Krakelerede facader

Facader, altså dem vi selv sætter op omkring vores personlighed og følelser, ikke dem på huse – In case andre end mig er i renoverings-mode –  er nok en nødvendighed i nogle henseender og vi har dem allesammen, er jeg ret sikker på. Jeg kom lidt ind på det i sidste uges afsnit af Krøllet kærlighed (reklame for egen podcast) om mine egne facader i forhold til at skulle finde en plads i rollen som dele-mor og i samspillet med Michael dengang. Jeg ville til at starte med enormt gerne fremstå nærmest overmenneskelig. Jeg skulle være den bedste mor, den sjoveste, sødeste, klogeste, pæneste … For der var ingen, og da slet ikke Michael, der skulle kunne sætte en finger på mig. Og i mit forsøg på at være alt det, blev jeg det modsatte lige under overfladen, så da facaden krakelerede væltede en sur tarvelig træt type ud af revnerne, og det gjorde intet godt. Men det er det der sker, eller kan ske, når man igennem længere tid forsøger at opretholde en facade i forsøg på at beskytte sig selv og skjule eller holde fast på det man ikke føler sig tryg i at vise og måske slet ikke selv er klar over, at man føler. Hvilket jo er hele grunden til at man opbygger facaden – At man prøver at skjule virkeligheden.
Jeg har lært at se sårbarhed som noget positivt og stærkt, og det er også hovedårsagen til, at jeg deler som jeg gør. Men sådan har jeg ikke altid haft det. Jeg har i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg havde let til tårer, og i en længere årrække som helt ung, græd jeg aldrig foran andre.
Sådan har jeg det ikke længere, og det er en kæmpe befrielse ikke længere at gå og holde på det. De fleste mennesker i mit liv, har oplevet mig hyle, og det har jeg det helt fint med. Det har I jo faktisk også. Jeg har i hvert fald grædt mig igennem op til flere indlæg, og så var første afsnit af min podcast heller ikke ligefrem uden følelser. Sidstnævnte var alligevel en af de mere grænseoverskridende delinger, jeg har kastet mig ud i – og det var og er lige på grænsen mellem personlig og privat, at dele vores historie, og ikke mindst at udgive noget hvor jeg åbenlyst græder, som er tilfældet i første afsnit, og der var bestemt tidspunkter optil, hvor jeg kraftigt overvejede at optage det om og “tage mig sammen”, men jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, men turde stå ved det sårbare og lade facaden holde helt fri.
Jeg bruger dem stadigvæk ind imellem. facaderne. Særligt hvis jeg føler mig usikker, hvilket jeg som oftest oplever i selskab med folk jeg ikke kender. Jeg øver mig på, ikke at have paraderne oppe altid og hvile mere i mig selv, men det er work in progress, som jeg må erkende stadigvæk kræver en del finpudsning.

 

14 replies
  1. Anne says:

    Jeg elsker, ELSKER din blog og dine skriv. Du fortjener så mange skulderklap.
    Nyder at læse hver eneste blogindlæg fra dig.
    Du er en kæmpe inspiration for mig!

    Svar
  2. Nynne says:

    Du skriver på en måde, der bare rammer spot-on i 10/10 tilfælde for mig. Det er så imponerende, hvordan du sætter ord på følelser og tanker.

    Personligt oplever jeg selv det med facader, og har også i mange år følt, at det var pinligt, at jeg følte som jeg gjorde. For “det gjorde alle andre jo ikke”. Jeg har efter en del arbejde med en psykolog fundet ud af, at den måde jeg føler på, faktisk er en styrke – og ikke noget at skamme mig over, eller bygge facader op omkring.

    Du er skidesej, Cecilie.

    Svar
  3. Caroline says:

    Lige præcis dét at du ikke ‘tager dig sammen’ og holder følelserne ude, er det der gør din podcasts endnu finere. Jeg har fulgt med i 9 år og føler jeg kender hele din historie, men det giver alligevel en helt speciel følelse at høre dig selv fortælle historien.
    Jeg kan huske da du fandt sammen med Michael igen og skulle have Uma. Jeg fortalte det så begejstret til min veninde som aldrig har læst en blog, og hun kunne slet ikke forstå hvordan jeg kunne være Så begejstret på et fremmed menneskes vegne 😂
    Bliv endelig ved med det du gør og med at være dig!

    Svar
  4. Cathrin says:

    Jeg er simpelthen så vild med de ting du skriver og også med din podcast. Til tider kan det blive for meget, med alt det alle deler på nettet i dag, men du formår altid at gøre det på den fineste måde. Og jeg elsker når der er nyt skriv fra dig. Jeg synes du er utrolig modig ❤️

    Svar
  5. Sara says:

    Åh, den tekst ramte lige i hjertet i dag, hvor jeg virkelig kan relatere til det, du skriver. Jeg er så glad for, at du fortsat skriver, laver podcasts og har lyst til at dele dine tanker med os – det er virkelig, virkelig værdsat. Kh en trofast læser, der har været med helt fra begyndelsen og alligevel “sparer” på Krøllet Kærlighed, så jeg ikke bruger den til en ligegyldig opvask, men gemmer til en særlig gåtur. Ps. du har den rareste stemme, så håber der kommer mange flere podcasts fra dig.

    Svar
  6. Mette says:

    Jeg elsker, at du ikke har facaderne oppe. Jeg er SÅ glad for, at du deler fordi jeg ofte både føler mig set og forstået, når du har delt noget der er sårbart. Du deler dit liv på en måde så jeg føler mig mindre alene med nogle af de tanker og udfordringer, der kommer med at være sådan et følemenneske.

    Svar
  7. Sofie says:

    Åh jeg synes din blog er så skøn og go, selvom jeg nogle gange ikke orker at kigge på SÅ pæne billeder af dig 😉
    Men din podcast rammer også bare lige pletskud. Jeg er vild med at den er rå og ærlig og du så flot beskriver alle de grimme følelser, som jeg tænker vi alle har haft i større eller mindre grad, men jo slet ikke er stolte af. Den er så menneskelig. Tak fordi du deler 😘

    Svar
  8. Lotte says:

    Virkelig en god tekst – tak for at følge med.
    Din top du har på på billedet er jeg helt vild med, hvilket mærke er den?

    Svar
  9. Christine says:

    Åh Cecilie, det rammer tit og ofte klokkerent i hjertet, når jeg læser dine skriv eller lytter med på de podcasts, du selv står bag eller gæster. Jeg er begyndt at lytte med på Krøllet kærlighed og jeg synes, det er så modigt og smukt sårbart at invitere os lyttere ind i det aller mest rå og smertefulde. Stor cadeau til dig. Jeg kæmper selv med at lade facaden krakelere og dine skriv er en vedvarende inspiration til at turde give slip. Det er en evig proces, også hos mig.
    Kram Christine

    Svar
  10. Helle says:

    Hej Snegl
    Har hørt alle afsnit af Krøllet kærlighed, og hvor jeg elsker den.
    Den er så hård, fin og kærlig og inspirerende.
    Den sætter i hvert falde tanker i gang hos mig, omkring min måde at sætte facader op på og vil virke “helt perfekt!” på overfalden. Tak for du deler – og tillykke med jubilæet.
    Internet kram

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Sneglcille Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *