Kære enlige mor #2

Læs første del HER

De seneste uger har budt på op til flere gensyn med fortiden i form af min nye podcast og det har været helt vildt fedt, drænende, vildt, sjovt, sørgeligt og alt derimellem, og jeg er igen blevet mindet om, hvor meget jeg brænder for at formidle følelserne omkring at være enlig forælder. Jeg har skrevet utallige indlæg om det. Blandt andet det jeg linker til i starten af dette indlæg, mit indlæg om besøget hos Forælder fonden sidste år, samt mine mange fortællinger fra egen erfaring, og nu podcasten.
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at stoppe med at dele fortællinger fra dengang jeg selv bar kasketten som enlig mor, for det var og er en stor del af mit liv, og det vil aldrig blive noget jeg skammer mig over, eller forsøger at pakke væk. For der kom faktisk gode ting ud af den periode, uanset hvor hård den ind imellem var, og hvor fuldstændig modløs og uduelig, jeg kunne have det.

Mit indtryk er, at der med de sociale medier er kommet et langt større fællesskab og meget mere vidensdeling blandt mange grupper af mennesker og derved også mødre. De enlige mødre. Seje, modige, bad ass mødre, der af den ene eller anden grund også er alene med deres børn helt eller delvist. Der er blandt andet den nyoprettede Facebookgruppe ‘Skilsmissegruppe for mødre – du er aldrig alene’.

Og sikkert, måske, forhåbentlig også andre steder man kan føle sig set og forstået, uden medlidenhedens stigma, som måske ikke altid er der, men som man hurtigt selv kan ane eller være nervøs for om er der (jeg siger man, jeg mener jeg. Det var sådan jeg havde det, da det var værst). Jeg ville sådan ønske, at der havde været noget lignende, da jeg selv stod med fødderne i kaos, sorg, vrede, skam og ensomhed, for jeg tror faktisk, det ville have gjort en stor forskel for mig, at have et sted at spejle mig. Et spejl som jeg håber, at jeg er i stand til at være for nogle, og hvilket er en af grundende til, at jeg fortsat skriver og taler om, samt sætter fokus på det igen og igen. Man er ikke forkert, mindre værd, eller det der ligner, fordi man er enlig forælder, men ikke desto mindre, kan de følelser være præcis dem man føler. Jeg gjorde i hvert fald. Selvfølgelig ikke konstant, men da sorgen og svigtet var tungest, var det svært at finde et ståsted.
De følelser og tanker jeg havde, var svære at dele med mine nærmeste for de havde ingen mulighed for at forstå, hvordan det føltes. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv vidste det, eller rigtigt kunne sætte ord på. Ikke altid. Langt fra altid.
Støtte og forståelse er noget af det man kan have allermest brug for, når man står midt i orkanens øje, og jeg vil anbefale, at man opsøger det så meget man overhovedet kan. Om det er i Facebookgrupper, via bøger, podcasts, andres erfaringer, en gammel blogger (hej!) eller noget helt andet, er sådan set ligegyldigt, men det kan lindre, at høre/læse/se andres erfaringer.

Kære enlige mor
Du er ikke den eneste eller første (eller sidste) der gennemgår, hvad du gør. Du er i din fulde ret til at føle alverdens følelser og reagere på dem. Det betyder hverken svaghed eller, at der er noget galt med dig. Der er intet galt med dig. Det kan godt være du ikke selv kan se det lige nu, men du kommer til at kunne se, mærke og tro på det. Jeg lover det.

5 replies
  1. Maria says:

    Jeg er meget alene med mine to små piger på knap 2 og 3,5 år. jeg er lykkelig gift, men min mand arbejder i udlandet i perioder på 3 mdr og er hjemme alt mellem 4 dage og 1 mdr inden han er afsted igen. Det er vores liv, beslutningen er taget med meget overvejelse og genovervejes hele tiden. Men jeg møder SÅ mange nedladende kommentarer om det. jeg ved folk ikke mener det sådan, men jeg er virleig træt af at næsten fremmede mennesker kan finde på at sige “jamen hvorfor vælger han jer fra?” “gider han ikke dig og sine børn? “hvis det var min mand havde jeg forlangt han var blevet hjemme for det er jo MIG han har valgt”. Jeg hader de kommentarer. Jeg hader jeg skal forsvare mit liv, og de beslutninger vi som familie tager. For ikke at nævne alle de som siger”hvor MÅ det være HÅRDT!” jeg Kunne aaaaaaalldrig gøre det!!!” hvorfor skal det altid være hårdt at være sammen med sine børn uden ekstra hænder? det er mine børn, det dyrebareste jeg har og jeg synes faktisk de er skide sjove at være sammen med, også klokken 5 om morgenen. For det er min familie. Jeg forstår simpelthen ikke at det er det første folk siger når de hører man er alene – hvorfor skal det altid være hårdt? det er ikke hårdt, det er fedt! Jeg kan mærke min tolerance for, at folk skal blande sig i andres liv, holdninger og beslutninger er blevet meget mindre og jeg bliver virkelig sur når jeg hører det.

    Svar
    • Anna says:

      Hej Maria
      Jeg har ikke børn, men jeg genkender ikke desto mindre de kommentarer virkelig godt desværre. Min kæreste og jeg har været i et langdistanceforhold i tre år. Sådan et forhold med ni timers tidsforskel, der gør det svært at kommunikere og se, føle, lugte hinanden. Det er utroligt, hvordan anderledes konstellationer giver folk – i deres øjne – grønt lys til at kommentere, spørge og dømme ens privatliv. Selv perifære kolleger har følt det lovligt at komme med deres besyv, hver gang de fik muligheden.
      Til sidst sagde jeg fra i bestemte toner, og det har hjulpet. For kærligheden mellem min kæreste og mig – og din mand og din familie – skal ingen sætte spørgsmålstegn ved. For tænk engang: Vi er i forhold, der er stærkere og mere fyldte med kærlighed, end mange af de forhold andre er i. Og det er fandeme sejt.
      Alt godt.

      Svar
  2. Maj says:

    Hvor ville jeg ønske, jeg havde kunne læse dette skriv igen og igen for 5 år siden og frem til dette forår. Du rammer spot on – lige ind i kernen af de tunge følelser, der kan ramme én som singlemor. Tak C.

    Svar
  3. Sidsel says:

    Kære Cecilie.
    Igen, tusinde tak fordi du tog dig tiden til at komme og besøge Forælderfondens kollegie på Frederiksberg; det var virkelig en fornøjelse at have besøg af dig, og det gør mig så glad at du deler ordet om at vi findes. Tak for dig og det<3
    Du er altid velkommen igen!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *