Allergisk over for råd?

Er der noget værre end råd, man ikke har bedt om? Selvfølgelig er der det, men alligevel er det noget af det, der kan få mig allerhøjest op i det røde felt. Én ting er hvis de gode råd er pakket ind som velmenende omsorg, men i virkeligheden gemmer på en bedrevidende kritik – Det er de værste og dem kommer jeg aldrig til at holde af. Men de andre. Dem der rent faktisk kommer fra et ægte godt sted. Hvorfor bliver mange provokeret af det? Eller rettere hvorfor bliver JEG trigget af det. Jeg spørger fordi, at jeg selv gerne vil arbejde med den følelse. Jeg er en af de værste, hvad det angår, så det er bestemt ikke en løftet pegefinger, men reel undren og irritation over min egen indre reaktion, når det sker. Det er ligegyldigt om det kommer fra min mand, min mor, en veninde eller fremmede på nettet. Alt stritter på mig på den dårlige måde, når det sker. Selvom det som nævnt før er af de søde og fuldstændigt velmenende slags.
Ofte er det nok fordi, at rådene kommer i situationer, hvor man i forvejen er irriteret, ked af det eller presset over noget – Som da min computer brændte sammen midt i, at jeg skulle til at redigere podcast i går og jeg derfor delte min frustration på Instagram for at få det ud af systemet, og blev mødt af +30 beskeder med gode råd og løsninger, hvilket jo er det sødeste og mest betænksomme i verden. Tænk at mere end 30 mennesker gider bruge deres dyrebare tid på at sende mig tips og tricks til gode teknikere. Det er da så fantastisk og jeg burde blive glad. Men jeg blev irriteret. Simpelthen. For det løste ikke mit problem, og jeg var heller ikke ude efter en løsning, og bad ikke om hjælp, men havde bare brug for at sige det højt og højest blive bekræftet i at det var noget lort.
Men det er jo i princippet underordnet, og mig den er gal med. Det er jeg klar over. Jeg får samme følelse i maven, når folk retter på mig, eller svarer på retoriske spørgsmål. Sådan en næsten teenagefornærmet følelse i maven. Det er faktisk en lille smule pinligt at indrømme, og jeg vil virkelig gerne arbejde med det og lægge det væk. Dog har jeg på fornemmelsen, at det ikke er så enestående at have det sådan. Am I right?! Det håber jeg på en eller anden måde.

Jeg så at Katrine Gisiger i et opslag på Instagram den anden dag skrev om, hvordan man nogle gange lægger en masse skjulte negativt ladede bagtanker i undrende spørgsmål fra andre ind imellem, og det kan jeg så godt genkende, og jeg tror det er lidt det samme der er tilfældet med det med rådene.

Jeg har ræsonneret mig frem til, at det må være fordi, at jeg underbevidst sætter det i samme kategori som førstnævnte eksempel omkring de der “gode råd” der på alle måder bare er en hård kritik pakket flot ind, For det skal simpelthen stoppe – men der er jo forskel, så hvorfor kan min hjerne ikke sortere i det? Det er sgu da interessant.

27 replies
  1. Monika says:

    Det er vel den manglende forventningsafstemning som gør at så megen kommunikation går i vasken. Du siger A og ønsker B respons. Men den anden person hører A og giver dig C respons. (Eller hører D og så kører det helt af sporet). Andre kan ikke afkode hvad du ønsker og du får derfor noget andet. Derfor er det så svært at kommunikere med andre mennesker i det hele taget og derfor er det så skørt at man bliver frustreret over at få en anden respons end den man ønskede, når nu ønsket var hemmeligt. Den kluntede løsning er at metakommunikere (jeg har brug for at komme af med luft og har ikke brug for gode råd lige nu), men det tager bare livet ud af alting. In short, det kan ikke undgåes og sker for os alle hele tiden. You are not alone!

    Svar
  2. Karoline says:

    At få et “råd” som respons på sin frustration er lidt som at få at vide, ens klager ikke er berettigede, fordi der findes en løsning på problemet… Sådan føler jeg det i hvert fald. Bekræft mig nu bare i, at jeg gerne må være skide irriteret over ting – hvis jeg har brug for hjælp til at fikse det, skal jeg nok bede om den 😏

    Svar
    • Emilie says:

      Så enig i det her! Lidt beslægtet: de gode mænd i mit liv, min far og min kæreste, har det med at gå i fikse-mode, hvis jeg fortæller at jeg er ked af det eller trist. Har måttet fortælle dem mange gange, at jeg i første omgang bare har brug for at blive mødt i tristheden og trøstet lidt. Så kan vi altid fikse BAGEFTER 😊

      Svar
  3. Maria says:

    Åååh manner. Jeg kender det SÅ godt. Det føles lidt som om man bliver fortalt hvad man skal gøre af nogen der ved bedre, det er nok lidt derfor det føles sådan lidt teenage-agtigt. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg haaaaaader når folk fortæller mig hvad jeg skal gøre. Også selvom de har ret….

    Er der mon gode råd til at slippe af med den følelse? For det meste prøver folk, helt som du skriver, bare at være hjælpsomme…

    Svar
  4. Helene says:

    Måske det bunder i noget af det fra dit forrige indlæg – at gode råd tricker en følelse at at være forkert og ikke have styr på tingene? Sådan har jeg det i hvertfald!

    Svar
  5. www.mettem.dk says:

    Det er helt almindeligt 🙂 Personligt oplever jeg, at jeg lufter problemer, frustration eller ked-af-det-hed for at blive lyttet til og forstået. Jeg gør det, fordi jeg har brug for, at nogen hjælper mig med at holde på følelsen for en stund, så jeg kan slippe den. Min heling ligger i at sætte ord på mine følelser og blive hørt. Min heling ligger ikke i responsen.
    Men når mennesker, der måske ikke er så gode til at mærke og fornemme andre, hører om følelserne, så vil de gerne handle. De vil gerne løse problemet, og det er jo en god tanke, men det er også misforstået. Og det bliver man fanget i, når man er som du og mange andre. Sig det højt 🙂

    Svar
  6. Pernille says:

    Åhh ja, sådan har jeg det også, og jeg skammer mig lidt over det. Har en nyfødt og har både døjet med kolik og en amning, der ikke fungerede, så de gode råd har edder maneme ikke været en mangelvare 😬

    Noget af det, der kan gøre mig ekstra irriteret er, når folk “følger op” på deres gode råd. Altså når de har givet et godt råd, som jeg har taget (semi)høfligt imod, mens der har været ild i mig indeni, og den samme person så efterfølgende spørger, om deres gode råd virkede. Det får det hele til at sitre.

    For mig handler det også om, at jeg kan få følelsen af, at andre vil bestemme over, hvad jeg skal gøre og dermed også kritiserer det, jeg har gjort. Nok også derfor, at de gode råd fra svigermor er ekstra belastende.

    Svar
  7. Camilla says:

    Min oplevelse er ofte, at jeg bare har brug for at blive lyttet til, måske endda forstået, og hvis nogen forsøger at løse mit problem, så føler jeg mig simpelthen ikke hørt. Jeg har som regel selv en løsning, eller også finder jeg den, men det jeg har brug for fra andre er lidt forståelse. På den måde rammer jeg i hvert fald ofte skævt af andre.
    Hav en dejlig dag.

    Svar
  8. Ditte says:

    Jeg er en af dem der konstant kommer med gode råd – også selvom jeg ved at ikke altid er kærkommen. Men det er så stort et drive indeni mig, at jeg ikke kán lade være. Det drive er vokset ud af at jeg ofte har følt mig svigtet. At andre ikke rigtigt har lytte og taget mig alvorligt og ikke mindst taget ansvar for at hjælpe mig. Sådan rigtigt! Så for mig er det et drive som handler om at sige “jeg ser dig, jeg hører dig og jeg tager noget af din byrde”. Og jeg ved godt at det ikke altid modtages sådan. Suk…

    Svar
    • Kat k says:

      Jeg vil bare lige dele et oprigtigt råd (ironien er gigantisk – I know). Når du står i den situation, så øv dig eventuelt i bare at anerkende situationen. Sig “Det lyder fandeme også bare helt vildt nederen” eller “Ej, sikke noget lort!”.

      Svar
  9. Helle says:

    Kan så godt genkende det, ikke fra mig selv men min mand. Jeg er nogen gange blevet overrasket over hvor forskelligt vi kan tolke en kommentar eller en situation. I forhold til min mand og jeg, tror jeg forskellen er at jeg som udgangspunkt tænker folk vil mig det godt, fordi det er den erfaring jeg har med mig og hvor han er/ har været mere kritisk da han har en anden erfaring fra hans barndom, med en far der kunne være nedladende over for ham, så det tricker hurtigere noget i ham.

    Svar
  10. E says:

    Altså.. Jeg har det på fuldstændigt samme måde. Alt stritter på mig, hvis jeg får et råd, jeg ikke har bedt om (og heller ikke havde tænkt mig at bede om). Men det handler selvfølgelig også om måden, som rådet bliver serveret på – og hvem der serverer det. Jeg ved ikke hvad det handler om – jeg får ikke, på samme måde som dig, kritik pakket ind ofte. Så jeg tror det er noget andet. Jeg kan måske nogle gange identificere det som en følelse af, at folk seriøst ikke tror, at jeg selv har styr på det. Jeg er fx typen der researcher alting 100% til bunds før jeg tager en beslutning om noget som helst – og når folk så giver mig et råd, så føler jeg, at de ignorerer (eller ikke forstår/giver mig credit for), at jeg faktisk har styr på det meste og er en ganske gennemtænkt person, der meget sjældent handler overilet eller decideret dumt. Jeg føler mig talt ned til, simpelthen. Og egentlig er det også dét, jeg tænker på dine vegne, når du får mange (søde og velmente, ja) beskeder fra folk ift. teknikere. Tror folk seriøst ikke, at du selv har undersøgt sagen? Du sidder vel ikke bare med hænderne i skødet og kigger på den sammenbrændte computer i flere timer…..

    Ja altså, det blev en lang smøre. Men JEG føler mig i hvert fald ikke set, når folk (især tæt på mig), synes de skal give gode råd med på vejen, når jeg ikke har bedt om dem. Jeg føler, at de uselvstændiggør(?) mig og ser mig som et barn. Aner ikke om det er noget, du kan genkende.

    Svar
  11. Kristina says:

    Du burde virkelig se videon på YouTube, “its not about the nail”, den forklarer virkelig på en sjov måde, hvorfor gode råd kan være så pisse irriterende! Jeg kom lige i tanke om videon, da jeg læste dit indlæg (:
    Jeg hader virkelig selv, når folk forsøger at komme med råd, som man ikke har bedt om, når man i virkeligheden bare har brug for en der lytter, og anerkender, så er der ikke noget værre end folk, der forsøger at løse “problemet”. Men man kommer nemt til at virke uhøflig og utaknemmelig, for vedkommende mener det jo (oftest) godt.

    Svar
  12. Ingeborg says:

    Kender det virkelig godt og har også mange gange undret mig over hvorfor. For mig tror jeg mest det handler om forfængelighed. Som en anden også skrev, så får jeg en følelse af at have fejlet, ikke have styr på alting.
    Og så er der nogle gange, hvor jeg finder ud af senere at det handlede om noget helt andet, at jeg af andre årsager skulle af med frustrationer, og det fik jeg så ikke lov til.

    Svar
  13. Lotte says:

    Sjovt. Jeg opfatter det som generøsitet og omsorg. Jeg giver også selv gerne råd, fordi jeg ved hvor glad jeg bliver over at andre bekymrer sig. Derfor bliver jeg også ganske overrasket og lidt ked af det, hvis jeg bliver bidt af for det kommer virkelig med et ønske om at gøre det lettere for et andet menneske.

    Svar
    • Frederikke says:

      Jeg er helt med dig. Jeg synes det er så fint og opmærksomt, når andre bekymrer sig og giver en den opmærksomhed. Også selvom man ikke har bedt om det eller nødvendigvis kan bruge det til noget. Man kunne også bare lade det hele være/være ligeglad/ignorere “problemet”. Så kan man også føle sig ligegyldig. Taler af erfaring :-). Hellere for meget end for lidt. Det er jo bare omsorg.

      Svar
  14. Tina says:

    Uha ja den er svær.
    Måske vi mennesker tænker for meget over tingene og ligger for meget i hvert et ord og lader os præge af alt muligt.
    Hvis vi kunne lære at sige pyt, tage til os hvad vi vokser og gavner af og ryste resten af, så tror jeg vi kommer et godt stykke af vejen.
    I gamle gamle dage, f.eks i en tipi kaldte de vise mænd, de ældste sammen til møde og så gav de jo råd og ingen satte en masse spørgsmål hertil, men det gør vi i dag når “de vise” har råd.
    Så den er svær, men det er godt du arbejder med dig selv og resonerer over det 🙂

    Svar
  15. Nadja says:

    Vi skal alle være bedre den anden vej. Min svigerfamilie kommer ALTID med råd, og det er til at blive skør af.

    Min mand er praktiserende læge, og han går ekstremt meget op i, hvordan man har en god kommunikation med sine patienter. Og det handler jo i bund og grund om, hvordan man pakker sundhedsrelaterede ordrer ind i velmenende, kærlige råd. I mange tilfælde hjælper det at sige: “må jeg sige min mening?”, eller: “Må jeg give dig et godt råd”. På den måde har modparten mulighed for at sige nej. Det virker selvfølgelig ikke altid i en patient/læge-relation, fordi lægen jo er eksperten og altid skal sige til patienten, hvad han eller hun bør gøre.

    Vi har forsøgt at sige det til mine svigerforældre, og det virker sgu. Min svigerfar er begyndt at spørge, om vi vil høre hans mening, inden han bare spyr den ud. Det er fantastisk.

    Det blev en lang omgang, men det jeg egentlig bare vil sige er, at det ikke nødvendigvis er dig, der er glat på den. Alle mennesker burde lære at spørge om lov, før de kaster velmenende råd ud.

    Svar
  16. Louise says:

    Jeg synes at antallet af kommentarer allerede nu, vidner på, at det (heldigvis) er en meget normal – omend tabuplaget – følelse. Vi siger det simpelthen ikke højt fordi det føles som en ekstremt “forkert” følelse at have.
    Jeg kender det selv! Hvis folk kommer med gode råd til ting, hvor jeg ikke har bedt om råd, så bliver jeg faktisk ret gal indeni. Jeg får lyst til at snerre noget i retningen af “det véd jeg sgu da godt” tilbage i hovedet på dem. Som om de ikke tror at jeg er klog eller fornuftig nok til selv at resonere mig frem til De ting de siger. Det irriterer mig grænseløst, og jeg synes det er peaket efter jeg er blevet mor. Det flyver simpelthen rundt med velmenende råd og fifs, og jeg føler det er en kritik eller hån af min egen intelligens hver gang folk synes det skal tilfalde mig.

    Ej det er jo frygteligt når jeg selv læser, hvad jeg egenligt skriver.
    Jeg synes jeg er blevet mere bevidst om, at det handler om mig selv og ikke de andre. Det spejler tilbage i en til tider lav selvværdsfølelse og et behov for at være næsten overmenneskelig og kunne alting selv, for at bevise overfor andre – men også mig selv – at jeg er selvstændig, stærk og uafhængig af andres hjælp. Måske fordi jeg har brugt meget af min barndom på at føle mig ked af det, sårbar og forkert. Så har jeg et eller andet skjold oppe, for at sikre at folk ikke skal tro, at de kan “styre rundt med mig”, bestemme over mig eller påvirke mig i negativ retning.
    Hvis det giver mening!?

    Svar
  17. Nielsen says:

    Det er fordi folk misforstår begrebet , et godt råd.
    Et godt råd defineres ved at man selv har spurgt efter det. Det vil sige at vi skal holde vores mund lukket med gode råd og løsningsforslag, indtil der bliver spurgt konkret om det.
    Ovenstående har jeg lært, da jeg fik undervisning af en af de store guruer, indenfor pædagogik og det var virkelig en øjenåbner, som jeg stadig bærer med mig i mit liv.

    Svar
  18. L says:

    Jeg har det præcist som dig! Følger med og håber at jeg kan lære at håndtere det lidt flottere i fremtiden end jeg gør i dag..

    Svar
  19. Lou says:

    Men har du så prøvet at du gerne vil have et godt råd, men der så ikke kommer noget. Det er eddermame også irriterende.. 🙂

    Svar
  20. Stine says:

    Jeg har/havde det på samme måde – og det irriterer mig, at jeg har det sådan.
    Selv er jeg begyndt at tænke meget over “den gode intention” i folk, og synes nu jeg er bedre til at se “igennem” rådet, og se at det bunder i omsorg – og netop ikke kommer fra et dårligt sted.

    Til min mand må jeg nogle gange sige, at jeg ikke har brug for råd, men bare skal have sagt det højt, og det har virkelig hjulpet.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til L Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *