at vi i dag var til begravelsen. Jeg har heldigvis ikke været til mange af den slags i mit liv. Faktisk kan det tælles på en enkelt hånd, hvilket så alligevel er fem for mange – For hvor er det bare hårdt og svært og forfærdeligt. Ja, altså, selvfølgelig er grunden til begravelsen dét der er det sørgelige og hårde, og man kan vel på en eller anden måde godt kalde selve begravelsesdelen for både smuk og fin, og nødvendig. Men av, mit lille hjerte.

Nå…. Jeg kunne så alligevel ikke sove helt til i morgen, eftersom at jeg på trods af gode intentioner om det modsatte, alligevel faldt i søvn få sekunder efter ovenstående blev skrevet, og lige er vågnet. Det er stadigvæk lørdag, og klokken er 22. Mine øjne er stadigvæk medtagede og trætheden har godt tag i mig endnu. Bagedysten må vente til i morgen sammen med resten af livet, og jeg vil nu kravle ud fra mørket, finde min tandbørste, en god øjencreme og muligvis nå at kramme min mand, hvis han stadigvæk er vågen, og få lagt låg på dagen.

Jeg håber på alle måder at næste uge bliver lidt mindre begivenhedsrig end denne har været. Jeg ser i hvert fald frem til en forhåbentlig helt rolig søndag i morgen.

Godnat

… Og her, helt uden kontekst,  et billede taget i mit køkken, der pt er en byggeplads (igen) men blærer sig med lækkert lys.

 

2 replies
  1. Gitte says:

    Da min mor skulle begraves, spurgte jeg min mand flere gange i løbet af formiddagen om vi ikke kunne stikke af, jeg kunne slet ikke overskue det sidste farvel – øv det er så hårdt!! Da jeg skulle til barnedåb i selvsamme kirke 14 dage efter, endte jeg med at stikke af. Så snart kirke klokkerne gik igang, kiggede jeg på min mand og sagde at det kunne jeg ikke – så jeg løb ned til bilen og kørte rundt i den time. Håber at det trods alt var en smuk begravelse du var til, selvom det er så hårdt ❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *